Citerede Jesus en salme, hvis han råbte på Gud fra korset?
Jesu berømte (måske) sidste ord "Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?" tolkes ofte som et fortvivlelsens råb. Men en psykoanalytiker har påpeget, at han måske citerede første linje i en salme, der ender med håb
Følte Jesus sig forladt af Gud, da han udåndede? Det er et af de spørgsmål, mange kristne stiller sig selv. Èt af de mulige svar er, at Jesus med ordene "Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?", som han ifølge nogle traditioner udtalte på korset, ikke råbte op i fortvivlelse, men citerede første linje i en salme, der ender med håb.
I både Mattæus- og Markusevangeliet berettes det, at Jesus, på den niende time for sin korsfæstelse, med høj røst råbte: »Elí, Elí! lemá sabaktáni?«, som betyder »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« (Matt 27,46; Mark 15,34).
Døde Guds søn ifølge korsfæstelsesberetningen med disse dybt fortvivlende ord, eller gemmer der sig en anden forklaring bag teksten?
I værket You Shall be as Gods fra 1966 kommer psykoanalytikeren og filosoffen Erich Fromm med en sandsynlig forklaring, der kan glatte ud i det tilsyneladende paradoks. Fromm hævder, at det ikke er Jesu menneskelige fortvivlelse, evangelisterne har ville udtrykke.
Fromm foreslår derimod, at man må læse tekststykket i den jødiske samtid, den er blevet til i.
Stadig i dag er det kutyme i jødedommen at benævne bibelske bøger, tekststykker og salmer ved at anføre det første ord eller den første betydelige sætning, der indgår i dem. De fem Mosebøger kaldes således i jødedommen ved det første ord der indgår i dem – Bereshit, Shemot, Vayikra, BaMidbar, Dvarim – på samme måde som Salme 137. f.eks. kendes som Al naharot Bavel (Ved Babylons floder).
Her kan du læse hvornår evangelierne er skrevet.
Hvis Fromms påstand er korrekt, var det Jesus’ intention at lede tilhørernes opmærksomhed hen på Samle 22., der begynder med ordene »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«, som han ønskede at recitere i sin helhed da han døde.
Nok starter denne salme i en fortvivlende tone, men den ender med begejstret tro og håb. Fromm skriver: ”Der er i virkeligheden næppe nogen salme, som ville egne sig bedre til at udtrykke de første kristnes begejstring og universalisme end slutningen på denne: »Ham skal efterkommerne tjene; om Herren skal tales til slægten, der kommer; de skal forkynde et folk, der fødes, hans retfærd. Thi han greb ind«”
Ved at sammenligne korsfæstelsesberetningen fra Mattæus med Salme 22., finder Fromm en række slående ligheder, der understøtter at evangelisten kan havde haft netop denne salme i tankerne.
Læs også: Korsfæstelse bruges stadig som straf
Ét sted skriver Mattæus eksempelvis, at de romerske soldater »drev spot med ham« (27,29). Og på lignende vis står der i Samle 22,8: »Alle der ser mig, håner mig.«.
Mattæus beretter videre, at Jesus »har sat sin lid til Gud; lad ham nu udfri ham, hvis han har velbehag i ham« (27,43). Verslyden i salme 22. er påfaldende ens: »Han har væltet sin sag på Herren; han fri ham og frelse ham, han har jo velbehag i ham.«
Efter korsfæstelsen fortæller Mattæus: »Og da de havde korsfæstet ham, delte de hans klæder imellem sig ved lodtrækning.«(27,35), der til forveksling ligner Samle 22,19: »Mine klæder deler de mellem sig, om kjortelen kaster de lod.«.
Vidste du, at et jordskælv kan afsløre årstal for Jesu korsfæstelse? læs mere her
Måske mest sigende står der i Salme 22,17: »De har gennemboret mine hænder og fødder«. Dette vers har tydeligvis passet godt til fortællingen om Jesu korsfæstelse, hvor han ifølge evangelisterne blev naglet til korset gennem hænder og fødder.
Fromm bruger sin komparative analyse af Jesu lidelseshistorie og salme 22 til at understøtte sin mere positive fremstilling af Jesus, der ifølge Fromm ikke døde i fortvivlelse.
Hvis Mattæus har haft hele 22. Salme i tankerne som grundlag for lidelseshistorien, giver det mening, at de senere evangelister erstattede det fortvivlende første ord med det tillidsfulde ord – Ki-asah, som betyder ’han har gjort det’ – som afslutter salmen.