5 job-figurer

Bibelens Job lider videre i litteraturen

Hovedpersonen i Franz Kafkas "Processen" er en af de mest kendte Job-figurer i litteraturhistorien. Foto af Franz Kafka: Scanpix.

Jobs lidelser sluttede ikke med bibelfortællingen. Hans lidelseshistorie har gjort ham til en arketypisk figur i litteraturen

Hvorfor skal uskyldige mennesker lide? Hvorfor er det lige mig, der rammes af en uhelbredelig sygdom? Hvorfor findes der overhovedet uretfærdighed i verden? Jobs lidelseshistorie eksemplificerer, at kvaler, kriser og katastrofer hører til de erfaringer, som igen og igen får os til at grunde over disse spørgsmål, der er blevet kendt som teodicéproblemet. Men hvem var denne Job egentlig?

Den bibelske fortælling skildrer Job som en lykkelig mand. Han er retskaffen, from og velhavende. Han har seks børn og husdyr i tusindtal. Og han holder sig fra det, som er ondt. Der findes ikke hans lige på jorden, siger Gud. Men en dag indgår Gud en aftale med Djævelen og Jobs tro sættes på en prøve: Vil Job forblive Gud tro, selvom han mister sin familie og sin velstand?

Han rammes af ulykker i hobetal: Børnene dør, dyrene bliver stjålet, til sidst bliver han selv syg. Job er fortvivlet, han forbander den dag, han blev født og klager til Gud over de ufortjente ulykker. Hvorfor får ugudelige mennesker lov til at forblive sunde og stærke, selv når de er gamle? Hvad nytter det, at jeg ikke synder? Da Job slutteligt angrer og anerkender Gud storhed, genvinder han dog sin lykke.

Jobs Bog har som kun få andre bibelske bøger siden antikken inspireret mange forfattere, og litteraturen er blevet befolket med utallige Job-figurer. Her følger et udvalg af fem Job-skikkelser fra den tysksprogede litteratur.

Goethes Faust-drama er modelleret over Jobs historie. I rammefortællingen “Prolog i Himlen” indgår Gud og Djævelen et væddemål om hovedpersonen Fausts sjæl – ligesom de væddede om Jobs troskab mod Gud. I begge historier bliver et menneske udsat for prøvelser, men både Job og Faust holder i sidste ende stand: Hverken i Bibelen eller hos Goethe har Djævelen en chance. 

Franz Kafka: Processen (1925)                                                                                                                

I det 20. århundrede bliver Job symbolet på det moderne menneskes lidelser, ja, Job bliver til selve inkarnationen af livets absurditet. På den baggrund er hovedpersonen i Franz Kafkas Processen blevet tolket som en Job-figur.

Romanen handler om Josef K., som en skønne morgen arresteres uden at få at vide, hvad han sigtes for. Det store Job-spørgsmål, der følger Josef K. igennem hele romanen er: Hvorfor lige mig? Hvorfor skal jeg lide? Hvad har jeg gjort mig skyldig i?

Alfred Döblin: Berlin Alexanderplatz (1929)                                                                                   

Alfred Döblin fortæller historien om Franz Biberkopf, hvis liv og levned er inspireret af Biblens Job. Selvom Biberkopf hverken er en retskaffen eller gudfrygtig mand, bliver han ligesom Job udsat for utallige prøvelser og må gennemgå mange lidelser. Og ligesom hos Job styrter hele Franz Biberkopfs verden i grus – før han bliver genfødt til et nyt menneske på et psykiatrisk hospital. 

Joseph Roth: Job (1930)                                                                                                                    

Joseph Roths Job er blevet betegnet som de mange Job-skikkelsers højdepunkt. I romanen følger vi den jødisk-ortodokses Mendel Singers lidelsesvej, hvor skæbnesvangre ulykker får hans tro til at vakle. Også Mendel Singer mister alt og synes at fortvivle på grund af Guds hårde straf, og han stiller spørgsmålstegn ved Guds retfærdighed. Til slut finder Mendel dog ligesom Job tilbage til sin tro. 

Nelly Sachs: Job fra digtsamlingen Sternverdunkelung (1949)                                                                   

I lyset af det 20. århundredes ubegribelige forbrydelser og usigelige grusomheder bliver Job-figuren hos Nelly Sachs til indbegrebet af den stumme lidelse, til inkarnationen af jødernes kvaler. Job bliver den personificerede smerte, forladt af Gud. Han står midt i “navlens smerte”, som Sachs skriver, men hans “stemme er forstummet/fordi den for tit har spurgt hvorfor”.