Re: Oldkirken regnede islam for et kristent kætteri
gator, publiceret d.05/06 11:24 (for 3 år siden)
Det er temmelig kuriøst, at artiklen ikke med så meget som eet eneste ord nævner, at ikke blot oldkirken, men også reformatoren Martin Luther og den kirke han grundlagde betragter islam som et kristent kætteri.
Denne forskel i holdningen til islam, kætteri eller selvstændig ikke-kristen religion i hhv. den evangeliske kirke og i katolicismen har haft væsentlig betydning for den teologiske bedømmelse af islam i de to kristne konfessioner.
For omkring et århundrede siden var den officielle katolske bedømmelse af islamisk etik følgende:
“Det er uden for diskussion, at der i den islamiske etik findes en hel del at beundre og godkende, men hvad angår originalitet eller fremragende ting, det findes der intet af. Det som er godt i muhamedansk etik er enten almindeligheder eller lånt fra andre religioner, eftersom det som er karakteristisk næsten altid er ufuldkomment eller ondsindet.”(Citeret og oversat fra Catholic Encyclopedia, 1910).
Til forskel herfra, er islam omtalt i den danske evangelisk-lutherske folkekirkes bekendelsesstrifter: Den augsburgske bekendelse (Confessio Augustana), der nævner islam i den første artikel, som drejer sig om troen på den treenige Gud og slutter med en fordømmelse af ”alle kætterier, som er opstået mod denne artikel.” Blandt disse nævnes først manikæerne; derefter følger ”valentianerne, arianerne, eunomianerne, muhamedanerne og alle deres lige.”
Muhamedanerne (”Mahometistae”) sættes her ind i rækken af klassiske eksempler på vranglære fra oldkirkens dage. Hvad der er væsentligt i denne forbindelse, er ikke mindst, at islam kendetegnes som et kristent ”kætteri”, altså som en afsporet udgave, en forvrængning af det kristne budskab, der indebærer en fornægtelse af troen på den treenige Gud.
Islam betragtes altså ikke som en ”hedensk” eller ”ikke-kristen” religion, men som en direkte fornægtelse af det kristne evangelium selv. Dette syn på islam er centralt for reformatorerne og genfindes hos Luther, der i flere skrifter direkte forholdt sig til islam.
På Luthers tid var Europa udsat for et jihadisk angreb samt kolonisering og islamisering af tyrkerne rettet mod Balkan og Centraleuropa. I 1529 nåede de tyrkiske muslimer frem til Wien, som de belejrede. (Wiens første belejring. Den anden, i 1683 blev slået effektivt tilbage).
I forhold til det kristne Europa ser Luther de tyrkiske stormtropper af hellige krigere som et strafferedskab i Guds hånd imod den ulydige kristenhed. Tyrken er Guds ”vredes ris”, som Luther udtrykker det med henvisning til de gammeltestamentelige profeters tale om de fremmede fjendtlige folkeslag som redskab for Guds vrede mod Israel. Samtidig er den tyrkiske voldsmagt for Luther også Djævelens tjener, en eksponent for ondskabens morderiske og ødelæggende kraft.
For Luther er dette ingen modsætning – Djævelen og det ondes hærgen er altid i sidste ende underlagt Guds plan. Det tyrkiske stormløb mod Europa er altså set med Luthers øjne ingen tilfældighed men et udtryk for Guds vrede mod kristenheden, en dæmonisk magt, der som straf slippes løs over de kristne lande.
Den katolske kirkes holdning til islam blev mildnet efter anden verdenskrig, hvor man lagde vægten på lighedspunkterne frem for det som skiller de to religioner. Dette fremgår af Det Andet Vatikankoncils erklæring om forholdet til de ikke kristne religioner (“NOSTRA AETATE”) fra 1965:
”Det er med agtelse, Kirken betragter muslimerne, som tilbeder den ene, levende, i sig selv værende, barmhjertige og almægtige Gud, himlens og jordens Skaber, som har talt til menneskene. De prøver også af hele deres sind at underkaste sig hans skjulte rådsslutning, på samme måde som Abraham, som den islamiske tro gerne henviser til, underkastede sig Gud. Selv om de ikke anerkender Jesus som Gud, ærer de ham ikke desto mindre som en profet; de viser ærbødighed for Maria, hans jomfruelige moder, og det hænder tilmed, at de andægtigt påkalder hende. De forventer desuden dommens dag, da Gud skal opvække alle mennesker og belønne dem hver især. De lægger derfor vægt på en moralsk livs førelse og dyrker Gud, først og fremmest gennem bøn, almisser og faste.
Da der i tidens løb har været talrige stridigheder og meget fjendskab mellem de kristne og muslimerne, opfordrer dette hellige Koncil alle til at glemme det, som har været, og oprigtigt at øve sig i gensidig forståelse og i fællesskab - til bedste for alle mennesker - at forsvare og fremme social retfærdighed, de etiske værdier samt ikke mindst fred og frihed."
Den samme forsonende holdning og læggen vægten på ligheder frem for forskelle mellem den danske folkekirke og islam kommer frem i redegørelsen fra det ”islam udvalg” de danske biskopper nedsatte i 1998. I redegørelsen fra 2000 kaldet ”Samtalen fremmer forståelsen”, opereres med forestillingen om kristendom og islam som to religiøse tankesystemer, der kan stilles over for hinanden og sammenlignes, så ligheder og forskelle træder frem.
Her anskues kristendom og islam som to ”religioner”, der begge ”vil forme deres tilhængeres liv”. Det hedder endvidere, at begge religioner (ligesom jødedommen) er monoteistiske, hvad der tolkes som enighed om, ”at troen på Gud giver sikkerhed og er menneskets bestemmelse”. Man er desuden ”fælles om taknemmelighed for skabelsen og for at tage ansvar for dens bevarelse”, og ”enige om”, at mennesketilværelsen er en tilværelse under Guds dom.” Dette synspunkt betegnes som et ”incitament for en udpræget socialetisk holdning” i begge religioner, der hævdes at være fælles om at fordømme en ”afguderisk” holdning til det skabte og om et kald til ”at øve retfærdighed og vise solidaritet med de svageste”.
Ikke et ord om, at islam i en evangelisk forståelse ikke blot et afguderisk, men et kristent kætteri, en dyrkelse af Djævelen. Udvalget opregner retfærdigvis også en række forskelle og konkluderer, at de to religioner, islam og kristendom, på trods af mange ligheder ”har en helt forskellig karakter”.
Denne måde at sammenligne evangelisk kristendom og islam på - islam som en slags søsterreligion til kristendommen - er blev skarpt kritiseret af flere kristne teologer. Jesper Høgenhagen, dr. teol og fhv. lektor i bibelsk teologi og hermeneutik ved Kbh. Universitet siger blandt andet følgende:
”Det er tydeligt at betragtningen i udvalgets redegørelse savner teologisk dybde og stringens. Det virker som om udvalget mener at kunne foretage en opdeling af den trinitariske bekendelse og skille troen på skabelsen ud som et element, uafhængigt af troen på Jesus Kristus, et element som kristne og muslimer kan være ”fælles om”. Ud fra en religionsfænomenologisk synsvinkel kan man selvfølgelig godt hævde, at der både i kristen, jødisk og islamisk sammenhæng tales om Gud som skaberen; men for en kristen teologisk betragtning – og islam udvalget bag redegørelsen er dog nedsat af folkekirkens biskopper – kan der ikke tales om en ”fælles” tro på skaberen der, hvor bekendelsen til den treenige Gud fornægtes. Her må det med Luther fastholdes, at ”tyrkens Gud” er Djævelen. Det er klart, at muslimer som kristne lever i den samme af Gud skabte verden og dermed også i ”objektiv” forstand her med den samme Gud og hans virkelighed at gøre – det kan ingen mennesker slippe for – men den islamiske bekendelse til Gud må i et kristent perspektiv kendetegnes som et dæmonisk vrængbillede, som gudsfornægtelse i bekendelsens skikkelse.”
Hilsen
Gator alias Ipso Facto