Sandt nok, og mon ikke det bliver sådan. Grundlæggende for al ledelse er kærlighed til opgaven og til mennesker. Kærlighed og ydmyghed er forbundne kar. At elske kommer af "aliska": at udfolde, altså at lade opgaven udfolde sig, og at give msk rum for udfoldelse.

Johan-Otto Schmidt.

citat:
Demokratiet er opstået ud af politiske processer og som en løsrivelse fra religiøs magt af enhver art.



Er demokratiet så ikke en ateistisk egenskab ?.
Måske ville det også være mere "spiseligt" for de ikke-kristne hvis ateisterne fik æren for demokratiet.
Vi må ikke glemme at flertallet af danskerne faktisk er skabsateister.
Welcome to Atheistland.

citat:
Ved igen og igen at give kristendommen en særlig demokratisk egenskab så er kirkens folk kun med til at gøre demokratiet endnu mere uspiseligt for de ikke-kristne, der måtte have problemer med det i forvejen.



Hvis der er nogen som har problemer med demokratiet, så burde de ikke være statsborgere i et demokrati.

Jeg er enig i, at en biskop bør være ydmyg. Ikke blot ydmyg i form af fromme floskler, men i konkret gerning. Hvis en biskop for eksempel hver dag brugte blot en time på at rense toiletter på værestedet Reden eller Mændenes Hjem i Istedgade, så ville jeg alvorligt overveje, om det måske kunne være et udslag af ægte ydmyghed og næstekærlighed.

Om danske præster sagde Søren Kierkegaard med ikke ringe klarsyn: “...at de ikke søgte Guds rige, men et embede”, og biskopperne kaldte denne retoriske terrorist for "fløjsmaverne".

Måske var det lille pukkelryggede geni inspireret af disse Jesuord:

" ... thi enhver, som Ophøjer sig selv, skal fornedres; men den, som fornedrer sig selv, skal ophøjes."

Hilsen

Gator alias Ipso Facto

Interessante statements fra johanneså om religion og demokrati:

citat:
Demokratiet er opstået ud af politiske processer og som en løsrivelse fra religiøs magt af enhver art.




Religion har den som føler det hellige; demokrati har den som anvender sin rationelle fornuft.

Religiøs magt implicerer en total underkastelse under religionen, hvilket umuliggør demokrati og fører til teokrati. Som i Iran.

Demokratisk magt forudsætter, at folk er tilstrækkeligt rationelle til at adskille det, deres religion fordrer, fra det deres rationelle fornuft fordrer. Demokrati forudsætter derfor sekularisering. Det kan ikke rationelt begrundes, at nogen har en særlig "gudgiven" eller nedarvet ret til at bestemme lovene i et samfund. Deraf følger, at alle må have lige ret. Denne fundamentale politiske ligeværdighed lader sig alene udmønte i en eller anden form for demokratisk samfundsorden.

Da religioner kan være forskellige kan det de fordrer med hensyn til at gennemføre en religiøst begrundet samfundsorden og lovgivning også være forskellige.

Det vil være lettere for demokratiet at gro frem indefra dér, hvor religionen ikke står i vejen med et krav om gennemførelse af specifikke religiøse love og lettest hvor religionen i sin egen forkyndelse selv kræver adskillelse mellem religion og politik.

Det er derfor ingen tilfældighed, at det moderne demokrati groede frem netop i samfund hvor den frie kritiske forskning og rationelle fornuft dominerede og hvor der herskede en religion som når den tog sine egne fordringer alvorligt måtte kræve sekularisering.

Derfor groede demokratiet frem indefra i kristne, især protestantiske samfund, mens demokratiet i islamiske samfund blev blokeret af en religion med en specifik politisk lovgivning som hævdede, at religion og politik var eet og det samme og principielt uadskillelige.

citat:
Hvis der er nogen som har problemer med demokratiet, så burde de ikke være statsborgere i et demokrati.



Hvis problemerne er forårsaget af en konflikt mellem hvad deres religion fordrer og hvad demokratiet fordrer, så vil det sikkert være en god idé såfremt de pågældende flytter til et teokratisk samfund. Her vil de så blot opleve en anden type konflikter, nemlig mellem forskellige fortolkninger af, hvad religionen konkret fordrer gennemført af politisk lovgivning og hvem der har guddommelig autoritet til at tolke Guds vilje. Resultatet af sådanne religiøse konflikter er ofte sekterisk vold, fordi der ikke findes nogen metode eller instution der har magt til at afgøre hvilken religiøs sekt der repræsenterer den rette fortolkning. Religiøs overbevisning er udtryk for en subjektiv sandhed som ikke lader sig falsificere af fornuften. Derfor er sådanne samfund gennemsyret af vold på alle niveauer således som vi aktuelt ser i den islamiske verden, hvor sunni muslimer kæmper mod shia og vice versa og hvor de der tolker Guds lov mere fundamentalistisk fører hellig krig mod de der tolker den mere liberalt.

De fleste kristne har ikke noget problem med demokratiet, men finder tværtimod, at dets etiske præmis om politisk ligeværdighed afspejler den religiøse fordring om at alle er lige for Gud. Ligeledes at fordringen til den enkelte om at yde hjælp til de nødlidende - lignelserne om den barmhjertige Samaritaner og den fattige enkes skærv - på samfuindsniveauet mest retfærdigt lader sig udmønte i et demokratisk solidarisk socialt hjælpesystem, hvor de nødlidende hjælpes ved omfordeling af goderne. Dette forhindrer dog ikke den enkelte i at yde mere end hvad han yder til fællesskabet via skattebetaling. Så også på dette område giver demokratiet den troende mulighed for at udøve en næstekærlighed som ligger udover hvad der fordres kollektivt.

Hilsen

Gator alias Ipso Facto