"I Danmark har kvinder tilkæmpet sig en ret til at få børn for deres egen skyld, men det kan komme i et modsætningsforhold til barnets ret om at vide, hvor det stammer fra. Samfundets opgave er at sikre barnets tarv,« siger Lars Dencik.

Men samfundet tager stadig mest hensyn til de voksnes ønsker. At tale om barnets rettigheder og tarv vil meget hurtigt støde på anklager om diskriminering af mødre, der fravælger faderen som person i cpr-registret, ... og vel ikke mindst nu om diskriminering af homo-par.

Den umådeligt ligestillende og vidtfavnende nye lovgivningsmæssige definition på et ægteskab, som er undervejs, opnår også sin fine korrektheds-glorie ved at lade børnenes tarv være en sidebemærkning... Åh! Det har de det sikkert fint med, børn har ikke brug for forældre, og slet ikke fædre. I det nye kønsneutrale samfund har børn ikke forældre, bare "omsorgspersoner".

Det faderløse samfund har meget betænkelige træk...

Børnene er ofre for det samfund, der uovervejet imødekommer alle ønsker hos de voksne.

Kan jeg bekræfte vigtigheden af, at kende sit biologiske ophav, egenlig troede jeg, at den biologiske mor var vigtisk, men måtte sande at sådan var det slet ikke.

Det var godt at få en mor, en "rigtig" mor, men sammenlignet med oplevelsen af, at få en far, var det vand ved sidden af.

Som godt 40 årige, stod jeg ansigt til ansigt, med så mange sidder af mig selv, som jeg aldrig tidligere havde kunnet få spejlet og uudtalte spørgsmål helt tilbage fra min tidligste barndom blev besvaret uden brug af ord.

Ret forventeligt, har jeg intet tilovers for kvinde og samfundet som billiger børn at vokse op uden en far.

Men jeg har den dybeste foragt, for manden som aflever klatten i en sædbank.
Han står for mig, som det mest overfladisk og ansvarsløse mandeverden har at byde på.(han har fra dag ét, fralagt sig alt ansvar for hvordan og hvor hans afkom kommer til at vokse op og har med lovgivningens hjælp, afskåret hans afkom fra, at have en at spejlege sig i) Det fåes ikke dårligere i mandeverden, selv voldtægtsmanden lægger krop og ansigt til sine gerninger.

En ung mandlig studerende fra Københavns Universitet berettede for nogle måneder siden i et større interview med et dagblad, at han på grund af sin meget fine sædkvalitet kunne donere sæd anonymt to gange om ugen til et autoriseret fertilitetscenter i København, der så til gengæld betaler ham 500,00 kroner pr. donation for ulejligheden, og det er jo et herligt supplement til de månedlige lommepenge som fattig studerende.

Hvis man nu gør sig det tankeeksperiment, at den unge studerende donerer sæd til et fertilitetscenter i bare 40 uger ud af 52 uger på et kalenderår, ja, så vil han i de kommende 20 år blive konfronteret med 80 donorbørn, som pludselig dukker op èn dag foran hans private hjem og fortæller, at han er deres biologiske far, og at de ifølge lovgivningen har krav på at lære ham at kende, selvom han aldrig har kendt noget som helst til deres eksistens.

Lyder det ikke skrupskørt?

Joh, men ikke desto mindre bliver det scenariet for adskillige unge donorer, som får egen familie og børn med årene, hvis regeringen gennemfører sit vanvittige forslag til marts om, at forældre skal have mulighed for at vælge mellem en anonym eller kendt donor. Altså kende identiteten på den biologiske far. Også selvom den pågældende dreng eller pige overhovedet ikke har nogen som helst menneskelig og følelsesmæssig relation til den biologiske far under opvæksten, fordi den biologiske mor ikke har ønsket at lade sig befrugte af en mand gennem naturlig parring.

I anstændighedens og hæderlighedens navn bør man derfor fra myndighedernes side gøre det meget klart for enhver ung donor, at hvis de afgiver sæd på en fertilitetsklinik for at tjene 500,00 kroner til de ugentlige lommepenge, ja, så må de også være indstillet på i fremtiden, at når de selv har etableret familie med kone og børn på naturlig vis, ja, så kan de altså fra den ene dag til den anden blive konfronteret med faderskabet til adskillige børn, der står og ringer på døren til parcelhuset med krav om at kende deres biologiske far.

Mon ikke man bør fastholde loven om anonymitet?

Ole Brockdorff skrev:

Jo, hvis man mener at 500kr i lommepenge vejer tungere, end børns ret til at vide hvor de kommer fra.

Michael udtrykker i sin kommentar mandag klokken 12.57 sin tydelige foragt over for de unge mænd, der afgiver sæd til et fertilitetscenter og beskylder dem for, at være overfladiske og ansvarsløse individer, der fralægger sig ethvert ansvar for barnets opvækst og tarv. Yderligere gøres de som donorer til værre mennesker end simple voldtægtsforbrydere, for disse lægger jo i det mindste krop og ansigt til deres gerninger.

Undskyld, men har jeg misforstået noget som borger?

Fertilitetsklinikkerne er blevet til på grund af en lille minoritet af homoseksuelle mennesker herhjemme – bøsser og lesbiske – der absolut insisterer på at få børn og familieliv som alle de heteroseksuelle. Også selvom de ikke kan befrugte hinanden og få børn ifølge naturlovene. Donorerne er også til glæde for de barnløse ægtepar – mand og kvinde – hvor den ene af parterne ikke er i stand til naturlig befrugtning, men for Michael er donorerne altså foragtelige og ansvarsløse individer.

Nøjagtig dèn påstand kan man jo sende videre til de lesbiske kvinder, der tilsyneladende bærer rundt på et gen i kroppen, hvor de er ude af stand til at reproducere sig gennem erotisk samvær med det modsatte køn, fordi de udelukkende ønsker at leve sammen med èn fra deres eget køn. Men på tværs af naturens ubestridelige love om, at hunkøn parrer sig med hankøn gennem intimt samvær, ønsker de lesbiske kvinder alligevel som andre mennesker, at kunne stifte familie og få børn på linje med de heteroseksuelle.

Hvis to lesbiske kvinder ønsker at sætte et barn i verden ved hjælp af en donor, må de i sandhed også tage det menneskelige og følelsesmæssige og moralske ansvar for, at barnet vokser op uden en biologisk far som rollemodel, og selv forklare sit afkom sammenhænget, når han eller hun bliver voksne mennesker. At de som lesbiske mødre og fædre – eller bøsser som rockstjernen Elton John og hans partner – har valgt at sætte børn i verden uden om naturens love, fordi de under ingen omstændigheder ønsker at parre sig med det modsatte køn.

Det samme menneskelige og følelsesmæssige og moralske ansvar må de forskellige karrierekvinder, der vælger kunstig befrugtning, også tage på sig under barnets opvækst. Nøjagtig som de mange unge overvægtige arbejdsløse kvinder, der aldrig har kunnet finde ikke en partner for livet, og som gennem de senere år bare har sat et lille barn i verden selvom de ved, at der ikke er nogen kærlig ”løvefar” til at være rollemodel for dem under opvæksten.

Ja, Michael, alle børn har som udgangspunkt etisk og moralsk ret til at vide, hvem deres biologiske far er, men den ret har deres ”forældre” desværre frataget dem i samme øjeblik de traf det valg, at lade sig kunstigt befrugte på en fertilitetsklinik med sæd fra en ung anonym studerende fra Københavns Universitet, der får 500,00 kroner for ulejligheden. Så lad være med at tilsøle de unge donorer som overfladiske og ansvarsløse mennesker - for det er ikke retfærdigt.

Trods alt.

Ole Brockdorff skriver om risikoen for at en donor-far kan blive konfronteret med 80 donorbørn en dag - hvis han ikke er absolut anonym.
Men er han anonym, kender disse 80 piger og drenge jo heller ikke deres egen halve identitet. Det vil i et lille land som Danmark give ganske gode chancer for at nogle af disse halv-søskende møder hinanden, bliver forelskede - og evt. får børn sammen. Uden at vide, at de er halvsøskende...
Før eller siden vil det da ske.
De omtalte myndigheder - der selvfølgelig, ligesom sæddonoren og mødrene med de "faderløse" børn er sig ansvaret bevidst, har vel overvejet denne mulighed??
Eller er det også inde under "åh, det går nok"-bemærkningen

Uanset, hvordan du vender og drejer det og uanset om du blander nok så mange homoseksuelle og lesbiske ind i problematikken.

Så starter og slutter det, ved manden der aflevere klatten for 500kr. Uanset om det så måtte betyde, at ungerne aldrig får deres genetiske spejl at se og med det har han min dybeste forakt.