Det er søndag, og kirkeklokkerne ringer ind til gudstjeneste .

Jo, jeg hørte godt klokkerne, og jeg overvejede i samme sekund, som jeg vågnede, at jeg hellere måtte forsøge at slå et smut omkring en kirke på vejen, da dette sker alt for sjældent. Men som sædvanligt kommer jeg lige 5-10 minutter for sent ud af døren, og stemmer i hovedet fortæller, at jeg i forvejen er sent på den ift dagens gøremål. Så jeg drønede afsted, stadig med spørgsmålet om en evt. gudstjeneste et eller andet sted, men jeg endte i stedet nede ved vandet og traskede dér sammen med en masse fremmede mennesker langs vand og skov, hvor jeg så denne nydelige skulpturudstilling. Mit sind og mine sanser slugte enhver lyd og istemte varmen og synet af solens skin ud over det klare vand med lysten til at boltre mig som en anden strandløve. Turen tog ca. 30 min., og den tid virkede på mig som et frisk pust ind i en fortravlet hverdag (eller helligdag).

Men skulle jeg i stedet have valgt en gudstjeneste og hørt Guds Ord og derigennem have fået fornyet min energi? Ja, var det ikke i virkeligheden kirken, jeg søgte?

Det forekommer mig dog, at den alm. danske folkekirkelige gudstjeneste ikke altid formår at nå mennesket lige dér, hvor det er i krop og følelser. Måske kan man ikke mærke Gud, eller måske glemmer man at høre efter præstens ord i prædikenen. Ordene når simpelthen ikke ind.

Hvorfor skal man overhovedet gå til gudstjeneste i dette år 2009? Kan den undværes, eller bør man bestræbe sig på at komme i kirken en gang om ugen?

Mvh
Anne

Kære Anne,

Jeg vil da gerne give et spontant svar på dit relevante spørgsmål her. ...

Jeg går til Gudstjeneste, når jeg føler/mærker, at det har jeg lyst til/bør jeg gøre. ...

Mit udbytte er nogle gange det, jeg hører mit medmenneske, præsten komme med af tanker, andre gange er det via salmerne, som kan sige mig noget, og andre gange igen er det via den "tankehøst", som kan komme ud af et besøg i kirken. ...

Engang oplevede jeg, at mærke ganske tydeligt, at jeg skulle i kirke. ... Det var et forår, og da jeg kom derned, opdagede jeg, at der var konfirmation, så tjenesten var flyttet, og jeg sad så lidt betuttet og tænkte på, hvorfor nu lige det?

Det næste, som skete, var at et sindsforstyrret menneske kom ind i våbenhuset og begyndte at råbe op. ... Kirketjeneren forsøgte at få hende til at falde til ro, men hun blev mere og mere opsat på at komme ind i kirken, for som hun sagde, den var til for os alle? Hun mente, at hun havde gode ord at sige til både konfirmanderne og deres pårørende. Ord, som de ville blive glade for. ...

Kirketjeneren blev mere og mere frustreret, og lige inden det gik over til håndgemæng, blandede jeg mig og sagde til kvinden, at jeg rigtig gerne ville høre de gode ord, hun havde at fortælle, og jeg syntes, at vi skulle gå udenfor og sætte os på bænken, så kunne hun frit fortælle mig det hele. ...

Hun lod sig heldigvis overtale, og vi to forlod våbenhuset sammen. ...

Udenfor på bænken sad vi længe og talte sammen, og i det tilfælde hørte jeg altså ikke præstens prædiken, men følte alligevel, at jeg fik et udbytte med mig hjem.

God søndag - tak for et godt emne, som jeg håber, mange til reagere på.
Esther.

Kære Ester

Tak for dit svar.

Jeg kan sagtens følge dig i det, du skriver, og din oplevelse med den dame er netop et godt udtryk for en gudstjeneste. Jeg har haft lignende oplevelser, bl.a. i forbindelse med en natkirke.

Min hensigt med indlægget er ikke så meget selv at diskutere, men derimod at læse, hvad folks forhold til gudstjenesten er.

Hvorfor går "kirkegængeren" til gudstjenste hver uge, når f.eks. jeg, som ellers er troende, kun går en 4 gange om året?

Mvh
Anne

Kære Esther og Anne.Jeg må erkende min synd.Jeg går aldrig ikirke.Men jeg føler det alligevel,som om jeg er i kirke hver dag,når jeg læserhvad mine meddebbatører skriver om.Det er faktisk det første,jeg gør efter min morgen-kaffe.Og såhar jeg altid en af mine spirituelle bøger i min nærhed som jeg læser om.Jo jeg føler at jeg er i Kirke hver dag.Jeg lærer meget af jer,og er glad for jer alle.

Men der er lige sket noget stort for mig,idet jeghar fået intallert t-v programmer så jeg kan se hele verden på 670 kanaler.Forstå min forvirring.Jeg som i årevis kun har kunnet se 4 kanaler.Jeg har lige set en 2½ times film på Charlie,som hed Barbara.Den var fra 1997.Det er faktisk den bedste t-v film jeg har set i årevis,og den kunne jeg ikke se efter det gamle system.Dersom nogle af jer dhar nogle gode tips til mig ang udsendelser, så er jeg lutter øre. Jeg hilser Kristus i jer,og hav en god aften.

m.v.h Verner.

Hej verner,

Det må da være bedre at sidde hjemme og tænke på kirken end modsat.

Tak i lige måde til dig for alle dine gode læsetips. ...

Nogle gange går jeg også i kirke for at finde roen i rummet . ... Som om det så er helt og fuldt tilladt "bare" at tænke i spirituelle baner. ... Hjemme kan der være så meget, som kræver focus og opmærksomhed. ...

Jeg ved, at du har ro og fred hos dig i dit hjem, så det gør vel også, at du ikke har det samme behov for at søge andre steder hen?

Når det er sagt, synes jeg altså også, at det er meget hyggeligt at møde mennesker, jeg kender og har kendt i mange år i kirken søndag formiddag. ... Her i byen har man flyttet 10 tjenesten til kl. 10.30, og det ser ud til at have mere appel til mennesker med det tidspunkt?

Hav det godt.
m.v.h.
esther.

Tak Kære Esther.Ja jeg ved det godt.Jeg er for meget eremit.Men det har jeg faktisk været hele livet, men takket være astrologien,så ved jeg hvofor jeg er som jeg er,med solen i Tyren og Krebsen på a-c Indadvent.Det med krebsen--jo det kender du selv.
Min kone hun var vædder-skytte.udadvendt-faktist for meget.Men hun nåede kun at blive 60 år.Hendes datter fra et forrige ægteskab bor i Hedensted,og hende taler jeg meget i t-f med.Hun er fhv sygeplejerske,og som sådan klog på mange ting og intelligent tillige.Hun har solen i løven 2 august og skorpionen på a-c men hun er indadvendt.Dog hun tro ikke på mit vrøvl.Hun er adventist-fanatisk.Hun rykker sig ikke en tomme.Nå men nu sidder jeg og skælder mig selv ud,for al den fammilie sladder jeg fører frem, men nu er det sagt.Den slags plejer jeg ikke .Hav en god aften.

m.v.h Verner.

Kære Verner

Du skriver:

citat:
Jeg må erkende min synd.Jeg går aldrig ikirke.Men jeg føler det alligevel,som om jeg er i kirke hver dag,når jeg læserhvad mine meddebbatører skriver om



Det er sødt og sikkert meget rigtig skrevet, Verner.

Så for dig er kirke måske noget med fællesskab at gøre, et socialt netværk, hvor du bliver mindet om Gud og det åndsvidenskabelige?

Ja, hvorfor skulle du så gå til gudstjeneste?

Peter Fischer skriver i sit Ph.d-projekt netop om folkekirkens kommunikation på nettet, og i et af hans nyeste indlæg mener han, og jeg citerer fra hans blogindlæg:

"Internettet kan bringe kroppe sammen, men hvor det ikke sker direkte, har internettet stadig indflydelse på den måde, som vi lever på, hver for sig og mellem hinanden. Brugen af internettet kan understøtte kærlighed, sandhed, retfærdighed og fællesskab eller gøre det modsatte, og derfor er det, der sker på internettet, som jeg ser det, særdeles virkeligt." ( http://e-religion.religionblog.dk/ )

Jeg mener imidlertid, at internettet ikke bør dække de virkelig virkelige relationer. Kirken er mere end kommunikation på net eller i en institution; den er et LEVENDE FÆLLESSKAB; levende vand for enhver Guds sjæl her på jorden! Helligånd og kroppe, Gud og følelser, Kristus og kærlighed. Kom lad os gå sammen, lad os dele dette måltid sammen og række hånden ud mod verden..

Derfor er jeg alligevel glad for internettet og glad for, at netop du, Verner, kan finde glæde og inspiration ved at skrive og læse med her på debatten. Det er jo også virkelige relationer - men ikke krop mod krop, ansigt til ansigt osv.

God nat

Mvh
Anne

Nedenstående kan ses som et udtryk for den personlige værdi, hvis det er hvad du spørger ind til. Ellers tjener Gudstjenesten også andre formål, at fejre sammen med Gud.

Korset repræsenterer Jesus tistedeværelse i Kirken. Det er ikke blot et ligegyldigt symbol på væggen, men skal minde folk om at han faktisk er tilstede.

Jeg kan anbefale bogen Indføring i Kristen Meditation af Henri Caffarel, 1980, 1986.

Citet fra et andet indlæg jeg har skrevet - så jeg så lige denne her gruppe og vedlægger følgende:

For de interesserede er en diciplinering af kroppen (svarer til formålet med medition) også det som kan gå forud for intens bøn, hvor alle sanser dæmpes helt ned - også tankerne i kroppen.
Så kan man fornemme Gud som en "6. sans" der ikke er fysisk.

Andre diciplinerer også kroppen. Det virker. Sportsfolk og f.eks. hr. severinsen som tog en tur på 20. minutter under vandet. Men det er unaturligt og kroppen kan skrige igen.
Men træning giver mind over matter ...

Når der er "ro" og kroppen tvinges til at underkaste sig i meditation, så kan man bedre fornemme Gud gennem kommunikation (bøn). Kroppens støj forsvinder. Jo mere træning, jo bedre. Derfor findes klosterlivet i øvrigt for de dedikerede. Retræte er en lejlighedvis tilbagevenden i erkendelse af, at hverdagens trummerum påvirker kontaktevnen for meget nedad.

For mig er oplevelsen det åbenbare, hvor "træerne forsvinder" og skoven tager form. Jeg skal egentlig ikke tænke så meget dvs. bedømme eller overveje, men egentlig bare være vidne til det. Det er nok. Der er bare en klar fornemmelse af, hvordan tingene virker, en interessant retning - det afhænger vel af så meget, hvad der kommer.
Det vil være godt for videnskabsfolk, at kunne hente den information frem sådan. Gud åbenbarer det, hvis du skal vide det.
Uden det kan tingene f.eks. naturen se kompliceret ud med mange træer - og et fordømmende rod, der egentlig er skyld i det syn. Gud løfter sløret, hvis du slipper dig selv, fordømmelsen og har et hjerte (ånd) som ikke er af "sten" - og skoven dukker frem i helikopterperspektivet.

Man siger desuden, at hjertet (ånden) også skal være blød (kærlig overfor andre mennesker), før kommunikation bliver effektiv. Helligånden gør arbejdet med at blødgøre den fordomsfulde ånd og hjælper således mennesker til at være sammen med Gud gennem en 6. sans.