Kommentaren

Kræver religion bøn, tro eller sociale foranstaltninger?

Oftest finder man inspiration til sin egen religiøsitet, i den religion man tilhører, gennem sin kultur og opdragelse, men det er ikke altid tilfældet, skriver adjungeret professor Knud Jørgensen. Foto: Thorkild Amdi.

Religion som begreb og kategori er noget relativt nyt. Det er noget vi har opfundet i Vesten, og i de fleste ikke-europæiske sprog og kulturer fandtes der ikke nogen oversættelse af ordet religion før det 19. århundrede, skriver adjungeret professor Knud Jørgensen

Jeg underviser jævnligt studerende i religion – uden at være helt sikker på, hvad religion egentlig handler om. Vi anvender begrebet som en fællesbetegnelse for forskellige trossystemer og kulturelle handlingsmønstre, der forudsætter, at virkeligheden omfatter mere end det fysiske.

Religioner præsenterer svar på menneskers eksistentielle undring og inkluderer almindeligvis tro på Gud eller andre overfysiske væsener. Det betyder, at der er forskel på religion og livssyn (et livssyn indeholder ikke nødvendigvis tro på noget ikke-fysisk).

Begreberne religio og religiosus blev brugt om kirkeordener i middelalderen. Denne betydning er bevaret i den romersk-katolske kirkes kirkeret. Religion kom siden til at betyde en lære, som alt efter overbevisning kunne holdes for falsk eller sand.

Først efter reformationen, og særlig i oplysningstiden, fik ordet en mere abstrakt betydning, i lighed med nutidige udlægninger af religionsbegrebet. Sagt på en anden måde: Religion som begreb og kategori er noget relativt nyt – noget, som vi i Vesten har ‘opfundet’ for at holde orden på tro og folk.

I de fleste ikke-europæiske sprog og kulturer fandtes der ikke nogen oversættelse af ordet religion før det 19. århundrede. På mange måder er religion fortsat et abstrakt fremmedord. Ofte vil der derfor være spændinger mellem teologernes idealreligion og folkelige trosformer. På engelsk bruger man udtrykket ‘folkreligion’ for at beskrive, at hverdagstro er en blanding af folkereligiøsitet og ‘den rene lære’. I forskellig grad gælder dette for alle os, som kalder os troende.

Der er derfor heller ikke enighed blandt forskere om, hvordan begrebet religion skal defineres. De fleste definitioner er enten for snævre, sådan at nogle religioner falder udenfor definitionen, eller definitionerne er for brede, sådan at forhold, som ikke naturlig regnes som religion, bliver inkluderet.

Nogle lægger vægt på substantielle definitioner, som søger at beskrive religionernes fælles indhold (substans). Man tager her udgangspunkt i menneskers tro på bestemte fænomener, som går ud over det hverdagslige: troen på en gud, på ånder eller på magi.

Andre vælger funktionelle definitioner, som beskriver religion ud fra, hvad den gør med mennesker og samfund. For eksempel, religion skaber mening og identitet for det enkelte menneske; den kan give svar på, hvorfor vi er til, og hvad som sker efter døden.

Eller man fokuserer på, at religion først og fremmest har en social funktion ved at skabe et fælles værdigrundlag for en nation eller en social gruppe, for eksempel kristendommens rolle i Europa i Middelalderen eller de indianske kulter knyttet til totem-dyrkelse. Den islamiske republik Iran kan være et moderne eksempel på dette. Men religion er også en vigtig identitetsskaber for mindre grupper af mennesker. Opblomstringen af religiøsitet hos grupper af indvandrere kan delvis forklares på den måde.

I dag anser stadig flere mennesker sig som religiøse eller åndelige, uden at have nogen tilknytning til en bestemt religion. Dette er blevet beskrevet som ”religion smurt tyndt udover livet” eller ”religion without belonging” (religion uden tilhørsforhold, red.).

Den rumænske religionsforsker Mircea Eliade hævdede i sin tid, at så godt som alle mennesker er religiøse – selv de, som hævder, at de ikke er det. Han omtalte derfor mennesket som ’homo religiosus’ – det religiøse menneske.

Oftest finder man inspiration til sin egen religiøsitet, i den religion man tilhører, gennem sin kultur og opdragelse, men det er ikke altid tilfældet. En af årsagerne til religiøsitet kan være, at religion kan dække et følelsesmæssigt behov. Det kan være frygt for døden, et behov for at tro, at der er en højere mening med tilværelsen, ønsket om at blive elsket eller om at deltage i et fællesskab. For nogen kan dette medføre, at man "shopper" rundt efter den religion, som bedst dækker ens behov.

Nogle mener, at eksistensen af guder eller andre overnaturlige fænomener kan udledes rationelt eller empirisk - at Guds eksistens kan ‘bevises’ af fornuften. For andre bygger religiøsitet mere på personlige religiøse oplevelser som mirakler eller åbenbaringer – eller besøg i mystikkens verden.

Når jeg tager dette tema op, er det for at arrestere min egen og andre religiøses hang til ‘rettroenhed’. Hvem af os kristne lever for eksempel op til de ideelle krav om bøn og tiende og kærlighed til mine fjender? Dernæst er det vigtigt at undgå de firkantede definitioner af hinandens tro og livssyn. Kunne vi i stedet være lidt mere ‘gæstfrie’ i mødet med religiøsitet, religiøse oplevelser og længslen efter mening og tryghed?

”Du har skabt os til dig, Gud, og vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig”, sagde kirkefaderen Augustin i sine Bekendelser.
 
Knud Jørgensen er adjungert professor ved Menighetsfakultet i Oslo og skriver kommentaren til religion.dk.