Hænger religionsfrihed sammen med et samfunds udvikling?

John Milton. Caption reads: 'Milton sitting in his garden at the door of his house'. English poet, ...

Den engelske poet og polemiker John Miltons værk Areopagitica, der omhandler et forsvar af ytringsfrihed, blev ikke anerkendt og udbredt blandt magthaverne i 1600-tallets England. Scanpix

I 2007 brugte en engelsk professor i historie forholdet til religionsfrihed som pejlemærke for den økonomiske og politiske udvikling i 1500-tallets Spanien og England. Men er der virkelig en tydelig sammenhæng?

Religionsfrihed bruges i dag som et af mange barometre for, hvordan et land klarer sig. Men er religionsfrihed også en medårsag til modernisering af et land og til vækst?

Det mener flere historikere. En af de vigtigste fortalere for at tage pulsen på et samfund ved at se på graden af religionsfrihed er Benjamin J. Kaplan, professor i hollandsk historie. I sin berømte bog "Divided by Faith" (Delt af troen) fra 2007 argumenterer han blandt andet for den religiøse tolerances positive betydning for England og tilsvarende for intolerancens negative betydning for Spanien i det tidligt moderne Europa.

Kaplan siger mere eller mindre, at økonomisk vækst og politisk stabilitet hænger sammen med, om religionsfrihed bliver praktiseret eller ej. Teorien bliver kaldt tolerance-hypotesen, og Kaplan lægger især vægt på Englands voksende og Spaniens vigende økonomiske og politiske magt i perioden 1450-1750 og sammenkobler magtbalancen med, hvorvidt religionsfrihed blev praktiseret eller ej.

Myten om religiøs tolerance i England 

En forudsætning for, at Englands rolle som både økonomisk og kulturel moderne nation og Spaniens tilbagegang som stormagt i det tidligt moderne Europa hænger sammen med religiøs tolerance, er, at religionsfrihed faktisk eksisterede i England på daværende tidspunkt - og at der samtidig ikke var religionsfrihed i Spanien.

England er sammen med Holland ofte blevet brugt som eksempel på et moderne og tolerant samfund i 15-1600-tallets Europa.

Men jeg mener ikke, at de faktuelle forhold giver et billede af et tolerant samfund i England på daværende tidspunkt. En række eksempler viser, at England tværimod var ret intolerant over for andre religioner end den engelske kirkes:

Forfølgelsen af især katolikker, men også andre kristne grupper taler imod, at England var et eksempel på et religiøst tolerant samfund i det tidligt moderne Europa.

På grund af forfølgelserne faldt antallet af katolikker markant gennem hele 1700-tallet i England. Den britiske filosof John Locke (1632-1704) forsøgte i værket "A letter concerning toleration" fra 1690 at indføre konceptet om religiøs tolerance som en løsning på den intolerance over den katolske kirke, der herskede blandt det protestantiske flertal i det daværende England.

The Gordon Riots, hvor protestantiske grupperinger i London 1780'erne gjorde oprør, da et lovgivningsforslag mod diskriminationen af katolikker var ved at blive vedtaget, viser, at befolkningen ikke nødvendigvis var religiøst tolerante i det tidligt moderne Europa.

Den engelske poet og polemiker John Milton (1608-1674) skrev værket "Areopagitica", der omhandler et forsvar af ytringsfrihed. Men det blev ikke anerkendt og udbredt blandt magthaverne, da det først udkom i 1644. Censurloven blev desuden først afskaffet i 1695. Det skal bemærkes, at loven kun blev afskaffet, fordi den offentlige debat i London på dette tidspunkt fyldte så meget, at regeringen ikke mente, at lovgivningen ville gøre en forskel.

I realiteten eksisterede religiøs tolerance kun blandt det protestantiske flertal i landet - de var tolerante over for hinanden, men ikke over for katolikkerne i England eller Irland. 

Jeg mener derfor, at det er temmelig usikkert at konkludere, at religiøs tolerance skulle have betydet noget særligt for Englands voksende magt.

Kan Spaniens vigende magt skyldes religiøs intolerance? 

Spanien er tit af historieforskere blevet fremhævet som et eksempel på, hvordan religiøs intolerance kan svække et land - specifikt med henvisning til, at det var en medvirkende årsag til Spaniens vigende magt i perioden 1492-1750.

De anfører, at underkuelsen af religiøse minoriteter var årsag til en økonomisk og demografisk nedgang i Spanien. Der lægges især vægt på Spaniens udvisning af religiøse minoriteter mellem 1609 til 1614. I den periode blev omkring 300.000 kristne konverterede muslimer og jøder sendt ud af Spanien til Nordafrika. Størstedelen af de religiøse minoriteter var morisker - muslimer, der var bosat i Spanien efter generobringen af den iberiske halvø fra Maurerne i 1492.

Det er sandt, at udvisningen af Spaniens religiøse minoriteter skyldes intolerance, men intolerance i sig selv kan ikke give nogen holdbar forklaring på Spaniens vigende magt i perioden 1492-1750.

For det første udgjorde moriskerne knap to procent af Spaniens sammenlagte befolkning. Det er derfor tvivlsomt, hvor meget deres udvisning kan have betydet for den spanske økonomi i det hele taget. Yderligere blev den lille nedgang i befolkningen erstattet af indvandring fra Frankrig og Italien til Spanien i perioden efter moriskernes udvisning.

Disse forhold bliver ikke nævnt i Benjamin J. Kaplans forklaringer om Spaniens tilbagegang som stormagt. Og så er det den periode, vi betegner den spanske guldalder, som begynder ved opdagelsen af den nye verden 1492 og varer til cirka midten af 1600-tallet.

I denne periode, hvor landet samtidigt udviser religiøse mindretal, voksede Spaniens økonomiske og politiske magt tværtimod.

Jeg mener, at Spaniens tilbagegang kom langt senere - og i forbindelse med helt andre forhold. Det er mere naturligt at koble Spaniens nedtur til de mange oprør og krige, der herskede inden for det spanske rige. Blandt dem oprøret i Portugal, der endte med, at Portugal blev anerkendt som selvstændig stat af Spanien i 1660'erne, eller Spaniens kostbare krige mod særligt Frankrig og ikke mindst den spanske arvefølgekrig i starten af 1700-tallet, hvor Spaniens tid som stormagt var forbi.

Religionsfrihed i sig selv og religionsfrihed som en historisk-videnskabelig forklaring bør holdes adskilt. Religionsfrihed betegnes som noget godt i sig selv. Men religionsfrihed kan ikke bruges som en historisk-videnskabelig forklaring på Englands voksende og Spaniens vigende økonomiske og politiske magt i perioden 1450-1750. Spørgsmålet er, om vi kan bruge det som pejlemærke i dag?