Er sjælen en kristen opfindelse forbeholdt troende, eller har alle mennesker en sjæl?

Har min hund (min kæreste ven) en sjæl, eller er sjælen kun boende i os mennesker?

Hvordan defineres sjæl og eksisterer den overhovedet?

Hunde har gruppesjæle, mennesker har hver sin...

Almenbegrebet Sjæl er en grundantagelse som bedst forstås som en del af en helhed:


Mennesket
=
Mand og Kvinde
=
Far, Gom og Søn
Mor, Brud og Datter


Livet
=
Kærlighed og Sandhed
=
Vilje, Følelse og Tanke
Legeme, Sjæl og Ånd

Judas ll, tak for din fortolkning. Hvad mener du med en "gruppesjæl"? Er det en fællessjæl for alle hunde og dyr i det hele taget?

Jeg går ud fra, at du ikke mener at sjælen er forbeholdt troende kristne?

Plus skrev:

Jeg tror bestemt at katte og hunde må have hver deres gruppesjæl...

Hvis det har følelser, så har det sjæl...

Jeg fandt lige dette klip. Det er vidunderligt. Gør jer selv den tjeneste at se det:

http://www.youtube.com/watch?v=FjWKz_GQzZw

Kærlighed er en Følelse i Sjælen...aber og hunde har altså sjæl...

Plus skrev:

Et buddhistisk indspark.

Buddhistisk set kan man ikke finde en sjæl hvis en sådan defineres som en varig permanent størrelse.

Og det er vist nok også en logisk umulighed. 1*

Men vi oplever det alle og ud af denne følelse af et permanent selv fødes egoet - vores største hjælp og vores største problem. ;-)

En virkelig dyb forståelse af dette tilstræbes i buddhistisk analytisk meditation og når erkendelsen/ befrielsen indtræder at der ikke er noget permanent selv, sjæl eller kerne er det en enorm lettelse for dette "jeg" er virkeligt en stor emotionel byrde at bære på.

Hvad mennesker og dyr har, er et sind som er i konstant dynamisk forandring.

I dette sind kan tanker og emotioner observeres opstå og og opløse sig selv igen sammen med lys klarhed glæde og fryd eller for den sags skyld depression, had og osv.

Sindets grund natur opleves bortset fra ovennævnte fænomener som egentligt "tomt".

I koncentrations tilstande kan man opleve sindet som "strålende".

Dette lys er buddhistisk set det samme som døende oplever når de taler om at se et smukt lys og er egentligt sindets egen natur - det som kristne ser som noget ydre og en gud.

Vort sind nu er et fuldstændigt andet end da vi var 10 år.

Vi føler måske vort sind er det samme nu som for 3 måneder siden.

Men ved at se på de forandringer der er sket i vore forhold til den ydre verden kan vi få øje på de tilsvarende indre forandringer.

Hvem vi er blevet uvenner med eller har ændret indstilling overfor har påvirket vort sind på umærkelig vis, men dog ændret det. ( ændret hvem vi opfatter os at være )

Og på den måde kan vi siges selv af skabe vort sind.
ved at gøre ting igen og igen skaber vi spor i sindet der fører til dannelsen af bestemte karaktertræk.

Sådan i tråd med :
Så en tanke og høst en handling.
Så en handling og høst en vane.
Så en vane og høst en karakter.
Så en karakter og høst en skæbne.

Vores ide om et selvstændigt eksisterende jeg hænger sammen med at vi knytter os til en serie selektivt udvalgte handlinger og oplevelser der så udgør vores oplevelse af en varig personlighed.

Sådan ala : jeg er socialdemokrat , eller jeg er god til fodbold og kærlig. Men alle disse ting er konstant i forandring.

Visse dyr er tilsyneladende tæt forbundet, men det samme er blevet set med mennesker og der er intet belæg for at hævde at større dyr skulle have en gruppesjæl.

Mht. myrer og bier, kunne det godt se sådan ud , jeg ved det ikke.

Men går vi ud over det relative dualistiske niveau kan vi alle meget vel være forbundet.


1*

Buddhisten nikolej sennels skrev:

Vi skal kigge på begrebet "sandhed". Hvis noget skal være "absolut og endegyldigt sandt eksisterende", må det findes overalt og have fandtes altid. Hvis ikke det findes overalt, så har det ydre begrænsninger og må derfor efter logikkens fine love være sammensat indadtil. Alt sammensat er forgængeligt, og noget sammensat kan derfor ikke eksistere for evigt. På samme måde kan noget som er sandt ikke være født eller skabt, fordi alt som er født eller skabt, vil dø, falde fra hinanden el.lign.

Alt, som er personligt, er således begrænset på den ene eller den anden måde, og kan derfor ikke gøre det ud for at være noget absolut sandt - fordi det er forgængeligt. Det er muligt, at der findes væsner, som oplever sig selv som værende guder, som har en personlighed, men de kan ikke være "absolutte" eller "guddommelige" i en eller andens slags "evig" forståelse.

Hvis en sandhed skal være absolut, skal den altså være den samme på alle tider og steder. Det eneste, som man i buddhismen mener kan være absolut er således "rum". Der kan ske alt muligt i rummet, og man kan opleve alt muligt i rummet, men det gør ikke noget ved rummet selv. På den samme måde kan der ske og opleves en masse i vores sind, men det gør ikke noget ved opleveren/sindet selv.

Spændende tanker Jan. Tak for dem.

Det er en interessant snak, I har gang i her og jeg vil da gerne bidrage lidt.

Det gammeltestamentelige ord er nefésh. Af 1. Mosebog kap. 2 vers 7 fremgår det, at den grundlæggende betydning er "at have liv". Således kan ordet nefésh også anvendes om dyr og det er der flere GT-tekster om.

I en række tilfælde optræder ordet nefésh som synonymt med selve livet.

I GT støder man ofte på ordet sjæl og de kan dække over forskellige grader af bevidsthed. Således kan nefésh være sædet for den fysiske sult, for mennekers følelser og for viljen og den moralske handlen.

Det nytestamentelige ord er psyché. Det optræder i evangelierne i en sprogbrug, som svarer til nefésh, men i nogle tilfælde er det tydeligt, at begrebet rummer andet og mere end den fysiske eksistens, som ophører med døden. I alle 4 evangelier kan ordet pneuma, ånd, undertiden betegne det levende i mennesket, mens det i andre tilfælde de højere aspekter ved det at være menneske.

Konklussion: alle mennesker har - ifølge Bibelen en sjæl.

Bjarne Nederby Jessen

Den absolutte Sandhed må selvfølgelig være én udelt Tofoldig Treenighed