Khaybar
-så behøver man egentlig ikke vide mere om Muhammad og islam –
-
Koran 33:21: “I har i sandhed i Allahs Budbringer et godt eksempel …”
De iranske missiler, Hizballah (Allahs Parti) sender ind over israelske byer, kaldes “Khaybar”.
Pressen meddeler, at de er navngivet “til ære for det historiske slag, Muhammad udkæmpede mod jøderne.”
Ikke overraskende så gør den samme presse, der kalder de Iran-støttede terrorister i det sydlige Libanon for ”Ollahs Parti” (Hezbollah) deres yderste for at undgå at afsløre nogen information, der forbinder islam med terrorisme.
Khaybar var et terrorist-raid, ikke et slag. Hvis man gider investere en halv time på at læse, hvad de islamiske skrifter har at fortælle om Muhammads fremfærd i Khaybar, vil man vide, hvem terroristerne er, hvorfor de dræber og hvad, der skal gøres for at standse dem.
År syv i den Islamiske Æra begyndte uhyggeligt. Profeten anførte, uden provokation, et terrorist-raid for at pine endnu et jødisk samfund.
Tabari VIII:116/Ishaq:510 “Efter sin tilbagekomst fra Hudaybiyah marcherede Allahs Budbringer mod Khaybar. Han gjorde holdt med sin hær i en dal beliggende mellem Khaybar og Ghatafan-stammen for at forhindre sidstnævnte i at hjælpe jøderne.”
Motivationen for angrebet var åbenlys. Muhammads militante lejetropper var rasende over, at han havde kapituleret ved Hudaybiyah.
Hvis ikke han havde fundet på en måde at tilfredsstille deres tiltagende begær efter blod, kvinder og bytte, ville de i deres utilregnelighed have vendt sig imod deres krigsherre. De, der mener, at denne konklusion er unfair og alt for kynisk, bør betænke facts.
Da det mislykkedes for muslimerne at opsnappe den mekkanske karavane ved Badr, stjal profeten Qaynuqa-jødernes ejendele og værdier.
Umiddelbart efter nederlaget ved Uhud plyndrede han Nadir-jøderne.
Skyttegravsbelejringen var ikke alene det tredje af en serie på fire slag uden bytte; der var heller ingen døde.
Så islams perverterede diktator sørgede for nedslagtning, sex og bytte ved at myrde, slavegøre og røve Qurayza-stammen.
Jøderne var blevet let bytte.
Så efter den bytteløse og ublodige ”fred” ved Hudaybiyah, tog Muhammad af sted for at terrorisere det eneste jødiske samfund inden for rækkevidde, som han ikke tidligere havde overfaldet og plyndret – Khaybar. Det var deres tur til at mærke islams vrede.
Tilfældigvis gjorde hverken Allah, Muhammad, Ishaq, Tabari, Bukhari eller Muslim noget forsøg på at retfærdiggøre islams hensynsløse overfald på Khaybar-jøderne.
De kendte sandheden og gjorde intet forsøg på at skjule den. Islam var ikke længere en religion; det var et terrorist-dogme. De første muslimer var ikke disciple; de var lejesoldater.
Muhammad var ikke profet; han var en pirat. Allah var ikke en gud; han var Djævelen i egen person.
Og sammen var de på vej til at bevise, at de var en skamplet på menneskeheden.
Så gennemskueligt som nogen sinde demonstrerer disse ord, direkte fra Muhammads mund, at han arbejdede for Djævlenes Herre, Mørkets Fyrste, Den Store Bedrager, Fjenden – Satan.
Ishaq:510 “Da Apostlen så ned mod Khaybar, sagde han til sine følgesvende: ’Åh, Allah, Herre over himlene og hvad de overskygger, og Herre over Djævlene og hvad de forårsager af dårligdom, og Herre over vindene og hvad de spreder, vi beder Dig om bytte fra denne by og dens indbyggere. Vi søger tilflugt hos Dig for byens ondskab og dens indbyggeres ondskab. Fremad i Allahs navn.’
Sådan sagde han, hver gang han overfaldt en by.”
At betjene Lucifer var ingen nem opgave. ‘Godt’ og ‘ondt’ skulle omdefineres, så at Khaybars gode mennesker, der bare passede deres eget og forsøgte at skabe et ærligt levebrød, måtte kaldes ”onde”.
Og de onde terroristforbrydere, der lurede på bakkerne over dem, bevæbnet til tænderne og rede til at slå ned på den intetanende landsby for at myrde, slavegøre, røve og voldtage, måtte kaldes ”gode”.
Ishaq:511 “Når Apostlen overfaldt et folk, ventede han indtil daggry, før han angreb. Vi kom til Khaybar om natten. Da det blev morgen, og han ikke hørte bønkaldet, red han, og vi red med. Vi mødte Khaybars arbejdere, der gik ud om morgenen med deres spader og kurve.
Da de så Profeten og vores hær, skreg de: ’Muhammad og hans hær.’ De vendte om og flygtede. Apostlen hylede: ’Allahu Akbar! Khaybar er ødelagt.’ Når vi ankommer til et torv, er det en dårlig morgen for dem.”
Alt bedraget, alle retfærdiggørelserne og alle de apologier, der nogensinde er blevet fremsat vil være for lidt til at få denne skrækkelige dag til at fremstå religiøs.
Og det var ikke et enkeltstående tilfælde. Khaybar var bare ét af 74 nådesløse overfald, begået af de første muslimer.
Bevæbnede overfaldsmænd angreb civile med kun ét formål – at stjæle deres værdier. ”Allahu Akbar!” var terroristens ”Frygtens bøn”.
Ibn Ishaqs samling af islamiske skrifter – den inspirerede Sira, eller profetens biografi – er den tidligste og mest præcise beretning om Muhammads liv og islams tilblivelse.
Den blev nedskrevet et århundrede før Tabari, Muslim og Bukhari.
Men for dem, der måtte ønske at afvise Hadith-beretningen, fordi den lyder for belastende for profeten, er der disse bekræftende ord fra imam Bukhari til overvejelse.
Om hans samling skrev islamiske vismænd: “Bukharis Hadith er islams næstvigtigste bog, kun overgået af Koranen.”
Han hævder:
Bukhari:V5B59N510 “Allahs Apostel nåede Khaybar om natten. Det var hans sædvane, at når han nåede frem til en fjende om natten, angreb han dem først om morgenen. Da det blev morgen, kom jøderne ud med deres spader og kurve.
Da de så Profeten, sagde de: ‘Muhammad! Åh, kære Gud! Muhammad og hans hær.’ Profeten råbte: ’Allahu-Akbar! Khaybar er ødelagt, for hver gang vi nærmer os en nation, så bliver det en ond morgen for dem, der er blevet advaret.’”
Jo mere, man ved, jo værre bliver det. Det er derfor, at islamiske ledere er nødt til at forhindre gode mennesker i at læse disse ord. Det er derfor, de lyver over for sig selv, over for vores borgere, medierne og politikerne.
Islam er selvdestruktiv og ødelæggende for sin egen troværdighed.
Hadith siger, at Muhammad gjorde denne perverse opførsel til en “vane”. Jøderne var hans fjende, selvom ingen havde løftet en voldelig hånd imod ham.
Jøderne var bønder, der gik på arbejde med haveredskaber, og alligevel anførte Muhammad et “overraskelsesangreb” imod dem med sin “hær”. Han praktiserede “ødelæggelse”, ikke frelse. Men det er hans sidste linje, der er specielt plagsom.
Med islam bliver verdens nationer konfronteret med ”det onde”.
Muhammads hensynsløse terrorkampagne mod bostederne Qurayza og Khaybar var værre end Osama bin Ladens angreb på New York og Washington.
Den første islamiske terrorist var mere destruktiv, barbarisk og sadistisk end hans senere inkarnationer i Taliban, Hezbollah, Hamas, Det muslimske Broderskab, Sorte September, Jemaah Islamiyah, al-Aqsa Martyrernes Brigade, al-Qaeda og Islamisk Jihad.
Og muslimer ved det. I deres medier, i deres moskeer og i deres Koran-skoler tvinger de unge drenge og piger til at følge Muhammads eksempel. Når de bomber vores bygninger, sprænger huller i vores skibe, hijacker vores flyvemaskiner og kidnapper vores folk, så gør de, hvad deres profet gjorde.
Islam kan ikke sameksistere med civiliserede mennesker.
Det er en skrækkelig sygdom. Igennem indoktrinering ødelægger islam muslimske sind, ætser dem.
Ved hjælp at sin groteske umoral og kriminelle natur angriber den muslimske hjerter og korrumperer dem.
Værst af alt, ved hjælp af fup og bedrag narrer islam muslimske sjæle til fordømmelse.
For at føje spot til skade noterede Bukhari:
Bukhari:V5B59N512 “Profeten bad Fajr-bønnen nær Khaybar, mens det stadig var mørkt. Han sagde: ‘Allahu-Akbar.’ Khaybar er ødelagt, for hver gang vi nærmer os en fjendtlig nation for at kæmpe, så bliver det en ond morgen for dem, der er blevet advaret.’Så kom Khaybars indbyggere løbende ud på vejene. Profeten lod deres mænd dræbe; deres børn og kvinder blev taget som fanger.”
At kalde jøderne en fjendtlig nation er en vittighed.
Muhammad og hans krigere sørgede i følge eget udsagn for, at titusindvis af jøder enten blev dræbt, terroriseret, slavebundet eller voldtaget, og alligevel havde jøderne kun dræbt én muslim.
Selv det var i selvforsvar, angiveligt foregået under den islamiske belejring af Qurayza.
Den advarsel, disse jøder modtog, før det onde slog ned over dem, er ikke forskellig fra den, muslimer fremsætter i dag.
11. september-terroristerne hylede “Allahu Akbar”, før de slagtede tusinder. Ved at fremsige Frygtens Bøn fortæller islamiske terrorister os, hvem de er, hvad de tror på, hvem de tjener, og hvorfor de dræber.
Der er intet, islam kan gøre for at gøre deres terrorist-natur mere indlysende.
Bukhari:V5B59N516 “Da Allahs Apostel udkæmpede slaget ved Khaybar, eller når han overfaldt andre mennesker, hævede vi vores stemmer og skreg: ’Allahu-Akbar! Allahu-Akbar! Ingen har ret til at blive tilbedt undtagen Allah.’
Til det sagde Allahs Apostel: ‘Sænk jeres stemmer, thi I kalder ikke på en døv eller en fraværende, men en Tilhører, der er med jer.’
Derefter sagde han til mig: ‘Åh, Abdallah, skal jeg fortælle dig en sætning, der er en af Paradisets skatte?
Jeg sagde: ‘Ja, Åh Allahs Apostel! Lad min far og mor blive ofret for din skyld.
Han sagde: ’Den lyder: Der findes hverken styrke eller magt udenom Allah.’”
Hvorfor i al verden havde han så brug for krigere til at dræbe og plyndre for sig?
Tabari VIII:116/Ishaq:511 “Derefter begyndte Muhammad at erobre deres kvæg og deres ejendele lidt efter lidt. Han erobrede Khaybar hus for hus. Det første tilholdssted, der blev besejret, var Naim.
Dernæst fulgte Qamus, Abi Huqayqs samfund. Budbringeren tog nogle til fange heriblandt Safiyah bt. Huyayy, Kinanahs kone og hendes to kusiner. Profeten valgte Safiyah til sig selv.”
Perverteret er for venligt et ord om denne mand. Han blev den første serievoldtægtsmand, der kaldte sig selv profet.
Og tag ikke fejl; at have sex med en fange er voldtægt.
Tabari VIII:117 “Dihyah havde bedt Budbringeren om Safiyah, da Profeten valgte hende til sig selv. Muhammad gav i stedet Dihyah hendes to kusiner.’
Det var en to for én aftale. Profeten kunne være noget så betænksom.
Ishaq:511 “Da Dihyah protesterede, fordi han selv ville beholde Safiyah, byttede Apostlen sig til Safiyah ved at give de to kusiner til Dihyah. Khaybars kvinder blev fordelt blandt muslimerne.”
Muhammad lod mænd dræbe, så at han kunne få sex med deres koner og døtre. Han handlede med menneskelige væsener.
Og ”profeten” belønnede de muslimske krigere ved at fordele de øvrige kvinder blandt dem. Du gode gud!
Da han stod over for et problem, brugte Muhammad lidt magi til at gøre voldtægt til en godkendt islamisk handling. Kunstgrebet kaldtes “Mut’a”.
Det var et tredages “ægteskab”, der gav ham og hans krigere tilladelse til at gøre med deres fanger, hvad de end måtte have lyst til.
Men på denne dag var det kun profetens indiskretion, der blev “godkendt”.
Bukhari:V5B59N527 “Den dag i Khaybar forbød Allahs Apostel Mut’a eller det midlertidige ægteskab.”
Bukhari:V5B59N512 “Profeten lod deres mænd dræbe og deres børn og kvinder tage til fange. Safiyah var blandt fangerne. Først tilfaldt hun Dihyah, men senere blev hun Profetens ejendom.
Muhammad ophævede hendes slavebånd (manumission] som hendes ‘Mahr ’.
Oversat til almindeligt dansk, så udførte Muhammad noget islamisk hokuspokus for at få sex uden samtykke til at synes moralsk.
Og det var sådan set islam. Det var bare et skuespil – en Oscar-vindende præstation af en af alle tiders største fupmagere.
Bukhari-traditionen afrundes med disse ord: “Fangerne fra Khaybar blev fordelt blandt muslimerne. Derefter begyndte Budbringeren at indtage de huse, der var tættest på.”
Profeten havde denne dag travlt med at etablere islamisk sunna, eller sædvane.
Ishaq:512 “Apostlen forbød muslimen fire ting på morgenen for Khaybar-angrebet: sexuel omgang med tilfangetagne gravide kvinder, da det ville blande hans sæd med en anden mands ; ej heller er det tilladeligt for ham at tage hende, før hun er i en tilstand af renhed ; ej heller må en muslim spise æselkød; ej heller må han spise noget kødædende dyr; eller sælge noget bytte, før det er blevet behørigt fordelt.”
Dette fordi profeten tog sin andel først og ikke ønskede, at den blev formindsket.
Traditionen fortsætter med at udlægge loven: “Ej heller er det tilladt for en muslim at ride et dyr, der hører til byttet i den agt at returnere det til det samlede bytte, når han har slidt det op; ej heller er det tilladt ham at bære et klædningsstykke, der hører til muslimernes bytte, i den hensigt at returnere det til det samlede bytte , når han har reduceret det til laser.”
Hvis man ønsker at være pirat, er disse ord sikkert gode at leve efter.
Den første islamiske historiker og den første biografiskriver beretter den samme hadith:
Tabari VIII:117/Ishaq:512 “Banu Sahm fra Aslam kom til Budbringeren og beklagede sig: ‘Muhammad, vi er blevet ramt af tørke og besidder intet.’ Selvom de havde kæmpet for Profeten, opdagede de, at han intet havde at give dem. Apostlen sagde: ‘Åh, Allah, du kender deres tilstand – jeg har ingen styrke og intet at give dem . Så erobr for dem de mest velhavende hjem i Khaybar, dem med mest mad og fedt kød.’”
Med andre ord: “Stjæl jeres eget bytte. I vil sulte, før jeg deler noget som helst af mit konfiskerede bytte med jer.”
Allah beviste, at han også var terrorist:
Tabari VIII:117 “Den næste morgen åbnede Allah landsbyen Sa’b bin Mu’adh for dem, så de kunne erobre den. Der var ingen fæstning i Khaybar med større overflod af mad.
Efter at Profeten havde besejret nogle af deres bosteder og taget deres ejendele, nåede de frem til samfundene i Watib og Sulalim, der var de sidste Khaybar-nabolag at erobre. Muhammad belejrede indbyggerne mellem tretten og nitten nætter.”
At kalde islam “fredelig” rangerer som en af alle tiders mest uhørte løgne. Dette var ikke engang krig. Muslimerne var ikke ude for at forsvare sig selv eller deres religion.
Det var et terrorist-raid med en racistisk undertone.
Derefter følger nogle af de mest afskyelige ord, der nogen sinde er skrevet i en religions navn:
Tabari VIII:121/Ishaq:515 “Ali tildelte jøden et hurtigt hug, der splittede hans hjelm, halsbeskytter, hoved og endte i hans kindtænder. Og muslimerne drog ind i byen. Muhammad erobrede Qamus, Abi Hugayqs nabolag. Safiayh bt. Huyayy blev bragt frem foran ham sammen med en anden kvinde. Bilal førte dem forbi nogle jøder, vi havde slagtet heriblandt kvindens døde mand. Da hun så dem, skreg kvinden, der var sammen med Safiyah, slog sig i ansigtet og hældte jord på sit hoved. Da Allahs Profet så hende, sagde han: ‘Fjern denne hundjævel fra mig!’”
Sorg over dem, der var blevet slagtet som et resultat af islam, var uden for Muhammad.
Denne kvinde skreg, da hun blev slæbt forbi sin families og sine venners mishandlede lig. Ikke desto mindre kaldte manden, der havde anført terrorist-angrebet for at han kunne stjæle deres ejendele, offeret for en ”djævel”.
Dette udyr af et menneske havde nu totalt mistet kontrollen.
Tabari VIII:122/Ishaq:515 “Muhammad gav ordre til, at Safiyah skulle holdes bag ham, og han kastede sin kappe over hende. Så vidste muslimerne, at han havde udvalgt hende til sig selv.”
Vi fortsætter med denne saga om den eneste “religion”, der er blevet født i et miljø af grotesk umoral, piratvirksomhed og terror, og vi kan snart tilføje tortur til dens liste over ’hate crimes’.
Tabari VIII:122/Ishaq:515 “Abi Huqayq bestyrede Nadirs skat . Han blev bragt frem foran Allahs Budbringer, og han udspurgte ham.
Men Huqayq afviste, at han vidste, hvor den var. Så udspurgte Profeten andre jøder.
En sagde: ‘Jeg har set Kinanah gå omkring en ruin.’
Muhammad lod Kinanah bringe frem for sig og sagde: ‘Ved du, at hvis vi finder den, så slår jeg dig ihjel.’ ‘Ja’, svarede Kinanah.
Dette var Muhammads andet angreb på Nadir. Han havde stjålet deres hjem, deres levebrød og land året efter, at han havde forvist Qaynuqa, et år før han slagtede Qurayza. Alt, hvad Nadir-indbyggerne havde tilbage, var, hvad de havde været i stand til at bære selv.
Og husk, at beretningen om begivenhederne stammer fra de islamiske hadith. Der findes ingen anden kilde til information, hvoraf man kunne få et andet indtryk.
Ikke et ord blev nedskrevet om denne mands liv eller handlinger inden for de første 250 år efter hans død bortset fra disse bøger.
Derfor er islams Muhammad, de første muslimer og tilblivelsen af religionen præcis som det beskrives her. Alternative teorier har intet grundlag.
For hver voldshandling blev islams eneste profet mere grådig, ubarmhjertig, uhyrlig og endelig sindssyg.
Tabari VIII:122/Ishaq:515 “Profeten befalede, at ruinen skulle graves op. En del skatte blev udgravet. Så spurgte Muhammad Kinanah om resten. Han nægtede at overgive den; så gav Allahs Budbringer Zubayr denne ordre: ‘Torturer ham, indtil du får ud af ham, hvad han har.
Derpå antændte Zubayr et bål på Kinanahs brystkasse og rodede rundt i det med en ildrager, indtil Kinanah var døden nær. Så overgav Muhammad ham til Maslamah, der huggede hovedet af ham.”
At torturere en mand, hvis hjem og ejendele han havde stjålet to gange, og hvis kone, han var på vej til at voldtage, degraderede Muhammad fra en blodtørstig terrorist og pirat til en dæmonisk sadist.
Ingen, der fremhæver Muhammads verbale diarré som skrifter, Muhammads liv som eksemplarisk eller Muhammads krigsmanifest som en fredelig religion, er en tøddel bedre end den perverse mand, der begyndte det hele udelukkende for at tilfredsstille sine behov.
Det er på tide, vi skiller os af med vores uvidenhed og indrømmer sandheden om islam.
I 1941 var Pearl Harbor et ‘wake-up call’.
Amerika identificerede korrekt fjenden og erklærede krig mod kejserriget Japan og Nazi-Tyskland.
Hvis nationen som følge af 11. september-bombningerne af New York og Washington havde beskyttet sine indbyggere ved at erklære krig mod fundamental islam for at have forøvet angrebet, ville verden have været sikrere i dag. Ved intelligent at have forsvaret os mod dem, der angreb os, ville den lovmæssige kontekst til at irettesætte islams hadefulde religions-politik have været etableret, så vel som muligheden for legalt at lukke munden på den dødbringende doktrins mest højtråbende fortalere.
Under sådanne omstændigheder ville enhver, der var skyldig i at lokke fortabte sjæle, det være sig i medierne, koranskoler eller moskeer, i kløerne på dette politisk-religiøse dogme, kunne have været identificeret og straffet.
At ignorere islam og gå efter al-Qaeda svarer til at gå efter Hitlers SS istedet for nazismen, eller at gå efter Kamikazerne i stedet for det trossystem, der gjorde dem til selvmordsdræbermaskiner.
Hvis vi fortsætter med at bekæmpe symptomerne på sygdommen, såsom al-Qaeda og lignende organisationer, så vil den virkelige skurk – islam – producere flere terrorister, end verden kan overkomme.
Og selvom jeg ikke taler for mord, så ville det mest medmenneskelige, vi kunne gøre, være at lukke munden på, sætte på sidelinjen og trække gifttænderne ud på islamiske gejstlige og krigsherrer i en retfærdig, defensiv kampagne for at forhindre dem i at sende tusinder, hvis ikke millioner i undergang.
Tabari VIII:123/Ishaq:515 “Allahs Apostel belejrede det sidste samfund i Khaybar, indtil de ikke kunne holde stand længere. Til sidst, da de var sikre på, at de ville gå til grunde, bad de Muhammad om at landsforvise dem og spare deres liv, hvilket han gjorde. Profeten overtog alle deres ejendele.”
Hvis man betragter dette som en barmhjertighedsgerning – at lade mennesker, som han næsten havde sultet ihjel overleve –bør man vide, at det udelukkende handlede om penge. Ved at få jøderne til at overgive sig kunne Muhammad kræve hele byttet for sig selv.
Ishaq:515 “Da folk i Fadak hørte om, hvad der var sket, sendte de bud til Budbringeren og bad ham om at forvise dem og spare deres liv, idet de sagde, at de også ville overlade deres ejendele til ham.
Da folk i Khaybar overgav sig på disse betingelser, bad de overlevende Muhammad om at få ansættelse på deres farme mod at aflevere halvdelen af alt, de producerede.
De sagde: ‘Vi ved mere om at drive landbrug .’
Så indgik Muhammad fred med dem for den halve andel under forudsætning af:
‘Hvis vi ønsker at forvise jer, så gør vi det.’
Han lavede en lignende aftale med Farak. Så Khaybar blev muslimernes bytte, mens Fadak udelukkende tilhørte Allahs Budbringer som hans personlige ejendom, fordi muslimerne ikke havde angrebet dens indbyggere med kavalleri.”
”Bytte” er en passende beskrivelse af, hvad jøderne var for de første muslimer.
Og det skulle blive et evigt angreb.
Bukhari:V4B53N380 “Umar forviste alle jøder og kristne fra Arabien. Da Allahs Apostel havde erobret Khaybar overvejede han at forvise jøderne fra landet, der, efter at han erobrede det, tilhørte Allah, Allahs Apostel og muslimerne.
Men jøderne anmodede Allahs Apostel om at lade dem blive på betingelse af, at de ville gøre arbejdet og modtage halvdelen af frugterne (som landet ville give i afkast).
Allahs Apostel sagde: ‘Vi vil beholde jer på disse betingelser, så længe det passer os.’
Således forblev de der, indtil Umar blev kalif og forviste dem.
Jeg erkender, at dette er svært at tro. Det er så inkonsistent med vores normale syn på profeter og religioner. Ikke desto mindre afslører Khaybar-jødernes blodige og smadrede kroppe, som Qurayza før dem, hvad islam gør ved mænd. Ren, fundamentalistisk, oprindelig og ufortyndet islam gjorde mænd til terrorister. De blev lige så umoralske som det udyr, der forførte dem.
Som yderligere bevis bringes en af de mest forbløffende hadith i islam:
Bukhari:V4B52N143 “Profeten sagde til en Ansar: ‘Vælg en af dine slavedrenge til at passe mig op på min ekspedition til Khaybar.’ Derefter valgte han mig, selvom jeg kun var på vej ind i puberteten.
Jeg tog mig af Muhammad, da han gjorde holdt for at hvile.
Jeg hørte ham sige gentagne gange: ‘Allah! Jeg søger tilflugt hos dig fra lidelse og sorg, fra hjælpeløshed og dovenskab, fra gerrighed og fejhed, fra at være i bundløs gæld og fra at blive overmandet af mænd.’”
Sådan så Muhammad sig selv, og det var faktisk sådan, han var blevet.
Muhammad var stresset, hjælpeløs og doven.
Han var en gnier. Da Muhammad stort set aldrig i sit liv havde tjent en nikkel, var han ude af stand til at værdsætte kapital eller arbejde. Han var altid gældsplaget, uanset hvor meget han stjal.
Den islamiske verdens sørgelige forfatning er et direkte resultat af Muhammads uvillighed til at påtage sig ærligt arbejde.
Det er derfor, de islamiske lande forbliver verdens mindst produktive. Muslimer er faktisk stort set økonomisk destruktive og kvæler langt mere handelsvirksomhed, end de sætter i gang.
Og det er fordi, deres leder var pirat. Islam blev finansieret af stjålet bytte og slavehandel. Som parasitter overlevede de ved at tørmalke enhver produktiv vært inden for kamel-radius.
Arabiens beduiner var fattige, og selvom jøderne var et fedt bytte, så skulle islam snart sætte hugtænderne i et endnu federe bytte.
Inden der var gået et år, havde Muhammad angrebet byzantinerne.
Inden der var gået tre, havde hans Følgesvende underkuet Arabien i Tvangskrigen og påtvunget alle skat.
Inden der var gået et tiår havde de første muslimer erobret Yemen, Persien, Egypten, Syrien og Judæa.
Inden der var gået et århundrede, havde islams sværd været i anvendelse over hovederne på millioner.
Og det handlede alt sammen om penge. De plyndrede og voldtog naturligvis, men deres hovedværktøj var ‘zakat’ og ‘jizyah’-skatter, de pålagde alle rige som fattige.
Men først og fremmest var Muhammad en kujon ligesom alle islamiske imamer i dag.
De er altid klar til at sende andre i døden, men aldrig villige til selv at kæmpe.
De fordærver drenge med løfter om jomfrubelønninger, mens de selv gemmer sig i moskeens eller koranskolens behagelighed og sikkerhed. Som de fleste højtråbende bøller fandt Muhammad og de, der fulgte ham, behag i at pine de forsvarsløse.
Og for hver dag, der gik, blev det indlysende, at Muhammad havde mistet kontrollen over sig selv, og at han blev “overmandet af mænd.”
Medina-suraerne er fikseret på at angribe desertører.
Befalinger om at underkaste sig og adlyde dominerer hans sidste åbenbaringer.
I takt med at mænd tragtede efter frihed og fred, reagerede Muhammad ved at blive mere diktatorisk og krigerisk.
Resultatet er, at islamiske lande er jordens mindst frie steder. I underkastelsens land er der ingen ægte demokratier, ingen religionsfrihed, pressefrihed, ytringsfrihed eller rejsefrihed.
En milliard muslimer kæmper for at overleve i lande med brutalt tyran- og diktatorstyre. Og det er ikke svært at se hvorfor. De første muslimer efterlignede deres krigsherre og blev tiltagende krigeriske, følelseskolde og brutale.
Det fører os følgelig til et meget uattraktivt sted.
Som en direkte følge af Muhammads personlige skavanker er den islamiske verden blottet for alt det, civiliserede mennesker værdsætter.
Muslimer vælter sig i fattigdom. Livet er ikke værd at leve. De har ingen ytringsfrihed eller religionsfrihed. Med en uddannelsesproces, der er fokuseret på Koranstudier, er muslimer blandt de dårligst uddannede og mest indoktrinerede mennesker på jorden.
Som en følge af en perverteret sexists eksempel mishandler muslimske mænd kvinder.
Og de er voldelige.
Tyve procent af verdens befolkning bærer ansvaret for 90% af klodens kaos – terror og krig.
Hvis bare tyve procent af muslimerne er “gode”, så gør islam dem 2000% mere voldelige end resten af os.
Det er umuligt at få øje på noget som helst positivt i dette. Islam er en belastning, verden nemt kunne klare sig uden.
I “Prologen” http://prophetofdoom.net/Prophet_of_Doom_Prologue.Islam angav jeg et par citater fra islamiske lærde.
Det ville være en god idé at genlæse dem i sammenhæng med det, vi har erfaret.
Det, der måske engang virkede ekstremt, synes nu underdrevet.
Her er, hvad Dr. D.S. Margoliouth havde at sige:
“Den karakter, Muhammad tillægges i Ibn Ishaqs biografi er usædvanligt ufordelagtig. Når det gælder om at nå et mål, viger Muhammad ikke tilbage for noget som helst, der er formålstjenligt, og han godtager den samme samvittighedsløshed hos sine tilhængere, når det tjener hans interesser ... Han organiserer snigmord og massemord. Hans karriere som tyran i Medina er en røverhøvdings, hvis politiske økonomi består i at sikre og fordele plyndringsbytte … Selv er han en tøjlesløs libertiner , og han opmunterer til den samme lidenskab hos sine tilhængere. Uanset, hvad han foretager sig, så er han klar til at påberåbe sig sin guddoms godkendelse. Det er imidlertid umuligt at finde nogen islamisk doktrin, han ikke er klar til at opgive for at opnå et politisk mål.
På forskellige tidspunkter i sin karriere opgiver han Guds ‘enhed’ og sit eget krav på titlen ‘Profet’. Det er et usympatisk billede af grundlæggeren af en religion, og det kan ikke hævdes, at billedet er skabt af en fjende.”
Renan skrev: “Muslimer var islams første ofre. Jeg har mange gange observeret, at fanatisme kommer fra et lille antal farlige mænd, der ved hjælp af terror fastholder andre i at praktisere denne religion. At befri muslimen fra hans religion er den største tjeneste, man kan gøre ham.”
Når man tager deres profets natur i betragtning, bør det ikke være nogen overraskelse, at den islamiske verden er et sandt rod.
Bukhari:V4B52N143 /V5B59N523 “Da vi nåede Khaybar, sagde Muhammad, at Allah havde gjort det muligt for ham at besejre dem. Det var da, at Safiyahs skønhed blev beskrevet for ham. Hendes mand var blevet dræbt , så Allahs Apostel udvalgte hende til sig selv. Han tog hende med sig, til vi nåede et sted kaldet Sad, hvor hendes menstruation var ophørt, og han tog hende som sin kone, fuldbyrdede sit ægteskab med hende og tvang hende til at iføre sig slør.’”
Bukhari:V5B59N524 “Muslimerne sagde indbyrdes: ‘Bliver Safiyah en af Profetens koner eller bare en tilfangetaget kvinde og en af hans besiddelser?’”
Muhammad var skyldig i hver eneste sexforbrydelse, verden endnu har hørt om: pædofili, incest, voldtægt, polygami, hor, skørtejagt, utugt, sexisme og tilskyndelse til prostitution.
Værst af alt, så belønnede han sine lejesoldater ved at dele de tilfangetagne unge kvinder iblandt dem. Det er ikke så mærkeligt, at hans Koraniske paradis var så perverteret.
Siraen beretter: Ishaq:517: “Da Apostlen giftede sig med Safiyah på vej ud af byen, var hun smuk og velfriseret og i en passende tilstand for Budbringeren. Apostlen tilbragte natten med hende i sit telt. Den sværdbevæbnede Abu Ayyub bevogtede Apostlen ved at gå rundt om teltet, indtil han så ham komme til syne om morgenen.
Abu sagde: ‘Jeg var bange for dig sammen med denne kvinde, for du har dræbt hendes far, hendes mand og hendes slægt.”
Som en interessant sidebemærkning så bar Safiyah ligesom den jødiske Juwayriyah (sexslaven før hende) Guds identitet i sit navn.
Man bør for et øjeblik forestille sig at være Safiyah. Du vågner en morgen og opdager en bande ugudelige pirater, der lusker omkring i udkanten af din by.
Efter at de har raslet med deres sabler overværer man, at tusindvis af dem falder på knæ i ”bøn”. Du genkender dem, for det var de samme mænd, der smed dig ud af dit hjem i Yathrib. Deres uhyggelige råb “Allahu Akbar” trænger ind i din sjæl. Inden du kan nå at løbe, er lejesoldaterne overalt.
De fortsætter med at hyle, mens en af dem hamrer et sværd ind i din fars krop; de torturerer din mand, antænder et bål på hans brystkasse, for til sidst at halshugge ham. De myrder din far. Derefter lægger de dine kusiner i lænker og slæber dem væk som sexslaver. De gennemsøger dit hjem og flår tøjet af din familie, mens de ligger døende, alt sammen i en sindssyg søgen efter bytte.
Du gemmer dig bag en dør, du er skrækslagen. Så sker det.
En af muslimerne får øje på dig; en sindssyg, dæmonisk lyst eksploderer i hans ansigt. Han slår dig i gulvet, presser sine knæ i ryggen på dig, mens han bagbinder dig fra hænder til hals. Du kan næsten ikke trække vejret. Det er det værste øjeblik i dit liv.
Den uhumske, lusebefængte kriger beføler dig, slæber dig forbi dine naboers blodige lig; du vil græde, skrige, men ikke en lyd kommer ud.
Så får du øje på Muhammad, den mand du har lært at hade, det afskyvækkende 60-årige udyr, der er ansvarlig for denne rædsel.
Han forlanger dig som sin “præmie” og smider sin kappe over dit hoved. Hans ord, hans blotte tilstedeværelse, får din hud til at krympe.
Men som hans slave er du hjælpeløs.
Han fratager dig den smule værdighed, du måtte have tilbage. Derefter erobrer han din krop, som han netop han hærget dit folk.
Prøv nu at forestille dig sindssygen hos en mand, der hævdede at være “Guds Budbringer”, og som nu voldtager en kvinde, hvis by han havde terroriseret, hærget, plyndret og slavebundet.
Hvordan kunne en mand hævde at være “profet” og alligevel være så dæmonisk og sadistisk, at han ville tvinge en kvinde til at have sex med sig – hvis mand, han havde tortureret og derefter halshugget, hvis far, han havde snigmyrdet, og hvis kusiner han havde byttet væk til en af sine krigere for at han kunne besidde hende?
Problemet med Muhammad er ikke, at han var det mest modbydelige møgsvin, der nogen sinde har levet; problemet er arven efter ham.
Han begik disse uhyrlige forbrydelser, mens han samtidig hævdede at være “det bedste eksempel”, “den ideelle rollemodel”, en Apostel, der talte på vegne af Gud.
Denne perverterede forbryder etablerede en ny religion, der har fordømt over to milliarder mennesker; han gav inspiration til terrorisme og har ledt verden til randen af en verdenskrig.
Tabari VIII:124/Ishaq:516/Bukhari:V5B59N541 “Da han var færdig med Khaybar, drog Apostlen til Wadi Qura og belejrede den en tid. Derefter drog vi tilbage mod Medina og gjorde holdt ved Qura omkring solnedgang. Sammen med Muhammad var en slavedreng, som Rifa’ah havde foræret ham. Pludselig, mens vi afmonterede Profetens sadel, kom en vildfarende pil flyvende og dræbte slavedrengen.
Vi lykønskede ham og sagde: ‘Må han nyde Paradis.’
Men Allahs Apostel sagde: ‘Bestemt ikke! Klædningsstykket på hans ryg brænder nu sammen med ham i Helvedesilden.’ Han rapsede det fra muslimernes bytte efter Khaybar-angrebet, før det blev behørigt fordelt.”
Det er tilsyneladende ikke tilladt at stjæle noget, der allerede er blevet stjålet.
Og der er et skrigende misforhold mellem Muhammads personlige eksempel og Nation of Islams propagandaforsøg på at lokke afroamerikanere inden for i deres rækker.
Ikke alene slavebandt Muhammad mennesker og byggede islam på penge, der var “tjent” på at sælge mennesker til slaveri, han holdt selv slaver. Drenge var personlige opvartere, og piger var til personlige tjenstydelser.
Et digt, der reciteres den dag i dag proklamerer:
Ishaq:517 ”Khaybar blev stormet af Apostlens eskadre, sværtbevæbnet, magtfuld og stærk. Det medførte sikker ydmygelse med muslimske mænd i centrum. Vi angreb, og de mødte deres skæbne. Muhammad besejrede jøderne i kamp den dag, da de åbnede deres øjne for vores støv.”
Det er vist ikke prædiken-materiale.
Men desværre har imamer prædiket det følgende budskab alt for længe: Ishaq:518 “Masud var en af dem, der fandt martyriet ved Khaybar. Muhammad sagde: ’Han har nu hos sig sine to mørkøjede jomfruer. Når en martyr bliver dræbt, pusler hans to jomfruer om ham og tørrer støvet af hans ansigt. De siger: ”Må Allah slynge støv i ansigtet på den mand, der gjorde dette mod dig, og dræbe ham, som han dræbte dig!’”
Det er antitesen til Yahshuas ”Elsk dine fjender.”
I næste del af islamisk skrift bedrager en muslim Quraysh’erne for at kunne hente sine ejendele.
Det interessante er, at Muhammad gav ham tilladelse til at lyve og undsige islam for penge.
Ishaq:519 “Hajjaj sagde til Apostlen: ‘Jeg har penge spredt blandt mekkanske købmænd, så giv mig tilladelse til at tage af sted og hente dem.’ Da han havde fået Muhammads tilladelse, sagde han: ’Jeg bliver nødt til at fortælle løgne.’ Apostlen sagde: ’ Fortæl dem.’”
Muhammad efterlevede ikke Yahwehs bud om ikke at bære falsk vidnesbyrd.
Denne profet var fuldkommen ligeglad med De Ti Bud.
Resultatet er, at den islamiske verden ikke kan opbygge en produktiv økonomi eller udvikle stabilt demokrati. Møntfoden i begge er tillid. Bedragets ånd hjemsøger stadig muslimer.
Fordelingen af “Byttet fra Khaybar” var så væsentligt for opbygningen af islam, at både Ishaq og Tabari dedikerer hele kapitler til det.
En linje i særdeleshed åbenbarer Muhammads motiv til at angribe jøderne.
Tabari VIII:128 “Khaybar blev fordelt blandt de mennesker, der havde deltaget ved Hudaybiyah.”
Hver gang Muhammads lejetropper blev sure på ham, plyndrede han jøder. Uden undtagelse.
Profeten rettede op vanæren ved Hudaybiyah; han lukkede munden på sine kritikere ved at fordele byttet fra et let drab.
Ishaq:521“Khaybar blev fordelt blandt mændene fra Hudaybiyah uden hensyn til, om de var til stede ved Khaybar eller ej. Byttet blev delt i 1800 andele.”
Denne Ishaq-hadith åbenbarer, hvor byttet røg hen.
Ishaq:521 “Da byttet fra Khaybar blev fordelt, blev bosættelserne Shaqq og Nata
givet til muslimerne, mens Katiba blev opdelt i fem dele:
Allahs femtedel ; Profetens femtedel; andelen til slægtninge ; underhold til Profetens koner ; og betaling til de mænd, der fungerede som mellemmænd i fredsforhandlingerne med Fadak .”
Frem for en religiøs vækkelse, var det et afskyeligt revisionsarbejde.
Ishaq:522 “Derefter fordelte Apostlen byttet mellem sine slægtninge, koner og andre mænd og kvinder. Han gav sin datter Fatima 200 andele, Ali 100, Usama 250, Aisha 200, Bakr 100, Aqil ibn Abu Talib 140 …. I Allahs navn, Ar-Rahman, Ar-Ramin – dette er et memorandum om, hvad Muhammad, Allahs Apostel, gav sine koner af dadler og hvede fra Khaybar: 180 læs.”
Hadith oplister yderligere særlige begunstigelser, men jeg vil spare læseren for de intime detaljer.
Den første islamiske historiker sagde: Tabari VIII:130 ”Profeten erobrede Khaybar med magt efter kamp. Allah gav Khaybar som bytte til Sin Budbringer. Han tog selv en femtedel af det og fordelte resten blandt muslimerne. De indbyggere, der overgav sig, gjorde det på betingelse af, at de blev forvist.”
Tabari VIII:129 “Efter at Budbringeren var færdig med jøderne i Khaybar, plantede Allah rædsel i hjerterne på jøderne i Fadak, da de erfarede nyheden om, hvad Allah havde påført Khaybar. Så de sendte bud til Muhammad, at de ville indgå fred med ham for halvdelen af Fadaks produktion. Fadak blev Allahs Budbringers personlige ejendom.”
Fred på muslimsk betyder overgivelse. Og overgivelse betyder at give Muhammad alting.
Det islamiske skrift fortsætter med at beklikke sin påstand om tolerance med denne åbenbaring:
Tabari VIII:130 “Budbringeren sagde under sin sidste sygdomsperiode: ’To religioner kan ikke sameksistere på Den Arabiske Halvø.’
Umar undersøgte sagen og sendte derefter bud til jøderne: ‘Allah har givet sin tilladelse til, at I kan blive forvist; thi jeg har fået at vide, at Profeten sagde, at to religioner ikke kan sameksistere i Arabien.”
Ishaq:524 ”Vi kan ikke acceptere jøders edsaflæggelser. Deres vantro er så enorm, at de sværger falsk.”
Bukhari berettede ligeledes om udleveringen af de stjålne værdier. Her er et udsnit:
Bukhari:V5B59N525 “Mens vi belejrede Khaybar, smed en person en læderbeholder indeholdende noget fedt, og jeg løb hen for at samle den op. Pludselig så jeg mig tilbage, og der var Profeten! Så blev jeg flov (over at tage den).”
Bukhari:V5B59N537 “Den dag i Khaybar fordelte Allahs Apostel krigsbyttet med en ration på to andele til hestesoldaten og én andel til fodsoldaten.”
Bukhari:V5B59N541 “Da vi erobrede Khaybar, fik vi hverken guld eller sølv som bytte, men vi fik køer, kameler, varer og haver.”
Der er mange flere, men vi forstår billedet. Islam var kun en ”religion” i den forstand, at den blev én mands licens til at stjæle fra mange.
At svømme rundt i blod og plyndring ved Khaybar tilfredsstillede ikke hajerne.
I stedet tog Muhammads krigere af sted på fodringsvanvid.
Tabari VIII:131 “Allahs Apostel sendte Umar af sted med tredive mænd mod Hawazins bagtrop. De red om natten og skjulte sig om dagen. Imidlertid fik Hawazin nys om det, og de flygtede.”
Tabari VIII:132 “I følge Waqidi tog en 30-mands overfaldsgruppe anført af Bahir af sted til Banu Murrah. Hans følgesvende blev dræbt, og han blev såret slæbt væk sammen med de døde. De vendte tilbage til Medina.”
Så “Sendte Budbringeren Abdallah al-Kalbi til Murrah-land. Under togtet dræbte Usamah og en af Ansarerne Mirdas.
Da de overmandede ham, sagde Mirdas: ‘Jeg bevidner, at der ikke findes nogen anden gud end Allah.’ Men vi dræbte ham alligevel.”
Tabari VIII:133 “Overfaldsgruppen anført af Ghalib tog til Abd Tha’labah. En af Muhammads slaver sagde: ‘Profet, jeg ved, hvor Abd kan klares ved et overraskelsesangreb.’ Derfor sendte Muhammad ham af sted sammen med Ghalib og 130 mænd. De hærgede Abd og bortdrev kameler og får og tog dem med tilbage til Medina.”
Man er ikke hyrde, fordi man stjæler får.
Then: Tabari VIII:133 “En overfaldsgruppe anført af Bahir tog til Yumn. Grunden til, at denne overfaldsgruppe blev sendt af sted, var, at Hussayl havde været spejder for Muhammad ved Khaybar, og han fik foretræde for Profeten. Han påstod, at Ghatafan var blev trommet sammen for at marchere imod ham. Muslimerne drog ud og fangede kameler og får.
De mødte en slave tilhørende Uyaynah, og de dræbte ham. Derefter traf de på Uyaynahs hær, der retirerede.”
Så returnerede Muhammad til Mekka.
Tabari VIII:135/Ishaq:530 “Da Apostlen vendte tilbage fra Khaybar, udsendte han overfaldsgrupper og ekspeditioner, før han foretog ‘hajj’. Da mekkanerne hørte om det, sørgede de for at komme af vejen for muslimerne. De samlede sig ved døren til forsamlingshuset for at se på dem. De sagde: ’Muhammad og hans Følgesvende er fattige og elendige; de er begærlige og gerrige.’”
Helt fra begyndelsen forstod mekkanerne Muhammad og islam.
Krigsherren begav sig direkte til Allahs Hus.
Ishaq:530 “Profeten kærtegnede og kyssede Den Sorte Sten. Derefter begyndte han at vandre omkring Ka’abaen, og det samme gjorde hans Følgesvende. Da Templet skjulte Muhammad for mekkanerne og han foretog “istalama” (der betyder at omfavne, gnide og kysse) det sydlige hjørne af Ka’abaen, så gik han en runde mere for at “istalama” endnu engang.
Derefter foretog han “harwala” (der betyder at lunte eller spankulere med skuldrene svingende fra side til side på en hoverende facon) tre omgange på samme facon.Han gik de resterende omgange. Apostlen gjorde kun dette for at vise sig foran Quraysh-stammen.”
Det var så hedensk og barnligt af ham.
Muhammad ikke alene kyssede, kærtegnede og luntede omkring en Sort Sten, der var fastkilet i muren på en hedensk stenhelligdom fyldt op med 360 andre afguder, han hævdede, at hans show var islamisk ”sunna”.
Som sådan blev denne praksis et obligatorisk, islamisk ritual fastsat ved lov.
Ishaq:531 “Da Profeten foretog sin sidste pilgrimstur holdt han sig til denne praksis og gjorde den til obligatorisk sunna, der skulle udføres i al evighed.”
Selvom Muhammad endnu ikke havde stjålet deres by, så havde han tilranet sig deres afgud og deres religion.
Et digt fra den sorte dag lyder:
Ishaq:530 “Flyt jer for ham, I vantro ikke-troende. Alt godt følges med Hans Apostel. Åh, Herre, jeg tror på hans ord. Vi vil slås med jer om dens fortolkninger, som vi har kæmpet med jer om dens åbenbaring med hug, der vil fjerne hoveder fra skuldre. Og vil vil gøre venner til fjender.”
Mekkanerne fik besked på at flytte sig for Muhammad, og ikke desto mindre var det deres by, deres gud, deres helligdom, og deres religiøse fidus.
Muhammads eksempel, som det formidles gennem Hadith, kaldes “godt”.
Det betyder, at terroristangreb, pirateri, slavehandel, tortur, snigmord, massemord, bedrag, bestikkelse og voldtægt alle er ”gode ting” i islam.
Sætningen “Jeg tror på hans ord” kan kun forstås på to måder, og de er begge dårlige.
Enten består Koranen af Muhammads ord, eftersom “hans” ikke er skrevet med stort begyndelsebogstav og derfor henviser til Apostlen, eller også bliver disse Hadith anerkendt som “skrift” – ord, “man skal tro på.”
De midler, muslimer sagde, de ville anvende for at vinde debatten vedrørende Muhammads fortolkning af Qusayys religionsfup og hans påstand om at have modtaget Allahs åbenbaringer, ville være sværd og ikke ord.
Religionen var for fjollet, og de første muslimer var for hensynsløse til at indføre doktrinen på nogen anden måde.
Rendyrket islam hugger hoveder af og gør venner til fjender."
Oversat og bearbejdet fra engelsk:
http://www.prophetofdoom.net/Islam_Commentary_Khaybar.Islam
Læs evt. mere om Khaybar:
http://www.news.faithfreedom.org/index.php?name=News&file=article&sid=1391
http://64.233.183.104/search?q=cache:dEdkTOQq4xIJ:www.faithfreedom.org/Articles/sira/20.htm+khaybar&hl=da&ct=clnk&cd=15&gl=dk
http://64.233.183.104/search?q=cache:sVc-WfvCuskJ:www.realmuhammad.info/Khaybar.html+khaybar&hl=da&ct=clnk&cd=20&gl=dk
http://64.233.183.104/search?q=cache:5XZAgYopnb0J:www.humanevents.com/article.php%3Fid%3D16391+khaybar&hl=da&ct=clnk&cd=21&gl=dk
Bogger
Forum:
terror
KHAYBAR - alt, hvad du behøver at vide
Re: KHAYBAR - alt, hvad du behøver at vide
Kære Bogger.
Det var en glimrende gennemgang af kernen i islamisk teologi. Den viser med al ønskelig tydelighed, hvad islamofili indebærer, hvad mange af de islamofile sikkert ikke selv er klare over.
Måske vi skulle vænne os til at besvare enhver beskyldning for islamofobi, med sunnah-citater i stedet for koran-citater, så den sande Muhammed kan komme frem i lyset.
Det ville også være en god idé at indføre obligatorisk sunnah orientering i religionsundervisningen som modvægt mod koranskolernes ensidige forherligelse af Muhammed og islam som fredens religion.
Mvh
Ole Bjørn
Det var en glimrende gennemgang af kernen i islamisk teologi. Den viser med al ønskelig tydelighed, hvad islamofili indebærer, hvad mange af de islamofile sikkert ikke selv er klare over.
Måske vi skulle vænne os til at besvare enhver beskyldning for islamofobi, med sunnah-citater i stedet for koran-citater, så den sande Muhammed kan komme frem i lyset.
Det ville også være en god idé at indføre obligatorisk sunnah orientering i religionsundervisningen som modvægt mod koranskolernes ensidige forherligelse af Muhammed og islam som fredens religion.
Mvh
Ole Bjørn
Mest aktive emner seneste uge
| 35 |
Fra Joens blog, kristeligt... |
 Jan3 dage siden |
| 10 |
Ny islam-bog siger ikke hele... |
disciple 20 timer siden |
| 7 |
Hvem er "maximsen"? |
Plus 7 timer siden |
| 2 |
Kan du bevise, at Jahve findes? |
bordwehr 1 dag siden |
| 2 | Adolf Eichmann |
Mazdao 2 dage siden |
Seneste debatindlæg
| 1 |
Det syndige menneske |
jas 7 timer siden |
| 7 |
Hvem er "maximsen"? |
Plus 7 timer siden |
| 10 |
Ny islam-bog siger ikke hele... |
disciple 20 timer siden |
| 1 |
"Danske Troendes... |
johnny 21 timer siden |
| 1 | Pakistan |
Ingvar 23 timer siden |
Omgangsformer i læserdebatten
Hjælp os med at sikre en god tone i læserdebatten. Når du deltager i debatten på Kristeligt Dagblad, indvilliger du i at følge disse regler.
1. Tal til andre, som du ville tale til dem i virkeligheden.
2. Undgå at lægge andre for had.
3. Overse personlige fornærmelser og kontakt administrator.
4. Skriv præcist og med udgangspunkt i det konkrete debatindlæg.
5. Vælg et passende brugernavn.
6. Videregiv aldrig personoplysninger.
7. Debatten skal holdes på dansk.
8. Overhold reglerne for ophavsret.
9. Kristeligt Dagblad er ikke ansvarlig for dit indhold.
10. Kristeligt Dagblad må benytte indlæg fra læserdebatten.
11. Bidrag til en god debat.
Læs reglerne for deltagelse i læserdebatten
August 2010
Netredaktionen, Kristeligt Dagblad
1. Tal til andre, som du ville tale til dem i virkeligheden.
2. Undgå at lægge andre for had.
3. Overse personlige fornærmelser og kontakt administrator.
4. Skriv præcist og med udgangspunkt i det konkrete debatindlæg.
5. Vælg et passende brugernavn.
6. Videregiv aldrig personoplysninger.
7. Debatten skal holdes på dansk.
8. Overhold reglerne for ophavsret.
9. Kristeligt Dagblad er ikke ansvarlig for dit indhold.
10. Kristeligt Dagblad må benytte indlæg fra læserdebatten.
11. Bidrag til en god debat.
Læs reglerne for deltagelse i læserdebatten
August 2010
Netredaktionen, Kristeligt Dagblad