Folk som... dvs. Harris og Dennett? Harris som selv søger spiritualitet og Dennett der på mange områder forsvarer religion?

Problemet er at "kampen" mellem videnskab og religion bliver gjort sort-hvid af uindviede journalister der ikke har gjort deres research godt nok. Dawkins og co. bliver reduceret til traditions- og følelsesløse robotter, der kun kan tænke på én måde - hvilket på ingen måde er sandt, de er om nogen selvrefleksive og tænkende mennesker.

Det som jeg vil skyde på Dawkins og co. (dog uden at vide om Harris, Dennett og Hitchens ville være enige) er bekymrede for, mht. til et "tempel for livet" er at gøre livet til noget religiøst, dogmatisk eller trosagtigt. Livet og naturen er smuk og fuld af forunderlighed - men et tempel for det... det lyder som religiøs indoktrinering uden den undersøgende og eksperimentelle del, som netop er kernen i videnskaben - uden dette så falder pointen med videnskaben ligesom til jorden.

Nu skal jeg ærligt indrømme ikke at kende til projektet, så det bliver da spændende at se hvad meningen egentlig er med det.

Jeg har ofte sagt, at hvis jeg (stadig, som nogle år i min ungdom) var ateist, ville jeg prøve at leve i en "trodsig humanisme" - altså "trodsig" i forhold til meningsløsheden og døden, men jo i oplevelse af livets herlighed. Jeg siger også, at det er en ærlig sag, hvis man af rent erkendelsesmæssige grunde ikke ser sig i stand til at se nogen virkelighedsdækning bag ordet "Gud" - for slet ikke at tale om alle de specifikt kristne ord. Og så må man jo prøve at forholde sig til livets gådefulde og smerteblandede herlighed så godt, man kan. Endelig siger jeg også, at jeg ser sådanne ateister/humanister som mine nærmeste kulturelle samarbejdspartnere. Dette mener jeg svarer til Grundtvigs berømte tale om de kristnes kulturelle og videnskabelige samarbejde med "naturalister med ånd".

Det er dog det mest absurde, som jeg længe har hørt.

En sådan "ateistisk religiøsitet" kan jo være en tilbedelse af mange smukke ting, som gør livet glædeligere i menneskets indre, og imellem mennesker. Om det så er mennesker der uden rigtigt at være bevidst om det, faktisk har en tro på høje ånder, eller om der snarere er tale om mennesker der, så at sige, tilbeder en "åndløs ånd" som i det gamle USSR, er jo interessant at tænke på.

"Destruktiv kraft"? Som i skyskrabere der vælter ned over og dræber uskyldige mennesker, fordi ateistiske fanatikere hijackede nogen fly er og fløj? Som at de skærer i småbørns genitalier på grund af metafysiske koncepter om "ren" og "uren"? Som at de forhindrer små piger i at løbe ud fra brændende bygninger, fordi de ikke er anstændigt påklædte?
Jeg tror umiddelbart at Hr. Botton har levet under en sten de sidste... alle år af hans liv.
"Ateisme" er formentlig en af de mindst destruktive "kræfter" der eksisterer. Ja faktisk er de lande der er ateistiske/agnostiske oftest de mest lykkelige, økonomisk velstående og raske lande man kan finde.

Jeg er enig med Dawkins. Drop templet (ydrk!) og giv de penge til museer, skoler, forskning, velgørenhed og andet godt og sekulært, i stedet for som de religiøse altid har gjort, at bruge dem på store ligegyldige bygninger der principielt bare er magt-demonstrationer - vil man hylde livet så hjælp det dog på vej i stedet for det andet pjank!

Jeg gad vide hvilke "ateistiske" lande der er så ovenud lykkelige og økonomisk velstående. De første lande jeg kommer i tanke om, der har fortjent den betegnelse er Albanien og Sovjetunionen i kommunismens tid. Ikke lige akkurat nogen succes-historie. Danmark kan i hvert fald ikke regnes med, der er evangelisk-lutherske folkeirke skrevet ind i grundloven med majestæten som overhoved.

Men et ateistisk tempel er et besynderligt projekt. Der er vi enige.

Jesper skrev:

Ved nu heller ikke hvor lykkelige vi er i Danmark. Ja, jeg ved godt, vi er blevet kåret som det lykkeligste folk. Og det kan da også godt være vi har velstand og er raske, i hvert fald fysisk. Hvorfor går så mange ned med stress og depression? Hvorfor bliver flere og flere ensomme?
Jeg gad godt vide, hvad de måler lykke i. Personligt ville det ikke være velstand!

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/128783:Debat--Ensomhed-blandt-unge-vokser-epidemisk?article_page=1

Bortset fra det vil jeg sige, at jeg synes det var på tide, at nogle ateister indså at ateisme også er en tro!

Tanja skrev:

Nu synes jeg at du Tanja, for fuldstændighedens skyld, beriger os andre med den viden du har som gør dig berettiget til at påstå ateisme er en tro.

Jeg har løseligt læst om det enegelske cirkus ang. en ateistisk tempelbygning, men jeg håber virkelig det er en avisand, for det er en bygning/funktion/ide der absolut intet har med det at være ateist at gøre.

Samtidig har KD, som andre teistisk styrede medier en total misforstået primitivitet, der nærmer sig en endnu dybere uvidenhed, når talen falder på ateister/ateismen.

Ateister og ateismen har ingen talsmænd, ingen koryfæer der er toneangivende, vi har ingen hellige skrifter, ingen præster, absolut intet af den slags ordflommende tomhed.

Hvem Dawkins og hans håndgangne venner er og hvad der har at sige, er og bliver alene udtalelser og gerninger som de udtrykker som enkeltpersoner, det er rent faktisk sådan at langt det meste af den litteratur disse mennesker lader undslippe deres tanker, læses, diskuteres og voldsomt mistolkes af teister, for en ateist er der ingen mening i eller lyst til at høre om hvad en anden ateist mener om det at være ateist, det rager kun vedkommende.

Den rette vej til at blive ateist er ikke at læse ateistisk litteratur, jeg har aldrig læst det og kender ikke nogen der har( dog et par teister i periferien), kommer aldrig til det, det interesserer mig ikke, nej vejen er teistisk litt., kun ved at læse teistiske skrifter er det muligt at tage stilling til dem, hvilket for ethvert normalt begavet og normal oplyst menneske nødvendigvis må munde ud i en ateistisk opfattelse.

ps. KD vrøvler ligeså når de taler om de mest indflydelsesrige ateister, et sådan begreb er selvmodsigende vrøvl, hvis de endelig vil, ja så kan de lave en liste over indflydelsesrige mennesker som ud over det at være indflydelsesrig også er ateister.

Der findes ligeså ingen ateistiske videnskabsmænd, men forbavsende mange videnskabsmænd der qua deres forskning er endt op med et fravær at teisme.
Så længe i ikke fatter begreberne, er det rimelig let at forstå i ikke kan finde ud af dem, men husk.

Enhver ateist er en teist der har udviklet sig.

Som overskriften lyder, beundre jeg Ateisters stærke tro. Deres dilema er kun , at de tror, at de ikke tror. Det føre nemt til meningsløshed.Hvad har man ud af et meningsløst liv? På et tidspunkt skal vi alle dø.Så min anbefaling lyder:" Prøv at se på det i fornægter" Det kunne være at der var noget at hente uden for jert eget snævre livssyn. Hvad med at søge Jesus?

Carl Gunnar

Carl skrev:

Nu er det noget infantilt vrøvl du siger, hvilket skyldes at du sætter lighedstegn mellem livsyn/livsindhold og så det at begrænse sin viden til alene at være styret af overtro.

Teisme og overtro i al almindelighed er den sikre vej til meningsløshed, du starter med at pålægge dit live snærende rammer og begrænsninger fra andres tro/ overtro uden reflektion eller brug af det der rent faktisk opretholder afstanden mellem ørerne.

Tro er fravær af ansvarlighed og personlig stillingtagen til det ægte i livet.