Den kinesiske religiøse tradition, der går tilbage til Kongfuzi (551-479 f.v.t.), Kinas berømteste filosof. På europæiske sprog gengives hans navn i utallige former, deriblandt den latinske Confucius. I sin levetid som embedsmand og omvandrende lærer høstede han ikke stor anerkendelse, og han fik aldrig mulighed for at efterprøve sine tanker om samfundets indretning efter religiøse normer. Men han og hans tilhængere bearbejdede og systematiserede med flid og lærdom Kinas religiøse og historiske traditioner i overensstemmelse med hans religiøse og politisk-filosofiske grundsyn. Derved kom konfucianismen efterhånden til at danne grundlag for uddannelsen af hele det kinesiske kejserriges embedsstand og dermed for det politiske og sociale liv overalt i Kina.

På Kongfuzis tid var Kina endnu ikke et kejserrige, men bestod af fyrstendømmer. Et af fyrstehusene var Zhou, hvis militære, politiske og religiøse lederstilling var anerkendt af de øvrige fyrstendømmer. Efterhånden var imidlertid Zhous militære magt brudt, og kun herskerhusets høje religiøse status var tilbage. Dermed var religion og militær magt blevet åbenlyst adskilte fænomener. Det viste sig på talrige måder, og Kongfuzi oplevede det som en dyb splittelse. Ikke blot samfundet, men selve virkeligheden slog revner. Hans lære tog sigte på at genskabe helheden og harmonien, først og fremmest i en minutiøs efterlevelse af traditionen. Han var meget optaget af ritualer og korrekt social adfærd, som på kinesisk med ét ord hedder li, og det var hans mål at genskabe sammenhængen mellem ritualer og samfundslivet i øvrigt. Embedsmanden skulle tjene folket, som om han gjorde tjeneste ved et stort offer, og omvendt krævede deltagelse i ritualerne også moralske kvaliteter og moralsk medleven.

Baggrunden for denne ritualisering af hele samfundslivet var den religiøse forestilling, at under fortidens vise konger Yao og Shun gik alt af sig selv. Da levede dao, normen eller verdensprincippet, og kongerne kunne med deres ritualer styre hele riget ubesværet. For at genskabe denne tilstand af enhed og stabilitet var det nødvendigt, at hvert enkelt menneske blev en adelsmand (junzi), dvs. forædlede sig selv gennem studiet af traditionen, og blev i stand til at efterleve traditionens ånd i forholdet til andre mennesker. Her gjaldt først og fremmest de 5 basale relationer (wu lun): Fyrste - undersåt; far - søn; ældre - yngre; mand - hustru; ven - ven. I disse forhold skulle velvilje og storsind fra den højere modsvares af troskab og lydighed fra den lavere. Overalt gjaldt det om at fremelske ren, "godhed" eller "menneskekærlighed", og xiao, "sønlig fromhed", dvs. respekt for enhver ældre eller overmand. Når ren og xiao fæster rod hos menneskene, vil dao igen leve.

Elever og senere udvikling: I Kongfuzis egen levetid var lydhørheden for hans tanker begrænset til en lille skare elever. De samlede hans udtalelser i bogen Lun yu. Nye, mere systematiske fremstillinger af hans lære gav Mengzi (Mencius) (371-289 f.v.t.), som lagde vægt på godhed (ren) som noget medfødt hos mennesker. Han formulerede som den første den tanke, at folket har ret til at afsætte en hersker, der ved sin uretfærdighed viser, at han ikke har Himlens mandat.

På 200-tallet f.v.t. spillede Xunzi en vigtig rolle som redaktør af ritualbogen Liji og sandsynligvis forfatter til mange af dens ritualkommentarer. I modsætning til Mengzi anså han mennesket for ondt af natur. Ritualernes rolle var at forædle denne menneskelige natur gennem indøvelse af hensigtsmæssige holdninger. Men da konfucianismen i løbet af kejsertiden, fra ca. 200 f.v.t., blev statens officielle lære, var det Mengzis opfattelse, der kom til at dominere.

Konfucianismen var en formulering af selve statens fundament, som har beholdt indflydelse helt til vore dage. I løbet af sin historie påvirkedes den af daoisme og buddhisme, og fra 1000-tallet førte det til de nyformuleringer, vi kalder neokonfucianisme. Fælles for de neokonfucianske retninger er en fornyet udforskning af de universelle principper, hvorpå en konfuciansk etik kan baseres. I 1500-tallet kulminerede disse bestræbelser i Wang Yangmings tanker om det enkelte menneskes sind som kilde til universelle moralske principper. Umoral kunne da forstås som en følge af mangelfuld selverkendelse.

Konfucianisme og konfucianske tanker har spredt sig med kinesisk kultureksport til Korea og Japan og med udvandringsbølgerne til Sydøstasien og til Vesten. I det kommunistiske Kina var konfucianismens hierarkiske samfundsvision selvsagt noget, man måtte gøre op med, og som statslære synes dens rolle i dag udspillet. Basale tankemønstre lever dog videre, ikke mindst i Korea og hos kinesere i Singapore.

Konfucianismens klassiske skrifter: De 5 klassikere (jing):

1. Shujing, "Historiens bog": Taler og lærerige eksempler fra de tidlige kongers tid i konfuciansk redaktion. En del kapitler er tilføjelser fra 200-tallet e.v.t., men en kerne var kendt af Kongfuzi.

2. Shijing, "Odernes bog": 305 korte og lange digte fra perioden 1000-600 f.v.t.

3. Yijing, "Forvandlingenes bog": En håndbog i divination, kendt på Kongfuzis tid, men i tidens løb er talrige kommentarer tilføjet.

4. Liji, "Ritualernes bog". De klassiske ritualer og deres betydning. I sin nu kendte form redigeret i 200-tallet f.v.t.

5. Chunqiu, "Forårs- og efterårs-annalerne". Årsoptegnelser fra fyrstendømmet Lu, Kongfuzis hjemland, fra 722-481. Måske af Kongfuzi selv.

De 4 bøger (shu):

1. Lun yu, "Analekterne": Udvalgte udtalelser af Kongfuzi i samtale med elever.

2. Da xue, "Den store Lære": Egl. kapitel 42 i Liji.

3. Zhung yung, "Midtens Lære": Egl. kapitel 31 i Liji.

4. Mengzi, Mengzis (372-289 f.v.t) skrifter