Jeg efterlyser religionskritik

En seriøs religionskritik må vove ikke at undslå sig fakta. Ingen religioner må slippe for det kritiske søgelys, som kristendommen har måttet forholde sig til, skriver adjungeret professor Knud Jørgensen

Religion er, hvad vi gør den til. Hverken islam eller kristentro er én ting. Eller lad mig begynde et andet sted: Dagens debat er fyldt af klicheer, som "islam er fredens religion", og terroren ved Krudttønden, på Krystalgade og på stranden i Libyen "er ikke islam".

Hvad skal jeg svare? At middelalderens korstog og inkvisitionens heksejagter ikke var kristendom?

Jeg kan finde mange skriftsteder i både Bibelen og Koranen, som bruger udtryk og billeder, der ikke passer til, at islam eller kristendom er fredens religion.

Læs også: Khader: Muslimer må gøre op med Koranens vold 

Hvad med Det Gamle Testamentes fortællinger om Guds krige og Israels terror mod minoriteter i Gaza? Hvad med versene om sværd i Koranen, eller forbuddet mod at skifte religion med dødsstraf som yderste konsekvens? Dødsstraf for homoseksualitet og stening af utro kvinder i begges hellige skrifter?
 
De fleste muslimer og de fleste kristne er imod den slags, men skal vi argumentere mod terroren og ISIL og korstogene og kvindeundertrykkelsen, må vi i fællesskab og hver for sig indtage en kritisk holdning til vores hellige skrifter. Altså efterlyser jeg religionskritik.
 
Islam indeholder ingen terror-ideologi. Men samtidig kan det være forkert at hævde, at terrorangrebene hist og her ikke har noget med islam at gøre.

Jeg vil i stedet hævde, at tendenser til voldsforherligelse inden for populære og populistiske retninger i islam må tages alvorligt. Lige så alvorligt, som kristne bør tage lignende tendenser hos folk som Anders Behring Breivik og populistiske højrepartier.

Muslimer må åbne op for kritisk selvrefleksion og fri diskussion om religiøse spørgsmål. Islamkritik – og kristendomskritik – må ikke gøres til tabu.

Om noget sted er der her brug for religions- og ytringsfrihed, vel at mærke ikke i form af hundetegninger af profeten eller æselhovedtegninger af Jesus (den slags fandt man allerede i romerrigets katakomber). Krænkelser af andres religion og hellige personer har ikke noget med seriøs religionskritik at gøre.

Læs også: Tegninger og terror: Har vi ret til at krænke andre? 
 
En seriøs religionskritik må vove ikke at undslå sig fakta. Hverken islam eller andre religioner må slippe for det kritiske søgelys, som kristendommen har måttet forholde sig til.
 
Dette handler også om at tage højde for radikaliseringsprocesser, som udvikler sig til ideologisk indoktrinering. Når ISIL i profetens navn hugger hovedet af 21 koptiske kristne på stranden i Libyen, handler det om resultatet af ideologisk indoktrinering. Vi har alle et medansvar, når frustrerede og identitetssøgende unge bliver et bytte for hadprædikanter, som serverer dem ‘den store forklaring’ på alverdens uretfærdighed.

Oprettelsen af et islamisk kalifat – eller et kristeligt tusindårsrige – kan da blive livets store projekt, måske tilmed et projekt som vil sikre et evigt liv i paradiset efter en voldsom død.

Både muslimer og kristne må modvirke det Sylo Taraku (generalsekretær i den norske organisationen Likestilling, integrering og mangfold) kalder ‘en konfronterende og segregerende identitetspolitik i muslimske miljøer’ (avisen Vårt Land, 19. februar, 2015).

Læs også: Muslim: Vi er alle en del af Danmark 

Både islam og kristendom har til tider holdt sine hellige skrifter i den ene hånd og sværdet i den anden. Samtidig har begge også lange traditioner for tolerance og fredelig sameksistens på Balkan, i Ægypten og i Irak. Disse traditioner må vi netop i dag hente frem og tage med ind i kampen mod en militant islamisme og en højrevredet kristen fundamentalisme.
 
Religion er, hvad vi gør den til. I mens jeg skriver dette, er tusind unge muslimer godt i gang med at slå ring rundt om synagogen i Oslo for at vise solidaritet med jøder i Norge og internationalt. Der er fortsat mange gode kræfter blandt troende. En oplyst og åbenhjertig religionskritik kan, tror jeg, være med til at hente frem de gode kræfter frem.

Knud Jørgensen er adjungert professor ved Menighetsfakultet i Oslo og skriver kommentaren til religion.dk