Tegninger og terror: Har vi ret til at krænke andre?

Knud Jørgensen, missionær. Fotograferet ved Diankonissestiftelsen på

Jeg skriver gerne selv kritisk om religion – om kristnes blinde tro på kapitalisme og om muslimers manglende kamp mod radikalisering – men jeg må samtidig udvise evne til at vurdere, hvilke følelser, mine ord eller tegninger sætter i gang. For mig at se, betyder det at udøve et voksent skøn: Retten til ytringsfrihed betyder ikke, jeg altid skal bruge den, mener adjungeret professor Knud Jørgensen. Foto: / Scanpix Danmark

I vore skoler kæmper vi for at komme mobning til livs. Karikaturtegninger, som krænker det hellige, er for mig at se også mobning. I tillæg skaber både karikaturer og terror fjendebilleder af andre og i dette tilfælde af en hel folkegruppe

Samtidig med at vi tager afstand fra terror og udtrykker sorg og forfærdelse over massakren i Paris, har jeg brug for at melde fra: Ytringsfriheden er ikke absolut, skriver adjungeret professor Knud Jørgensen

Vi er ved at drukne i ord og meninger om terrorangrebet på Charlie Hebdo. De som hyler højest, er de, som har ophøjet ytringsfriheden til en absolut lov.

Ethvert forsøg på at begrænse denne frihed er et skridt på vej væk fra demokrati og på vej mod en eller anden totalitær samfundsordning. Jeg må melde mig uenig. For enhver frihed må der findes grænser, ellers forvrænges friheden.
 
Jeg husker meget godt demonstrationerne mod Danmark og Norge i 2006 efter Muhammedtegningerne – demonstrationer, som var forårsaget af en blanding af religion og undertrykt vrede mod en vestlig verden, som ikke bare fortsætter med at spille hersker over resten af verden, og især i Irak og Afghanistan, men som også fortsætter med at være helt uvidende om religionens betydning og vigtigheden af religiøse symboler.

Er ytringsfriheden mere hellig end religion?

Og i dag oplever jeg stærkt, at vi fortsat sidder fast i denne himmelråbende uvidenhed og derfor ikke forstår, at billeder og tegninger af Gud og hans budbringere er helligbrøde og blasfemi i en muslimsk kultur – og i en jødisk kultur – fordi billeder i en hvilken som helst form bliver opfattet som afguder – og karikaturer som det rene djævelskab. Gud er for stor til at kunne begrænses til et menneskeskabt billede. 

Læs også: "Muslimer bør ignorere Charlie Hebdos tegning" 

For de fleste skandinaver er dette uforståeligt, fordi vi er vokset op med et verdensbillede af menneskerettigheder, hvor ytringsfrihed er mere hellig end en religions eller kulturs verdensbillede. 

Samtidig med at vi tager afstand fra terror og udtrykker sorg og forfærdelse over massakren, har jeg brug for at melde fra: Ytringsfriheden er ikke absolut og bør ikke gøres til et princip om, at det er tilladt at krænke andre. 

I vore skoler kæmper vi for at komme mobning til livs. Karikaturtegninger, som krænker det hellige, er for mig at se også mobning. I tillæg skaber både karikaturer og terror fjendebilleder af andre og i dette tilfælde af en hel folkegruppe. 
 
Læs også: Katolikker splittet over Charlie Hebdo 

Jeg vil gerne kæmpe for retten til ytringsfrihed, men samtidig vil jeg minde om, at det aldrig kan blive mediernes opgave at krænke religiøse følelser. 

Jeg skriver gerne selv kritisk om religion – om kristnes blinde tro på kapitalisme og om muslimers manglende kamp mod radikalisering – men jeg må samtidig udvise evne til at vurdere, hvilke følelser, mine ord eller tegninger sætter i gang. For mig at se, betyder det at udøve et voksent skøn: Retten til ytringsfrihed betyder ikke, jeg altid skal bruge den. 

En hæmningsløs ytringsfrihed i ‘kampen for vort demokrati’ er en barnlig og umoden holdning til respekt for andre menneskers tro og respekt for det hellige. 

Dialog kan reducere fjendebilleder

I dagens globale krise af misforståelse og anklager vil jeg i stedet kæmpe for en dialog, som også handler om at handle i fællesskab – en dialog, hvor fælles erfaringer af konkret samarbejde om konkrete projekter og sager kan fremme forståelse.

Den slags tiltag kalder vi sommetider ‘diapraksis’ – vi vælger at takle problemer og udfordringer i fællesskab i stedet for at konfrontere. 

Kirke, moske og synagoge må skabe mødepladser, hvor folk med forskelligt verdensbillede kan mødes for at tale om livets centrale anliggender. 

Jeg tror fortsat, at vi gennem dialog kan reducere fjendebilleder, udvikle venskab på tværs af tro, race, køn og kultur og stimulere til fælles handling for samfundet og det lokale fællesskab. 

Læs også: Efter Charlie Hebdo: Boom i antimuslimske angreb 

Uden en sådan dialogisk holdning ender vi med en livsfarlig radikalisering på begge sider, og vi ender med ikke engang at kunne fortælle hinanden om vores tro. Dialog er for mig ikke en valgmulighed, men en nødvendighed. Vi er skabt til at leve i samtale med hinanden. 

Knud Jørgensen er adjungert professor ved Menighetsfakultet i Oslo og skriver kommentaren til religion.dk.