Hej Jan!
Jeg har kommentarer til to af dine indlæg. De kommer begge her:


Svar til Jan Fessel’s svar til Andre:
Vi har, som det fremgår af citatet fra Buddha, at vi har masser af giftpile, der skal trækkes ud. Vi bliver formentlig aldrig færdig, og netop derfor spørger vi os selv. Skal dette blive ved? Er der ikke en løsning, der fjerner sorgen, alderdommen, sygdommen og død?

Spørgsmålet er også: Hvorfor betragter vi disse fænomener som noget sørgeligt, noget forkert, der ikke bør være. Hvis vi nu accepterede dem – f.eks. sygdom – ville den så være sygdom? Ikke bare en accept, hvor vi konstaterede, at ’jeg er syg’, men en accept, hvor vi ’er’ sygdommen. Ville de så være der?

Hvis vi er overbevist om, at vi er skabt i Guds billede, ville denne ’jeg er’ bevidsthed, så ikke fjerne sygdommen, sorgen osv.? Det ville Gud i mig vel --- eller hvad?

Jeg tror, det er sundt en gang imellem at stille sig selv disse naive spørgsmål. Det hele er måske helt anderledes, end vi har lært det er?
Sorg, alderdom, sygdom og død er måske en stor indbildning, der begrænser vores bevidsthed.
Denne bevidsthed er måske ikke en virkelighed, vi forstår, men vi forstår heller ikke ret meget at det, vi godt kan kalde livets mysterium. Vi har nok at gøre med at trække forgiftede pile ud ---- måske fordi vi tror, at pile i almindelighed er forgiftede.

En historie fra det virkelige liv fortalte mig, at en mand var helt overbevist om, at han kunne helbrede en drengs meget voldsomme eksem på armen ved at lægge sin hånd på den. Og det gjorde han.
En mand drak en giftig syre, men han havde fatalt med sig selv, at det var rent vand; og der skete ham ikke noget.

Enestående stilfælde, slår vi det som regel hen med. Javel, men de er der.

Hvad nu hvis vi glemmer alt det, vi har lært om disse fænomener, og ’bare er det, vi er’, er der så nogen pile at trække ud? Er pilene overhovedet forgiftede?

Et eller andet sted, kan jeg have en fornemmelse af, at det hele er en stor indbildning – overbevisning, og at der – med et meget stort MÅSKE – er helt anderledes. Er der noget om, at vi at skabt i Guds billede, og derfor kan skabe hvad som helst? Sygdom, lidelse, sorg osv. Og glæde, lykke, kreativitet osv. osv.?

På samme tid ved jeg, at der er noget, der er større end mennesker kan fatte, og at vi har behov for at bilde os ind, at vi kan fatte det, vi ikke kan fatte.
(Det var vist lidt kryptisk sagt).
Vi kan kun trække giftpile ud uden at forstå, at vi er skabt i Guds billede, og at gift derfor ikke er gift.

Hilsen fra André

Hej Jan!
Jeg har et nogle refleksioner til dig omkring ’Islam og kristendom har umulig gudstro’:

Når du overgiver dig til det, du ser som sandheden, ser du det, du har LÆRT er sandheden. Du ser ikke den sandhed ’der er’ uden indlæring. Du ser med andre ord en sandhed skabt af dig selv eller overtaget som tro fra andre. Det du ser som sammenhæng er indlært og ikke i overensstemmelse med de virkelige sammenhænge. Guds sammenhænge om du vil. Eller som en ikke-troende måske ville sige ’naturens sammenhænge’.

Gud aner vi intet om. Den Gud religionerne beskriver, er en Gud, vi forestiller os, eller som vi ønsker os, eller måske et udtryk for vor dybeste bevidsthed.
Selv forsøger jeg efter bedste evne at være et ordentligt menneske. Det jeg kalder en naturlig kristen. (Kristendommen har jo udviklet sig fra at være fundamentalistisk til at være udviklende for vor opfattelse af, hvad mennesket er for et fænomen).

Om Islam hører vi snart, at det er en ’tro-på-ordet-religion’ og snart, at den er på linje med kristendommens ’komme-bag-ordet-religion’ og ind til hjertet af højeste menneskelighed.

En naturlig kristen er en, der ser én menneskehed, hvor vi på kryds og tværs er afhængige af hinanden; supplerer hinanden; og står i et komplementært forhold til hinanden. (På samme tid udelukker vi hinanden og supplerer hinanden, og begge er sande).

Lidelse opstår, når vi ikke oplever det komplementære forhold. Så oplever vi det meningsløse, og det giver lidelse.
Kommer vi ikke bag ordet og ind til dets betydning, opstår lidelsen.
Kommer vi derimod ind til betydningen – energien – ser vi komplementariteten.

Hilsen fra André

Hej Jan!
Jeg har kommentarer til to af dine indlæg. De kommer begge her:


Svar til Jan Fessel’s svar til Andre:
Vi har, som det fremgår af citatet fra Buddha, at vi har masser af giftpile, der skal trækkes ud. Vi bliver formentlig aldrig færdig, og netop derfor spørger vi os selv. Skal dette blive ved? Er der ikke en løsning, der fjerner sorgen, alderdommen, sygdommen og død?

Spørgsmålet er også: Hvorfor betragter vi disse fænomener som noget sørgeligt, noget forkert, der ikke bør være. Hvis vi nu accepterede dem – f.eks. sygdom – ville den så være sygdom? Ikke bare en accept, hvor vi konstaterede, at ’jeg er syg’, men en accept, hvor vi ’er’ sygdommen. Ville de så være der?

Hvis vi er overbevist om, at vi er skabt i Guds billede, ville denne ’jeg er’ bevidsthed, så ikke fjerne sygdommen, sorgen osv.? Det ville Gud i mig vel --- eller hvad?

Jeg tror, det er sundt en gang imellem at stille sig selv disse naive spørgsmål. Det hele er måske helt anderledes, end vi har lært det er?
Sorg, alderdom, sygdom og død er måske en stor indbildning, der begrænser vores bevidsthed.
Denne bevidsthed er måske ikke en virkelighed, vi forstår, men vi forstår heller ikke ret meget at det, vi godt kan kalde livets mysterium. Vi har nok at gøre med at trække forgiftede pile ud ---- måske fordi vi tror, at pile i almindelighed er forgiftede.

En historie fra det virkelige liv fortalte mig, at en mand var helt overbevist om, at han kunne helbrede en drengs meget voldsomme eksem på armen ved at lægge sin hånd på den. Og det gjorde han.
En mand drak en giftig syre, men han havde fatalt med sig selv, at det var rent vand; og der skete ham ikke noget.

Enestående stilfælde, slår vi det som regel hen med. Javel, men de er der.

Hvad nu hvis vi glemmer alt det, vi har lært om disse fænomener, og ’bare er det, vi er’, er der så nogen pile at trække ud? Er pilene overhovedet forgiftede?

Et eller andet sted, kan jeg have en fornemmelse af, at det hele er en stor indbildning – overbevisning, og at der – med et meget stort MÅSKE – er helt anderledes. Er der noget om, at vi at skabt i Guds billede, og derfor kan skabe hvad som helst? Sygdom, lidelse, sorg osv. Og glæde, lykke, kreativitet osv. osv.?

På samme tid ved jeg, at der er noget, der er større end mennesker kan fatte, og at vi har behov for at bilde os ind, at vi kan fatte det, vi ikke kan fatte.
(Det var vist lidt kryptisk sagt).
Vi kan kun trække giftpile ud uden at forstå, at vi er skabt i Guds billede, og at gift derfor ikke er gift.

Hilsen fra André

Hej Jan!
Jeg har et nogle refleksioner til dig omkring ’Islam og kristendom har umulig gudstro’:

Når du overgiver dig til det, du ser som sandheden, ser du det, du har LÆRT er sandheden. Du ser ikke den sandhed ’der er’ uden indlæring. Du ser med andre ord en sandhed skabt af dig selv eller overtaget som tro fra andre. Det du ser som sammenhæng er indlært og ikke i overensstemmelse med de virkelige sammenhænge. Guds sammenhænge om du vil. Eller som en ikke-troende måske ville sige ’naturens sammenhænge’.

Gud aner vi intet om. Den Gud religionerne beskriver, er en Gud, vi forestiller os, eller som vi ønsker os, eller måske et udtryk for vor dybeste bevidsthed.
Selv forsøger jeg efter bedste evne at være et ordentligt menneske. Det jeg kalder en naturlig kristen. (Kristendommen har jo udviklet sig fra at være fundamentalistisk til at være udviklende for vor opfattelse af, hvad mennesket er for et fænomen).

Om Islam hører vi snart, at det er en ’tro-på-ordet-religion’ og snart, at den er på linje med kristendommens ’komme-bag-ordet-religion’ og ind til hjertet af højeste menneskelighed.

En naturlig kristen er en, der ser én menneskehed, hvor vi på kryds og tværs er afhængige af hinanden; supplerer hinanden; og står i et komplementært forhold til hinanden. (På samme tid udelukker vi hinanden og supplerer hinanden, og begge er sande).

Lidelse opstår, når vi ikke oplever det komplementære forhold. Så oplever vi det meningsløse, og det giver lidelse.
Kommer vi ikke bag ordet og ind til dets betydning, opstår lidelsen.
Kommer vi derimod ind til betydningen – energien – ser vi komplementariteten.

Hilsen fra André

Problemet med teologi, er at en almægtig skaber ikke nødvendigvis vil være bundet af logikkens regler. Jeg går dog ud fra at vi kan udlede noget (sandheden) fra Biblen. I Det Gl. Testamente skrev Paulus at mennesket har fri vilje til at vælge det gode over synden. Jeg siger derfor: Gud skabte verden med al dens ondskab, for at vi kunne fortjene Himmeriget.

Forskellen på Kristendom og Islam er at Islam blot efterleves - det fortolkes ikke.

Hvis filosofi er stræben efter visdom med ord, er religion stræben efter visdom med handling.