Af: James Arlandson
I år 627 begik Muhammad en ugerning mod den sidste, tilbageværende større jødiske stamme i Medina: Qurayza-stammen.
Han halshuggede mændene og de halvvoksne drenge og tog kvinder og børn som slaver. Dermed fjernede han en hel stamme ’fra landkortet’ for at citere den iranske præsidents udmeldinger.
(http://www.telegraph.co.uk/news/main.jhtml?xml=/news/2005/10/27/wiran27.xml )
For at forstå, hvordan og hvorfor denne ugerning foregik, er det nyttigt med lidt kontant historie om tidlig islam.
Baggrund
Den umiddelbare baggrund for denne masseudryddelse og slavegørelse er ‘Skyttegravsslaget’ (eller Grøftslaget) tidligt i året 627. Dette slag – selv om det endte med at være en belejring – satte Quraysh (en stor stamme i og omkring Medina. Muhammad var selv af Quraysh-stammen.) op mod muslimerne og Medinas ikke-muslimer.
Quraysh havde allierede: Ghatafan-stammerne (nordarabiske stammer øst for Medina og Mekka) og en stribe mindre stammer. Hvad angår muslimerne, så siger den fremtrædende islam-forsker W.M. Watt, at på dagen for slaget bestod Muhammads hær af
“praktisk talt alle Medinas indbyggere med undtagelse af den jødiske Qurayza-stamme, der syntes at have forsøgt at forholde sig neutral. Der var nogle Medina-indbyggere i forbund med mekkanerne, men de var sandsynligvis ... midlertidigt flyttet fra Medina” (Muhammad i Medina, s. 36)
Med hensyn til størrelsen på de to hære så angiver de fleste for mekkanerne og deres allierede 10.000, men en enkelt muslimsk lærd siger, at hedningenes koalitionshær kan have været på 12.000 (Maududi, bind 3, si. 63).
Watt siger imidlertid om koalitionen:
“De oplyste tal vedrørende de forskellige kontingenter løber imidlertid ikke op til mere end omkring 7.500. Mekkanerne havde selv omkring 300 heste og nomadestammerne et tilsvarende antal” (Statesman, ss. 166-67)
På den muslimske side er der almindelig enighed om 3.000. De havde ikke noget nævneværdigt kavaleri.
Den større baggrund for denne ugerning mod jøderne åbenbarer, at Muhammad allerede havde landsforvist to jødiske stammer: Qaynuqa i 624 og Nadir i 625. Resultatet af alt dette er klart. Konflikten mellem muslimerne og jøderne er eskalerende, og Profeten står over for at idømme den sidst tilbageværende, større jødiske stamme i Medina den ultimative straf.
Hvad startede Skyttegravsslaget?
Der er mange årsager til enhver konflikt, men én er åbenbar - muslimske overfaldsmænd chikanerede mekkansk handel.
Den moderne saudiske historiker Safi—ur—Rahman al—Mubarakpuri udtrykker det således:
”Det var klogt af muslimerne at bringe handelsruterne til Mekka under deres kontrol” (s. 201)
Derefter oplister han otte togter mellem 623 og Slaget ved Badr i 624. I hvert eneste var muslimerne aggressorerne, der var ude på at kvæle Mekkas handel.
Disse togter, der sommetider omfattede hundredvis af mænd, fortsatte fra da af og frem til Skyttegravsslaget, hvor mekkanerne havde fået nok. Så de ønskede én gang for alle at gøre en ende på islam.
Muhammad på sin side ville have Kaba-helligdommen i Mekka, og hvis dette mål indbefattede at forhindre den mekkanske handel, så var der ingen problemer i det. To tidlige Medina-suraer eller kapitler (2 og
åbenbarer hans syn på sagerne.Sura 2:189-196 og 216-218 befaler muslimer at bekæmpe Quraysh, fordi denne stamme ønskede at kontrollere deres egen helligdom, selv om så dette indebar, at de måtte forbyde muslimer at besøge den.
Sura 2:125-129 hævder uden antydning af bevis, at Abraham byggede og rensede helligdommen, og nu er monoteisten Muhammad denne patriarks bedste repræsentant. Det hævdede han også, da han boede i Mekka (sura 14:35-41). Så helligdommen tilhørte praktisk talt ham gennem åbenbaring, før det faktisk gjorde det gennem erobring (tidligt i 630).
Sluttelig i sura 8:30-40 erindrer Profeten om sin tid som forfulgt tilbage i Mekka, og hvorfor Quraysh ikke er de retmæssige vogtere af helligdommen.
De forbød mennesker adgang til den – skidt med, at otte år senere forbød Profeten hedninge adgang til helligdommen. Alle arabiske polyteister skal tvinges til at konvertere eller dø.
Det er umuligt at frigøre sig fra den opfattelse, at hvis Muhammad havde tilsidesat sit begær efter at kontrollere Kabaen, ville det meste af konflikten mellem ham og Quraysh slet ikke være opstået i første omgang. Men helligdommen var et populært pilgrimsvalfartssted, så hvordan kunne han tillade religiøs frihed for polyteister?
Var jøderne involveret i starten af Skyttegravsslaget? De islamiske kilder siger, at de bestemt hidsede mekkanerne op mod muslimerne.
Den tidlige biografiskriver Ibn Ishaq siger:
“Et antal jøder, der havde dannet et parti mod apostlen – blandt hvilke var Sallam b. Abu'l—Huqayq al—Nadir , og Huyayy b. Aktab al—Nadri, and Kinana b. Abu'l—Huaqayq al—Nadri, and Hauda b. Qays al—Wa'ili, and Abu Ammar al—Wa'ili with a number of B. Nadir and B. Wa'il, henvendte sig hos Quraysh i Mekka og inviterede dem til at deltage i et angreb på apostlen, så at de kunne slippe fuldstændig af med ham. (s. 450)”
Hvor meget andel havde jøderne i at anstifte slaget, og hvor meget skyldtes, at mekkanerne selv havde fået nok af muslimsk chikane?
Det er uklart. Men lad os for diskussionens skyld antage, at de islamiske kilder har ret i, at disse specifikke jøder var de væsentligste anstiftere. I den sidste ende har det ingen betydning af følgende årsag.
Det er vigtigt at anføre disse ovenstående (besværlige) navne, fordi nutidens muslimske polemikere, der retfærdiggør Muhammads udryddelse og slavegørelse af Qurayza-jøderne, overser det faktum, at tidlig islam vidste præcis, hvem de jødiske fjenders ledere var – ved navns nævnelse.
Så var det nødvendigt, at alle mænd og halvvoksne drenge skulle henrettes, og alle kvinder og børn tages som slaver? Kunne ikke bare lederne have været henrettet?
Skyttegravsslaget
Strategien med at grave skyttegrave var noget nyt i Arabien, og de tidlige islamiske kilder gør et stort nummer ud af det. Muslimerne gravede en grøft nord for Medina, hvilket forbandt dem til steder nær eller på højdeområder (f.eks. Mt. Sal, et højdedrag i det centrale område af Medina) og andre vanskeligt tilgængelige steder (f.eks. sumpet undergrund) med henblik på at neutralisere det mekkanske kavaleri og for at undgå nærkampe.
Den muslimske hær slog lejr syd for grøften med ryggen til Medina, mens koalitionen lejrede sig nord for grøften med front mod Medina og ryggen mod Mt. Uhud. Jøderne trak sig tilbage til syd for Medina på den muslimske hærs rygside.
Selv om muslimerne var under belejring, hvilket pressede dem hårdt, så gjorde grøfterne fin nytte. Koalitionens kavaleri blev standset bortset fra et enkelt udfald, der ikke førte til noget. Mekkanerne forsøgte at angribe grøften, men blev nemt afvist. De muslimske kilder siger, at Ali, Muhammads fætter og svigersøn, udkæmpede en duel, han vandt. Nogle pile blev afskudt, uden at nogen kom til skade.
Derfor er det vigtigt at understrege: Ingen virkelige slag eller krigshandlinger forekom, og det var til de undertallige muslimers fordel.
Ibn Ishaq siger – og moderne historikere er helt enige – at “belejringen fortsatte uden nogen reelle kamphandlinger” (s. 454)
Den tidlige historiker Tabari er enig:
“Guds Budbringer og polyteisterne forblev i deres positioner i over tyve nætter – næsten en måned – uden at der var kamphandlinger mellem tropperne bortset fra afskydning af pile og belejringen” (Bind 8, s. 17)
Igen er moderne vestlige lærde enige på dette punkt.
Selv Koranen bekræfter fraværet af egentlig kamp:
“Allah slog de vantro tilbage i en tilstand af raseri, da de ikke havde opnået noget, og Allah skånede de troende for kamp” (sura 33:25; se sektionen ‘Koranen’ neden for med henblik på yderligere analyse)
Det er vigtigt at erkende dette faktum, fordi muslimske polemikere hævder eller antyder, at jøderne rent faktisk bekrigede muslimerne, så hvis jøderne blev udryddet eller slavegjort, så var det deres egen fejl.
Men ingen virkelige slagudvekslinger fandt nogen sinde sted, og de tidlige kilder siger, at jøderne forblev i deres huse og forter nær Medina – dvs kilderne siger ikke noget om, at de udsatte muslimerne for et overraskelsesangreb bagfra.
Endelig siger de tidlige kilder, at et stormvejr smadrede koalitionen, og Koranen bekræfter det og antyder, at overnaturlige kræfter blandede sig i kampen:
“I, der tror, husk Guds godhed mod jer, da mægtige hære pressede jer: Vi sendte en voldsom vind og usynlige styrker mod dem. Gud ser alt, hvad I gør.” (Sura 33:9)
Kort sagt, så var den samlede koalition mod muslimerne i Medina ved at miste modet. Slutresultatet på denne belejring: Mekkanerne og deres allierede blev nødt til at trække sig tilbage, fordi deres belejring ikke virkede.
Udover Ibn Ishaq og Tabari kan man se den troværdige hadithsamler Bukhari her http://www.usc.edu/dept/MSA/fundamentals/hadithsunnah/bukhari/059.sbt.html#005.059.362 og her http://www.usc.edu/dept/MSA/fundamentals/hadithsunnah/muslim/019.smt.html#019.4364 .
Hadith er traditionerne om Muhammad uden for Koranen.
Efterspillet for Qurayza-jøderne
Efter tilbagetrækningen af koalitionen var jøderne isoleret, hvorimod Muhammd havde 3.000 jihadister, hvilket signalerede katastrofe for jøderne. Det tragiske drama oprulles i fem akter.
(1) Englen Gabriel
Traditionen anfører, at Profeten var ved at tage et bad, da (den ikke-bibelske) Gabriel viste sig for ham.
Gabriel fortæller ham, at slaget ikke er slut. Muhammad beordres til at bekrige Qurayza-jøderne.
Da Allahs Apostel vendte hjem på dagen for (slaget ved) Al-Khandaq (dvs Skyttegraven), nedlagde han våbnene og tog et bad. Derpå kom Gabriel, hvis hoved var dækket af støv, til ham og sagde:
“Du har nedlagt dine våben! Ved Allah, jeg har ikke nedlagt mine våben endnu.”
Allahs Apostel sagde: “Hvor (skal jeg nu tage hen)?”
Gabriel sagde: “Den vej,” og pegede mod Qurayza-stammen.
Derpå drog Allahs Apostel af sted mod dem. (Bukhari: http://www.usc.edu/dept/MSA/fundamentals/hadithsunnah/bukhari/052.sbt.html#004.052.068; tilsvarende her: http://www.usc.edu/dept/MSA/fundamentals/hadithsunnah/bukhari/059.sbt.html#005.059.443)
Den næste hadith viser et regiment af Gabriels (muslimske krigere), der marcherer mod jødernes forter.
Anas berettede:
“Som om jeg lige nu ser støvet, der rejser sig Banu Ghanm-gaden (i Medina), på grund af Gabriels regiments marcheren, da Apostlen tog af sted mod Banu Qurayza (for at angribe dem).
(Bukhari: http://www.usc.edu/dept/MSA/fundamentals/hadithsunnah/bukhari/059.sbt.html#005.059.444; tilsvarende hadith hos Muslim, nr. 4370 http://www.usc.edu/dept/MSA/fundamentals/hadithsunnah/muslim/019.smt.html#019.4370 . Se endvidere nr. 4371)
Hensigten med disse traditioner om Gabriels lederskab er at give guddommelig opbakning til den ugerning, der er på vej til at blive sluppet løs.
I dag ser vi sikkert dette som fantasifuldt, men for millioner af muslimer er det sandt. Uanset hvad, så er én ting sikkert. Muhammad havde afført sig sin brynje og nød et bad, så han følte sig ikke umiddelbart truet af disse jøder. De havde ikke taget opstilling på rækker klar til at udkæmpe et slag.
Men selv om Muhammad havde følt sig truet, hvorfor så ikke landsforvise jøderne? Snart skulle islam blive så stærk, at alle jøder (og kristne) blev forvist fra Den Arabiske Halvø.
http://www.usc.edu/dept/MSA/fundamentals/hadithsunnah/muslim/019.smt.html#019.4366 http://www.usc.edu/dept/MSA/fundamentals/hadithsunnah/muslim/019.smt.html#019.4366. (se også hadith her http://www.usc.edu/dept/MSA/fundamentals/hadithsunnah/bukhari/039.sbt.html#003.039.531 og her http://www.usc.edu/dept/MSA/fundamentals/hadithsunnah/muslim/010.smt.html#010.3763 ).
Muhammad havde faktisk allerede landsforvist to jødiske stammer få år tidligere.
Han erobrede den hovedsageligt jødiske by Khaybar i 628. Nogle anfører, at hvis Muhammad simpelthen havde forvist jøderne, ville de senere udgøre en væsentlig og seriøs trussel. Men han havde allerede gjort det, uden at nogen trussel udviklede sig. Han var i militær fremgang.
(2) Digterkrigeren
Det er besynderligt, at under Muhammads 25 dages belejring af jøderne havde han ansat en digter til at tilsvine dem.
Profeten sagde til Hassan: “Tilsvin dem (med dine digte), og Gabriel er med dig (dvs støtter dig)”
(Igennem en anden beretningskæde) sagde Al-Bara bin Azib: ”På dagen for Qurayzas (belejring) sagde Allahs Apostel til Hassan bin Thabit: ”Tilsvin dem (med dine digte), og Gabriel er med dig (dvs støtter dig).” (Bukhari http://www.usc.edu/dept/MSA/fundamentals/hadithsunnah/bukhari/059.sbt.html#005.059.449 )
Dette viser, hvor højt værdsat poesi var i det 7. årh.s Arabien. Kald det datidens psykologiske krigsførelse. En smædekampagne.
Muhammad anså poesi for så magtfuldt, at han snigmyrdede digtere, der hånede ham. http://www.answering-islam.org/Responses/Menj/asma_afak1.htm
Men nu da han har magten, ansætter han uden frygt for repressalier en satirisk digter. Faktisk omtaler han jøder som brødre til aber, idet han citerer en legende, han troede på, nemlig at Gud omtransformerede nogle ulydige jøder til aber
http://www.americanthinker.com/2005/01/allahs_special_little_apes_and.html. (Ibn Ishaq ss. 461-62).
(3) Ingen stærk jødisk modstand.
Hvordan kunne de gøre modstand, når Muhammad lige havde modstået en så stor koalition og stadig havde kommandoen over 3.000 jihadister?
Der skete noget mærkeligt, da jøderne forhandlede deres betingelser for overgivelse. De tilkaldte en mand ved navn Abu Lubaba, en nominel eller halvlunken muslim, der muligvis satte sig op imod Muhammad ved adskillige lejligheder.
De spurgte ham: “Abu Lubaba, synes du, vi skal underkaste os Muhammads afgørelse?” Han sagde ja, men lavede så en bevægelse med hånden mod sin hals for at indikere halshugning.
Umiddelbart derefter følte han, at han havde forrådt Muhammad. Men hvorfor det? De lærde er ikke sikre.
Måske Abu Lubaba mente, at han havde signaleret nært forestående død til jøderne, skønt Muhammad ønskede at bevare denne brutalitet som en hemmelighed.
Jøderne ville have modsat sig underkastelse på disse grusomme betingelser. Watt gætter på, at den muslimske mellemmand måske lå under for sin egen klans alliance med jøderne og bortforærede for mange oplysninger.
Uanset den lærde debat, så er hans håndbevægelse til halsen ikke til diskussion. Spørgsmålet er, hvorfor han følte, at han forrådte Muhammad.
Dette betyder, at der ikke var tvivl om udfaldet. Hånden til halsen indikerede umisforståeligt, at jøderne skulle dø.
Kilde: Ibn Ishaq, s. 462 – Watt, ‘Muhammad at Medina’, s. 188-89, 214-17
(4) Muhammad foreslog, at jøderne underkastede sig Sad bin Muadhs afgørelse.
Han var leder af en stor Medina-stamme, Aws (eller Aus), af hvilke nogle nød godt af gamle alliancer med jøderne.
Lederen var en ældre mand, der var blevet såret under belejringen http://www.usc.edu/dept/MSA/fundamentals/hadithsunnah/bukhari/059.sbt.html#005.059.448.
Hans afgørelse var kort og enkel – men blodig og grusom.
Da Quraiza-stammen var rede til at acceptere Sads afgørelse, sendte Allahs Apostel bud efter Sad, der stod ham nær.
Sad kom ridende på et æsel, og da han nærmede sig, sagde Allahs Apostel (til ansarerne) : “Rejs jer op for jeres leder.”
Derefter satte Sad sig ved siden af Allahs Apostel, der sagde til ham:
“Disse mennesker er rede til at tage imod din afgørelse.”
Sad sagde: “Min afgørelse er, at disse krigere skal dræbes, og deres kvinder og børn skal tages som fanger.”
Dertil bemærkede Profeten: “Åh, Sad, du har dømt dem, som Kong Allah ville have gjort.”
(Bukhari http://www.usc.edu/dept/MSA/fundamentals/hadithsunnah/bukhari/052.sbt.html#004.052.280; lignende hadith her http://www.usc.edu/dept/MSA/fundamentals/hadithsunnah/bukhari/058.sbt.html#005.058.148, her http://www.usc.edu/dept/MSA/fundamentals/hadithsunnah/bukhari/059.sbt.html#005.059.447 og her http://www.usc.edu/dept/MSA/fundamentals/hadithsunnah/bukhari/074.sbt.html#008.074.278 )
Der bør i denne passage bemærkes, at Sad bin Muadh sad ved siden af Muhammad. Var der upassende påvirkning fra Muhammad på den gamle mand, der var døden nær og snart skulle møde Allah?
Muhammad havde ofte prædiket om helvedesilden i moskeen. Det vil sige, Sad vidste, at han snart skulle dø, så han ønskede muligvis at demonstrere sin troskab over for Profeten og islam. Den bedste måde under de foreliggende omstændigheder var at træffe afgørelse om død og slaveri, den ultimative straf, der signalerede den ultimative loyalitet over for islam.
Sad gjorde Profeten glad.
Kort efter sin afgørelse døde den gamle mand faktisk af sine sår.
Kilder: Ibn Ishaq, s. 463-64; Tabari, bind 8, s. 34.
(5) Dommen: Døden ved halshugning for ca. 600 mænd og halvvoksne drenge og slaveri for kvinder og børn.
Ibn Ishaq siger, at antallet kan have været så højt som 8-900 (s. 464)
Muhammad var klog nok til at lade seks klaner henrette to jøder hver for at sikre sig mod blodfejder. Resten af henrettelserne blev sandsynligvis udført af Muhammads emigrantfæller fra Mekka, hvorefter hovederne og kroppene blev smidt ned i grøfter i Medinas forretningskvarter.
Kilde: Watt, ’Muhammad, Profet og Statsmand’, s. 174
Hvordan afgjorde bødlerne hvilke drenge, de skulle slagte eller lade leve? Denne hadith giver det indlysende svar.
Atiyyah al—Qurazi berettede:
“Jeg var blandt fangerne fra Qurayza-stammen. De (Følgesvendene) undersøgte os, og de, der var begyndt at få kønsbehåring, blev dræbt, og de, der ikke var, blev ikke dræbt. Jeg var blandt dem, der ikke havde fået hår.”
Bukhari http://www.usc.edu/dept/MSA/fundamentals/hadithsunnah/abudawud/038.sat.html#038.4390; se Ibn Ishaq s. 466)
Den næste hadith antyder, at en kvinde var blevet vanvittig. Hun blev dræbt. Aisha berettede:
“Bortset fra én blev ingen kvinder fra Qurayza-stammen dræbt. Hun var sammen med mig og rullede råbende og grinende rundt på jorden, mens Allahs Apostel ... var i gang med at dræbe hendes folk med sværd.
Pludselig råbte en mand hendes navn: ‘Hvor er den og den?...’
Jeg spurgte: ‘Hvad er der galt med dig?’
Hun sagde: ‘Jeg lavede et nyt komediespil.’
sagde: ‘Manden tog hende og halshuggede hende.’ sagde: ’Jeg vil ikke glemme, at hun grinede så vildt, skønt hun vidste, at hun ville blive dræbt.’
(Bukhari http://www.usc.edu/dept/MSA/fundamentals/hadithsunnah/abudawud/014.sat.html#014.2665 )
Den følgende beretning siger, at Muhammad tog en kvinde til sig selv.
“Apostlen havde valgt en af deres kvinder til sig selv, Rayhana bint Amr ... en af Qurayza-kvinderne, og hun forblev hos ham, indtil hun døde, i hans magt.
Apostlen havde tilbudt at gifte sig med hende og give hende slør på, men hun sagde:
’Nej, behold mig i din magt, for det vil være lettere for mig og for dig.’ Så lod han hende være. Hun havde vist modvilje mod islam, da hun blev taget til fange, og klyngede sig til jødedommen.” (Ibn Ishaq, s. 466)
Kort efter konverterede hun dog til islam, og en budbringer informerede Muhammad om det, og han reagerede på den gode nyhed: ”Det gjorde ham fornøjet.”
Det er forkert at tro, at denne kvinde var Muhammads motivation for at henrette så mange jøder, men hun udgjorde en uforudset, ekstra bonus.
Den følgende hadith giver et vink om, hvordan byttet blev fordelt.
“Folk havde for vane at give nogle af deres dadelpalmer til Profeten (som gave), indtil han erobrede Bani Quraiza og Bani An-Nadir, hvorefter han begyndte at tilbagelevere deres gaver.”
(Bukhari http://www.usc.edu/dept/MSA/fundamentals/hadithsunnah/bukhari/053.sbt.html#004.053.357; lign. hadith her http://www.usc.edu/dept/MSA/fundamentals/hadithsunnah/bukhari/059.sbt.html#005.059.364 )
Mere specifikt fortæller Ibn Ishaq, at byttet blev fordelt således blandt muslimerne:
“Derpå fordelte apostlen byttet, kvinder og børn .. blandt muslimerne, og han forkyndte den dag andelene til heste og mænd og tog selv en femtedel. En rytter fik tre andele, tog til hesten og én til rytteren. En mand uden en hest fik én andel (s. 466)”
En jihadist-rytter var normalt mere velhavende end en jihadist uden hest, så dette belønnede dem med rigdom i ’retfærdige’ islam.
Muhammad var desuden ude af stand til at indsamle noget bytte fra de bortdragne mekkanere og deres alllierede, så hvordan skulle han belønne sine jihadister?
Jødernes rigdomme.
Bortset fra detaljerne om, hvordan Profeten fordelte byttet her, så bekræftes fordelingen med tyve procent til ham og firs procent til hans krigere af en ‘åbenbaring’, han fik lige efter Slaget ved Badr i 624. I sura 8:1 og 41, der handler om dette slag, tildeler Allah ham og hans krigere disse procenter.
Allah tillader også jihadister at have sex med kvindelige slaver.
http://www.americanthinker.com/2005/10/slavegirls_as_sexual_property.html
Kilder: Ibn Ishaq, ss. 464—66; Tabari, bind 8, ss. 27—41.
Massakren trin for trin
Eftersom alle navnene og det politiske spil kan være forvirrende, følger her et kort resumé af de forelagte fakta.
1. Efter at mekkanerne og deres allierede drog bort, var jøderne ladt tilbage magtesløse og i undertal over for 3.000 jihadister.
2. Mens jøderne forhandlede deres betingelser for underkastelse med Abu Lubaba, gjorde han en håndbevægelse mod halsen, der indikerede halshugning. Dette betyder, at begivenhederne kørte i én retning.
3. Sad bin Muadh var leder for Aws-stammen.
4. Denne stamme havde gamle alliancer, hvad de så gik ud på, med den jødiske Qurayza-stamme.
5. Imidlertid kæmpede Aws sammen med Muhammad.
6. Jøderne var på koalitionens side (uden at jøderne faktisk kæmpede).
7. Dermed var de gamle alliancer mellem Aws og jøderne blevet svækket.
8. Efter Muhammads angreb på jøderne bønfaldt nogle fra Aws Muhammad om at være overbærende og f.eks. udvise dem.
9. Muhammad afviste deres bøn om barmhjertighed – et nøglepunkt, der støtter pkt. 2. Der var aldrig tvivl om udfaldet.
10. I stedet udnævnte Muhammad Sad bin Muadh til at træffe afgørelse, og alle enedes om at anerkende hans afgørelse.
11. Sad dekreterede henrettelse og slaveri, idet han ønskede at forstærke sin loyalitet over for islam, inden han døde. Han døde kort efter af sine sår.
12. Muhammad sagde, at Sads afgørelse var en rigtig ‘Kong Allah-afgørelse’. Den var rigtig og retfærdig. Sad gjorde ham glad.
13. Selv om alle indvilligede i at anerkende afgørelsen, viste Muhammad stadig ikke nåde, da mændene og drengene blev bagbundet og halshugget, og kvinderne og børnene blev taget som slaver. I stedet tog han én af de smukke, nyligt ’enkegjorte’ jødiske kvinder til sig selv.
14. Muhammad tog tyve procent af jødernes værdier (flytbare, nagelfaste og menneskelige), og jihadisterne fik firs procent til fordeling efter hans forgodtbefindende.
I hvert skridt frem mod ugerningen er det næsten uundgåeligt, at noget ‘forkert’ åbenbares, og dette viser sig at være nr. 9.
Som bemærket kunne Muhammad have landsforvist jøderne, således som han få år tidligere havde gjort med de jødiske stammer Quynuqa og Nadir. Eller han kunne have nøjedes med at henrette lederne, hvis han mente, at de opildnede hans fjender – under forudsætning af, at de virkelig gjorde det, som de islamiske kilder hævder.
Der er også noget galt med skridt nr. 13. Selv om alle enedes om at respektere afgørelsen, hvem kunne så have beklaget sig – bare beklaget sig – hvis Muhammad havde annonceret følgende:
“Vi var enige om at respektere stammehøvdingens afgørelse, men når jeg nu ser mændene og drengene blive bagbundet, og jeg bemærker alle kvindernes og børnenes tårer, er jeg sikker på, at ingen kan have noget imod, at vi udviser barmhjertighed og udviser dem og kun henretter de få urostiftere.
Når alt kommer til alt siger jeg jo ofte, at Allah er yderst barmhjertig. Jeg sætter eksemplet for mit samfund og for verden.”
Men dette er ønsketænkning. Han tog en af skønhederne (nu enke) til sig selv i stedet for at vælge barmhjertighedens vej.
Hvorfor udviser han ikke barmhjertighed? Svaret findes i pkt. 14.
Muhammad har behov for at belønne sine jihadister, eftersom de ikke fik noget bytte fra den bortdragne koalition – Allah giver ham tilladelse til at gøre dette i sura 33:27 (se næste sektion, ’Koranen’).
Det, der gør hele denne hændelse dobbelt afskyelig, er, at Muhammad og hans jihadister kunne have taget alle jødernes ejendele, efter at han havde forvist dem, men han valgte stadig ikke denne barmhjertige valgmulighed.
Koranen
Det lader til, at Allah fejrer denne nedslagtning og slavegørelse i sura 33:25-27:
“25. Allah slog de vantro tilbage i en tilstand af raseri, da de ikke havde opnået noget godt, og Allah skånede de troende for kamp . Allah er sandelig Stærk og Mægtig. 26. Og Han bragte de Bogens Folk , der støttede dem, ud af deres forter og plantede rædsel i deres hjerter, nogle af dem slagtede I, og andre tog I til fange. 27. Og Han tilstod jer deres land, deres hjem og deres ejendele, sammen med land, I endnu ikke har betrådt. Allah har magt over alting.”
Indsættelser er mine.
Disse vers åbenbarer ubehagelige sandheder.
Først så hjælper Allah muslimerne i krig eller slag (tre bogstaver på¨arabisk q-t-l i vers 25) mod en meget større fjende, så Allah giver sin opbakning til islam i kamp.
Vers 25 bekræfter ligeledes, at Muhammad ikke havde noget væsentligt at frygte fra jøderne. ‘Allah slog de vantro tilbage ... og Allah skånede de troende for kamp.’
I jordnære vendinger, så havde Muhammad stadig en stor krigsvant hær til rådighed.
Profeten havde forvist to andre stammer, Qaynuqa og Nadir, så han kunne have gjort det samme med Qurayza – som de også anmodede om. Men menneskehedens Profet afviste denne barmhjertige og humane valgmulighed.
For det andet, så tillader Allah at slavegøre og halshugge jøder, så enhver muslim, der er bekendt med baggrunden for dette vers, ved, at halshugning som sådan er en bestanddel af Koranen.
Ordet q-t-l i vers 26 betyder nedslagtning.
Det foruroligende ved verset er, at det fejrer den ‘rædsel’, Allah plantede i jødernes hjerter. Da mellemmanden Abu Lubaba kom hen til jøderne under forhandlingerne, græd kvinderne og børnene.
Allah terroriserede dem gladeligt.
Endelig så tillader Allah Muhammad at tage den jødiske klans ejendele på basis af erobring og Hans ejerskab til al ting. Det er en tvivlsom åbenbaring og tankegang. Allah taler, og det er til økonomisk fordel for Muhammad. Det sker ofte i Muhammads liv.
Hvis nogen leder efter en jordnær årsag til Muhammads angreb på Qurayza-jøderne (i stedet for Gabriels førerskab), så behøver man ikke lede længere end til vers 27.
Profeten konfiskerede rigdomme. Mekkanerne og deres allierede trak sig tilbage uden at muliggøre, at muslimerne kunne tage deres værdier. Så hvordan skulle Muhammad belønne sine jihadister?
Konklusion
Muslimske polemikere og propaganda-websider http://www.youngmuslims.ca/online_library/books/shariah_the_way_to_justice/hævder ofte http://www.islamonline.net/english/introducingislam/politics/System/article01.shtml,
at islam er fortaler http://www.jamaat.org/islam/HumanRightsBasic.html for menneskerettigheder.
Det er umuligt at forstå, hvordan de ærligt kan sige sådan og på samme tid henvise til deres religions oprindelse.
Denne hvidvaskning er i bedste fald bedragerisk og i værste farlig, hvis eller når, islam får fodfæste i en region under foregivende af ’peace and love.’
Mange søvnige vesterlændinge og andre vil acceptere denne godartede version af islam – faktisk alt for mange lige nu.
Men hvad sker der senere, når bogstavtro muslimer (for slet ikke at nævne ikkevoldelige og voldelige fanatikere) citerer de talrige, brutale vers i Koranen og passager i hadith med opfordringer til brutaliteter mod mennesker, især jøder?
Alene beviserne i denne artikel demonstrerer, at vold er rodfæstet i oprindelig islam.
Der findes dog en troværdig hadith http://www.usc.edu/dept/MSA/fundamentals/hadithsunnah/abudawud/038.sat.html#038.4357, hvor Allah bebrejder Muhammad for en anden af hans brutaliteter
(se denne artikel http://www.americanthinker.com/2006/01/torture_in_the_quran_and_early.html).
Desværre bebrejdede Allah dog ikke sin favoritprofet for denne åbenlyse ugerning mod jøderne, men fejrer den derimod. (sura 33:25-27).
James M. Arlandson can be reached at mailto:jamesmarlandson@hotmail.com.
Endnotes:
Sources: Muhammad: Prophet and Statesman, Oxford UP, 1961, pp. 166—67; Muhammad at Medina, Oxfored UP, 1956; Sayyid Abul A'La Maududi, The Meaning of the Quran, vol. 3; Ibn Ishaq, Life of Muhammad, trans. A. Guillaume, Oxford UP, 1955, pp. 363—64; 437—45. Ibn Ishaq (d. 767) valuable and reliable source by modern scholars, except for some chronology and the miraculous elements. Tabari, The Foundation of the Community, trans. M.V. McDonald and annotated by W. M. Watt (SUNYP, 1987), pp. 85—87; 156—61. Tabari (d. 923) is also considered a reliable source, except for some chronology and the miraculous elements.
Sources: Ibn Ishaq; Tabari, The Victory of Islam, trans. M. Fishbein, vol. 8, (1997), pp. 6—7. Safi—ur—Rahman Mubarakpuri, The Sealed Nectar: Biography of the Noble Prophet, Darrusalam, 1996, p. 201. This biography was awarded first prize by the Muslim World League, but it is an encomium more than an objective biography.
Oversat og bearbejdet fra engelsk:
http://americanthinker.com/2006/02/muhammad_and_massacre_of_the_q.html
En enkelt personlig kommentar:
Muhammads gud havde foreskrevet, at jihadisterne kun skulle have del i byttet, hvis de havde ‘arbejdet’. Hvis nogen af muslimernes ofre overgav sig uden kamp, tilfaldt hele byttet Muhammad (og Allah, der åbenbart også havde brug for penge).
Muslimske apologeter fremstiller ofte disse ublodige overgivelser som udtryk for Muhammads barmhjertighed. Det korrekte svar er, at det var udtryk for Muhammads grådighed.
Hvad angår massakren på Qurayza-jøderne, så har Muhammad givetvis følt sig nødsaget til at lade jihadisterne ’arbejde for føden’, da de jo blev snydt for kamp mod den mekkanske hær. De havde næppe accepteret at miste ’to daglønninger’.
Derfor måtte jøderne dø.
Bogger
