Hej Peter Rubæk,
Du skriver:
Lad os ikke forstyrres af fortiden og Paulus’ personlige egenskaber, men lad os se hvor langt vi kan blive enige om ånden, som - Jesus talte om - gør levende. Citat slut.
Nu er den første vi kender til i forbindelse med kristendommen der har talt og skrevet om at det er ånden der gør levende Paulus, og hans tale om det med ånden og kødet har påvirket alle efter ham, så vi må give Paulus æren for dette forhold.
Men det er jo også en Gammel Testamentlig tanke. Gud Skaber der er ånd er jo også livgiveren.
Du skriver videre Peter Rubæk:
Jeg har tidligere forstået, at du forstår den i mennesket værende ånd som noget, der er opstået på grundlag af kødets egenskaber. Kan du bekræfte dette og i givet fald beskrive, hvordan du forstår ånden, og hvordan den opstår? Citat slut.
Her må vi være opmærksomme på at kødet som kategori ikke er det samme som kroppen og legemet og det legemlige, det materielle fysiske (det der i Bibelsks forstand svarer til det skabte).
Kødet refererer til at være kødeligsindet, hvor begærlighed er det vi almindeligvis i den sammenhæng kommer til at tænke på. Kødet som kategori hos Paulus finder som id’et hos Freud.
Kødet som kategori hos Paulus:
Vi ved, at loven er af ånd. Men jeg er af kød, solgt til at være under synden. For jeg forstår ikke mine handlinger. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg. Men når jeg gør det, jeg ikke vil, giver jeg loven ret i, at den er god. Men så er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig.
Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt. Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. Men når jeg gør det, jeg ikke vil, er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig.
Jeg finder altså den lov, at jeg, skønt jeg vil gøre det gode, kun evner det onde. For jeg glæder mig inderst inde over Guds lov. Men jeg ser en anden lov i mine lemmer, og den ligger i strid med loven i mit sind og holder mig som fange i syndens lov, som er i mine lemmer.
Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme? Men Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre! Med mit sind tjener jeg da Guds lov, men med kødet syndens lov. Rom 7, 14 – 25.
Vi må i forbindelse med kødet som kategori hos Paulus, være opmærksom på at i forbindelse med Kolossenserbrevets tale om at vi i Kristus har hele guddomsfylden i kød og blod, at her hører kød og blod ikke ind under kødet som begreb eller kategori, men kød og blod refererer til den skabte fysiske legemlige kropslige/korporlige virkelighed.
Altså begrebet kød og blod som det er nævnt i kolossenserbrevet tilhører den kategori hvor filosofferne taler om materie og ånd, hvor kød og blod så står for materien. Inkarnationstanken i kristendommen har at gøre med filosoffernes tale om materie og ånd. Men kødet som begreb hos Paulus tilhører altså ikke denne diskussion.
Jeg ser igen på dit spørgsmål:
Jeg har tidligere forstået, at du forstår den i mennesket værende ånd som noget, der er opstået på grundlag af kødets egenskaber. Kan du bekræfte dette og i givet fald beskrive, hvordan du forstår ånden, og hvordan den opstår? Citat slut.
Om hvorvidt menneskets ånd er opstået på grundlag af kødets egenskaber kan jeg slet ikke svare på. Men jeg kan sige som alle ved at menneskets ånd har rod i den fysiske realitet vi kender som hjernen. At menneskets ånd er som den er, skyldes hjernen som er kommet til i forbindelse med en længere evolutionsbiologisk udvikling. Her spiller mange faktorer sammen. Det er Ordet, sproget, vores sproglighed, der har været med til at øge hjernens størrelse og gruppens størrelse, indtil bysamfund og komplicerede store samfund, nationer og stater eller riger, indordnet under en magt, autoritet.
En chimpanse kan simpelthen ikke læse Paulus og om vi lærte den det, ville den ikke kunne forstå Paulus. Tænk lidt over den.
Men du får mig ikke til at sige at menneskets ånd (bevidsthed) ikke har at gøre med fysiske materielle forhold. Menneskets ånd, bevidsthed og selvbevidsthed er jo kommet til over en lang periodes udvikling, og den menneskelige ånd, bevidsthed og selvbevidsthed, er korreleret til eller relateret til hjernenes udvikling, størrelse og kompleksitet.
I Kristus har vi hele guddomsfylden i kød og blod, betyder også at materie og ånd forenes og er forenelige.
Men jeg er sikker på at du gerne vil snakke om Guds ånd i os, hvor jeg måske ville foretrække ånden fra Gud i os. Og i den sammenhæng vil jeg også sige at ånden ikke er natur, som er underkastet årsag og virkning, hvor vi finder nødvendige deterministiske lovmæssigheder. Men nu taler vi jo ej heller om menneskets ånd, men Guds ånd. Og mennesket er også i besiddelse af guddommelig ånd, ånd der ikke er natur, men ren frihed, ubegrundet/årsagsløs frihed. En del af menneskets ånd har guddommelig karakter, også før Kristusbegivenheden, har vi andel i ubegrundet/årsagsløs frihed, i ubetinget frihed (Gud har skabt os i sit billede, så vi er som Gud frie og skabende, ellers ville han heller ikke have opfordret os til at navngive vore omgivelser).
Vores guddommelige immanente ånd, vores spiritualitet, er ikke identisk med Helligånden eller Guds ånd i første omgang, medfødt naturligt. Inkarnationsbegivenheden Kristus, er sådan set det der giver os ånden, Guds ånd, som er forudsætningen for at vi taler om at Guds ånd bor i os. Her får vi også hos Paulus at høre om boligmotiverne; vi er Guds tempel, og Guds ånd bor i os; vores legeme der er et tempel for Helligånden. Og når Paulus her taler om vores legeme der er et tempel for Helligånden, så har ordet legeme her intet at gøre med kødet, som tilhører en hel anden problemstilling er et begreb fra en anden kategori. Men ”legemet” der er et tempel for Helligånden, tilhører den kategori hvor filosofferne problematiserer det med ånd og materie. Som sjæl og legeme er en enhed i bibelsk kontekst, så er indenfor kristendommen potentialerne tilstede for at også ånden og legemet kan være forenet og forligt.
Vores spirituelle personlighed i Kristus omfatter både det guddommelige og det menneskelige, det åndelige og det legemlige (1)*, som Kristus er både Gud og menneske. I Kristus er Gud og mennesket forenet/forligt; det himmelske og det jordiske; Ånd og legeme. Og qua vores Kristusparticiperende eksistensforvandlende ny natur, der også er en åndelig opkvalificering af mennesket, hvor det himmelske og det jordiske, Gud og mennesket, ånd og legeme er forenet/forligt (uden at vi taler om identitet, for i Kristendommen udslettes den menneskelige personlighed ikke, men den bevares netop i Kristus, hvor vi også har vores guddommelige personlighed).
(1)*:
I mennesket er intet ”blot biologisk” eller ”blot åndeligt”. Hver eneste celle i menneskets krop participerer i menneskets frihed og åndelighed, ligesom hver eneste åndelige og kreative handling henter næring i menneskets vitale kræfter. (side 60-61 i Paul Tillich, ”Mod til Livet”).
Så fik jeg vist også besvaret dette dit spørgsmål:
Hvis du er af den opfattelse, at ånden gives af Gud til mennesket, er mit spørgsmål, hvornår modtager mennesket ånden, og hvad indeholder ånden? Citat slut.
Særligt med henblik på hvad ånden indeholder, må vi sige at kristendommen heldigvis er karakterernes og personlighedens religion, så det er bestemt meget forskelligt fra person til person. Men selvfølgelig kan vi altid sige at da Gud er kærlighed, så er der kun et forhold hos Paulus der er større end friheden og det er kærligheden. Men ellers kan vi ikke tale om ånd udenom Frihed.
Afslutningsvis om den komplekse problemstilling med Guds ånd og vores ånd:
Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham, det har Gud åbenbaret for os ved Ånden. Thi Ånden ransager alt, selv Guds dybder. For hvem ved, hvad der bor i mennesket, undtagen menneskets egen ånd? Således ved heller ingen anden end Guds ånd, hvad der bor i Gud. Vi har ikke fået verdens ånd, men Ånden fra Gud, for at vi skal vide, hvad Gud i sin nåde har givet os. Og om dette taler vi ikke med ord, som menneskelig visdom har lært os, men med ord, som Ånden har lært os, og vi tolker det åndelige for åndelige.
Et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der kommer fra Guds ånd; det er en dårskab for sådan et menneske, og det kan ikke fatte det, for det bedømmes kun efter Åndens målestok. Det åndelige menneske derimod bedømmer alt, men selv bedømmes det ikke af nogen; for »hvem kender Herrens tanker og kan belære ham?« Men vi har Kristi tanker. 1 Kor 2, 9 – 16.
Mange kærlige hilsner Hanskrist.