Nærdødsoplevelser giver anledning til eftertanke

Både i liv og død er der mysterier, og vi må respektere, at nogle mennesker i særlig situationer får adgang til noget, der ikke er 'normalt', mener Johannes Værge. Foto: Hans Christian Jacobsen.

Jeg har talt med flere, der har haft en nærdødsoplevelse. Det er oplevelser, der har gjort stærkt indtryk på dem, fortæller pensioneret sognepræst og forfatter Johannes Værge

Hvad tror du, der sker helt konkret, når vi dør - forlader sjælen kroppen? Hvornår begynder evigheden?

Intet menneske er helt 'færdigt' med sit liv, når vi dør. Der er noget, vi ikke fik gjort, noget, vi ikke fik lært. Gud har haft en mening med hvert enkelt menneske, og i opstandelsen rækker Gud ud mod os for at fuldende vores liv. I opstandelsen indgår dommen, det vil sige et møde med det, der har været på færde i vores liv, så det kommer frem, hvad der mangler. Denne afsløring sker i kærlighedens lys, Kristus-lyset, og dér begynder den proces, der fører til, at vi nyskabes til at blive det, der har været Guds mening; og da er vi ét i evigheden med Gud, Kristus og på en eller anden måde også med hinanden.

LÆS OGSÅ:
Buddhist: Ideen om genfødsel giver mening for mig

Nyskabelse i opstandelsen drejer sig om både legeme og sjæl i den forstand, at Gud tager alt det op, der har været i vores liv, og som jo er knyttet til legemet, og bruger det til sin nyskabelse. Der er ikke jordisk legeme i evigheden, men en anden form for legemlighed (vi skal alle forvandles, som Paulus skriver). Det himmelske liv er i andre dimensioner end det jordiske, på andre betingelser.

Man hører jævnligt om danskere, der har oplevet at møde afdøde personer, f.eks. familiemedlemmer. Hvad tænker du om sådanne oplevelser?

Det forhold, at nogle mennesker oplever at kommunikere med afdøde, er et eksempel på, at der er meget i spørgsmålet om liv og død, vi ikke helt forstår. Både i liv og død er der mysterier, og vi må respektere, at nogle mennesker i særlig situationer får adgang til noget, der ikke er 'normalt'. Jeg har talt med flere, der har haft en nærdødsoplevelse. Det er oplevelser, der har gjort stærkt indtryk på dem og givet dem overbevisning om, at der er en nyskabende virkelighed bag døden, så de ikke frygter at skulle dø. Det er ikke oplevelser, man kan bruge som 'bevis', men de kan give os anledning til eftertanke.

Johannes Værge er pensioneret sognepræst og panelist ved religion.dk. Forfatter til flere bøger, bl.a. Efter Døden. En bog om det evige liv.