Af græsk eskatos, "sidst". Eskatologi er det, der siges om de sidste ting, hvordan et menneske ender, når det er dødt, eller hvordan verden ender, når den går under. Ligesom myten ligger før den menneskelige erfaringshorisont, ligger eskatologien efter den. Ligesom myten fra en urtid nærmer sig nutiden i stadier eller etaper, sådan kan en eskatologi også være inddelt i etaper, der fører ud i det ukendte
ISLAM: Grundlaget for den islamiske eskatologi findes i Koranen, der indeholder en række beskrivelser af de sidste tiders begivenheder. Det er i disse tider, at dommedag vil finde sted, hvor hvert menneske skal stå til regnskab for sine tanker og handlinger, og verden vil blive rystet i sin grundvold og gå under. Desuden knytter de fleste muslimer en forestilling om en messiasskikkelse til disse begivenheder. Denne forestilling stammer ikke fra Koranen, men findes i visse dele af traditionsstoffet (hadith).
JEHOVAS VIDNER: Ifølge Jehovas Vidner foregik Jesu andet komme i 1914, og dette år indvarsler "de sidste tider" med kulminationen i Harmageddon, som ifølge Johannes Åbenbaring 16,16 er Guds definitive kamp mod Satan. De mennesker, som oplevede begivenhederne i 1914, ville, ifølge Jehovas Vidner, stadig være i live, når det endelige slag skulle udkæmpes; det slag, som ville resultere i Tusindårsrigets komme, hvor de troende skal leve i paradisiske tilstande med Kristus. Dette udsagn har Jehovas Vidner dog nytolket flere gange. Siden 1995 har Jehovas Vidners centralorganisation foretaget endnu en nytolkning af udsagnene om "de som oplevede begivenhederne i 1914" for at imødegå det problem, at de fleste af disse mennesker snart vil være døde. De eskatologiske forestillinger er uændrede, men de, som skal opleve begivenhederne, er ikke længere de, som oplevede 1914, men de, som ser Kristi nærvær i dag
JØDEDOM: I jødedommen er de eskatologiske forestillinger knyttet til den forventede messianske forløsning af det jødiske folk ved denne verdens ende, sådan som den er beskrevet i de bibelske apokalyptiske skrifter om verdens undergang og en ny tids begyndelse.
KRISTENDOM: Den kristne eskatologi ligger i direkte forlængelse af den jødiske apokalyptik. Derfor fremtræder den også fra begyndelsen som nærforventning, dvs. at de første kristne ventede Kristi genkomst, opstandelsen, dommen og det evige liv som noget, den allernærmeste fremtid ville bringe. Da denne forventning blev skuffet, blev eskatologien mindre fremtrædende, og kristendommen koncentrerede sig i højere grad om troslivet i kirkens tid, hvor det nu gjaldt om at berede sig til den frelse, der måske lå langt ude i fremtiden.
I nyere kristen teologi har der været gjort flere forsøg på at afmytologisere eskatologien fx i eksistensteologien ved at forstå overgangen fra dette liv til Gudsrigets liv som bevægelsen fra uegentlig til egentlig eksistens. Man tilslutter sig Johannesevangeliets tale om, at Gudsriget og det evige liv er nu. På lignende måde opfatter politisk teologi eskatologien i kristendommen som udtryk for en politisk utopi.