http://karenmlarsen.kristenblog.dk/giv-kejseren--hvad-kejserens-er-post19559

citat:
Der er næppe nogen tvivl om, at de første kristne har været glad for disse ord om, at give kejseren, hvad kejserens er etc. Det fremgår af, at ordene og den medfølgende historie gengives stort set uden afvigelser i hhv. Lukas og Mathæus evangeliet. Grunden til denne popularitet var nok, at historien klart kan læses således, at Jesus faktisk anerkender den romerske kejsers ret til at opkræve skat og dermed hans ret til at regere, det være sig uden- eller indenfor Palæstina. De kristne ville gerne opfattes som gode romerske undersåtter eller borgere, i modsætning til de evigt oprørske jøder, der ønskede en selvstændig jødisk stat.


Og jeg, som troede, at Jesus kun havde én autoritet over sig.

Og yderligere:

citat:
Endnu mere tydeligt bliver problemerne med påstanden om, at Jesus skulle have krævet en adskillelse mellem stat og religion hhv. mellem politik og religion, når vi ser på den anden del af citatet nemlig ”giv Gud hvad Guds er”, for er der noget som, kristeligt set, ikke tilhører Gud? ”Jeg, Herren, har skabt alt. Jeg alene har spændt himlen ud, jeg har bredt jorden ud, hvem var med mig?” (Es. 44,24) Gud har ifølge kristendommen skabt alt og derfor ejer han i sidste instans alt, men ”gik alle konger frem på rad i deres magt og vælde, de mægted ej det mindste blad, at sætte på en nælde” som Brorson skriver i sin vidunderlige salme ”Op al den ting som Gud har gjort”.


citat:
Det glemmes let i dag, men kristendommen har altid lært, at mennesket i tilfælde af en konflikt mellem det, som staten kræver og det som Gud kræver, er forpligtiget til at følge Gud.



Betryggende at se en vis ydmyghed; men det er ligesom ikke andet end skriblerier: Fruentimmeret forstår ikke sine egne ord!
Når nu hendes gud har skabt det hele, inklusive diverse stater og statsmænd (evt. damer), bliver det vanskeligt at finde noget til kejseren.


citat:
Måske vi skulle huske de første kristne martyrer og deres mod, i forhold til den daværende stats krav om kejserdyrkelse, når vi i dag diskuterer hvad vi kan og skal kræve af de herboende muslimer. Det burde løbe koldt ned af ryggen på enhver kristen, når man hører krav som ”alle der bor i Danmark skal sætte grundloven over deres religion”. Grundloven er naturligvis ganske fortræffelig, ikke et ondt ord om den, men den er altså skrevet af mennesker. At sætte grundloven over ens religion, ville være at gøre den til ens Gud, det kan man da som kristen aldrig gå med til.


Ah-ha, her var humlen.
Biblen, og især diverste oversættelser, er sandeligt også skrevet af mennesker.
Det burde løbe koldt ned ad ryggen på enhver kristen, når man hører krav som ”At sætte grundloven over ens religion, ville være at gøre den til ens Gud, det kan man da som kristen aldrig gå med til."
Din gud har jo også skabt din modgang, ik' ? Én ting, som Job ganske rigtigt havde fattet, før fristeren vendte sig mod ham.

Oplysningen i dagspressen om, at 25% af folkekirkens præster vil sætte deres ”kristelige samvittighed” højere end pligten til at overholde landets love undergraver den nuværende folkekirkeordning. Hvis de synspunkter Kirsten Larsen giver udtryk for i debatindlægget i KD ”Giv kejseren hvad kejserens er”,som der linkes til, deles af hovedparten af landets kristne, så er min konklusion, at tiden nu definitivt er løbet fra en privilegeret statskirke.

Så må det i stedet kræves, at vi her i landet supplerer religionsfriheden med en de facto religionslighed. Borgernes religiøse tilhørsforhold er nu engang en rent privat sag som staten ikke skal blande sig i.

Præster er tjenestemandsansatte og underskriver en erklæring om at ville overholde grundloven (jf. grundlovens paragraf 27) samt landets øvrige lovgivning som enhver borger har pligt til. Gennem en tjenestemandsanættelse tilkøber staten sig en særlig høj grad af loyalitet. Modsat giver staten præster forkyndelsesfrihed på det grundlag som udgøres af den evangelisk lutherske lære.

Gudsdyrkelsen er dog underlagt den generelle begrænsning som fremgår af grundlovens paragraf 67, sidste del: ”dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.”

Det er et anslag mod den offentlige orden, mod hele det demokratiske retssamfund, hvis særligt priviligerede statsansatte embedsmænd som præster bistår personer der er udviste af landet ved endelig afgørelse til at unddrage sig myndighedernes lovlige beslutninger og vanskeliggøre politiets arbejde ved at huse de udviste personer på sit tjenestested.

Der er tale om en politisering af præstegerningen hvor der iscenesættes et mediecirkus for at lægge pres på myndigheder til at ændre beslutning eller formå lovgiverne at vedtage en særlov, således som det tidligere skete med den berygtede palistinensersærlov, hvor de samme midler blev taget i anvendelse. Derved forsøger en privilegeret stand at afpresse staten politiske indrømmelser under påberåbelse af en særlig kristen samvittighed, hvilket implicerer, at man alene retter sig efter de afgørelser og love man er enige i, men er parate til at anvende udenomsparlamentariske eller endog direkte ulovlige midler for at sabotere love og afgørelser man er uenige i.

For at indse det uholdbare i en sådan adfærd kan vi anvende Kants kategoriske imperativ. Hvis alle borgere satte det deres samvittighed byder dem at gøre højere end landets love så ville vort retssamfund hurtigt blive forvandlet til rent anarki. Den måde man som ansvarlig demokratisk borger bør handle hvis man af etiske eller samvittighedsmæssige grunde er uenig i en lov, er, at anvende den demokratiske proces til at overbevise andre om sit synspunkt og arbejde på at skabe et flertal for ændring af loven.

Vedtagelsen af loven om fri abort krænkede især mange kristnes livssyn og værdier, og de organiserede modstanden mod loven i et politisk parti (Kristeligt Folkeparti) og arbejdede i en årræke på at få loven ændret, hvilket skete helt inden for rammerne af det parlamenteriske demokrati.

Der er intet forkert i at hjælpe personer i nød, i det personlige møde med en nødlidende, hvis det vel at mærke kan ske uden at bryde loven. Jeg har selv for en del år siden hjulpet en person der af Udlændingestyrelsen var blevet nægtet fortsat opholdsret i landet og stod over for tvangsmæssig hjemsendelse med en frist på 14 dage. Den pågældende fik husly og jeg indgav skriftlig klage til ministeriet da afgørelsesgrundlaget efter min vurdering var forkert. Da datoen for udvisning nærmede sig uden svar fra ministeriet henvendte sig mig sammen med den udviste på Ombudsmandens kontor. Efter gennemgang af sagen gav juristen mig medhold og rettede omgående telefonisk henvendelse til sagsbehandleren i ministeriet. Det tog blot 10 minutter så ændrede ministeriet Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorefter udvisningen bortfaldt ligesom der blev givet en opholdsforlængelse. Siden opnåede den udvisningstruede fast lovligt ophold og er så vidt jeg ved nu blevet dansk statsborger.

Hilsen

Ipso Facto

ADSKILLELSE AF RELIGION OG POLITIK

Hvilke etiske fordringer kristne er underlagt og hvordan forholdet mellem kirke og stat bør være, ifølge beretningerne i NT, beror på en fortolkning af teksterne.

Den fortolkning Karen M. Larsen præsenterer læserne for er i hvert fald ikke i overensstemmelse med det som moderne teologer som Gogarten og Løgstrup når frem til. Larsen skriver blandt andet:

”Der er næppe nogen tvivl om, at de første kristne har været glad for disse ord om, at give kejseren, hvad kejserens er etc. Det fremgår af, at ordene og den medfølgende historie gengives stort set uden afvigelser i hhv. Lukas og Mathæus evangeliet. Grunden til denne popularitet var nok, at historien klart kan læses således, at Jesus faktisk anerkender den romerske kejsers ret til at opkræve skat og dermed hans ret til at regere, det være sig uden- eller indenfor Palæstina. De kristne ville gerne opfattes som gode romerske undersåtter eller borgere, i modsætning til de evigt oprørske jøder, der ønskede en selvstændig jødisk stat.”

Her synes en historieforfalskning kombineret med antisemitisme at stikke hovedet frem. Kristendommen begyndte som en jødisk sekt på et tidspunkt hvor den jødiske stat Israel var besat og blev administreret af datidens stærkste militærmagt, romerriget. Situationen kan nærmest sammenlignes med den tyske fredsbesættelse af Danmark i perioden indtil afbrydelsen af samarbejdspolitikken 29. august 1943. ”De evigt oprørske jøder” samarbejdede faktisk med besættelsesmagten på Jesu tid. Det jødiske oprør mod besættelsesmagten kom først år 66 – 70.

Jøderne havde samme grund til at gøre oprør mod en besættelsesmagt som danskerne havde under den tyske besættelse. Ingen kunne vel finde på at anvende betegnelsen ”de evigt oprørske danskere”, så hvorfor benytte den betegnelse om jøderne? Jeg kender ikke til et eneste væbnet jødisk oprør under diasporaen, men til hundredvis af overgreb, progromer og endog genocide mod den jødiske folkegruppe i landflygtigheden.

Skat til romerne skulle der også betales, og den velkendte historie om ”skattens mønt” giver et glimt af, hvilke kvaler det spørgsmål voldte jøderne ”om man har lov til at give kejseren skat eller ej”. Romerne vågede mistænktsomt over alle jødiske forsøg på oprør eller selvstændiggørelse, og det var fordi Jesus blev udskreget som oprører, at den romerske landshøvding fik med hans sag at gøre og blev hans dommer.

Og dog havde jøderne slet ikke så utålelige kår under romerne, som de tit havde haft under andre erobrere før og også siden. Romerne førte ingen udryddelsespolitik. De tvangsforflyttede ikke folk. De greb næsten aldrig ind over for jøderne gudsdyrkelse. Det lokale selvstyre blev ved med at bestå. Jøderne havde, både i Palæstina og andetsteds i romerriget, deres eget retsvæsen inden for visse grænser, og de var fritaget for militærtjeneste. Naturligvis tog romerne de erhvervsøkonomiske fordele, som magten over Palæstina førte med sig, men det var først efter Jesu tid, at en række romerske landshøvdinge systematisk udsugede landet, hvilket udløste en jødisk modstandskamp og oprør.

Jesus blev henrettet ved korsfæstelse. Henrettelsesmåden giver én meget vigtig oplysning: Jesus døde for romernes hånd, hvad Evangelierne da også fortæller meget tydeligt. Jødernes øvrighed, som i visse tilfælde havde ret til at idømme og udføre dødsstraf, brugte stening eller kvælning.
Romerne må altså være blevet overbevist om, at det var politisk nødvendigt, at Jesus blev ryddet af vejen, de må have anset ham for en trussel mod det romerske herredømme i landet. For dem har han stået som en af de mange jødiske urostiftere, måske ikke så farlig som mange andre, men dog farlig nok til, at det var sikrest at henrette ham. Selv en profet eller prædikant, som ikke selv greb til våben eller opfordrede sine tilhængere til at gøre det, kunne i de urolige tider let, selv mod sin vilje, give signalet til en rejsning af det jødiske folk som helhed.

Evangeliernes skildring af den romerske landshøvding Pilatus´holdning under forhøret over Jesus har ret i, at han ikke uden de jødiske myndigheders mellemkomst ville være kommet til det resultat at det var sikrest at henrette ham. Hvis de jødeiske religiøse ledere ikke havde anset Jesus for farlig, ville romerne ikke været blevet opmærksom på ham; han kunne ikke som andre statsfarlige jøder gribes under kampe eller strejftog. Det er historisk, at Jesus af jøderne blev udleveret til romerne; deres motiv er rigtigt beskrevet med disse ord: ”Hvis vi lader ham blive sådan ved, vil alle tro på ham, og romerne vil komme og tage både land og folk fra os.” (Johannes-Evangeliet kap. 11). Så længe jødernes råd kunne arbejde sammen med romerne om at holde uro af enhver art, selv den tilsyneladende uskyldigste, nede, kunne de håbe at holde på den sidste rest af selvstændighed; den var det ude med, da de gav sig til at modarbejde romerne, som det skete ved oprøret i år 66-70.

Så det forholder sig næsten stik modsat af hvad Kirsten Larsen påstår. Det var de jødiske religiøse ledere der af nødvendighed måtte anerkende kejserens ret til at opkræve skatter, for at beholde deres politiske og religiøse autonomi. Jesus er ikke en oprører og skattenægter, selv om disse beskyldninger indgik i de falske anklager mod ham. Pilatus fandt ingen skyld hos Jesus, men lod ham henrette af overordnede realpolitiske grunde. Hvis der var nogen der vaskede deres hænder gennem denne snedige manøvre, så var det de jødiske myndigheder og ikke Pilatus.

Karen Larsens konklusion er ren konstruktion: ”De kristne ville gerne opfattes som gode romerske undersåtter eller borgere, i modsætning til de evigt oprørske jøder, der ønskede en selvstændig jødisk stat.”

Sandheden er nok snarere, at Menneskesønnens oprør ikke var politisk – politikken får skøtte sig selv. Han stiller derimod åndelige etiske krav til den enkelte – krav, som den enkelte skal opfylde på egne vegne, og ikke på andres eller samfundets vegne.

Bedømt udefra og rationelt har den kristne etik to grundpiller. Den ene er den fordring, som Jesus kalder det største bud i loven. Det er budet om, at man skal elske Gud af hele sit hjerte, og sin næste som sig selv. Dette bud er todelt; og todelingen er forenelig med en adskillelse mellem politik og religion. På den ene side er der fordringen om at elske sin næste som sig selv. Når fordringen om at elske Gud ledsages af et krav om, at man skal bede i enrum, så bliver konsekvensen, at det eneste (og i hvert fald det væsentligste) ydre udtryk for at elske Gud bliver at opfylde fordringen om at elske sin næste som sig selv.

Det er den konsekvens, som Freidrich Gogarten drager, og som Løgstrup tilslutter sig. Og da fordringen om at elske sin næste som sig selv kan opfattes som en forenklet udgave af det etiske konsistenskrav (forenklet, fordi den ikke eksplicit tager hensyn distinktionen mellem ønsker og ønske-uafhængige behov), så følger umiddelbart, at religionen på dette punkt lader sig bøje efter kravet om adskillelse mellem religion og politik. Som personer er vi alle uden undtagelse underlagt det etiske konsistenskrav. Om nogle af os så forstår dette som en religiøs fordring, og ikke blot som et logisk krav, det kan blive en privat sag og det behøver ikke gøre nogen forskel, når det kommer til praktisk politik.

Den anden grundpille i den kristne etik er bjergprædiken. Deri fremfører Jesus en række traditionelle fordringer, og som en skærpelse af disse stiller han så sine egne nye krav. I stedet for forbudet mod at slå ihjel hævder Jesus, at allerede ved at blive vred er man skyldig. I stedet for budet om ikke at bedrive hor hævder Jesus, at allerede den, som begærer i tanken er skyldig. I stedet for budet om øje for øje og tand for tand hævder Jesus, at man ikke må sætte sig op imod den som tilføjer én ondt, men hvis nogen slår én på den højre kind, så skal man vende den venstre til.

Disse eksempler viser, hvorledes Jesus radikaliserer de traditionelle fordringer. Og én ting er åbenbar: hvor det er muligt at at bygge en samfundsmæssig magt på de traditionelle fordringer, så er det umuligt på Jesus skærpede fordringer. En statsmagt der vil leve efter bjergprædikenens krav, har ophævet sig selv. Men det er heller ikke muligt at bygge en voldelig omvæltning på Jesu ord. Den enkelte må affinde sig med de politiske vilkår (give kejseren, hvad kejserens er) eller nøjes med at yde en eller anden form for ikke voldelig modstand. En sådan forkyndelse stiller ikke krav om at sidde på samfundsmagten. Den giver ikke politiske love; og den lægger ikke et grundlag, hvorpå det er muligt at bygge en jordisk magt. Er der en statsmagt, så er den allerede i selve sit væsen gået ud over bjergprædikenens krav. Så er det i øvrigt ligegyldigt, om statsmagten er demokratisk eller ikke.

Også i denne radikalere form er Jesu forkyndelse defineret ved en accept af adskillelsen mellem religion og politik. Politikken får skøtte sig selv. Jesus stiller ikke krav om en bestemt samfundsindretning; men han stiller krav til den enkelte – krav, som den enkelte skal opfylde på egne vegne, og ikke på andres eller samfundets vegne.

Således kan det konkluderes, at Jesu forkyndelse er forenelig med kravet om adskillelse mellem religion og politik. Dette krav undergraver ikke kernen i Jesu forkyndelse.

Hilsen

Ipso Facto