Indlært hjælpeløshed
Den pragmatiske kynisme

Når vi knytter os til en bestemt tro – religiøs eller filosofisk – gør man sig enten afhængig af et intellektuelt tankesystem, eller man søger ind bag intellektet og ind til den religiøsitet, der er i ens eget sind.

Knytter man sig til tankesystemet, har man overgivet sig til en indlært hjælpeløshed, hvor ens livsværdier og –kvaliteter knytter sig til troen på teksten. Af ren og skær behagelighed eller nødvendighed, vælger man en slags pragmatisk kynisme frem for frigørelsen fra den indre diktator.

Det indlærte system, spærrer med andre ord vejen til den frigjorte tankevirksomhed, som har sin kilde i ens naturlige religiøsitet med det deri indbyggede positive livssyn.

Dette er min forståelse af at være født i Guds billede. Derfor undrer det mig, at der er så megen systemtænkt og ukritisk klogskab blandt mennesker, der kalder sig kristne. Guds virkelighed kan ikke sættes i system. Realiteten er, at vi ikke kender noget til Gud, og når vi alligevel lader som om, vi gør det, bliver vi hjælpeløse i forhold til at håndtere tilværelsen på en ordentlig måde – altså med kærligheden som omdrejningspunkt.
Og forsøg nu ikke også at sætte kærligheden på formel. Den er der, eller den er der ikke som bærende vibration. Ja, hvordan søren skal man definere den. Den er jo ganske usynlig, og ses kun i ens handlinger. Ord alene er kun tomme ord og fedt flæsk. Lokkemand, der afslører længsel.

Den tryghed, mening og sammenhæng, vi søger, finder vi ikke i tro på en ydre form, men i erkendelsen af os selv, som det hele menneske – det der er frigjort af det hjælpeløst skabende tankesystem.

Vi har masser af anden tankevirksomhed i det daglige liv, som er – og må være – afhængig at systemtænkning, men det er en anden debat.

Hilsen fra André

Når vi knytter os til en bestemt tro – religiøs eller filosofisk – gør man sig enten afhængig af et intellektuelt tankesystem, eller man søger ind bag intellektet og ind til den religiøsitet, der er i ens eget sind.

Knytter man sig til tankesystemet, har man overgivet sig til en indlært hjælpeløshed



Du har dit eget tankesystem, måde at tænke om gud og mennesket på. Du er tydeligt påvirket af det du har læst og taget til dig. Hvordan kan du dog tro at du er mere objektiv uhildet hvad disse forhold angår?

Jeg kan da tydeligt se hvem du er barn af.

Måske hvis du læser efterfølgende, du også vil kunne se hvem du slægter på:


Jesus fra Nazareth, Tømmermandens Søn, levede midt i sit Folk, delte dets Minder og dets Haab, ønskede og led med det. Han saa ikke som den indiske Fyrstesøn fra et højere Stade ned paa Livet som Betragter, men stod midt i Livet, midt i den higende Verden. Han vilde lutre, idealisere Ønsket ikke ophæve det. Og selvom Ønsket og Kampen for Ønskets Virkeliggørelse medfører Smerte, vil han ikke opgive det; Smerten er ikke altid blot en Virkning, hvis Aarsag skal ophæves; den kan være en Aarsag til Prøvelse af Kræfterne, et Lutringsmiddel, en Vej til Højhed. Hans Tro paa Værdiens Bestaaen gennemføres ved, at det Værdifulde vindes og bevares gennem Kamp og Lidelse, ikke ved, at hele den Sfære, hvor Ønske, Kamp og Lidelse høre hjemme, afsløres og ophæves som en stor Illusion. Kontrasterne komme her til deres ret; Jesus er ikke så meget Expansionens som de kæmpende Modsætningers Mand. Og han er Villiens Mand, trækker sig ikke tilbage til Hvile, men vil bestemme sit Folks Skæbne ved at føre det ind på højere Baner. Han er – ligeledes i Modsætning til Buddha – Sindsbevægelsens Mand. Selv den johanneiske Jesus maa karakteriseres saaledes i Sammenligning med Buddha. Han kan bevæges heftigt i Aanden, rystes i sit Inderste; hans sjæl kan forfærdes og bedrøves indtil Døden, og han kan vredes. Jesu Kærlighed er ikke blot mild, uvilkaarlig Udstraaling, men er den uroligt søgende og kæmpende Kærlighed, er en bærende, ikke blot taalende Hengivelse. Der er her ingen Frygt for, at Kærligheden skal bringe Sorg ved, at vort Ve og Vel knyttes til en langt større Kreds af Interesser, end vor egen isolerede Selvhævdelse omfatter. Der er en indre Tillid til Kærlighedens Magt og en Følelse af dens Evne til at udvide Sindet, der ikke lader indsnevrende Betænkeligheder komme frem. Og Kærligheden stræber hen til at fuldendes i en højere Retfærdighed gennem Ideen om et Rige, indenfor hvilket hver Enkelt kan finde sin Plads.

Jesus fra Nazareth er Anskuelsens, Billedets, Fremtidssynets Mand. I sin Reflexion er han Analytiker, hævder de betydningsfulde Forskelle, sætter Grænser og peger paa Modsætninger. Han vil have os igennem, ikke udenom Livets største Kontraster.
Buddha afviser alle Billeder og Tanker som utilstrækkelige til at udtrykke det Højeste; heri viser hans intellektuelle Energi sig.

I Ideen om et Guds Rige, saaledes som Jesus udtalte den, laa, som allerede sagt, Muligheden af, at de enkelte Personligheder kunde naa det Højeste, uden at Forskellighederne udslettedes. Karakteristisk er da ogsaa den Skare af ejendommelige Personligheder, Apostelkredsen frembyder. Buddhas Disciple mangle dette individuelle Præg. Dette hænger vel sammen med Raceforskellen mellem Inder og Jøder. Det er endog paastaaet, at Indien er Typernes Land, og at kraften til at danne Individualiteter var negtet det indiske Folk. Men det hænger i hvert Tilfælde sammen med Stifternes Personligheder. Jesus førte sine Disciple ind i en stor historisk Bevægelse, en Kamp for Idealet mod Verdens Modstand, og det er kun i en saadan Kamp, at Personlighederne ret udvikles i deres Ejendommelighed. Citater slut.

Harald Høffding.

mvh HansKrist.

Hankrist bringer et tekststykke af Harald Høffding (dansk filosof). Teksten giver anledning til nogle overvejelser, der formentlig vil være uvante for de fleste.

Prøv at udføre en test af denne tekst. Testen eller forsøget går ud på at finde frem til tekstens centrale budskab..?

Fremgangsmåden for analysen er følgende:
1) Læs og genlæs teksten grundigt 3 – 4 gange, gerne med nogle timers mellemrum.
2) Skriv fem læresætninger, der er dækkende for tekstens centrale budskaber.
3) Skriv disse læresætninger uden hensyn til om du er enig eller uenig.

Reglerne er følgende:
A: Hver læresætning skal være en komplet hovedsætning, men kun med ét grundled og ét udsagnsled.
B: Hver sætning eller budskab skal være en påstand.
C: De fem påstande skal selvfølgelig ikke begrundes.

Det kan på forhånd oplyses, at det kan være uhyre svært at skrive fem læresætninger på grundlag af en sådan tekst. Bliv ikke fortvivlet, hvis opgaven skulle vise sig umulig. I så fald er det ikke læseren, men teksten, der er noget galt med. En tekst kan udmærket være ”varm luft”, det vil sige uden klare budskaber.

Med venlig hilsen
F-86

NB: Undskyld dette sidespring.

Hey F-86,,, (er du nu også sikker på at du er født 1986, du virker ældre og klogere på mig)

nå men meget sjovt at du lige kommer farende og skriver som du gør.

Jeg vil sige 2 sjæle og samme tanke og ide,,,

for jeg gik lige og stillede mig selv det kritiske spørgsmål hvorfor jeg nu igen bragte denne tekst af Harald Høffding. Og det stod mig klart at jeg gjorde det fordi jeg gerne ville at der var nogle der læste teksten så grundigt at de for første virkeligt formåede at læse hvad der stod og for det næste at de derefter gad at gennemtænke forskellige religioners indflydelse på individ såvel som samfundsudviklingen.

Religionsvidenskab har haft den uheldige konsekvens at den roder alle de forskellige religioner sammen i en pærevælling og der tales om at det er forskellige veje opad og imod den samme bjergtop, men dette er en katastrofal misforståelse som religionsvidenskaberne der gør sig skyld i. Religionsvidenskabsfolk burde trænes af kompetente religionsfilosoffer som Berdyaev fx eller HansKrist
altså folk der kan deres kram og kan gennemskue hvad pokker er det vi taler om, der er "på tale",,, hvilke personligheder og karaktertyper og hvilke samfund skaber de forskellige religioner.

De forskellige religioner er forskellige bjerge. Eller det er på vej imod meget meget forskellige mål med hensyn til samfundets udformning og til individernes personligheder og karakterudformning.

Høffding var sgu da dansker, kunne religionsvidenskab i danmark ikke få lidt respekt for denne internationale kæmpe. Faktisk er hans filosofihistorie blevet brugt til undervisning i filosofiens historie eller pensum flere steder udenfor danmarks grænser.



Det glæder mig at Zizek også kan gennemskue forholdet og gir new age en kritik lidt derhen ad som vi her finder det så udtalt hos Høffding.

Jeg husker Vang påskønnede og værdsatte denne tekst af Høffding. Høffding ydede en ret stor indsats på religionsfilosofiens område (som psykologiens) ud over at hans filosofihistorie blev meget anerkendt. Bergson forstod han efter min mening ikke alt for godt.

Nå men jeg ved ikke om jeg tør blive testet hos dig F-86, for du er vist en hård man at komme til eksamen hos.

I mit indlæg til Borad i dag 17/05/2010 14:22 har jeg ellers skudt efter din elskede Ulf/Wolf/Gud. Godt nok kun et par løse skud fra hofterne, jeg har ikke taget sigte endnu. Men overvejer om jeg skulle stille skarpt, men har også så mange andre ting jeg burde være beskæftiget med.

mange kærlige hilsner HansKrist.


PS:

jeg må sige at jeg er så ordblind at hvad du her skriver er totalt volapyk for mig:

A: Hver læresætning skal være en komplet hovedsætning, men kun med ét grundled og ét udsagnsled.



uanset hvor meget du trænede med mig, vil du ikke kunne proppe grammatik ind i hovedet på mig, det går fuldstændig over min forstand og gjorde det også i skolen, jeg anede ikke hvad det var lærerne talte om i dansk og iøvrigt sprogtimerne.

Dog fik jeg 11 til en latinprøve før medicinstudiet og min makker bad mig hjælpe ham med det eneste tekststykke han ikke havde kunnet klare i læseferien, så lige før han skulle ind til eksamen måtte jeg lige hjælpe ham, hvilket jeg kunne til punkt og prikke, og han trak nøjagtig denne stykke tekst og fik 13. Æv snyd.

Hanskrist: uanset hvor meget du trænede med mig, vil du ikke kunne proppe grammatik ind i hovedet på mig, det går fuldstændig over min forstand og gjorde det også i skolen, jeg anede ikke hvad det var lærerne talte om i dansk og iøvrigt sprogtimerne.

hej Hanskrist!

Du må endelig ikke bekymre dig om grammatik, sætningskonstruktioner og den slags. Jeg synes godt om din skrivestil og er en smule misundelig, hvad det angår.
Det ser ud til, at den gode skrivefee ubesværet lander på din skulder. Hun befinder sig godt i dit selskab og så sker skriveprocessen let og ubesværet.
Skrivefeen bliver bedrøvet og forlader dig, hvis du begynder at blande grammatik og anden sprogvidenskab ind i skriveprocessen. Se bogen ”Skriv!” af skrivepædagog Mikkel Hvid. Skriv alt det du kan, mens skrivefeen er hos dig, understreger Mikkel Hvid. Når teksten er færdig, kan du eller en anden rette teksten til grammatisk, hvis du vil det.
Skrivefeen bryder sig ikke om, at skriveprocessen afbrydes af pauser, som det sker ved den almindelig udbredte tænkeskrivning. Det er en dårlig, men desværre indøvet praksis at tænkeskrive. Det slører budskabet som følge af, at skribenten ”skriver sig frem til hvad sagen drejer sig om”.
Du gør især skrivefeen glad og lykkelig, når du forbereder dig, før du går i gang. Ifølge Mikkel Hvid sker denne forberedelse mest effektivt ved først at skrive 5-7 enkeltsætninger (påstande eller læresætninger) om det, teksten skal omhandle.

Med venlig hilsen
F-86

Hej F-86 (måske dit første barn er født 86 ;-) )



Jeg forsøger at løse din stillede opgave, men det er kun et foreløbigt forsøg.

Efterfølgende afsnit kan med stor fordel springes over:
Svært at løse en opgave når man ikke forstår spørgsmålet (hvilket jeg ikke gør, men det skyldes mig og mine evner og ikke din måde at formulere spørgsmålet på). Mine gode evner indenfor matematisk fysik, biofysik og kemi, skyldes at jeg altid kunne læse spørgsmålet (havde en krystalklar imaginativ forestilling om den forudsatte fysiske kemiske tilstand som vi gik ud fra, vores udgangspunkt og som spørgsmålet hvilede på, med hvad nu hvis vi gør sådan og sådan i forhold til den biologiske udgangstilstand, hvad vil det så resultere i, hvilke processer vil gå igang og hvilket slutresultat eller produkt), hvilket er det vigtigste, for kan man læse og forstå spørgsmålet, så er der også ret gode chancer for at man kan løse opgaven, hvis man altså kan sit håndværkstøj, de matematiske fysiske formler der beskriver de fysiske, kemiske biologiske lovmæssigheder der gør sig gældende.




1):

Der er forskel på Buddha og Jesus, deres personlighed og karakter, hvilket også smitter af på deres efterfølgere/disciples personlighedsdannelse og karakterdannelse.



Et kæmpe HansiKristi-ligt sidespringsdiskurs, som ikke er for sarte sjæle (lidt som de grå sider i Hesse's roman) men kun er for folk med et filosofisk gen om det overhovedet skal give nogen mening:

Personlighedsdannelse og karakterdannelse er det det samme? Vores karakter og vores personlighed, taler vi om det samme? Ja stort set så vidt jeg er informeret. For år tilbage talte man meget mere om karakterdannelse og -udvikling og idag taler man næsten kun om personlighedsdannelse og -udvikling.

Men jeg vil godt vise en måde hvorpå man kan tillade sig at skelne mellem karakterdannelse og personlighedsdannelse:

I dag taler vi altså ikke mere om karakterdannelse og udvikling men om personlighedsudvikling og dannelse (Weber er død). Spørg Lars Henrik Schmidt, ham den langhårede ægte danske filosof, om "bildung" som vi har det fra tyskerne, spørg ham om der overhovedet finder nogen ædel personlighedsdannelse sted i dag.

Det er en gammel, ældgammel ide, at se på mennesket ud fra at 3 distinkter sjælelige fakulteter hævder sig i vores liv, nemlig den føle-sanselige del af vores sjæleliv; og viljesdelen af vores sjæleliv og endelig erkendelsesdelen af vores sjæleliv. Hvis der er en forskel på karakterdannelse og personlighedsdannelse, så er det at karakterdannelsen knytter mest an til viljesdelen. En stærk karakter (viljen tænker vi på) og en stor personlighed (mere holistisk orienteret). Nazisterne disse højre Hegelianer har en stærk karakterstyrke, men der er bestemt ikke tale om at de er store personligheder, tværtimod. Venstre Hegelianerne, altså marxisterne og socialisterne her, disse er ofte store personligheder men måske svagere i deres karakterstyrke og udformning da de ikke tilhører de priviligerende og mægtige i samfundet. Sådan er det også i dansk politik i dag, karkatererne de stortrives hos højre Hegelianerne (V K og DF) og hos venstre Hegelianerne finder vi de store personligheder, men ofte mindre stærke end den anden side i folketinget, det politiske landskab, hvad angår karakterudformningen og kynisme og mægtighed, altså magt i samfundet. Fogh og Søren Krarup (disse to højre Hegelianer) og Svend Auken og Villy Søvndal (venstre Hegelianer) siger alt. Det er de sidste 2 der kan siges at være store personligheder og de to første der har en granit eller jern karakterudformning.

Højre Hegelianerne har intet, så absolut intet med NT og urkristendom at gøre, her rammer venstre Hegelianerne mere præcist, det NT står for og det Jesus og Paulus står for. Det er nøjagtig det forhold som de moderne kontinental europæiske filosoffer (Zizek, Agamben, Badiou mfl. (disse venstre Hegelianer)) har provokeret de evangeliske teologer i nordamerika med og kritikken har ramt hårdt, de kan godt se det, der er noget galt i forhold til NT, Jesus og Paulus og urkristendommen). Kristendommen er gået til højre Hegelianerne, også derfor at den tyske Kirke ikke stoppede Hitler, nazismen. 2 verdenskrig er slet og ret en teologisk åndelige kulturel konflikt mellem højre Hegelianerne og venstre Hegelianerne. Som regeringen og oppositionen er det lidt i dag i folketinget.

Selv om Paulus har en karakterstyrke uden lige er han på samme tid en stor personlighed der aldrig svigter sin solidaritet og kærlighed til næsten, til det menneskelige og medmenneskeligheden (det Kristilige sindelag), for en absolut sandhed eller nogle sande principper. Så Pauls karakterstyrke kan med lethed sammenlignes med samtlige Nazisternes og højre Hegelianer den dag i dag, men der er den forskel på Paulus at han på samme tid er en stor personlighed, hvor han bruger al sin karakterstyrke i solidaritet og i medmenneskelighed og til gavn for næsten. Modsat Nazisterne og højre Hegelianerne, der tjener abstrakte guddommelige principper og dermed dæmoniserer og umenneskeliggør samfundslivet, da det som sagt skal underordnes abstrakte guddommelige sandheder og ufravillige principper.

Jesus og Paulus har både karakterstyrke og personlighed. Men modsat Højre Hegelianerne, så tror de ikke på guddommelige principper og sandheder, men de er pragmatiske og kun orienteret imod næstens ve og vel og med fuld fokus på at de priviligerede skal hjælpe de svagere og på ingen måder rage til sig selv og kun være optaget af egen vinding. Katastrofen er at Højre Hegelianerne er løbet af med kristendommen, og derfor må vi der virkelig magter at læse og forstå NT, Paulus og urkristendommen, vi må generobre kristendommen, for den er vores. Altså kristendommen hælder mod venstre Hegelianerne. Derfor er Zizek, Badiou og HansKrist så vigtige her de næste år mht til NT læsning (NT eksegese), forståelsen af urkristendommen og mht Paulus. Sidespringsdiskursen slut.




2)

Jesus står for forløsning af verden i engagement og medlidelse og solidariskhed med de mindre priviligerede, ikke en forløsning fra verden, i en kvietistisk ophøjet ro som ideal hvor vi finder Buddha. Altså Jesu optimisme og engagement og lyst til at involvere sig og Buddha's pessimisme og ængstelighed eller vægring for følelsesmæssig engagement, tilknytning og involvering i verden (de kalder det "ikke-tilknytning").

3)

Buddha melder fra overfor ideer, billeder/motiver, tanker, ord og forestillinger. Altså modsat vesten, Platon, Jesus og Paulus og Descartes og Jung fx, der mener at vi kun igennem intellektuel aktivitet kan nå frem til en virkeliggørelse/realisering af vores fulde potentialer. Neuroforskningen har allerede fokus på disse forskelle på øst og vest religion og om få år har vi neurovidenskabelig styr på de 2 forskellige metoder. Jeg har selv mødt denne forskel i min meditationsgruppe, hvor jeg er udprægte vestlig orienteret og de andre østlige orienteret, hvorfor vi simpelthen erfarer hvad der foregår i forbindelse med en meditation fuldstændig forskelligt. Som Kræn-p og mig ej heller kan blive enige om hvad pokker det der meditation drejer sig om.





Desværre er tiden løbet fra mig, for ellers har jeg meget mere at sige om denne tekst af Harald Høffding, en mand jeg beundrer meget og jeg har hans samlede værker herhjemme i min bogsamling. Mødte i sin tid chefpsykolog Finn Einar Madsen (ham der i 1968 tog rektor Mogens Fogs talerstol på Kbh. Universitet) og fandt til min store overraskelse at også han havde Harald Høffding stående i sin bogreol. Finn Einar Madsen, denne venstre Hegelianer, er den mest imponerende karismatiske personlighed og psykolog jeg nogensinde har mødt. Faglig kompetent og knaldhamrende dygtig sagde selv højre Hegelianerne, ham og hans dygtighed savner vi sagde selv højre Hegelianerne på stedet.


mange kærlige hilsner HansKrist.

Hanskrist: Jeg forsøger at løse din stillede opgave, men det er kun et foreløbigt forsøg.
Svar: Jeg gengiver dine tre HB-sætninger her:

HB-1)
Der er forskel på Buddha og Jesus, deres personlighed og karakter, hvilket også smitter af på deres efterfølgere/disciples personlighedsdannelse og karakterdannelse.

HB-2)
Jesus står for forløsning af verden i engagement og medlidelse og solidariskhed med de mindre priviligerede, ikke en forløsning fra verden, i en kvietistisk ophøjet ro som ideal hvor vi finder Buddha.

HB-3)
Buddha melder fra overfor ideer, billeder/motiver, tanker, ord og forestillinger. Altså modsat vesten, Platon, Jesus og Paulus og Descartes og Jung fx, der mener at vi kun igennem intellektuel aktivitet kan nå frem til en virkeliggørelse/realisering af vores fulde potentialer.

Kommentar:
Det er rigtig fint. Ovenstående er tre gode og stærke påstande, der sammenfatter Høffding-teksten. De tre påstande betegnes HB-sætninger (betyder Hoved-Budskab sætninger). Dog består sætning 3) af to sætninger, hvor den sidste måske kunne udskilles som en selvstændig HB-sætning (som 4. sætning).

Du uddyber og begrunder pr. omgående sætning 1, hvilket er overraskende.
Det er et eksempel på, at en HB-sætning åbner for ny kreativitet - altså nye indfald, idéer og betragtningsmåder. Jeg har aldrig set Mikkel Hvid (skrivepædagog) foreslå at idéudvikle på baggrund af kun én sætning, så det kunne være en interessant tilføjelse til HB-metoden.
Når skrivepædagogen foreslår at skrive fem sætninger er begrundelsen, at disse HB-sætninger skal holde styr på løse tanker.
Der er som nævnt være to formål med HB-sætninger:
A) At forberede en skriveproces.
B) At indlære eksisterende tekster.
I begge tilfælde er idéudvikling en vigtig del af processen.
Der er ingen tvivl om, at en eksamenslæsende kunne forbedre både indlæring og erkendelse (på mindre tid) ved at praktisere HB-metoden på vigtige og måske vanskelige tekster.
Jeg har ikke tid til flere kommentarer lige nu, men vender tilbage med de fem HB-sætninger som jeg skrev om Høffding-teksten, før jeg læste dit indlæg.

Med venlig hilsen
F-86

1: Høffding konfronterer Jesus og Buddha.
2: Buddha trækker sig til bage fra virkeligheden.
3: Jesus konfronterer og udfordrer virkeligheden.
4: Personligheden udvikles i kamp og modgang.
5: Høffding begrunder ikke Buddhas ”intellektuelle energi”.

Hej Hanskrist!

Ovenfor er mit bud på 5 påstande eller HB-sætninger skrevet efter læsning af Høffding-teksten. Det skal understreges, at der ikke findes nogen ”rigtig” løsning, idet HB-sætningerne er udtryk for tanker, erkendelse og idéer, der opstår efter et foredrag, et møde, læsning af en tekst, en filmforevisning eller andet.

HB-sætninger kan efterfølgende gengives i en uddybende sammenhængende tekst, for eksempel et mødereferet, en genfortælling, artikel etc.

Med venlig hilsen
F-86

Hej Hanskrist!

Hvordan kan du opfatte mig som objektiv? Jeg skriver så subjektivt, som det nu er mig.
Du mener, at jeg kan se, hvem jeg er barn af, ved at læse dit referat.
Det kan jeg desværre ikke. Kan det ikke siges i et mere almindeligt sprog? Jeg vil gerne vide, hvem du mener, jeg er barn af.

Hilsen fra André

Når vi knytter os til en bestemt tro – religiøs eller filosofisk – gør man sig enten afhængig af et intellektuelt tankesystem, eller man søger ind bag intellektet og ind til den religiøsitet, der er i ens eget sind.




Du kan ikke søge ind bag intellektet, det er din misforståelse af forholdene. Du må ikke gå under niveau! Gå til i naturlighed (demens og sentimens), men du skal opvækkes af Ordet der giver nyt liv (se min PS)

Intellektet eller intelligensen er det interessante.

Du skal blive stående ved intelligensen eller intellektet! Også det vi kristne kalder for det med Helligånden. Det med Helligånden er vigtig, og man kan ikke søge bagom eller ind bagved, så havner du i sentimens og demens, i naturlighed, syndighed (se min PS)




Din evindelige kongstanke som du deler med jmp og mange andre er helt ude i hampen, følger her:

Ord alene er kun tomme ord og fedt flæsk. Lokkemand, der afslører længsel.




Det skyldes blandt andet at du er så påvirket af den "anti-kulturelle" tænker Krishnamurti, der kommer fra østen og tror at mennesket er centreret i naturlighed og naturlig væren. Men mennesket er et historisk fri og skabende væsen og excentrisk i forhold til alt det Krishnamurti taler om takket være Guds Skabende Ord, Gud i hans konkrete åbenbarings-handling med begivenheden Jesus Kristus, som er Guds Ord og tale til os.

Du har nok i dig selv og naturlig væren som også jmp har nok i sig selv og i naturlighed (jeres antikulturelle antihistoriske ide om mennesket). Dette har vi kristne ikke, vi har brug for Guds Ord og tale i vores liv, som 1 Mosebog fortæller om og som vi finder det i Johannes evangeliet prologen og overalt hos Paulus (se mit PS).


Mange kærlige hilsner HansKrist.


På den anden debat (trosfrihed) har jeg lige svaret Arne Thomsen, og da jeg ser mit svar er relevant og jeg har travlt og skal afsted nu, så får du mit svar til Arne Thomsen.






PS:

Arne Thomsen skriver til Anne (ALH) følgende:

Og jeg havde fået den opfattelse, at du (som vistnok også Hanskrist) ville "spærre virkeligheden inde" i, hvad menneskelig bevidsthed kan formulere sprogligt.



Jeg svarer:


vi kan ikke nå virkeligheden, ja ikke engang stille spørgsmålet "virkelighed", uden gennem sproget.

der findes ingen sproguafhængig virkelighed, sådan som vi forstår virkelighed der er kommet os nær og som vi kan identificere, påskønne og værdsætte og ja ikke mindst håndtere og manipulere, eksperimentere med.

Helligånden betyder netop at "det taler vi med hinanden om", det kan og skal vi tale med hinanden om. Nu kan vi tale med hinanden derom på en forstandig måde. Nøjagtig som Paulus forlanger det, vi skal tale med hinanden om det på en opbyggelig måde. Vi skal lovsynge med vores forstand om de her karismatiske Helligåndsforhold og Kristus der er vores nye liv som bliver os åbenbaret i kraft af Gud.

At det er sådan betyder at ideer, motiver, forestillinger og begreber og tanker har del i virkeligheden. Som vi takket være vore ben kommer fra A til B, så er det takket være vore forestillinger, ideer, motiver og begreber og tanker vi ved hvorfor vi skal gå fra A til B og i det hele taget magter at have en samtale om virkeligheden og ikke mindst kan agere intelligent i virkeligheden fordi vi kan gennemskue (for-stille os og forestille os virkeligheden) altså forstå virkeligheden.

Menneskets fantasi og forestillingsevne trættes aldrig. Fordi her arbejder Skaberen (skaberkræfterne/livskræfterne) og skabningen/mennesket sammen. Vi har Guds tanker (ord, ideer, motiver og drømme) og ånd som Paulus siger. At mennesket ikke blot er støv, skyldes dette forhold og det er Grundtvig helt oppe at ringe over. Og man må sige at den tungsindige (maniodepressive) Grundtvig opvækkes, bliver opvakt, er kaldet, kaldt af Gud takket være ordet i vor mund og ånd, vor tale.

Vi må aldrig gå under niveau, under tankens niveau (ideerne, motivernes og forestillingernes (tankernes og begrebernes) niveau. Vi må ikke miste intellektet og intelligensen (IQ og åndsfriskhed, sund hjerneaktivitet), ikke krybe og bevæge os og slæbe vore dage hen, liv, her på jorden under dette fornemme niveau (dette er kernebudskabet i bibelen), give afkald på dette niveau, som er direkte relateret til Ånden/Helligånden/Guds Ånd, der er kommet os nær i Kristus, Guds fødsel i vores liv.

Som vi får stærke benmuskler af at gå, løbe og cykle så får vi stærke hjernekræfter af at være beskæftiget med ideer, motiver og forestillinger (begreber og tanker). Det er sprogtet/ordet der har skabt mennesket (Marxisterne siger så at det også er mennesket der har skabt sproget/ordet). At vi kan tale med hinanden om vore ideer, motiver og forestillinger og forholde os til vore ideer, motiver og forestillinger har totalt ændret vores virkelighed og liv og mennesket som slet ikke længere er et umælende dyr, men et politisk reflekterende talende dyr og i dag også videnskabelig reflekterende talende dyr.

Vær ikke bange for at tænke, vær ikke bange for jeres ideer, motiver og forestillinger (begreber og tanker) vil jeg sige til dig Arne, Michael og Kærn-p. Den måde I diskvalificerer og devaluerer det mentale, intellektuelle og intelligensmæssige (altså det spirituelle/det åndelige) er jo stik imod enhver religiøs praksis. Vi skal ha den arbejdende åndsfriske hyperkomplekst arbejdende hjerne og forstand med i alt det vi beskæftiger os med. En slange der hvisker (demens og sentimentalitet) skal vi ikke lytte til, men Gud der kalder os med sit Ord, Kristus, skal vi gå direkte imøde og ta imod.

At mennesket ved så meget mere end dyr om følelser og erotik og kærlighed skyldes ordene. Det skyldes alene ordene at vi kan gøre ophold i det uudsigelige og hele tiden afsløre nye uudsigelige forhold og dermed fordybe os og trænge dybt ind i disse dimensioner, primære dimensioner. Således er mennesket takker være ordene mere dyr og dyb (mere fortrolig med det uudsigelige) end dyrene selv.

Opgiv aldrig ordene (ideerne og motiverne og forestillingerne) og tankens kraft! Opgiv aldrig den åndsfriske raske hjernefunktion! Det er det og alene det spiritualitet (det Helligåndsmæssige) drejer sig om.

At mennesket takket være sproget kan dele dets forestillinger, motiver og ideer, tanker og begreber, med hinanden, gør os så unikke og helt enestående. Her har vi det spirituelle, vores enestående intelligens og intellekt. Her er det himmelske forligt med det jordiske, altså neocortex (det himmelske) er sammenfiltret og velintegreret med de subcorticale områder (jordisk liv), så vi undgår demens, alzheimer og alderdomspsykoser (ældre der går i barndom). Ingen ved bedre end Jung hvor farligt det er at blive fanget og opslugt af det ubevidste, og tabe denne kamp og ende i demens og psykoser, altså opløsningen af egoet/jegstyrken (den åndsfriske sunde raske hjernekraft). Vi må ikke blive sentimentale depressive og pessimistiske selv på vore gamle dage og opgive vores ånd og gejst, vores ego (hjernekraft og intelligens) ved at tro der er noget udenfor der er løbet med al værdi, mening og kraft, for ideen om mennesket, Kristus, den bor i os, er kommet nær i Kristus, nærmere kan denne virkelighed ikke komme på os, ind på os, derfor skal vi ikke fable om at vi ikke kan tale om det og at det er uden for vores intellektuelle/åndelige rækkevidde, hvilket netop er det Helligånden vil fortælle os at det ikke er udenfor vores rækkevidde men er kommet os helt nær, i hænde og ånde.

Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer? Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham. For Guds tempel er helligt, og det tempel er I. 1 Kor 3, 16 - 17.

Eller ved I ikke, at jeres legeme er et tempel for Helligånden, som er i jer, og som I har fra Gud? I tilhører ikke jer selv, for I blev købt dyrt. Ær derfor Gud med jeres legeme! 2 Kor 6, 19 - 20.

I ham (Kristus (inkarnationsbegivenheden i os (forligelsen Gud ved Kristus, Guds Søn))) holdes hele bygningen sammen og vokser til et helligt tempel i Herren. I ham bliver også I sammen med os bygget op til en bolig for Gud i Ånden. Ef 2, 21 - 22.




Lad vær at skubbe det der er kommet os nær, ud og væk igen. Drop projektionerne og ta imod Kristus, Gud der er kommet os nær som virkelighed, sekulær virkelighed (inkarnationen er altid sekulær virkelighed og ikke noget udsøgt åndeligt vi ikke kan håndtere). Vi står ikke udenfor længere i en næsegrus respekt og beundring, men vi er inde i en ligeværdig dynamisk levende virkelighed.


Through Christ we have our part in the Second Hypostasis, in the divine mystery which transpires within the inmost depths of the Holy Trinity.
The spiritual man enjoys freedom because he belongs to the generation of the Son. In Him is revealed the source of human freedom which comes from Christ.

In Christ the God-Man there is a revelation not only of God but also of His other-self, that is to say, of man; for the Second Hypostasis of the Holy Trinity is Man in the absolute sense, and His revelation means the appearance of a new spiritual and eternal man.

Christianity is the religion of the divine Trinity and God-humanity. It pre-supposes faith in man as well as in God, for humanity is a part of God-humanity. An "inhuman" God could not be the God of Christianity. Christianity is essentially anthropological and anthropocentric and exalts man to an unprecedented height of sublimity The second Face of Divinity is manifested as the human face, and by this very fact man finds himself at the centre of being; in him the meaning and the goal of creation is revealed. Berdyaev.






Vær ikke bange for intelligensen (intellektet), det spirituelle, altså Helligånden, som vi nu har i og med Kristus i vores liv (inkarnationsbegivenheden Kristus i vores liv). Vi har Guds tanker og ånd siger Paulus igen og igen, og ingen skal komme og fortælle os noget siger han, men vi skal tale med hinanden om disse forhold, lovsynge med vores forstand om disse forhold. Som vi gør når vi debatterer med hinanden herom og skiftes til at komme til orde, som Paulus forlangte det i sin flade antiautoritære struktur af menighed, urkirke. Derfor skulle kvinde lære at tie i forsamlinger, for det første fordi de var velkomne og en del af menigheden og med i alt, og for det andet fordi de skulle kunne vente til det blev deres tur i rækken at komme frem og vidne. Netop på grund af ligestillingen var det nødvendigt at de kunne tie forsamlinger, dvs kunne lytte, reflektere og tænke sig om, og vente til det blev deres tur.


Træd nærmere Arne, Michael/jmp og Kræn-p, hvorfor se jer selv som udenforstående mindreværdige der er fyldte med overdreven respekt og beundring. I Kristus er vi flyttet over i den virkelighed som I aner i glimt, glimtvis (i naturlig glimtvished), beundrer og fabler usikkert om og nogle gange beskriver med meget store bogstaver. I er bange for det hellige, I er bange for Kristusvirkelighedens sekulære antropologi (inkarnationen). Træd dog indenfor. Sådan har jeg opfattet jer 3 gennem årenes debat. I virker om ikke så uberørte, men så dog så uantagede, som om I ikke er antaget af Gud i Kristus, inkarnationsbegivenheden. Som om I fører et liv udenfor Kristus.


Det er sproget ordene, der gør at der er forskel eller bliver forskel på højre og venstre hjernehalvdel, altså spænding på mellem ørerne, mellem venstre side af hovedet og den højre side. Falder denne spænding bort fordi man bliver bange for det intellektuelle, altså bange for tankerne og ordene og begreberne, forestillingerne, ideerne og motiverne, at tage aktiv del i disse, da udfordrer man skæbnen med demens og sentimentalitet (åndelig sløvhed, så bliver religion virkelig opium).

Altså som vi træner benmusklerne ved at gå, løbe og cykle og løfte ting, så træner vi vores 2 hjerner ved at arbejde med vore ideer, motiver, forestillinger (sætte ord på disse og altså gå over til vel definerede tanker og begreber og vice versa, altså at ta imod andres tanker og begreb, ideer, motiver og forestillinger om tingene). Det er 2 vejs, vi kan arbejde os fra højre til venstre og fra venstre til højre.

Der ser ud til at være en sammenhæng mellem ændringer af Corpus Callosum, den hjernebro der forbinder venstre og højre side af hjernen, eller de to hjernehalvdel, og så sygdommen demens (nok også sentimentalitet og depressivitet/pessimisme). At demens ikke er en alderdomssvækkelse men mere en sygdom eller usund brug af hjernen har jeg altid ment og det er man vist på vej til at indse i dag.