Re: Islam i Danmark
gator, publiceret d.23/05 00:09 (for 3 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Islam i Danmark
"I oplysningstiden (1700-tallet) begynder historikere, blandt andre Ludvig Holberg, at interessere sig for Muhammed og i 1761 rejser en seks mand stor ekspedition på opdagelse i den arabiske verden. Carsten Niebuhr, der i dag lægger navn til Institut for nærorientalske studier på Københavns Universitet, er den eneste, der overlever ekspeditionen. Hans beskrivelser af den arabiske verden bliver af afgørende betydning for danskernes kendskab hertil."
Lad mig prøve at hænge lidt kød og perspektiv på denne meget summariske historiske redegørelse om islam i Danmark, der vel er henvendt til forudsætningsløse eller folkeskoleelever.
Ludvig Holberg er Danmarks førende oplysningstænker og han forsøger at tegne et rimeligt nøgternt billede af profeten Muhammad og Muhamedanerne selv om hans viden om islamisk teologi og historie var yderst mangelfuld. I 1739 skriver han:
”Man er gierne lettroende i de Ting, som fortælles om eens Fiender. ... ... Man kand derfore sige, at alle deslige Historier ere ikke andet end raa Fabler, opdigtede af nidkiere Christne for at giøre Mahomed desmeere sort, og tiene ikke til andet, end at giøre dem selv foragtede blant Mahomedanske Skribentere; thi man har ikke nødigt at bruge saadanne Midler til at vise Mahomeds Bedragerie og falske Lærdom, hvilken ved dens Urimelighed igiendriver sig selv.”
Holberg tager et vist forbehold over for tidens politiske korrekthed - det Luthersk evangeliske dogme, hvorefter Islam ikke betragtes som en ”hedensk” eller ”ikke-kristen” religion, men som en direkte fornægtelse af det kristne evangelium selv – altså som et KRISTENT kætteri. For Luther er islam en dæmonisk åndsmagt, muslimerne Djævelens tjener og dermed eksponent for ondskabens morderiske og ødelæggende kraft.
At Muhammads bedrageriske og falske lærdom ved dens urimelighed gendriver sig selv var også et argument Luther anvendte for at få Koranen oversat og udgivet på tysk. Da den lærde Theodor Bibliander i 1542 havde oversat Koranen og var kommet i vanskeligheder, idet rådet i Basel skred ind og forbød udgivelsen af dette ”fordærvelige skrift”, hævdede Luther, at man ikke skulle søge at hindre, men tværtimod af alle kræfter fremme udbredelsen af Koranens indhold, så islams sande væsen kunne blive kendt og indset af så mange mennesker som muligt. Dette er, skriver Luther, i virkeligheden det værste man overhovedet kan gøre mod ”Muhammad” eller tyrken.
Carsten Niebuhr ekspeditionen til ”Det Lykkelige Arabien” var udtryk for et ægte oplysningsprojekt hvor man søgte empirisk viden om samfund og kulturer som man vidste meget lidt om, og derfor var tilbøjelige til frit at fabulere over og danne myter om.
Ekspeditionen bekræftede de lærdes forbeholdne eller negative beskrivelse af Muhammedanismen fra før 1700-tallet. Her et uddrag fra Carsten Niebuhrs dagbog, der beretter om de problemer en vantro, der dør i Arabien, har med at komme ret i jorden, da ekspeditionens botaniker Forsskål opgav ånden på rejsen mellem Mokka og Sana, hovedstaden i Det Lykkelige Arabien:
Beretningen der bygger på Carsten Niebuhrs dagbog lyder:
“Det er tydeligt, at Forsskål ikke har langt igen. Mod betaling af en voldsom overpris lykkes det Niebuhr at leje et lille hus, hvor Forsskål kan få lov til at dø i fred. Først den 11. juli 1763 opgiver Forsskål kampen imod den frygtelige sygdom og dør i Det Lykkelige Arabien, kun 31 år gammel.
Næste dag sender Niebuhr deres tjener hen til den stedlige dola og kadi (civildommer) for at melde dødsfaldet. Det viser sig næsten umuligt at købe et jordstykke, hvor de kan begrave Forsskål, og først efter at have betalt en uhyre overpris, lykkes det. Herefter bliver Niebuhr kaldt til dolaen, som meddeler ham, at ifølge landets love er han, dolaen, automatisk arving af alle ejendele, som tilhører fremmede, som dør i hans distrikt.
Niebuhr nægter og fremhæver, at da de mistede en anden ekspeditionsdeltager, von Haven, havde dolaen dér ikke rejst et sådan krav. Derefter meddeler dolaen, at han i hvert fald venter en anselig gave i anledning af dødsfaldet, og Niebuhr svarer, at han i så fald som kassemester må insistere på at få en kvittering for beløbet. Da dolaen er klar over, at de agter sig til Sana og formentlig vil indberette sagen til imamen der, afstår han fra yderligere krav.
Næste problem bliver at finde seks mand, som vil bære Forsskål til graven. Først den følgende dag lykkes det at finde seks pjaltede kulier, som kl. 3 om natten, bærer Forsskål til gravstykket, hvor de i hast begraver ham blot nogle få fod nede i jorden.
Nogle dage efter erfarer de, at Forsskåls lig allerede den følgende nat er blevet gravet op igen af gravrøvere, som tror, at Forsskål har fået kostbarheder med i graven. Da dolaen underrettes om det skete, beordrer han en jøde til at begrave liget på ny. Da jøden insisterer på at få betaling for arbejdet, siger dolaen, at han kan beholde kisten for sin ulejlighed.”
Oplysningsfilosofferne delte med mange i deres samtid drømmen om, at der måtte findes samfund, som var langt bedre end dem, de selv levede i. I sådanne samfund er de misforhold, som tynger de kendte, ikke til stede, og mennesker kan udfolde sig med deres oprindelige godhed, fordi skaberværket ikke er spoleret, som hos os selv.
Ud fra sådanne drømme kombineret med meget ringe kendskab til Østens lande og befolkninger voksede også forestillingen om en religion, som stemte bedre overens med oplysningstankerne end den katolske kirke, der betragtedes som den instans, som frem for nogen ville begrænse og undertrykke fornuften og friheden. Det drejede sig derfor om at finde en ny religiøs måde at forholde sig til tilværelsen på, en religion som kunne give rum for alle oplysningstidens tanker om tolerance, lighed og frihed. Den religion, som man søgte, fandt man i islam.
Uden i øvrigt at kende ret meget til islam, dens historie, dens helligskrifter og dens samfundsopfattelse overførte mange af oplysningstænkerne ofte sympatier og forhåbninger til en islamisk religion, som man havde skabt sit eget fantasibillede af.
Pierre Bayle (død 1706) anses for at være den, der har formuleret den islamiske myte om tolerancen så fascinerende, at den har overlevet indtil i dag, på trods af at han stort set intet vidste om islamisk historie. Uden kendskab til arabisk eller til primære kilder skrev grev Henri de Boulainvilliers en biografi om Muhammad (1730). Heri fremstiller han islam som fornuftspræget og uden mysterier og mirakler, og Muhammad som en statsmand og stor lovgiver, som ingen i det klassiske Europa kan sammenlignes med.
Bogen var tænkt som et våben mod kristendommen i almindelighed og præsteskabet i særdeleshed. Den kom til at præge eftertidens islamopfattelse stærkt. Ikke mindst Voltaire og Gibbon var påvirket deraf. Voltaire beskrev kristendommen som ”den mest latterlige, absurde og blodige religion, som nogensinde har smittet verden.” I modsætning hertil så han i hvert fald i en periode islam som en enkel, fornuftpræget og tolerant religion, uden præster og mysterier. På samme linie lå Gibbon. Han kom til at påvirke hele den europæiske befolkning med tanken om Muhammad som den vise og tolerante lovgiver.
En ny islamisk myte er blevet dannet i forrige århundrede. Og den lever uanfægtet i dag. Tilhængere af myten har videreført islams egen forståelse af islam som fredens religion uden at være opmærksom på, at islamisk forståelse grunder sig på den religiøse tese, at islam slet ikke kan føre krig. Når muslimer griber til våben, er det altid en fredens handling til forsvar for deres religion, uanset om det er til angreb eller forsvar, når blot det sker i Allahs tjeneste. Det er kun vantro, der fører krig. Det har været bestemmende for hele islams historie. Den islamiske myte er meget fastlåst og forsvares aggressivt mod enhver indvending.
Blandt den nyeste tids forsvarere af islam findes en stor gruppe europæiske kirkefolk, især fromme præster og missionærer. De har et indgående kendskab til islam i modsætning til oplysningstidens filosoffer, men de ved, at de må tilstå islam et stort mål af religiøs ligeværdighed. De bygger på en fornemmelse af, at islam er en europæisk søsterreligion til kristendommen, hvorfor de står og falder med hinanden under indtryk af moderniteten og sekulariseringen i Vesten. De har afholdt sig fra at kritisere islams dogmer og absurditeter, da det ville medføre, at hele grundlaget for deres arbejde ville falde fra hinanden. Herfra stammer mange kristne forskeres ønske om at optræde ukritiske over for islam. De ønsker ikke at fornærme muslimske venner og kolleger. De vil arbejde uden at vælge side. Også de undgår at sætte islam ind i en kritisk debat, og de søger konsensus frem for alt. En forskningsmæssig kritik af islam er for dem udtryk for manglende kristen forståelse for fremmede, en xenofobi eller islamofobi.
Men islam er ingen tolerant religion. Den er totalitær, fascistisk og ekstremt racistisk. Dette ligger implicit i dens begreber, dogmer og hele forestillingsverden. Den politiske korrekthed forhindrer, at islam kan analyseres og kritiseres som enhver anden fascistisk ideology, der bryder med demokratiets grundlæggende principper og værdier.
Hilsen
Gator alias Ipso Facto