Det er mig komplet umuligt at forstå at når man er troende hvorfor kan man så være overtroisk de to ting hænger efter min mening fuldstændigt sammen.

Dorthe C

Et kortere svar er: fordi religion blot er en kulturelt accepteret form for overtro. Det har lige lidt med virkeligheden at gøre.

Hej..

"fordi religion blot er en kulturelt accepteret form for overtro. Det har lige lidt med virkeligheden at gøre".

- Jeps! Men at afvise overtro p.a. beskrivelsers mangelfulde nytte- og sandhedsværdi, handler jo slet ikke om nedladenhed overfor udsagns påståede værdi. I realiteten påvises blot beskrivelsers utilstrækkelighed, hvorfor de forkastes. Der er simpelthen uden fornuftig grund, at man kobler følelsesmæssige forventninger på afvisning af (religiøs) overtros egentlig betydning, udover den sammenhængsfaktor den slags har (haft) i en social kontekst.
Spørgsmålet "hvorfor afviser man overtro", ville derfor ha' været et mere relevant spørgsmål.

mvh
Simon

Folk som bruger ordet overtro prøver at manipulere andre mennesker. De ønsker at styre hvad man skal tro på og ikke tro på. At se ned på folk på baggrund af hvad man tror på, er bare endnu et værktøj i kassen.

I ordet overtro ligger det implicit at det er noget som ikke eksistere men folk tror på det alligevel.

Overnaturligt betyder at det er noget som er ud over vores natur. Ting som bryder de regler eller forventninger som vi har til den verden vi lever i. For eksempel når Jesus opvækker døde eller helbreder folk i Bibelen.

Min erfaring er, at folk som bruger ordet overtro om overnaturlige ting, typisk er folk som prøver at afskrive dele af bibelen de ikke kan lide.

I realiteten er der ingen som ved hvad som er overtro. Det ville kræve at man vidste hvad som eksisterer og ikke eksisterer.

overtro/tro - den provokerende defination er vel, at hvis det er mange nok der har "overtroen" bliver det en "tro"...

"overtro/tro - den provokerende defination er vel, at hvis det er mange nok der har "overtroen" bliver det en "tro"...

Og så er der Dem der tror på ingenting, hvilket ikke er spor bedre.

Gennem hele mit liv-nu 80 år er det min erfaring at demsom er mest overtroiske det er ateisterne.Det er bare en skæbnens ironi,at alle os som har fundet frem til sandheden,vi bliver regnet for at være meget overtroiske og det selvom mange mennesker oplever mirakler som man ikke kan forklare.Jeg tænker også her på Maria.åbenbaringerne i Medjugorje.Til trods for at millioner har været dernede og set hvad der sker så bliver det selv af den katolske kirke regnet for svindel.Sig mig engang.Hvor er vi henne???
Der bliver i den grad vendt op og ned på løgn og sandhed,så guderne må sig forbarme.Håber snart på at sandheden om vort liv, kommer frem i lyset.Vi trænger til det,inden forvirringen breder sig alt for meget,som det desværre ser ud til.Jeg hilser Kristus i jer.Hav en god aften

m.k.h. Verner.

Forskellen kan, tror jeg, have med vort verdensbillede at gøre. Vi hører hjemme i et vestligt, rationalistisk verdensbillede.

Her kan man være med på, at der foroven findes en forestilling om Gud som skaber og opretholder. Nederst findes der så en verden med orden og fornuft, hvor ting kan forklares, måles og vejes, altså en såkaldt naturlig verden. I dette verdensbillede er det okay at tro på en gud foroven; der kan så ellers være tale om forskellige forestillinger om gud.




Jamen det er jo netop dette verdensbillede, dette det græske og til dels jødiske, verdensbillede, som Paulus fuldstændig gør op med, raikalt gør op med. At vi så i dag tror det har med kristendom at gøre er en katastrofe og tegn på at Paulus's Kristusmystik diskurs overhovedet ikke er toneangivende i den gængse småborgerlig ligegyldige falske kristendom der har udviklet sig til en farce.

Det er på tide at Gud og kristendom kommer i udbud og i fri konkurrence. Og dem der har hovedet til at forstå hvad det hele drejer sig om begynder at beskæftige sig dermed.

Den kontinental europæiske teologi og filosofi har været så knaldhamrende aktuel og spændende de sidste par hundrede år, kulminerende med teologiens Einstein Karl Barth.

3 punkter findes på den filosofiske teologiske tidslinie, hvor gedigen autentisk Paulinsk urkristendom er dominerende, før den hellenistiske metafysik (1)* overtager lortet da Paulus dør og dermed også Pauls indflydelse og Kristusmystikkens diskurs. De 3 punkter er Paulus; "Luther-Kant" og Barht. Barth har slået alt og alle omkuld, det er nøjagtig som med Einsteins relativitetsteorier, man skal lige sunde sig ovenpå en sådan omgang for at finde sine ben igen. Løsningen er på vej, de evangeliske nordamerikanske teologer har endelig taget Barth til sig (og de læser nu Paulus med Barths øjne, altså Kristusparticipationen som omdrejningspunktet) og fremragende filosoffer blander sig, som Badiou, Zizek, Benjamin, Marx, Nietzsche, Agemben, og Heidegger. Europa igen igen, altid hende Europa, denne imponerende kvinde.

(1)*:

Her kan man være med på, at der foroven findes en forestilling om Gud som skaber og opretholder. Nederst findes der så en verden med orden og fornuft, hvor ting kan forklares, måles og vejes, altså en såkaldt naturlig verden. I dette verdensbillede er det okay at tro på en gud foroven


At det ovenfor går for at være kristendom er katastrofen (det er jo blot småborgerlig nyplatonisk idealisme og har aldrig været i nærheden af urkristendom), det er så ulig Paulus og urkristendom, ja det er netop hvad Paulus radikalt og militant førte et sikkert opgør med.

Det er alt det kristendommen netop ikke ville være eller ende op med at være så vidt det stod til Paulus og urkristendommen.

Hvordan ind i helvede det kunne ende så galt at man placerer Gud forkert, skyldes at Pauls Kristusmystik diskurs dør med Paulus selv og hellenismen vinder over kristendommen. Punkterne er Paulus; Luther-Kant og Hegel-Marx og Barth. Mennesket har en medfødt naturlig tilbøjelighed til at gøre det med Gud og os til en idealitet. Som om mennesket er et hus uden tag, uden neocortex. Dialektisk materialisme som vi finder dette hos Paulus og Marx, her har huset tag over hovedet, og neocortical aktivitet er integreret med de subcortikale områder. Idealisme og overjegs problematikkerne er det der gør mennesket dement og forarmer mennesket.


En amerikansk antropolog Paul Hiebert taler i denne forbindelse om "the excluded middle" - altså et mellemområde, som vi fejlagtigt har lukket ude.



Dette "middle" er ikke ekskluderet, det har vi så rigeligt af, hos Marx, Schopenhauer, Nietzsche, Freud og Jung med mange flere her på kontinentet. Paulus har det i ekstrem grad, Paulus har kun dette "middle", det er selve kristusmystikkens essens at hævde dette. Tåbeligheden og forargelsen er at der ikke findes nogen Gud deroppe, det er kernen i Johs evangeliets Sønnediskurs (og da også den blasfemi Jesus dømmes for af jøderne) og i Pauls Kristus diskurs.

At Gud er i Kristus gør en verden til forskel. Hvordan urkristendommens Kristusparticiperende eksistensforvandlenden ny natur, kan glemmes og Gud deroppe igen kan blive en der tilbedes er en gåde, men et tegn på at hellenismen vinder over kristendommen.

At der er noget rivravruskende galt afmarcheret her, ser det ud til at 3 uafhængige tænkere begynder at få øje på, på samme tid, uafhængig af hinanden. Nemlig en vis HansKrist og Badiou og Zizek (dog de to sidste var vist ikke uafhængige af hinanden).

Barth er central og har gjort forarbejdet og teologien må bøje sig.

Teologerne har været bibellærde overtroiske teologer og har ikke haft forstand på antropologierne. De har glemt at undersøge og forstå mennesket og har hypostaseret religiøse ideer. Hvis man vil forstå Paulus må man forstå mennesket Paulus og ikke tro at han rendte rundt og var forskruet teologisk i sin tankegang. Diaspora jødedreng vokset op i metropolen Tarsus, hans forældre tar jødedommen som vi moderne sekulære mennesker er kulturkristne, til trods herfor kommer han til at studere jødedom i Jerusalem, men på det tidspunkt er han lige så meget, om ikke mere græsk filosofisk tænker af dannelse. Manden bliver forfængelig i en periode af sit liv med sin fædrene tro jødedommen; men glemmer aldrig sin opdragelse og opvækst hos forældrene i Tarsus der ikke tog jødedommen for mere end hvad mange moderne mennesker tar kristendommen for som de kulturkristne de er. Det vigtigste i Pauls liv er hans frie drenge opdragelse og opvækst i metropolen Tarsus. Også derfor Paulus kan tale med alle mennesker og ikke er provinsielt orienteret som søjlerne i Jerusalem. At Paulus er vokset op i et multikulturelt og multirelgiøst metropol, international storbysamfund, og her fri og uafhængig kunne iagttage at religion skal man ikke tage for mere end det er, takket være at hans forældre ikke gik meget op i jødedommen andet end som vi kulturkristne i kristendommen, altså et totalt afslappet forhold dertil, dette spiller den helt afgørende rolle i Pauls liv. At Pauls far har romersk statsborgerskab er tegn på at han er en duelig mand, nok håndværker med rimelig succes. At være vokset op i en familie med håndværkertradition, betyder meget for ens virkelighedsbillede/verdensbillede, det er ligesom ikke det samme som at ens far var politiker eller præst, dette øgleyngel. Den stolthed og objektivitet og ateisme der kommer ind over folks liv når de kan et håndværk, dur til noget og finder sig selv i deres arbejde, det har Hegel og Marx om nogen fortalt os om, hvad betyder for selvbevidstheden og vores identitet. Og overalt ser vi dette træk skinne igennem hos Paulus. Denne stolthed/værdighed og frihed som menneske, går igen overalt i hans skriverier. Jeg kan genkende den ånd og atmosfære, fordi jeg selv er vokset op hos en landmand der endte som murermester. Den stolthed, værdighed og frihed, der i at kunne et håndværk, mestrer et håndværk, og ikke være fremmedgjort for sig selv og sit liv, men at kunne genkende sig selv i det produkt man leverer som der er efterspørgsel efter, skaber objektivitet/nøgternhed og sund funktion i hjernen. Det er meget vigtig at forstå at det er en sådan familie Paulus kommer fra, dersom Paulus var kommet fra det der i dag svarer til en præstefamilie, da ville han overhovedet ikke kunne tænke som han gør om både det ene og det andet. Ikke så mærkeligt at søjlerne i Jerusalem ikke magtede at styre ham. Men da Kirken skulle kanonisere og finde frem til NT, da var Pauls skrifter alt for udbredte til at man turde smide ham på porten, da man jo ikke turde have denne tænker som modstander, og man tog ham med ombord, til trods for at han er en tikkende bombe under enhver kirke og organisation, hvilket vi så under reformationen og hvilket i nyere tid vi igen ser med Berdyaev, Barth, Badiou og Zizek og det der rør sig nu.

Damaskusvejs oplevelsen og erfaringen kan kun komme dersom Saulus Paulus, har en forholdsvis Rousseausk velfungerende og fri barndom, hvor hjernen er modnet i numinous selvstændighed og ikke er blevet præpareret med religiøs hjernevask. Ideelt er at være vokset op i en metropol og i en håndværkerfamilie, hvor Paulus har mødt frie stolte, humoristiske overskuds mennesker, selvstændige mennesker af enhver observans med et godt gemyt og et kæmpe overskud og stor humor. Disse indtryk fra barndommen, kan Paulus ikke udviske og Damaskusbegivenheden brager igennem på et tidspunkt. Pludselig er der ikke noget fortænkt i at denne Jesus af Nazareth skulle være Kristus, at denne mand hvis eneste gerning var at han her og nu ville påstå at vi kunne gøre tingene anderledes og bedre, hvis vi droppede vores religiøse ideer og fulgte hans tanke om at Gud virker her og nu i forbindelse med vores næstekærlige impulser, hvor vi skider højt på hvad andre har sagt vi må og ikke må, hvad der er muligt og ikke muligt. Jesus denne mærkelige mand uden overjeg, der ikke kunne skelne mellem sig sig selv og kulturen, men spillede sig selv ind som Gud. Denne mand der talte Guds Ord, hævdede dette. Hos Johannes kører han over grænsen og kan ikke skelne. Dette er heroisk og var nøjagtig den forløsning verden ventede på. Det usædvanlige er at der kommer en tænker af verdensformat, Paulus, der kan sproget, alle diskurserne på den tid om mennesket, og implementere begivenheden (den socialpolitiske nyreligiøse) Jesus Kristus i kultursfæren/noosfæren og opstandelsen omkring ham som værende Kristus. Hvis Jesus der er Kristus ikke var blevet til en verden 3 diskurs, altså var blevet implementeret i kultursfæren/noosfæren, ville det være endt i igenting, gnosticismen ville have spredt bevægelsen for alle vinde.

de bedste hilsner Hanskrist.

Religion er en avanceret form for overtro

Simon2, du skriver ligesom de gamle marxister skrev om kapitallogikken: I din egen terminologi og logik, som fører til en helt egen virkelighed.

Du tænker sjovt nok også religion, som de gamle marxister, tilsyneladende uden respekt for andre virkeligheder end den, du selv kan indfange med dit eget begrebsapparat.

Hvis man ikke accepterer dine sproglige præmisser, er det bare kedelige ord.

Kom nu ind i kampen og tal menneske-sprog.