Der er religionsfrihed i Danmark. Derfor kan et politisk parti ikke angribe hverken den ene eller den anden tro.

Regering og folketing kan stadig både være i overensstemmelse med Grundloven og samtidig sikre både Folkekirken og frikirkerne bedre arbejdsvilkår. En meget stor del af kirkernes indsamlede midler går i dag til socialt arbejde. Det er både godt og desværre også nødvendigt i dagens Danmark.

Men så længe medlemmernes bidrag gennem den såkaldte kirkeskat for en meget stor dels vedkommende går til vedligeholdelse og opvarmning af de historiske og nationale klenodier, som mange af kirkebygningerne også er, og menighedernes indsamlede midler for en stor del går til at lappe på en utilstrækkelig social omsorg, så vil der blive færre midler til kristendomsundervisning og kristen kommunikation.

Problemet for kirke og kristendom i Danmark er ikke tilstedeværelsen af nogle mennesker med en anden tro. Problemet er manglende fokus på kirkens hovedopgave, at undervise og kommunikere kristendom og kristentro ud i befolkningen. Danskerne forbliver ikke et kristent folk i et kristent land, hvis blot der holdes gudstjenester i x antal kirker hver søndag.

Opsøgende arbejde koster rigtig meget arbejde; men det er den vej kirkerne skal, hvis Danmark skal forblive et kristent land med en overvejende kristen befolkning.

Friheden er underlagt af, at skulle tage hensyn til den offentlige orden og sædeligheden.
Derfor kan den også både angribes og forbydes.