Sådan adskiller Kierkegaards kristendom sig fra den katolske

Kierkegaard, Soren Aabye Danish philosopher and theologian, Copenhagen 5.5.1813-11.11.1855.-Kierkegaard at ...

Kun i den absolutte tillid til Guds nåde får mennesket troen. Det er Kierkegaards lutherske overbevisning. I den katolske kirke er troen ikke et valg, men svaret på en længsel. Kirken spiller en afgørende rolle for troen. Her en tegning af Kierkegaard af Luplau Janssen (1869-1927) efter et samtidigt portræt.

Kierkegaard anses traditionelt for en af de mest lutherske af tænkere. Men hvor adskiller hans tro og teologi sig især fra den katolske lære?

For de fleste vil det komme som en overraskelse, at visse katolske teologer i løbet af de sidste år har udvist stor interesse for Kierkegaards teologi og tro. Men hvorfor er Kierkegaards teologi traditionelt blevet stillet op som modsætning til den katolske lære?

Hvor kan man tydeligst se forskellen mellem Kierkegaards tanker og den katolske kristendom, og hvorfor har man traditionelt sat Kierkegaard i opposition til den katolske lære? Her får du bud på svarene. 

Kierkegaard skærper Luthers krav om det personlige Gudsforhold 

Samlet ses Kierkegaards kristendomsopfattelse som en ny formulering af Luthers reformatoriske lære og opgør med kirkens rolle som formidler af forholdet mellem Gud og mennesket.

Hos Kierkegaard ser vi en skærpelse af Luthers tale om, at forholdet mellem Gud og mennesket er et personligt forhold. Kierkegaard taler om ”hin enkelte”, mennesket som et individ, der i egen ensomhed må finde sin eksistens mening. Derfor blev Kierkegaard også en afgørende inspiration for eksistentialistiske filosofi.

Derimod har den katolske tros univers kirken og dens læreembede i centrum som en bærer og støtte til menneskets eksistenskamp og stræben efter at finde troen. 

Kierkegaard taler til den enkelte

Kierkegaard henvender sig i sine skrifter til den enkelte. Oftest indleder han med et ”Kjære Tilhører/Læser”. Til grund for Kierkegaards filosofi ligger en dybtgående eksistensanalyse.

I sit hovedværk ”Enten – Eller” undersøger han de to levemåder: at leve ”æstetisk” eller at leve ”etisk”. Grundlæggende må mennesket vælge sin livsform.

Æstetikeren har valgt et liv, hvor han ikke vil vælge. Han lever på stemninger, søger afveksling, vil underholdes. En sådan livsmåde ender i tomhed, som man så kan værge sig imod ved ironi – eller det ender i fortvivlelsen.

Etikeren derimod ser sit liv som pligt. Han føler ansvar. For ham har dagligdagen og gentagelsen af værdi. Men etikeren har vel at mærke ingen steder, hvor han kan gå hen med sin skyld og sin følelse af ikke at leve op til sine egne etiske krav.

Kierkegaard ser troen som et valg og et spring

Den religiøse livsmåde er troen. Troen er det eksistentielle ”spring” ud på uvishedens 70.000 favne vand. Tro er et valg, der modsiger vished. Derfor må et menneske leve med sin tvivl og til stadighed revurdere sit religiøse valg.

Men nu er Kierkegaards begreb ”springet” ikke så let at have med at gøre. For mener han, at tro er det rene valg? Næppe. ”Springet” ligger snarere mellem den frie vilje og så angsten for de muligheder, som den menneskelige friheds valg giver. Og her må mennesket så sætte sin eksistens ind – og ”springe” ud i det uvisse.

Menneskets vej til Gud er, at mennesket må forholde sig til sig selv. Det vil æstetikeren ikke. Derfor går æstetikeren til i tomhed og meningsløshed. Tilsvarende går etikeren til i følelse af skyld og i angst for valgets konsekvenser. Men idet mennesket forholder sig til sig selv, står det  også overfor sin skaber. Og overfor det absolutte må mennesket afgøre sig i uvished og angst. Det er Kierkegaards måde at re- eller måske snarere at videreformulere Luthers grundlæggende syn på mennesket som en synder, hvis Gudsbilledlighed er blevet til djævlens billede.

Kun i den absolutte tillid til Guds nåde får mennesket troen. Det er Kierkegaards lutherske overbevisning.

Den katolske kirke viser troen som svaret på en længsel

På den ene side vil den katolske kirke understrege, at kristen tro er noget personligt. På den anden side spiller kirken en afgørende rolle for troen.

De to aspekter af troen er uadskillelige. For det er kirken, der gennem sin forkyndelse og sakramenterne gør Gud nærværende for mennesket og rækker det tilbuddet om frelsen. Og det er kirken som fællesskabet af troende, der stadig nærer og opretholder mennesket i det religiøse liv.

Troen er altså ikke et valg. Men det er mennesket, som tilslutter sig troen både med sin forstand og sin tillid. I troen, siger læren i den katolske kirke, samarbejder mennesket med sin forstand og vilje med den nåde, der udgår fra Gud. Dette begrundes så ud fra opfattelsen af syndefaldet og menneskets gudsbilledlighed. Menneskets gudsbilledlighed er nemlig ikke gået totalt til ved syndefaldet. For mennesket har i sig en længsel efter Gud, som er troens begyndelse eller udgangspunkt.

Den katolske kirke kalder troen sikker

Endvidere gælder det, at troen er sikker, ja, mere sikker end nogen menneskelig erkendelse, fordi den hviler på Guds eget ord. Den katolske kirke fremhæver her jomfru Maria som den reneste virkeliggørelse af troen. Ja, kirkens opgave er netop at bringe troen videre indtil Kristus kommer igen. At kirkens forkyndelse er sandheden om Gud er garanteret ved embedet, Petersembedet, idet Kristus selv indsatte apostlen Peter til at være hans efterfølger og repræsentant på jorden.

Det er med andre ord i paveembedet, at kirkens tro og autoritet er samlet, og hvorfra den udgår gennem bispe- og præstembedet til menigheden. Kirkens fællesskab udtrykker i sig selv troens natur, siger den katolske Kirke.

Læs om Kierkegaards vigtigste budskab her 

Kilde: Den katolske Kirkes Katekismus.
           Fides et ratio (Tro og fornuft). Pavelig rundskrivelse af 14. september 1998.