Svaret til Maria burde have været et citat fra Robert Ingersoll (1833-1899) om Treenighedens (Trinity) paradoks:

Christ, according to the faith, is the second person in the Trinity, the Father being the first and the Holy Ghost third. Each of these persons is God. Christ is his own father and his own son. The Holy Ghost is neither father nor son, but both. The son was begotten by the father, but existed before he was begotten–just the same before as after. Christ is just as old as his father, and the father is just as young as his son. The Holy Ghost proceeded from the Father and Son, but was equal to the Father and Son before he proceeded, that is to say, before he existed, but he is of the same age as the other two. So it is declared that the Father is God, and the Son and the Holy Ghost God, and these three Gods make one God. According to the celestial multiplication table, once one is three, and three time one is one, and according to heavenly subtraction if we take two from three, three are left. The addition is equally peculiar: if we add two to one we have but one. Each one equal to himself and to the other two. Nothing ever was, nothing ever can be more perfectly idiotic and absurd than the dogma of the Trinity.

Det kan ikke siges bedre.

I dagens anledning har jeg oversat Ingersoll's fremragende gennemgang af Treenighedens paradoks her:

http://www.skepticisme.dk/2009/02/treenighedens-paradoks-og-robert.html

Til agnostikeren

Det er - bortset fra et par stavefejl - en brugbar oversættelse, du har fået lavet.

Jeg er næppe forkert på den, når jeg - også i din opfattelse - anser denne udgave af treenighedsbegrebet for et rædsomt udslag af evne og vilje til fra teologisk side at lægge et uigennemsigtigt røgslør hen over den treenige umulighed.

Hej trodi,

Tak for advarslen omkring stavefejl, de burde være elimineret nu, det gik vist lidt for stærkt i morges!

Og jeg er helt enig med dig om at dette paradoks er lig mange af dem man ser indenfor religion, "spiritualitet", alternativ behandling og andet fusk: "accepter dette paradoks, tro på trods af sund fornuft, glem al logik - og først da har du fundet Gud, Vejen, Frelse osv."...

Mange hilsner

Jeg kunne selv have stillet samme spørgsmål, selv om jeg godt kender troslæren, som den har været fortolket op gennem historien. Trosbekendelse er lang og omstændelig. På den måde kunne man godt misunde muslimers meget korte bekendelse: Der er ingen gud foruden Allah, og Muhammed er hans profet. Den apostolsk bekendelse efterlader mig faktisk hver gang, jeg synger med på den ved gudstjenesten, med tvivl om, jeg nu tror på det hele, og forklaringer som nu også Henrik Ertner Rasmussens hjælper kun kort tid. Ofte siger jeg til mig selv, at det er troen på Gud, som vi kender ham gennem Jesus, der betyder noget. Mere problematisk, finder jeg, er spørgsmålet om, hvorvidt trobekendelsen kan siges at udtrykke en evig sandhed. I så fald vil Helligåndens virke ikke kunne forstås. Den kristne kirke er ofte blevet splittet i spørgsmålet om den rette tro, og medmennesker er blevet karakteriseret som hedninger og kættere. I mit religiøse perspektiv tjener sådanne begreber kun et religionsimperialistisk formål. Guds rige er noget helt andet, tror jeg.

citat:
med tvivl om, jeg nu tror på det hele, og forklaringer som nu også Henrik Ertner Rasmussens hjælper kun kort tid. Ofte siger jeg til mig selv, at det er troen på Gud, som vi kender ham gennem Jesus, der betyder noget. Mere problematisk, finder jeg, er spørgsmålet om, hvorvidt trosbekendelsen kan siges at udtrykke en evig sandhed. I så fald vil Helligåndens virke ikke kunne forstås.


Nuvel, det var overvejelser af samme slags, jeg gjorde mig for snart mange år siden over for Folkekirkens vedholdende bekendelsesgrundlag.
Jeg tog så den beslutning, at når en såkaldt folkekirke er forstenet i noget uforståeligt trosfims om en helligånd, der kan placeres forskellige steder, uden at det hjælper på forståelsen af denne naivistiske ånd, at så ville jeg ikke være medlem der mere, men bruge de sparede – dengang ca. 2000 kr. – til eksistentielle formål.

Treenigheden er,som det her blir antydet ,en dinosaur-agtig blyklods om benet paa folkekirken.
Mer noejagtigt er "treenigheden" svaer at saelge paa et marked hvor efterspoergselen er skrympet kraftigt ind.

Set fra en Ide-historisk synsvinkel, ser det imidlertidigt helt anderledes ud .
Hvis man proever paa at give udtryk for en dyb tungtfordoejelig og original idee, er det sjaeldet ret populaert.
Treenigheds-begrebet var oprindeligt ment som en dynamisk formel til videre udforskning af guds-begrebet, men som saa meget andet , blev ideen dogmatiseret lang tid foer den ku' komme nogen steder hen .

Se bare elendigheden i denne væsentlige tråd.
Det elendige er, at ingen af denne treenighedens apologeter tør træde i karakter og fortælle os, der er uforstående og lidt søgende i dette åndsrige samt om hemmeligheden ved at forstå denne ånd og dens virke.
Det er vist samme elendighed andre debattører oplever, når der spørges til forskelligt vedrørende 'troen'.

Helligånden, (Spiritus Sanctus), i den kristne teologi er den betegnelsen for den ene af de tre elementer (personer? Helligånden omtales af nogen som 'Han'.) i Treenigheden.
Helligånden er af samme guddommelige væsen som Faderen og Sønnen og kaldes også "Skaberånden" (spiritus creator). Den, Helligånden, er en slags bindeled mellem Faderen og Sønnen.

Det lidt pudsige er, at af de 3 i denne treenighed er der kun et væsen, som vi kan erkende som et kødeligt element, nemlig Jesus.

De 2 andre er af ukendt stof. Se dog ovenfor (Han). Hermeneutikerne har deres vanskelighed med den ånd.
Er det mon en mulighed, at disse 2 er pust og/eller sus i et menneskes imaginære tilstand – hvad det så end måtte være?

Jesus er citeret flere steder for at nævne Helligånden.
Mest kendt er nok "Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn".(Mattæusevangeliet 28,19)

Man bliver dog ikke klogere på denne ånds beskaffenhed af at læse de steder, hvor Jesus omtaler 'Helligånden'.
Der findes mig bekendt ingen undersøgelse af, hvad den kristne jedermann forstår ved denne helligånd.

Der er kun luftig hjælp at hente hos hermeneutikerne og de måske mere jordnære præster. Der er næppe tvivl om, at treenighedslæren er kristendommens akilleshæl – og det skyldes primært denne hellige ånd, som har en del gerninger på sin samvittighed.

TREENIGHETEN

Ved Fader, Sønn og Hellig Ånd
er kjærligheten gitt et bånd.
I hjertets, kroppens, blodets navn
er vi som Herren Gud til gavn.

Jeg håper man vil ha glede av å se Treenigheten forklart, på http://www.vaksinius.com/fra-bibelen/treenigheten.

God jul!