Dagbladet Politiken har som det første dagblad indgået et forlig om den krænkelse, som avisens genoptrykning af Muhammed-tegningerne forårsagede muslimer i 2008. http://www.kristeligt-dagblad..dk/modules/fsArticle/index.php?articleid=357770.

Jeg vil opfordre dig til at blande dig i debatten ved at kommentere på undskyldningen her i læserdebatten.

Er det i orden, at Politiken har indgået dette forlig? Hvad er din holdning? Bør medierne undskylde over for muslimer, der føler sig krænket? Og hvad med andre grupper, som føler sig krænket i medierne?

Politiken fraskriver sig med forliget ikke retten til at bringe tegningerne igen og undskylder ikke for at have bragt tegningerne, men derimod for den krænkelse, som en række muslimer har følt. Det vil sige: det kan hænde, at de kunne finde på at bringe billederne igen. Betyder denne undskyldning så noget?

Bland dig i debatten - god fornøjelse!

Venlig hilsen

Peter Fischer-Nielsen
Debatredaktør på kristendom.dk og religion.dk

Hvis der i Politikens undskyldning lå en begrænsning af ytringsfriheden, ville det være forkert, men i den erklæring, som Politiken har udsendt, beklager de udelukkende de følger, trykningen har haft.

Man kan overveje, om det overhovedet er en undskyldning, eller om det ikke snarere er en beklagelse, ligesom det ville være rart, hvis Politiken kunne fortælle, hvad de ville lave anderledes, hvis de kunne lave det skete om.

Men umiddelbart har ser jeg ingen problemer i, at en avis viser forståelse for de uheldige følger af deres nyhedsdækning.


Politikens udtalelse er her:

”Som led i nyhedsdækningen af Kurt Westergaards karikaturtegning af Profeten Muhammed (”Karikaturtegningen”), der første gang blev trykt i Jyllands-Posten i september 2005, har Politiken genoptrykt Karikaturtegningen.
Politiken har aldrig haft til hensigt at genoptrykke Karikaturtegningen som udtryk for redaktionelle holdninger eller værdier, men udelukkende som led i avisens nyhedsdækning.
Det har aldrig været Politikens hensigt med genoptrykningen af Karikaturtegningen at krænke muslimer i Danmark eller andre steder.
Imidlertid anerkender og beklager Politiken, at vores genoptrykning af Karikaturtegningen af Profeten Muhammed har krænket muslimer i Danmark og i andre lande rundt om i verden.
Vi undskylder over for alle, der er blevet krænket af vores beslutning om at genoptrykke Karikaturtegningen.”

Til fischer som skrev:

"Er det i orden, at Politiken har indgået dette forlig?"

Hvis Politiken ønsker at fremstå som en flok tåbelige, dobbeltmoralske kujoner, så er det da helt i orden.


"Bør medierne undskylde over for muslimer, der føler sig krænket? Og hvad med andre grupper, som føler sig krænket i medierne?"

Den sidste sætning er jo netop det helt centrale, for man har vel svært ved at forestille sig at Politiken ville undskylde over for andre grupper.

Det allermest bizarre og idiotiske i denne sag sag er at de indgår forlig med organisationer som repræsenterer 94000 af Muhammeds efterfølgere.
Jeg har 2 forældre, 4 bedsteforældre, 8 oldeforældre osv. Muhammed levede for 70 generationer siden; uden fætre-kusine ægteskaber ville jeg have 1000 milliarder milliard forfædre for 70 generationer siden. Hvis man vender det rundt, og antager at hver person får 2 børn, som hver får 2 børn, som hver får 2 børn, så har Muhammed idag 1000 milliarder milliarder efterfølgere. Med andre ord - jeg nedstammer sandsynligvis også fra Muhammed, og fra Erik den Røde, og fra Kejser Augustus, og det samme gør de fleste andre mennesker.
Hvem ved, måske vil nogle af de mange efterkommere som ikke er repræsenteret, en dag slå sig sammen og kræve en undskyldning for undskyldningen. Jeg personligt følger mig krænket over at Politiken ikke har gjort nok for at tilsvine min tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-oldefar.

Hej Butcher..

"Man kan overveje, om det overhovedet er en undskyldning, eller om det ikke snarere er en beklagelse, ligesom det ville være rart, hvis Politiken kunne fortælle, hvad de ville lave anderledes, hvis de kunne lave det skete om".

- Enig. Det er faktisk beklageligt, at en ansvarshavende chefredaktør ser det nødvendigt at undskylde de følelser enkelte læsere måtte få gennem læsning af indholdet i avisen. Måske vi fremover under 'redaktionen' skal se trykt en advarsel, hvori der står: "Kæreste læser, pas endelig på, for her kan du blive forarget - og dette kan få stor betydning for din holdning til avisen, og vores løn!". Ja, måske Politiken ligefrem undergår en Radikal forandring og fremover vil trykkes som 'Holdningsløse Tidende'..?

Det beklagelige er måske, at Politiken tilsyneladende ser sig ude af stand til at skabe dialoger, medmindre religiøse segmenter føler at indholdet i deres trosanskuelser respekteres fra selve avisens redaktionelle chefer. Respekten burde måske være dokumenteret med henvisning til demokratiske forfatninger med ordlyden nogenlunde i retning af: 'Det er ikke indholdet i hverken politiske eller religiøse synspunkter vi kan forvente respekt omkring, men derimod selve menneskets frihed og ret til offentligt at tilkendegive og udtrykke mening og tro. Hvorefter det da bliver medmenneskers egen opgave at vurdere hvorvidt meningsholdet er deres respekt værdig'.

Man kunne jo få den mistanke, at forsøget på dialog er fejlagtigt placeret. For religiøse mennesker der læser Politiken, må vel forventes at kunne forstå artiklerne og faktisk nyde uens synsvikler og muligvis med en smule forargelse. Hvorimod ultra radikale religiøse segmenter, der ligefrem er af den fejlagtige overbevisning, at man kan true medmennesker til at respektere indholdet af en tro med trusler om dødsvold, jo slet ikke har forstået hvad respekt egentlig er og vil sige, og således bare fremmer en hovedløs frygt som vestlige medier jo aldrig kan indrette sig efter. Og i den forbindelse, må vi naturligvis gå udfra Thøger Seidenfaden ikke personligt ønsker at indrette sit liv i frygt for hvad religiøse fanatikere måtte mene og synes, hvortil det nok ville blive en noget tandløs avis, hvis og såfremt Politikens nye profil blev en omgang underdanig kæleri p.a. frygten for at nogen kunne forarges over et indhold i artikler frygtelige fanatikere alligevel næppe forstår, fordi de ikke læser hvad der skrives.

Det ville måske have været på sin plads, hvis muslimer fra teokratier i stedet havde vendt voldelige fanatikere ryggen ved åbent at erklære overfor muslimer verden over, at dødstrusler mod journalister i vestlige demokratiske lande bare ikke kan respekteres.

Vi skaber ikke frugtbare dialoger ved at indrette os efter den frygt terrorister kommunikerer. Vi skaber frugtbare dialoger ved åbent at anerkende, at andre mennesker ikke nødvendigvis må respektere indholdet i vore politiske eller religiøse standpunkter, hvorfor vi jo alle må forsøge at forklare hvad vi egentlig mener. Og netop dér har disse fanatiske muslimer der hylder volden jo et vældigt forklaringsproblem, hvorfra hele debatten og Muhammedtegningerne tog sin begyndelse. Og der var allerede i de allerførste artikler argumenteret fornuftigt for illustrationernes betydning samt hvem de henvendte sig til - og det var sandelig ikke religiøse (muslimer og kristne) mennesker med fornuften i behold, men troende med hovedet under den ene arm og sværdet i den anden. Så de "12 disciple" der engang henvendte sig til statsminister Fogh-Rasmussen for at få en undskyldning, burde måske selv have læst artiklerne og forstået hvad de faktisk udtrykte og hvem de henvendte sig til. Det kunne have sparet ikke mindst Kurt Westergaard for mange bekymringer, hvorfor det er ham og hans familie, nogen derude burde undskylde overfor! Men det kan jo selvfølgelig være Thøger Seidenfaden er bange for at nogen tar hans røde spand og skovl, for de ér godt nok blevet noget populistiske, derinde på Politikens blå stue!

mvh
Simon

citat:
Men umiddelbart har ser jeg ingen problemer i, at en avis viser forståelse for de uheldige følger af deres nyhedsdækning.


Hvilke uheldige følger kan man klandre Politiken eller Jyllandsposten for?

ER YTRINGSFRIHEDEN TRUET? BÅDE JA OG NEJ...


Om man vil sige undskyld eller ej - og om man mener sin undskyldning - er udelukkende ens egen sag.

Det gælder også når det drejer sig om en avis:

Hvis avis-redaktionen ønsker at bruge sin højt besungne ytringsfrihed til at sige undskyld til en part der føler sig krænket, er det redaktionens soleklare ret at gøre det, hvad enten undskyldningen så også er virkelig velment (hvad jeg tror den er for Politikens vedkommende i den omdiskuterede "Muhammed-sag"), eller undskyldningen skyldes et ønske om at undgå yderligere ubehageligheder.

At tale om en "indskrænkning af ytringsfriheden" i den forbindelse er ikke alene at skyde langt over målet, det er faktisk også i sig selv et betænkeligt angreb på ytringsfriheden:

Politiken har lige så meget ret til at følge en "interreligiøs dialog-linie" (sådan vil Tøger Seidenfaden og hans medarbejdere nok selv kalde det) - samt give udtryk for det - som f.eks. Jyllandsposten har ret til at give udtryk for islam-kritiske holdninger.

De, der ikke bryder sig om de pågældende avisers holdninger, kan jo bare lade være med at købe dem. Her består som bekendt ingen tvang...

------------------------------------------------------------

Personligt må jeg dog sige, at jeg har svært ved at tage det alvorligt, når netop SAUDIARABISKE advokater, som repræsenterer et land, hvis nationalflag viser islams trosbekendelse sammen med et draget sværd, kræver en undskyldning for at nogle af os ikke-muslimer i en tegning har gjort akkurat det samme, som saudiaraberne selv med stolthed gør i deres islam-grønne flag: Nemlig kæder islam og våben, som jo symboliserer krig, sammen.

Men jeg repræsenterer ikke Politiken, der naturligvis kan bruge sin ytringsfrihed til gøre hvad den vil, herunder sige undskyld til krænkede muslimer.

Når det hævdes, at Politikens undskyldning er en frygtens kapitulation over for yderligtgående muslimske kredses trusler, vil jeg sige, at denne "frygtens kapitulation" allerede er sket:

For i forbindelse med den somaliske øksemands overfald på Kurt Westergaard turde ingen dansk avis genoptrykke Muhammedtegningerne.

Heller ikke Jyllandsposten.

De rabiate muslimers trusselsstrategi har således allerede båret frugt...

Der er dog kun tale om en yderst beskeden frugt. For som vi alle dagligt kan høre og læse, er der ingen grænser for alt det negative, som kan siges om islam og muslimer...

Ytringsfriheden er - i hvert fald hvad islam- og religionskritik angår - på nuværende tidspunkt overhovedet ikke i fare blandt os danskere.

------------------------------------------------------------

ALLIGEVEL udgør de radikale muslimske miljøer i allerhøjeste grad en meget håndgribelig fare for ytringsfriheden.

Blot ikke for vi danskeres ytringsfrihed; men til gengæld så meget desto mere for vore muslimske indvandreres ytringsfrihed --- Et yderst reelt problem, der så godt som altid overses eller fortrænges, fordi ubehagelighederne ikke rammer os "hvide, etniske danskere"; men derimod de blandt indvandrerne, som har lyst til at tale islamisterne midt imod; men som meget ofte ikke tør.

Senest har vi kunnet konstatere frygtens ytringsfriheds-dræbende tyranni i de somaliske miljøer både i Danmark og i Sverige i forbindelse med den offentlige debat omkring den somaliske øksemand og den radikal-islamiske somaliske al Shaabab-bevægelses tilsyneladende succesrige agitation blandt unge somaliere i Danmark og i Sverige, hvor de fleste af de somaliere, som har vovet at tale åbent imod Shaababisterne, kun har turde gøre det i total anonymitet. (Mohammed Gelle er rosværdig undtagelse).

Vi på den såkaldte "højrefløj" svigter i høj grad vore ytringsfriheds-idealer, når vi kun tænker ytringsfriheden som en rettighed for os DANSKERE, som skal forsvares på DANSKERNES vegne, og helt glemmer, at islamisternes modstandere blandt mennesker med muslimsk baggrund (og der findes også stærkt troende muslimer som er imod islamisme og jihadisme) på en helt anden og i ordets egentlige betydning håndgribelig måde har god grund til at føle sig truet på "gods, ære og liv", hvis de drister sig til at tale de rabiate blandt deres trosfæller imod!

I på den såkaldte "venstrefløj" gør jer skyldige i præcis det samme svigt:

I jeres iver for at afvise de overdrevne dommedagsskrig om "ytringsfrihedens snarlige død og begravelse", og i jeres forsøg på at vise det I tror er "interkulturel forståelse og tolerance" overser I, at mange af de indvandrere som I hævder at ville "forsvare" vitterligt ER truet på deres ytringsfrihed af "Allahs selvbestaltede politi". Vel at mærke her i DANMARK...

Bemærk: Her er ikke tale om en konflikt udelukkende mellem danske ikke-muslimer og muslimer.

Der er mange muslimer, der hellere end gerne ville slippe af med "islams nidkært overvågende dydsdragoner" og den islamiske korrekthed, som en hel del af dem faktisk er flygtet fra.

Men de fleste af jer på den yderste "venstrefløj" solidariserer jer hellere med Allahs rettroende stormtropper, end med deres kritikere...

(Dette gælder ikke SF; men SF opfatter jeg heller ikke som den "yderste venstrefløj").

Tag ved lære, venstrefløj, af hvad der skete med det iranske Tudeh-parti (som var et kommunistisk parti) da Ayatollah Khomeini overtog magten i Iran...

LYT til de ateistiske og venstreorienterede blandt flygtningene fra Mellemøsten: De er ofte langt mere islam-kritiske (og på et meget mere oplyst grundlag) end selv de såkaldte "islamofober" blandt danskerne er det...


Venlig hilsen Henrik Ilskov-Jensen

P.S.: Denne kommentar skrev jeg for få minutter siden på Rune Engelbreth Larsens Blog på Politiken; men den blev pure afvist. Så meget for "ytringsfriheden" på Politiken...

citat:
Hvilke uheldige følger kan man klandre Politiken eller Jyllandsposten for?



Hej Avismand

Nogle klandrer Politik for uheldige følger af deres nyhedsdækning af denne sag. Det fremgår af følgende fra avisens udtalelse:
”Imidlertid anerkender og beklager Politiken, at vores genoptrykning af Karikaturtegningen af Profeten Muhammed har krænket muslimer i Danmark og i andre lande rundt om i verden.”

”Imidlertid anerkender og beklager Politiken, at vores genoptrykning af Karikaturtegningen af Profeten Muhammed har krænket muslimer i Danmark og i andre lande rundt om i verden.”

Nå, ja - lignende skrivelser har aviserne udgivet hver gang en eller anden historie, hvor de har været uheldige, for ikke at sige noget værre, i deres iver efter at skaffe læsestof, ikke har vist sig at holde, så de har krænket en eller anden. De bliver jævnligt dømt til den slags.
Det er jo bare ordskvalder. Ligesom når en politiker undskylder sine forskellige sidespring mm..

Hej Avismand


Her er der jo ikke tale om noget, der ikke kunne holde. Det er formen af nyhedsdækningen, der beklages.

Om det er ordskvalder, skal jeg ikke kunne sige. Det kan kun tiden vise. Politiken har ikke lovet, at de ikke vil bringe tegningerne igen, men hvis de gør, skal de i så fald have en vældig god grund, hvis de vil bevare deres troværdighed.

Nogle muslimer føler sig krænkede over vittighedstegningerne.
Andre muslimer glæder sig over dem, da de ser dem som et skridt på vejen mod en formindskelse af det religiøse tyranni, som de oplever.

http://www.youtube.com/watch?v=q9m-nHGrLdg

Nogle føler deres ytringsfrihed truet på grund af reaktionen på tegningerne.
Andre oplever tegningerne som et misbrug af ytringsfrihed, der bør bringes til ophør ved en mere restriktiv lovgivning.

Er trusler om hærværk og vold som reaktion på tegningerne et symptom på et voksende globalt pøbelvælde, der ikke respekterer nationalstaters lovgivning?
Eller er sådanne fænomener et tegn på et multikulturelt grøde, hvor mange skikke tilpasser sig hinanden for fremtidige multi-normative samfund?

Der kan således være mange følelser forbundet med offentliggørelse af disse tegninger og mange andre emner.
Formodentlig langt flere end de her nævnte.
De bør vel alle respekteres?

Det synes ufølsomt og noget provokerende, hvis man kun beklager at have vakt de følelser, der opleves som negative.
De, som føler glæde ved en offentliggørelse, skal da nødigt have indtryk af, at man fortryder at have stimuleret dem behageligt.

Avisen burde derfor give udtryk for, at man føler med læserne i al almindelighed – måske som en fast tekst på forsiden.