I endnu en god artikel af Tobias Stern Johansen slås det fast, at de muslimske lande topper listen over nationer, der undertrykker kristne, ifølge en ny rapport og tendensen forværres.

Det er ikke så overraskende. Men man skal passe på med at vende sig ensidigt mod de muslimske lande og så glemme de andre lande, der forfølger kristne. Eksempelvis topper Nordkorea for 8. gang den i artiklen omtalte liste.

Man kan selv læse mere om det på hjemmesiden for organisationen "Åbne Døre" http://www.forfulgt.dk/index.php?id=50000&article_refno=749&query=forfulgte kristne

Bjarne Nederby Jessen

"Islamists loot and burn protestant church in Algeria," from the Associated Press, January 11 (thanks to Sr. Soph)

Link: http://www.jihadwatch.org/2010/01/algeria-muslims-loot-and-burn-christian-church-while-police-fail-to-intervene-because-the-church-did.html

Malaysia: Ninth church vandalized by Islamic supremacists enraged over Christian use of the word "Allah"

Link: http://www.jihadwatch.org/2010/01/malaysia-ninth-church-vandalized-by-islamic-supremacists-enraged-over-christian-use-of-the-word-alla.html

Jeg vil gerne opfordre til en stærk skelnen mellem Islam og islamisme ved sidestlling med ekstremer så som kommunisme og nazisme. Islam, er ligesom kristendom, mange forskellige ting, og kan både være demokratisk/udemokratisk samt forbundet med alle slags politiske synspunkter, ligesom vi herhjemme ser kristne, teologer sågar, hvor én er medlem af DF, en anden af SF. Islamisme derimod er en fundamentalisme (ligesom nogle misbruger kristendommen og tolker den fundamentalistisk), og al fundamentalisme skal kritiseres, men lad os huske på at der i de muslimske lande også er muslimer med frie og demokratiske holdninger, der undertrykkes såvel som de kristne i disse lande. Det er altså styret, når det er islamistisk eller tenderer dertil, der skal kritiseres, og ikke muslimerne i disse lande generelt, da de kan være ofre i lige så høj grad, som de kristne.

Besindige ord.

Man kunne måske tilføje, at mange af disse stater ikke er baseret på én befolkning, men stærkt forskellige befolkningsgrupper. Dette tilgodeser en mere militant attitude, samt naturligvis en tilsvarende hårdhændet styreform. Kan I huske, da Saudiarabien slog 5-600 demonstranter ihjel, der havde besat en helligdom? Det var ikke bare en rydning af en bz-ejendom!

Politisk vurderes det som klogt at tillade overgreb mod kristne, komplet uden en egentlig holdning for eller imod kristendommen specifikt - bare at man får demonstreret, hvor slemt det kan gå afvigere, samt at man sympatiserer med gruppernes egen justits (og vold). Idet staten ikke rigtigt er legitim, men bygger på MAGT og EGENINTERESSE.

Richard Maybury har opfundet et malende udtryk for disse, de fleste, stater i verden: Chaostan.

En stærk skelnen mellem islam og islamisme? Må jeg respondere med ord fra de højeste muhamedanske autoriteter, f. eks. Tyrkiets Erdogan: "Der er kun islam. Intet andet.", og Ayatollah Khomeiny hævder, at han ville spytte på folk, som siger, at islam er "fredens religion".

Hvor var din "moderate" islamiske kødpusher (billi, majet billi hala-køt) den 11. september 2001?

Jeg håber snart folk bliver klogere på, hvad islam er for en størrelse, selv om det er en meget ubehagelig proces at gå igennem.

Islam er verdens næsten største religion, og kristendommen er dens stærkeste konkurrent. For islams politiske såvel som religiøse ledere - undertiden de samme - har synlig magt altid spillet en stor rolle. At tabe erobret område er nærmest en helligbrøde, hvorfor korsfarerangrebene står som en vedvarende forbrydelse, der ikke kan glemmes. Til gengæld har det ofte været accepteret, at kristne kunne leve som underordnede mindretal, koptere. Men nu har den "kristne verden" gennem et hundrede år blandet sig i den islamiske verdens forhold, derfor er svaret i mange islamiske lande blevet: Ram alle kristne og ram ikke mindst alle, der hjælper dem. Derfor er terror i Afghanistan, Irak og Pakistan ikke noget den "kristne verden" kan standse. Set i det perspektiv forfølgelse af kristne mindretal, også noget som vi selv har opildnet til. Korsfarerinnvasionen førte også til hævn over kristne mindretal. Men kamp i en eller anden form spiller en afgørende rolle for islam, hvorfor de kristne egentlig kun har et håb om igen at blive glemt, at de bøjer sig i støvet som kopterne, så den interne strid mellem de rette troende inden for islam kan koncentrere sig om deres egen magtkamp.

Forskningsassistent Karina Pultz bevæger sig jo helt ud i det absurde, når hun i sin iver for at afværge kritikken af islam fremhæver en "failed state" som Zimbabwe som eksempel på et kristent land, hvor der er "manglende frihed for andre religiøse minoriteter"