En ung religion der tager sit udgangspunkt i Guru Nanaks lære (1469-1539) i Punjab i Nordindien og fortløbende udviklede sig med en gururække på i alt ti over en ca. 250-årig periode, indtil den tiende og sidste Guru Gobind Singh (1666-1708) proklamerede gururækken for afsluttet. I stedet indsatte han sikhernes helligbog, Adi Granth, som sikhernes vejleder. Der findes omkring 16-17 mio. sikher i dag. Religionens hjemsted er stadig den nordindiske delstat Punjab, hvor sikherne netop udgør befolkningsmajoriteten med omkring 52%, men de er at finde mange steder i verden, hvor de præger gadebilledet med deres lange skæg og de farverige turbaner.
Sikhreligion er specielt inspireret af religioner som hinduisme og islam, hvis ritualiserede side den tager afstand fra, og af Kabir, der var inspireret både af hinduisme og af islam. Han understregede, at religion var at finde i den indre individuelle oplevelse.
Punjab er og bliver sikhernes tilknytningssted, da stort set alle deres helligdomme findes dér, bl.a. Det Gyldne Tempel i Amritsar. Dog findes flere af deres helligsteder også i den del af det siden 1947 hører til Pakistan, fx Guru Nanaks fødeby. Det er i Punjab, at hele sikhreligionens historie har udspillet sig. Det betyder, at mange sikher ønsker, at Punjab skal blive deres selvstændige stat med navnet Khalistan, "De Renes land". Dette ønske har forbundsstaten Indien dog svært ved at imødekomme, da Punjab er en meget frugtbar stat, bl.a. producerer den omkring 60% af al hvede og ris til Indien; samtidigt må der tages hensyn til den meget store minoritet af hinduer og muslimer, som bor i staten. At Indien ikke vil give sikherne selvbestemmelse, er en af grundene til de mange uroligheder i området.
RELIGIONEN I HOVEDTRÆK: Sikhreligion er en monoteistisk religion, hvis hovedformål har været at kunne adskille sig klart fra to af dens hovedinspirationskilder, hinduisme og islam. I 1925 nedsatte sikherne en komité, der skulle beskrive religionens hovedtræk i en kort og præcis form. Beskrivelsen blev endeligt færdiggjort i 1945, og den definerer en sikh således: "En sikh er en person, der tror på én gud, de ti guruer, deres lære og på helligbogen Adi Granth. Desuden må han/hun tro på nødvendigheden og betydningen af indvielsen til broderskabet og ikke tilslutte sig andre religioner".
Sikhreligion interesserer sig både for det enkelte menneske og for fællesskabet, som man skal deltage i som medlem af sikhsamfundet. Og komiteen beskriver i tre punkter, hvad en sikh skal:
1. Studere de hellige skrifter dagligt og meditere på Gud. Sikhernes helligbog Adi Granth består af i alt 1430 sider med i alt 5894 hymner skrevet af de fem første guruer, den niende og blot én hymne af den tiende Guru Gobind Singh, der samlede bogen i sin nuværende form. Den er skrevet på sikhernes skriftsprog, gurmukhi, som enhver sikh bør lære sig, da der ikke skal være nogen mellemmand mellem Gud og den enkelte tilbeder. Der foregår dog også en fælles oplæsning i sikhernes gudstjenestebygning kaldet en gurdwara, "Guruens dør", hvor Adi Granth ligger centralt under en baldakin. Den er den guddommelige repræsentation, da sikhreligion går imod enhver form for billeddyrkelse.
Meditation er også et centralt punkt, da det er vejen mod en erkendelse af Guds væsen, der beskrives som følger i en form for trosbekendelse: "Der er kun én Gud. Han er den højeste sandhed, alle tings skaber og den altgennemtrængende ånd. Han er uden frygt og uden fjendskab. Han er tidløs, og han er ikke født og vil ikke dø til genfødsel. Han er oplyst ved sig selv, og han kan blive kendt via sin nåde (nader) som guru."
Sikherne tror på genfødsel eller samsara, som man finder den i hinduisme, og ser frelsen som Guds nåde. Gud, der er allestedsnærværende, vil vise sig i det lydhøre menneskes indre under en meditation, hvorved menneskets sjæl kan frigøre sig fra denne verden og indgå i en forening med Gud selv.
2. Leve ifølge guruernes lære. Omdrejningspunktet for sikhreligion er de ti guruer og deres virke. Ordet guru betyder lærer eller vejleder, og de anses som sat på jorden af Gud, også kaldet Sat Guru ("Den sande Guru"), som hans repræsentation til at vejlede den rettroende sikh ("discipel") frem mod frelsen. Selvom man anser den første Guru Nanak som religionens grundlægger, tildeles alle guruer æren for udformningen af dens væsen.
3. Tjene fællesskabet (sewa). Fællesskabstanken har stor betydning for sikher og kommer bl.a. til udtryk ved langar, fællesmåltidet efter gudstjenesten, hvor alle uafhængigt af stand og status spiser sammen. Det kommer også til udtryk ved Khalsabroderskabet, hvor man netop lader sig indvie til fællesskabet, og hvor alle mænd bærer samme efternavn: Singh og alle kvinder bærer efternavnet Kaur. Desuden bærer mændene og til dels kvinderne de fem k'er, der er de ydre kendetegn på, at man hører til det sikhiske fællesskab.