Når debatten drejer sig om aktiv dødshjælp, hører man ofte argumenter om "værdighed" og "barmhjertighed" som argumenter for at indføre muligheden for aktiv dødshjælp.
Men måske er synet på menneskeværd, lidelse og udfrielse ikke så enkelt, som debatterne gør det til? Få her et mere nuanceret syn på temaerne i debatten om aktiv dødshjælp.
1. Palliation
Palliation omhandler smertelindring på fire områder: fysisk, psykisk, socialt og åndeligt. Det handler altså om medicinering, samtaler, omsorg og nærhed. I debatten argumenteres der ofte for, at vi i stedet for at indføre aktiv dødshjælp skal fokusere på aktiv livshjælp, og det gør vi ved at forlænge livskvaliteten med palliation.
Desværre er vores viden om palliation begrænset, så der er tilfælde, hvor mennesker har smerter, som slet ikke kan lindres. Et andet problem er, at man kan smertelindre så meget, at den døende ikke er ved bevidsthed i den sidste tid, og nogle vil argumentere for, at det ikke er så værdigt.
2. Ubærlige lidelser
I Holland kan man søge om aktiv dødshjælp, hvis man har ubærlige lidelser. Det betyder, at man kan få hjælp til at dø uden at være uafvendeligt døende. Derfor kan man hjælpe mennesker til at dø, som ikke rummes af kategorien ‘uafvendeligt døende’, men samtidigt mener, at de har lige så god en begrundelse for at søge dødshjælp.
Omvendt kan man sige, at lidelse er en subjektiv størrelse. Hvad der er en ubærlig lidelse for ét individ, er det ikke nødvendigvis for et andet. Ét menneske kan overkomme en stor sorg som eksempelvis at miste et barn eller lære at leve med et handicap, mens det vil være en ubærlig lidelse for andre.
3. Autonomi (selvbestemmelse)
Det væsentligste argument for at indføre aktiv dødshjælp er menneskets autonomi. Ligesom vi, når det kommer til uddannelse, arbejde eller medicinsk behandling kan vælge til eller fra i vores eget liv, skal vi også kunne vælge, hvordan vi vil herfra. Argumentet lyder, at det er en menneskeret at have lov til at vælge, om man vil gennemgå den sidste tid med ubærlige lidelser eller ej.
Imod dette argument fremhæves det, at man implicerer andre med sit valg, fordi en læge skal foretage den aktive dødshjælp, og det er ikke en menneskeret at få andre til at tage ens liv. Det kan også indvendes, at man ved at ønske aktiv dødshjælp svigter et ansvar, man har over for ægtefælle eller børn.
4. Værdighed og uværdighed
Mange mennesker vil betragte nogle tilstande som uværdige og ønske at dø på en værdig måde, inden de når sådanne tilstande. Det kan være sygdomme, der forårsager lammelse i vid udtrækning, så man er uden selvkontrol og fuldstændigt afhængig af andres hjælp. Ved sådanne lidelser betragter nogle mennesker døden som mere værdig udvej.
Mod-positionen vil argumentere for, at bedre palliation bør være løsningen på de ubærlige lidelser, fordi aktiv dødshjælp ikke hjælper på lidelsen, men udsletter både lidelse og menneske. Man kan argumentere for, at mennesker fødes og vokser op som afhængige af andre, og at det derfor ikke i sig selv er uværdigt. I det daglige liv er vi afhængige af lærere, når vi går i skole og af sygeplejesker og læger, når vi er syge. Derfor er selvstændighed ikke nødvendigvis målestokken for et værdigt liv.
5. Psykisk eller socialt pres
Et argument imod aktiv dødshjælp er, at der kan opstå et psykisk eller socialt pres, hvor borgeren, der ønsker dødshjælp, ikke gør det af egen fri vilje, men fordi han eller hun føler sig presset til det, fordi man netop er bekymret for, at familie og pårørende er tvunget til at hjælpe til med alt.
Omvendt vil mod-positionen sige, at vi kan sikre, at ønsket er et frivilligt valg gennem mange samtaler med borgeren og nægte at yde dødshjælp, hvis nogen form for pres er motivation til at søge dødshjælp.
6. Glidebaneargumentet
Nogle modstandere mener, at hvis man først indfører aktiv dødshjælp, kan det have uforudsete konsekvenser. Aktiv dødshjælp vil på sigt betyde, at vi udvider grænserne for, hvem lægerne kan og vil yde aktiv dødshjælp overfor. I Holland og Belgien, hvor aktiv dødshjælp er lovligt, er der sket en stigning i antallet af udført dødshjælp, så det nu også implicerer psykisk syge.
Fortalere for aktiv dødshjælp vil anfægte, at der er sket en stigning i antallet af udført dødshjælp, men i stedet fremhæve, at der nu rapporteres flere tilfælde, fordi det er blevet lovligt i Holland og Belgien, så læger kan ikke længere retsforfølges, hvis de følger den foreskrevne praksis.
De vil desuden mene, at der er gode grunde til, at grænserne for at yde aktiv dødshjælp er udvidede. Det skyldes, at man har erkendt, at enkelte psykiske sygdomme kan ligestilles med somatiske sygdomme og være lige så ubærlige og uhelbredelige.
7. De ældre som en byrde for samfundet
Oppositionen mod aktiv dødshjælp frygter, at det vil medføre, at ældre betragtes som en byrde for samfundet. Da aktiv dødshjælp er billigere for samfundet end at have en stor og dyr ældrepleje med støtte til eksempelvis demente, så kan der være en økonomisk motivation for samfundet til at tilbyde aktiv dødshjælp, som ikke har den enkelte borgers behov og ønsker i centrum.
Fortalere for aktiv dødshjælp fremhæver, at aktiv dødshjælp aldrig må komme som en opfordring fra lægen, men kun på borgerens anmodning og ønske. Aktiv dødshjælp medfører ikke, at ældre betragtes som en byrde for samfundet, og at vi begynder at aflive dem. I Holland har man endda grundlagt hele byer til demente, hvor de kan fortsætte et liv så normalt som muligt, eksempelvis byen Hogeweyk.