Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger
Svære ord om tro, liv og kirke bliver lettere at forstå med kristendom.dks leksikon. Portalens leksikon, der er opbygget alfabetisk, bliver hele tiden større og større.
Ifølge Bibelen er Abel Adam og Evas næstældste søn (Første Mosebog 4,1-16). Abel var fårehyrde og hans storebror Kain var agerbrugsdyrker. Dette kan ses som et billede på Israel og deres fjender kana'anæerne. Ligesom Abel var isrealitterne fårehyrder, dvs. halvnormader, og kana'anæerne var agerbrugsdyrkere. Historien fortæller at Kain og Abel en dag begge ofrede til Herren, men at Gud kun tog imod Abels offergave, da blev Kain sur og han slog Abel ihjel. På hebraisk betyder "hebel" vindpust/tomhed/intet, så Abels navn kan siges at indeholder en forudsigelse af hans korte liv. /Charlotte K. Vestergaard/
Er den første af Israels stamfædre, som der fortælles om i Første Mosebog kapitel 12 - 25. Indtil Første Mosebog 17,5 kaldes han Abram. Om Abraham er der en række righoldige fortællinger, som kulminerer med Guds besøg hos ham i Mamrelund og Isaks ofring. Vigtig er Paulus` brug af Abraham som et forbillede på troen. /Henning Nørhøj/
Betyder "menneske". Ifølge den anden skabelsesfortælling er Adam det første menneske (Første Mosebog 2,7), som Gud skaber ved at forme ham af mulden og indblæse livsånden i hans næsebor. Af Adams ribben skabes kvinden, Eva. I Første Mosebog 3 fortælles om det første menneskepars overtrædelse af Guds forbud mod at spise af kundskabens træ. Synden, skylden og døden bliver konsekvensen. I Det Nye Testamente modstilles Adam og Kristus. /Henning Nørhøj/
Advent er latin og betyder 'komme'. Det, der kommer, og som de kristne venter på er Jesu fødsel, som i Danmark fejres den 24. december. Adventstiden er en forberedelsestid til julen, hvilket også afspejler sig i salmerne om Guds løfter til mennesker om en frelser. /Thomas Bank Møller/
Adventismen skyldes de store vækkelser i det 19. århundrede. Adventismen slog især rod i USA. I 1877 etablerede adventismen sig i Danmark. De har et konservativt bibelsyn, nærer en stærk forventning om Jesu genkomst, går ind for adskillelse af stat og kirke og et frit menighedsliv med egen valgt leder. Adventisterne holder den jødiske sabbat, lørdagen, som helligdag. Deraf betegnelsen "Syvende dags adventisme"./Henning Nørhøj/
Er betegnelser for andre guder end den ene sande Gud, som ifølge Det Gamle Testamente har udvalgt Israels folk. Profeterne i Det Gamle Testamente fordømmer folkets dyrkelse af de kanaanæiske frugtbarhedsguder. I løbet af Israels historie slår den opfattelse igennem, at der i virkeligheden kun er én Gud (monoteisme). I Det Nye Testamente ser Paulus dyrkelsen af afguder som en fornægtelse af den ene sande Gud, der har givet sig til kende i Kristus. /Henning Nørhøj/
Ifølge den katolske kirkes lære kan den, der bekender sine synder for præsten få pålagt en bod eller straf i form af bøn eller almisser. Aflad er så en lempelse eller eftergivelse af denne bod. I middelalderen hævdede kirken, at den rådede over en skat af overskydende gode gerninger, som var begået af kirkens helgener. Den katolske kirke udstedte mod betaling beviser eller afladsbreve på eftergivelse af bodsstraffe for afdøde, så de kunne undgå skærsilden.Denne lære spiller ingen rolle i den katolske kirke idag./Henning Nørhøj/
Er betegnelsen for forsøget på at skelne mellem Bibelens tidsbundne forestillinger og så den tidløse sandhed. Det var den tyske forsker Rudolf Bultmann, der i 1941 lancerede udtrykket. Det var for ham en teologisk opgave at komme bag om det mytiske stof og formulere den eksistensmeddelelse, som stadig er aktuel for mennesker. Bultmann mente ikke, at man kunne afmytologisere ordet "Gud". /Henning Nørhøj/
Er det græske ord for kærlighed, der bruges i Det Nye Testamente. Agape er den kærlighed, der udtrykker sig i given sig selv til andre. Guds kærlighed er agape, idet han gav sig selv til mennesker. Næstekærlighed er agape, fordi en er uden grænser og forbehold. Ordet bruges i Det Nye Testamente om det kriste fællesmåltid, kærlighedsmåltidet. /Henning Nørhøj/
Alba er en hvid messeskjorte, som præsten ofte bærer uden på præstekjolen. Over den hvide alba kan præsten så bære en messehagel. Denne ekstra beklædning bruges af de fleste præster ved søndagens gudstjeneste og især ved nadveren. Når en præst ordineres, er hun/han iført den hvide alba./Henning Nørhøj/
Blev konge over Makedonien i 336 og fra 333 til sin død i 323 lykkedes det ham at erobre hele Mellemøsten og nå frem til Indusfloden. Det var Alexander den Stores ambition at erobre hele den daværende kendte verden. Virkningen af hans erobringer blev ikke et nyt sammenhængende storrige, men at der skabtes kulturforbindelser mellem de mellemøstlige lande. Således blev jøderne nu påvirket af den græske verden./Henning Nørhøj/
Var den største by efter Rom omkring år 0. Byen var ikke mindst kendt for sit enorme bibliotek og lærdomscenter. Alexandria blev centrum for en stor jødisk koloni i tiden op mod år 0. Her blev Det gamle Testamente oversat til græsk. I kristen tid virkede nogle af oldkirkens største teologer i byen. Og i kirkens første århundreder var Alexandria et centrum for kristen teologi./Henning Nørhøj/
Er den form for billedtale, hvor hvert enkelt led i billedet har en dybere betydning. Allegorien skal skelnes fra parablen, som er en billedfortælling, der munder ud i en pointe. Begge former for billedfortællinger kaldes i evangelierne for lignelser. For eksempel er sædemandslignelsen i Markusevangeliet 4 en parabel, men udlægges dernæst som var det en allegori. /Henning Nørhøj/
Allehelgen ligger altid på den første søndag i november og er en mindedag for de døde. Den katolske kirke havde oprindeligt flere helgenfester, men da antallet af helgener og martyrer voksede, besluttede kirken at samle alle helgenfester i én fest, allehelgen. I folkekirken fejrer kirkerne højtiden ved at mindes alle dem, som i det forløbne år er døde i det pågældende sogn. Det gøres nogle steder ved at navnene på de afdøde læses op. Bibelteksterne, der knytter sig til allehelgen, forkynder håb og tro på opstandelsen. /Thomas Bank Møller/
I Bibelen betegnes Gud som "den Almægtige". I Det Gamle Testamente betyder Guds almagt, at Gud står bag de store gerninger i det israelitiske folks historie. I Det Nye Testamente er Guds almagt baggrunden for missionsbefalingen i Mattæusevangeliet 28,18. I Bibelen behandles problemet om forholdet mellem Guds almagt og det ondes eksistens især i Jobs Bog. Det ondes eksistens forbliver et mysterium. Gud er ikke ansvarlig for alt, men vil engang få magt over alt./Henning Nørhøj/
I Moseloven er almissen påbudt (Femte Mosebog 15,11) som en social handling. Jesus forudsætter i Bjergpædikenen, at man naturligvis og uden bagtanker skal give almisse (Matthæusevangeliet 6,2-4). /Henning Nørhøj/
Er det sted hvor der bringes ofre ifølge Bibelen. I forbindelse med templet i Jerusalem var der et brændofferalter. I de kristne kirker blev der indrettet et alter i kirkens østende. Herfra leder præsten gudstjenesten. Kirkens alter repræsenterer Jesu grav, hvorfra han er opstået. /Henning Nørhøj/
bruges sammen med ugæret brød, oblater ved kirkens nadver. Brugen af vin går tilbage til det påskemåltid, som Jesus spiste sammen med sine disciple før han bliver taget tilfange og henrettet. Da Jesus rækker vinen til sine disciple tyder han det som sit eget blod, der gives til syndernes forladelse./Henning Nørhøj/
Er hebraisk og betyder "står fast". Ved gudstjenester afsluttes bønner og tekstlæsninger med et "amen" - ofte udtrykt af menigheden som et svar. /Henning Nørhøj/
I forbindelse med reformationen i 1500-tallet opstod der en bevægelse, som kaldes anabaptisterne eller gendøberne. De mente, at barnedåben ikke var tilstrækkelig, men at de kristne menigheder skulle bestå af troende, der selv som voksne havde valgt at lade sig døbe. De kritiserede Luther og de øvrige ledende i reformationen for ikke at gå vidt nok i opgøret med den katolske kirke. Hertil kom, at man i anabaptismen satte et skarp skel mellem stat og kirke og derfor sagde nej til at være en del af en stats- eller folkekirke.I dag videreføres anabaptismens tanker i den baptistiske kirke./Henning Nørhøj/
En kort form for gudstjeneste i form af salmesang, bøn og bibellæsning. Andagten kan være personlig og foretages alene eller finde sted kollektivt som indledning og afslutning på dagen. I Københavns domkirke holdes på hverdage en morgenandagt, der transmitteres af P2. /Henning Nørhøj/
I Det Nye Testamente hænger ordet sammen med at skifte sind og omvende sig. I Lukasevangeliet 17,3 siger Jesus, at den der angrer også skal tilgives. I både den katolske og den ortodokse kirke kan kirkens medlemmer komme til præsten og skrifte deres synder. Skønner præsten, at angeren er oprigtig, skal han tilgive vedkommende./Henning Nørhøj/
Teologisk set betyder anger en nyorientering i tilværelsen, idet begrebet sættes i forbindelse med omvendelse og indrømmelse af fejl - omvendelse fra noget gjort eller sagt og nyorientering mod Gud. Angeren er som regel forbundet med syndsbekendelse i bøn om tilgivelse. Hvor den angrende før var vendt væk fra Gud, vil denne efter angeren omvende sig, vende sig mod Gud, i indrømmelsen af sin fejl. /Charlotte K. Vestergaard/
Anglikansk er det latinske ord for "engelsk". Den anglikanske kirke er den engelske nationalkirke med datterkirker i USA og i Englands tidligere koloniområder. Det samlede overhovede er ækebiskoppen af Canterbury. Kirken har sit særlige protestantiske præg pga. den måde, som reformationen blev gennemført i England. I opfattelsen af biskoppens stilling og i kirkens gudstjenesteform er meget af det katolske bevaret. Selve kirkens læregrundlag er imidlertid mere præget af reformert kristendom end af luthersk./Henning Nørhøj/
Missionær og Ærkebiskop. Ansgar er født i Frankrig og levede fra ca. 801 til 865. I år 822 gik han i kloster i Sachsen, og i forbindelse med magtstridighederne i Danmark blev Ansgar udpeget til at ledsage Harald Klak, den ene tronkræver. Harald havde lovet at lade sig døbe, mod at få hjælp af den franiske kejser, Ludvig den fromme. Harald blev dog fordrevet fra Danmark, og Ansgar oprettede en menighed i Sverige, i Birka. Senere blev han, på Ludvig den frommes iniviativ, udnævnt til ærkebiskop af Hamborg, med missionsmark i norden. Senere fik Ansgar tilladelse af den danske kongemagt til at bygge kirker i Hedeby og Ribe. /Charlotte K. Vestergaard/
Johannes' Åbenbaring 12,18-13,10 fortæller om de sidste tiders kamp mellem den sande Kristus og Antikrist. Antikrist er vel at mærke ikke identisk med Djævelen/Satan, men er på én gang en skikkelse, der bærer Jesuslignende træk og alligevel hans modstander. Der er ingen tvivl om, at Johannes Åbenbaring sætter lighedstegn mellem Antikrist og kejser Nero. Den danske komponist Rued Langgaard har skrevet en opera med titlen "Antikrist". Der er en filosofisk-religiøs opera om den vestlige civilisations forfald. /Henning Nørhøj/
Ordet kommer af det græske ord apokálypsis, som betyder åbenbaring. Betegnelsen bruges som fællesbetegnelse om en række (bibelske) skrifter der skildrer visionære åbenbaringsoplevelser. En apokalypse skildrer typisk det sidste dramatiske forløb frem til verdens undergang og den efterfølgende fremkomst af en ny verden. I Det nye Testamente findes der, udover i Johannes Åbenbaring som er et stykke udpræget apokalyptisk litteratur, apokalyptiske træk i blandt andet Mattæusevangeliet 25,31-46, hvor Jesus taler om verdensdommen. /Nana Hauge/
betyder "åbenbare", eller "afsløre" og er betegnelsen både for en litteratur og en religiøs opfattelse indenfor jødedommen i de sidste århundrede op mod Jesu fødsel. Den apokalyptiske bevægelse var stærkt optaget af spekulationer over tidernes ende, dommedagsforestillinger og den evige frelse, samt fortabelsens mulighed. Den apokalyptiske forventning slår også igennem i evangelierne. Og hos de første generationer af kristne rettede forventningerne sig mod Jesu snarlige genkomst, og Gudsrigets oprettelse./Henning Nørhøj/
Ordet betyder "genoprettelse" og findes i Apostlenes Gerninger kap. 3,2. Genoprettelsestiden sker ved Jesu genkomst, hvor Gudsriget skal komme. Teologen Origenes og andre i den tidlige kirke mente, at alle da skulle frelses endeligt. Origens opfattelse blev senere fordømt ved et kirkemøde./Henning Nørhøj/
Kaldes de skrifter, som betragtes som en slags tillæg til Det Gamle Testamente. Disse skifter kom med i den græske udgave af Det Gamle Testamente, som blev til i Alexandria i tiden 220-100 før Kristi fødsel. I det hebræiske Gamle Testamente, som blev til omkring år 90 efter Kristi fødsel kom de apokryfe skrifter ikke med. Tilsvarende er der apokryfe skrifter i form af evangelier og breve, der ikke kom i Det Nye Testamente. /Henning Nørhøj/
Apologetik betyder forsvar - eller rettere : forsvar for ens tro. I det 2. århundrede rettede en gruppe teologer henvendelse til oplyste grækere og romere for at forklare kristendommens egentlige indhold. Disse teologer kaldes også apologeterne. De argumenterede med, at kristendommen var den "sande filosofi", som endog var forudset af græske og romerske filosoffer.. Endvidere understregede apologeterne, at de kristne på ingen måde var farlige for den romerske stat, men tværtimod loyale borgere. De mest fremtrædende apologeter var Justin Martyr, Irenæus og Tertullian./Henning Nørhøj/
Ordet betyder "forsvar", og bruges især om forsvar for den kristne tro. En gruppe teologer i det 2. århundrede kaldes i kirkehistorien for apologeterne. De forsvarede kristendommen mod angreb fra den hedenske verden. Apologeterne argumenterede for, at kristendommen var en fordel for den romerske stat og udtryk for den sande filosofi og moral. /Henning Nørhøj/
I Det Nye Testamente betyder det en udsending og anvendes først og fremmest om de personer, til hvem det er betroet at forkynde evangeliet og grundlægge menigheder. En række steder i evangelierne taler om de tolv disciple som identisk med apostle (Matthæusevangeliet 10,2 og Markusevangeliet 3,14). Apostlenes Gerninger 1,15-16 handler om valget af en apostel i stedet for Judas. Paulus understreger, at han også er apostel, idet han gør det til et kriterium, at man har set den opstandne (Første Korinterbrev 15, 5-8). /Henning Nørhøj/
er anden del af et samlet skrift, hvor første del er Lukasevangeliet. I Apostlenes Gerninger fortælles om de første årtier af kristendommens historie. Skriftet begynder med Jesu himmelfart og beretningen om Helligånden, der sænker sig ned over apostlene. Dernæst skildres Paulus`omvendelse og stridighederne i de første par årtier omkring hedningemissionen. og endelig følger vi Paulus rundt på hans missionsrejser./Henning Nørhøj/
Betegnelsen dækker over den gruppe af kristne forfattere, som udgør generationen efter Paulus, og som for nogles vedkommende har været hans medarbejdere. De hører altså til i apostolsk tid. Det gælder folk som Barnabas, Ignatius og Klemens. /Henning Nørhøj/
Taltes oprindeligt af aramæerne, et folk der omkring 1100 før Kristus levede i Syrien og Eufrategnen. Omkring 700 før Kristus blev aramaisk Forasiens internationale sprog, nogle steder endda regeringssprog. I århundrederne ned mod Kristi fødsel fortrængte aramæisk hebraisk som jødisk folkesprog. Visse dele af Det Gamle Testamente er således skrevet på aramæisk (dele af Ezras og Daniels bog). Man antager også, at Jesu modersmål var aramæisk. Aramæisk bruges i dag i den assyriske kirke, som liturgisk sprog. /Nana Hauge/
Ligger i Athen og er en høj lige i nærheden af Akropolis. Det er på Areopagos, at Paulus ifølge Apostlenes Gerninger 17,19-33 forkynder evangeliet for byens borgerskab og filosofferne. Det særlige ved Paulus` tale på Areopagos er, at han ikke henviser til Biblen, men til at Gud er skaberen og står bag alle folkeslag. /Henning Nørhøj/
Arius ( 250-336) var præst i Alexandria og lærte, at Kristus var skabt af Gud som den første af alle skabninger og dermed ikke lig med Gud. Arius`lære udløste voldsomme protester og ved et kirkemødet i Nikæa i 325 vedtog man en bekendelse, der understregede, at Kristus og Helligånden var af samme væsen som Faderen. Dette var læren om Treenigheden. Det var imidlertid den arianske lære, der bredte sig mod nord blandt de germanske folkeslag. Og en tid så det ud til, at arianerne ville blive flertallet i Romerriget./Henning Nørhøj/
Den velsignelse, der siden 1500-tallet har afsluttet den danske højmesse. Man kan finde den i Fjerde Mosebog 6,24-26, og den lyder således: "Herren Velsigne dig og bevare dig, Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig, Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred." /Ann Kjestrup/
Som afslutning på gudstjenesten fremsiger ("lyser") præsten den aronitiske velsignelse: Herren velsigne dig og bevare dig! Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig! Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred! Siden 1500-tallet har denne velsignelse afsluttet gudstjenesten i folkekirken. Ordene stammer fra 4 Mos 6, 24-26, hvor Moses bror Aron som den første ypperstepræst velsigner israelitterne./Henning Nørhøj/
Ordet forekommer ikke i Bibelen. Men Paulus redegør i Romerbrevet 5 for, hvordan synden er kommet ind i verden ved Adams overtrædelse af Guds forbud. Kirkefaderen Augustin (354-430) formulerer begrebet i modsætning til den opfattelse, at mennesket har en fri vilje og kan leve et syndfrit liv. /Henning Nørhøj/
Betyder på græsk "øvelse" og er betegnelsen for den livsform, hvor man afholder sig fra at spise kød, drikke alkoholiske drikke, sex, varm og behagelig påklædning. I Det Gamle Testamente nævnes askesen ikke. I jødedommen på Jesu tid, er der grupper (For eksempel Dødehavssekten) der lever asketisk. Jesus synes ikke at have levet asketisk. Askese, til tider i ret ekstrem form, vinder frem i kristendommens tidlige historie, som udtryk for fromhed og hengivelse. /Henning Nørhøj/
Betyder "ikke-gudstro". Ateismen kan bygge på en filosofisk antagelse, hvilket vi ser allerede hos Platon. For ham var det højeste idéen om det gode, det smukke og det sande. Ateisme kan også være begrundet i en videnskabelig opfattelse, nemlig at Gud ikke kan bevises og det sande kun er det, vi faktisk kan konstatere. Det er for alvor i løbet af 1800-tallet med videnskabernes udvikling, at ateismen bliver kirkens modstander. /Henning Nørhøj/
er sammenfatningen af den lutherske lære. I 1530 sammenkaldte den tysk-romerske kejser de tyske fyrster til et møde i Augsburg, hvor de skulle gøre rede for deres tro. De lutherske repræsentanter formulerede hertil en bekendelse, hvori man i en række punkter ville vise, at den lutherske tro var den oprindelige kristne tro. Den augsburgske Bekendelse er forpligtende for den danske folkekirke./Henning Nørhøj/
En af oldkirkens betydeligste teologer. Hører til kirkefædrene, hvilket vil sige en af dem der var med til at udforme kirkens lære. Augustin var stærkt inspireret af den græske filosofi. Tro er at forstå, sagde han. Han udformer tanken om arvesynd som for ham betyder, at mennesket elsker sig selv og sin verden højere, end det elsker Gud. Kun Guds nåde rakt gennem kirken kan styrke den enkeltes vilje til at ville elske Gud og næsten. /Henning Nørhøj/
