Antikrist ånden var jfr. 2. Joh 1,7 allerede i verden, da de af Kristus udvalgte disciple forkyndte Kristi budskab og lære. Antikrist ånden er modstander af den sandhed, den levende Kristus talte om og Antikrist ånden fører mennesker bort fra Kristus.
Kristus indviede sine udvalgte disciple i den nye tids sandhed om Guds rige og advarede sine udvalgte disciple imod de falske profeter. Paulus betragtede de af Kristus udsendte disciple som falske apostle, der som Satan selv udgav sig som lysets engle, og han ophøjede sig selv som udsending i stedet for Kristus og mente, at han med sit evangelium overgik den sandhed, som Kristus havde indviet sine udvalgte disciple i og sendt dem ud at forkynde om. Paulus holdt fast i Det Gamle Testamente og anbefalede sig selv og hans udsendinger som Guds tjenere på alle måder.
Kristus talte om at elske sin næste, og at mennesker skal stræbe efter at gøre sig værdig til opstandelse fra de døde, og Kristus talte om en kærlig Gud, der ingen dømmer, hvor mennesket dømmer sig selv med sandheden i det ord, Kristus talte. Paulus fornægtede betydningen af kærlighedens gerninger og påstod, at et menneske alene ved troen kan opnå frelse ved Guds nåde, og han forkyndte den gammeltestamentlige dømmende Gud og var rede til at straffe enhver ulydighed imod sit evangelium.
Kristus kaldte på selvstændig tænkning hos mennesket og Paulus holdt menigheden fast i troens fællesskab.
Kristus talte om, at enhver uretfærdighed er synd, og Paulus talte om, at alt, hvad der ikke er gjort i troen på Jesus Kristus, er synd.
Kristus talte om, at det ikke er enhver der kalder ham, Herre, der vil komme ind i Himmeriget, og Paulus påstod, at enhver, der påkalder Herrens navn, skal frelses.
Kristus sendte sine udvalgte disciple ud at forkynde uden at gøre krav på materielle goder, og Paulus høstede materielle goder hos sin menighed.
Jeg er sandheden, vejen og livet, sagde Kristus, som kom til verden for at vidne om sandheden jfr. Joh 18,37, for at menneskene kan lære sandheden at kende, som jfr. Joh 8,32 gør menneskene fri af syndens uretfærdighed og på den måde gør menneskene værdige til opstandelse fra de døde.
Paulus må med sin afvisning af den sandhed som Kristus indviede sine udvalgte disciple i og sendte dem ud at forkynde om betragtes som antikrist og inkvisitionsperiodens og heksebrændingernes grusomme handlinger vidner om at den paulinske kristendom ikke er en frugt af den kærlighed som Kristus talte om.
Ingen kan jfr. Matt 6,24 tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden.
Enhver der følger Paulus’ lære ringeagter Kristi ord. Den danske Folkekirke må forny sig. Kirken må frigøre sig af Paulus’ forkyndelse og holde sig til den sandhed, som Kristus indviede sine udvalgte disciple i og sendte dem ud at forkynde om.
Den menneskelige autoritetstro er afløst af en kritisk holdning, hvor selvstændige tænkende mennesker danner sig selvstændige holdninger i forhold til de oplysninger, der foreligger af såvel naturvidenskabelig, åndsvidenskabelig, filosofisk og religiøs karakterer.
En kristendom, der på grundlag af tillærte kundskaber bygger på Paulus’ forkyndelse om frelse ved Guds nåde alene ved troen på Jesus Kristus, kan ikke forenes med den oprindelige kristendom, som Kristus via sine udvalgte disciple igangsatte, hvor Kristus talte om den anden verden (sandheden om den guddommelige ånd, som Gud har ladet tage bolig i mennesket og gør kødet levende) samt at mennesker skal søge og banke på til sit eget indre og ved selvstændig tænkning stræbe efter gennem kærlighedens handling at gøre sig værdig til opstandelse fra de døde.
Kristus-impulsen inkarnerede på Jorden ved Jesus dåb i Jordan. Med sit ord plantede Jesus som et frø Kristus-impulsen i den menneskelige bevidsthed og med sine udvalgte disciple som tro tjenere skabte Kristus vækstbetingelserne for at Guds rige i det enkelte menneske kan vokse ind i himmelriget.
Den, der ikke tager imod og bevarer Kristi ord i sit hjerte ved at holde hans bud og lader Guds rige i sig spire og som et sennepsfrø vokser sig stor, bliver jfr. Joh 15,10 ikke i Kristi kærlighed og bedrager sig selv.
Kan den danske folkekirke, med Paulus som sværvægteren i forkyndelsen og de moralske normer, med retfærdighed benævnes som en kristen kirke?