Det indviede brød, der bruges ved nadveren og repræsenterer Kristi legeme. Brødet er en lille flad melkiks, der er en slags usyret brød (det vil sige uden gær). Jøderne spiser usyret brød til påske, og det var derfor også den slags brød, Jesus delte ud til sine disciple, da han ifølge Ny Testamente indstiftede nadveren. /Ann Kjestrup/

Forståelsen af offer har rødder både i kristen og jødisk tradition. Selv om der ikke længere ofres dyr i nogen af de to religiøse traditioner er der en forståelse af hvad et offer er. For en moderne bevidsthed er det ikke altid let at forstå offeret, og man både tiltrækkes og frastødes af billedet af et slagtet dyr som ofres. Offer-metaforen er en af de grundlæggende fortolkninger af Jesus' død i Det nye Testamente. Den går tilbage til de første kristne og Jesus selv nævner det også i de nytestamentlige skrifter (Markusevangeliet 10, 45). /Jonas Adelin Jørgensen/

kaldes den periode i kirkens historie, som begynder med de første kristne menigheders tilblivelse i årtierne efter Jesu død og opstandelse og frem til Vestroms fald i 476. I oldkirkens tid fandt den kristne lære sin form og kirken blev strukturerert i bispedømmer og samlet under den romerske paves ledelse. Kirken havde nu opnået en betydelig social og politiks betydning./Henning Nørhøj/

I det gamle Mellemøsten praktiseredes omskærelse i forskellige former blandt forskellige semitiske grupper og Israelitterne praktiserede også omskærelse (se Første Mosebog 17). Omskærelsen indtog en helt central plads i den jødiske selvforståelse som tegn på indlemmelse i pagten med Gud. De første kristne måtte derfor forholde sig til denne rite og det førte til en strid om nytten af omskærelse. Afgørelsen var at omskærelse ikke var nødvendig for kristne (se Galaterbrevet 5). /Jonas Adelin Jørgensen/

Omvendelse betyder en grundlæggende og radikal forandring af hvad et menneske er gennem en religiøs hændelse. I omvendelsen er det den kristne erfaring at det er Gud som omvender; samtidigt er det mennesker der omvender sig. Begge dele må fastholdes i den kristne teologiske forståelse af hvad omvendelse er. /Jonas P. Adelin Jørgensen/

Forsøg på at bevise Guds eksistens ud fra en tankerække som denne: Hvis man forestiller sig Gud som fuldkommen, må han nødvendigvis også være til. Det, der ikke eksisterer, er nemlig ikke fuldkomment. Det ontologiske gudsbevis blev først formuleret af filosof og teolog Anselm af Canterbury cirka år 1000. /Asbjørn Petersen/

Opstandelse nævnes kun ganske få steder i Det gamle Testamente og da omhandlende Israels genoprettelse. I Det nye Testamente ses opstandelsen som Guds handling på den yderste dag, hvor han vil opvække alle døde for at dømme enhver. Den opstandelse som alle ifølge denne tanke vil opleve, har Jesus allerede gennemgået ved sin opstandelse den første påskemorgen. /Jonas P. Adelin Jørgensen/

Udnævnelse til en formel funktion i et religiøst fællesskab. I det gamle Israel var den guddommelige udvælgelse afgørende for udnævnelsen. I den tidlige kristne kirkes tid fortælles der i Apostlenes Gerninger kapitel 6 om hvordan den første kristne ordination af menighedsforstandere finder sted: efter diskussion fremstilles de udvalgte for apostlene, som beder for dem og velsigner dem, og dermed bliver de ordineret./Henning Nørhøj/

Kirkefader fra Alexandria (ca. 185-253) i Nordafrika, hvor han virkede hele sit liv. Han var en flittig skribent ikke mindst ved hjælp af sine mange stenografer og sekretærer. Ifølge Origenes var Jesus Guds 'logos' ('ord' eller 'mening'), og således underordnet den evige Gud Fader. Senere blev dette anset for at være udtryk for nyplatonisk indflydelse, og i mange århundreder efter sin død var Origenes derfor ilde set./Jonas Adelin Jørgensen/

Ornat betyder embedsdragt, og henviser især til den af præsternes tjenesteligt pålagte sorte dragt med tilhørende pibekrave. Præstedragten er i sin oprindelse egentlig en borgerdragt men har gennem tiden i højere grad fået en rituel karakter. /Jonas Adelin Jørgensen/

Ortodoksi betyder "rettroenhed" og ingår i betegnelsen for de kristne kirker i den østlige del af Middelhavsområdet, Grækenland, en stor del af Balkanlandene, samt Rusland. Den ortodokse kirke havde indtil slutningen af middelalderen sit centrum i Konstantinopel, hvor gudstjenstesproget var græsk, mens den russiske kirke brugte det slaviske sprog i gudstjenesten. De ortodokse kirker skilte sig i 1054 ud fra den romersk katolske kirke bl.a. på spørgsmålet om billeddyrkelsen, som den ordokse kirke ville fastholde. Desuden ville den ikke anerkende paven som kirkens øverste leder./Henning Nørhøj/