Katolsk familiesynode kan ende i et jordskælv

Både store forventninger og bange anelser er gået forud for den katolske kirkes store familiesynode, der indledes i dag. Iben Thranholm giver sit bud på, hvad mødet om familieetik kan betyde for verdens katolikker

Katolikker verden over har med blandede følelser set frem til, at anden del af den katolske kirkes familiesynode i dag åbnes i Rom. Synoden, der er et møde mellem biskopper og kardinaler fra hele verden, varer til den 25. oktober.

Nogle har bange anelser, andre store forhåbninger.

Sidste års synode var højdramatisk og uden konklusion

Der er meget på spil, nemlig hele Kirkens liv og lære. Den første del af synoden fandt sted sidste år i oktober og udviklede sig til noget nært et højspændt drama på grund af en konkluderende rapport med et liberalt sindet udspil. Et udspil, der viste sig langtfra at udtrykke alle deltagende biskoppers syn på ægteskab, gengifte og homoseksualitet.

Mest kontroversielle var de paragraffer, der rummede forslag om at give fraskilte gengifte katolikker såvel som samlevende ugifte par adgang til at modtage kommunion (nadver) – og sidst, men ikke mindst opfordringen til at ”acceptere og værdsætte” homoseksuelt samliv og til at byde homoseksuelle par velkommen i menighederne.

Den amerikanske kardinal Raymond Burke beskrev i et interview rapporten som et dokument ”behæftet med alvorlige fejl.”

Han mente ikke, at den giver et retvisende billede af Kirkens lære, men til gengæld propagerer vranglære og en falsk tilgang til den pastorale omsorg i visse sammenhænge.

Må skilte og gengifte modtage nadver?

Helt centralt på synoden står således spørgsmålet om katolikker, der er skilte og gengifte, kan modtaget kommunion (nadver).

Ifølge kirkens lære kan de ikke. Ægteskabet er i den katolske kirke et sakramente, som er ubrydeligt, medmindre kan man over for kirkens ægteskabsdomstol kan bevidne, at ægteskabet aldrig har været gyldigt, og dermed opnå en såkaldt annullering. Kirken betragter ikke annulleringen som en skilsmisse, men erklærer, at ægteskabet fra starten var ugyldigt.
 
Når pave Frans i første omgang kaldte sammen til familiesynoden, var det i en erkendelse af, at mange katolikker rent faktisk er skilte, gift igen uden kirkens annullering og derfor er udelukket fra at modtage kommunion. Det er en svær og ulykkelig situation både for de gengifte, for deres præster og kirken.

Synoden skal forsøge at finde en pastoral løsning på problemet.

Men det er lettere sagt end gjort. Det er en ingen hemmelighed, at bispekollegiet allerede på den første synode var delt i to lejre.

Den ene er liberal med den tyske kardinal Walter Kasper i spidsen. Han har udarbejdet et forslag, hvor gengifte tillades at modtage kommunion uden annullering af det første ægteskab. Den anden lejr ønsker at være tro imod kirkens tradition med kardinal Raymond Burke som frontfigur.

Den lejr mener, at hele kirkens fundament ryger, hvis man accepterer at gå direkte imod kirkens lære hvad angår ægteskab og familieforståelse. Kirken har nemlig i dette tilfælde Kristi klare ord for, at den som lader sig skille og gifte igen, begår utroskab. Dertil kommer som sagt, at ægteskab er ikke bare er en civil institution, men et sakramente og derfor uopløseligt.

I det forgange år har det udviklet sig en dyb splittelse mellem den reformivrige kardinal Walter Kasper-fløj og mere konservative del af kirken. Hver især har de positioneret sig i debatten og med bogudgivelser.

Splittelsen gælder ikke bare kirkens hierarki, men også lægfolket. Overalt i verden diskuterer katolikker, hvad der er rigtigt og rimeligt. Skal man stå fast på traditionen eller følge tidsånden? Det har skabt en meget ustabil atmosfære i kirken med megen forvirring, usikkerhed og opposition. En spændt tilstand, som mange forventer, at synoden med en klar udmelding skal råde bod på.

Kan man diskutere den katolske kirkes lære?

En synode som denne har dog kun en rådgivende funktion. Den repræsenterer ikke samtlige biskopper i den katolske verden og har derfor ikke myndighed til at træffe kirkeretlige eller læremæssige beslutninger og beskæftiger sig kun med pastorale spørgsmål. Derfor er det pave Frans, der alene skal træffe den endelige afgørelse om kirkens fremtid i forhold til synet på ægteskabet og familie. Han er i princippet ikke forpligtet til at bøje sig for, hvad et flertal af biskopper måtte blive enige om at anbefale ham.
 
Når der er så megen bekymring for synodens udfald, er det fordi, erfaringerne fra den første synode har skabt usikkerhed om, hvor paven står henne og hvad intentioner, han har haft med at indkalde til denne synode. Et spørgsmål, som katolikker i første omgang måtte stille, var: ”Hvorfor overhovedet diskutere et spørgsmål som Kirkens lære siger, der ikke kan ændres på?”
 
Bekymringen går på, om bestræbelser på at vise barmhjertighed og vilje til opblødning af retningslinjerne for kirkens pastorale praksis vil medføre, at morallæren undermineres, og at kirken går i indre opløsning.
Præfekten for Troslærekongregationen Gerhard Müller har kritiseret særligt de tyske biskoppers tendens til at ville skille kirkens pastorale praksis fra dens doktriner og har ifølge Die Tagespost udtalt:

”Man prøver i øjeblikket med alle midler – eksegese, historie, dogmehistorie og ved at inddrage psykologi og sociologi – at dekonstruere og relativisere den katolske lære om ægteskabet, som bygger på Jesu lære – og dette udelukkende for at tilpasse Kirken til det omgivende samfund.”

Han fortsatte:

”Den, som forbliver tro mod Kirkens lære, bliver angrebet af medierne og endog beskyldt for at være modstander af paven. Som om paven i forening med alle biskopper ikke var vidner om den åbenbarede sandhed, som er blevet dem betroet, for at den ikke skal blive trukket ned på et rent menneskeligt plan.”

”Vi må ikke,” sagde han desuden, ”føre folk bag lyset, når det drejer sig om ægteskabets sakramentale karakter, dets uopløselighed, dets åbenhed over for nyt liv og om det komplementære forhold mellem de to køn. Pastoral omsorg må altid holde sig den evige frelse for øje.”

Pavens største udfordring er at undgå kirkesplittelse

Men det er altså ikke alle biskopper, der er enige om den udlægning. Derfor er der lagt op et synode, der i værste fald kan ende i et jordskælv. Hvem der vinder, er uvist. Og kun paven kan træffe den endelige afgørelse.
 
Pave Frans største udfordring er derfor måske ikke længere at vise tilstrækkelig barmhjertighed overfor de gengifte, men at undgå et skelsættende kirkeskisma mellem de to lejre, som allerede findes og kæmper mod hinanden. For en kirkesplittelse er det eneste den katolske kirke ikke kan tåle i en tid med så megen politisk, kulturel uro og opbrud som nu.