Religion er lige så gammeldags som altid

Samtalerne mellem Parvinder Singh Randhawa og Søster Anna-Maria Kjellegaard på religion.dk er blevet et ...

Foto: Arkiv.

Som sikh er jeg åben over for, at andre religioner også kan føre til erkendelse af Gud, skriver Parvinder ...

Som sikh er jeg åben over for, at andre religioner også kan føre til erkendelse af Gud, skriver Parvinder Singh Randhawa. Foto: Foto: Arkiv

OPDATERET 1. MARTS 2011 Hvordan er det at være synligt religiøs i et sekulariseret samfund? Sikh Parvinder Singh Randhawa svarer søster Anna-Maria Kjellegaard

Hvordan er det at være synligt religiøs i et sekulariseret samfund? Religion.dk har opfordet katolsk nonne Anna-Maria Kjellegaard og sikh Parvinder Singh Randhawa skrive sammen om emnet og dele det med religion.dks læsere. Følg "Nonnen og sikhen".

LÆS OGSÅ:Hvad er sikhisme?

LÆS OGSÅ:10 vigtigste ting om katolicisme

Deres breve til hinanden publiceres i kronologisk rækkefølge, så det nyeste ligger nederst i artiklen.

Kære Parvinder Singh Randhawa,

Det glæder mig, at religion.dk har opfordret os til at deltage i dette emne: At leve som religiøs i et sekulariseret samfund. Det første spørgsmål lyder: Har I konkrete oplevelser fra hverdagen af at være blevet presset på jeres tro i den sekulariserede offentlighed?

Jeg er en katolsk nonne, som normalt lever i mit kloster. Det vil sige, at jeg ikke har et job på det danske arbejdsmarked. Derfor har jeg ikke erfaringer af, hvordan folk, kollegaer eller andre, ville reagere på mig, hvis de så mig i ordensdragt.

Mine erfaringer er kun fra gader og stræder, når jeg i én eller anden anledning skal noget i byen eller er på rejse. Det nærmeste, jeg er blevet presset, er, at især unge drenge gør korsets tegn og måske råber Jesus efter mig. Det generer mig ikke, og når jeg oplever dette, beder jeg for dem.

Før jeg begiver mig ud i verden beder jeg altid, at de, der kommer til at se mig i det offentlige rum, må få en tanke på Gud. Når de ser mig, så vil de fleste nok tænke: Der går en, som tror på Gud, om det så opleves positivt eller negativt. Til hverdag tænker de fleste vel ikke på Gud.

Omvendt oplever jeg ofte positive ting, når folk ser mig. De kan se, at jeg er etnisk dansk, så der er ikke fremmedhad, og man har stadig en forestilling om katolske nonner, at de gør godt for andre, jf. Mother Teresas søstre i Indien. På rejser oplever jeg ofte, at folk begynder at spørge, hvordan det er at være nonne, og det ender som regel med, at jeg får vedkommendes hele livshistorie.

Jeg kunne forestille mig, at det er meget anderledes for dig. Du er endnu mere fremmedartet i din fremtoning end jeg. Du arbejder i finanssektoren. Har du din turban på, når du er på arbejde? Og hvordan reagerer dine kolleger og evtentuelle kunder på dette?

Hvilke overvejelser gør I jer over at leve i et sekulariseret samfund?

Jeg har accepteret, at virkeligheden i Danmark bliver mere og mere sekulariseret. Personligt lider jeg ikke under det, da jeg stadig kan udøve min tro både offentligt og privat. Men den manglende almene viden om og forståelse af vores kulturelle grundlag, nemlig den kristne, som er ved at gå tabt som følge af sekulariseringen, finder jeg er negativt.

Nu er du født og opvokset i Danmark og tilhører en tro, som absolut udgør et mindretal her. Har du oplevet at være sikh i en majoritetssammenhæng, for eksempel i Indien? Hvordan var forskellen til det sekulariserede Danmark? At være katolik i Danmark betyder også at tilhøre en minoritet, men ikke så anderledes som din.

Jeg har mærket en stor forskel, når jeg har været i et såkaldt katolsk, land selvom landet også er godt i gang med sekulariseringen. Pludselig var jeg i en majoritetskultur, hvor den gængse opfattelse af mange ting var præget af det katolske kristne livssyn. Gud og troen på ham virkede stadig som den fælles referenceramme. Det var berigende at opleve til forskel fra den danske virkelighed, som jeg er i til hverdag.

Jeg glæder mig til at høre om dine oplevelser og erfaringer.

Med venlig hilsen
Søster Anna-Maria Kjellegaard
Katolsk nonne

Kære søster Anna-Maria Kjellegaard,

Tak for dine spændende svar og beskrivelser af dine oplevelser.

Som sikh har jeg langt og uklippet hår. Og som sikh-mand bærer jeg yderligere turban. Dette gør jeg, når jeg er udenfor min egen dør dog med få undtagelser. F.eks. bærer jeg en kompakt sports-turban når jeg i øvrigt alt for sjældent dyrker sport. Det vil sige, at folk møder en turban-klædt Parvinder også på arbejdet.

Hvad folk får af indtryk, varierer nok en del, men rigtig mange får nok et indtryk af, at jeg tror på Gud og ikke er bange for at skilte med det. Nogle ser det måske som fundamentalistisk og gammeldags, mens andre ser det som modigt og engageret.

Folk dømmer mig ikke på forhånd
Da jeg ikke prøver at være diskret med min tro, tror jeg at det er lettere for folk, som har lært mig at kende f.eks. kolleger og bekendte, at spørge ind til min tro og sikhismen. Dette passer mig helt fint, da viden hos medborgere er meget bedre end uvished, som igen skaber gisninger og spekulation og måske endda frygt og mistro.

Det er sjældent, at kunder direkte spørger til min turban eller religion formentlig af frygt for at virke uprofessionelle eller nærgående. Det er dog sket, at en kollega til et møde med kunder så har bedt mig fortælle kort om, hvorfor sikher går med turban. Med ekstremt få undtagelser oplever jeg ikke negative reaktioner folk lader i høj grad tvivlen komme mig til gode i stedet for at dømme mig på forhånd.

Svært at være vegetar i Danmark
Jeg føler ikke, at jeg bliver presset på min tro i den sekulariserede offentlighed, hvad min hovedbeklædning angår. Dette gør sig mere gældende, når det kommer til kød og især halal-kød. Som sikh spiser jeg ikke halal-kød (og analogt kosher-kød), da vi finder slagtemetoden unødigt pinefuld for dyret.

Yderligere bør jeg som sikh ikke spise kød, hvilket dog kan være svært, da de færreste restauranter og kantiner herhjemme i Danmark har lækre vegetar-alternativer. Men sværere bliver det af den udstrakte brug af halal-kød rigtig mange steder uden at der skiltes åbenlyst med det ikke mindst i skoler og børnehaver.

Religion forbydes i gadebilledet
Jeg føler, at religionsfriheden i stigende grad ofres på et misforstået sekulariseringsalter. I den moderne sekularisering handler det ikke så meget om at skille stat (m.m.) og religion, som det handler om at forbyde religion fra gadebilledet.

Et ekstremt eksempel er forbuddet i offentlige franske skoler mod religiøse symboler, hvilket også omfatter turbanen, som ellers er en fast del af en sikh-mands beklædning. Dette finder jeg både diskriminerende og skræmmende, da det at bære turban netop er en del af det at praktisere religionen.

Heldigvis er vi ikke gået så vidt i Danmark, selvom flere virksomheder (eller rettere supermarkeder og butikker) i flere år har praktiseret et forbud mod hovedbeklædninger uden at det kan forklares med hensyn til sikkerhed eller hygiejne.

Der tages mere hensyn til fordommene
Jeg har i flere tilfælde prøvet at tage en åben og konstruktiv dialog med virksomhederne, men møder nærmest en mur af benægtelse eller tavshed. Det er desværre i vid udstrækning blevet acceptabelt, at forbyde skiltning med sin tro også selvom en sådan skiltning er et element i troen.

Vi ser desværre en tendens mod, at der tages mere hensyn til folks fordomme og frygt end til religionsfriheden. Dette kom også tydeligt frem, under den store debat i medierne om, hvorvidt retsdommere må bære religiøse symboler.

Sekularisme i sin egentlige forstand at politiske forhold bør diskuteres uafhængigt af religion har jeg det fint med. Dette kan ligefrem være til gavn for religionsfriheden, da alle religioner kan stilles lige. Dette betyder bestemt ikke, at jeg har et problem med kristendommens indflydelse på samfundets opbygning.

Tværtimod har jeg stor respekt for mange af de principper, som kristendommen har bidraget med. Men jeg føler, at sekularismen i høj grad er blevet kapret og misbrugt mod religion og religionsfrihed.

Indien gør det godt
Indiens størrelse og mangfoldighed taget i betragtning finder jeg det fascinerende, som man får taget hensyn til religionsfriheden og fremmet tolerancen. Der er et stort flertal af hinduer (ca. 80%), mange muslimer (ca. 13%) samt flere andre religiøse: kristne (ca. 2%), sikher (ca. 2%), buddhister, jainister m.fl.

Der er national helligdag på mange af religionernes største dage herunder flere fra kristendommen, én fra sikhisme samt én fra buddhisme. Dette er med til at skabe en forståelse for de forskellige religioner og inkluderer aktivt tilhængere af forskellige religioner i det indiske fællesskab.

Når jeg er på ferie i Indien oplever jeg i høj grad, at der er stor religiøs tolerance. Der er ikke alene plads til forskellige religioner, men også forskellige tilgange til sin religion eller mangel på tilgang for den sags skyld. Det gør det lettere at praktisere og fordybe sig i sin tro, da man får mere inspiration.

Svært at nævne Gud i Danmark
Yderligere oplever jeg, at man i offentligheden i Danmark skal være forsigtig med at referere til Gud, da det hurtigt virker upassende eller missionerende. Selvfølgelig mærker jeg, at jeg skiller mig noget ud på gaden herhjemme i Danmark, dog uden at jeg føler det som et problem.

Men jeg er da opmærksom på, at jeg er meget iøjnefaldende. Men jeg skal ikke længere væk end til London, før jeg føler mig næsten usynlig i gadebilledet. Dette kan bestemt være behageligt og afslappende.

Hvordan har du oplevet den stigende sekularisering gennem årene? Er det en ren adskillelse af stat og kirke? Eller er der også tendens til utidig indblanding i, hvad kristendommen skal stå for? Og oplever du at kristnes frihed bliver anfægtet af den stigende såkaldte sekularisering?

Med venlig hilsen
Parvinder Singh Randhawa
Sikh

Kære Parvinder Singh Randhawa,

Tak for din tilbagemelding. Dine observationer angående sekulariseringen rammer plet, synes jeg. Du skriver:

..religionsfriheden [ofres] i stigende grad på et misforstået sekulariseringsalter det handler ikke så meget om at skille stat og religion, som det handler om at forbyde religion fra gadebilledet.

Det er jeg helt enig med dig i. Den gængse opfattelse er, at vi alle selvfølgelig går ind for religionsfrihed, da vi alle er borgere i et demokrati, hvor religionsfriheden direkte er nedfældet i Grundloven. Men man skal bare helst ikke støde på det; tro skal være en privat sag. Når man så ser folk, der viser deres tro, føler man sig utilpas og usikker. Det skyldes formodentlig angst for det ukendte og anderledes.

Fjendebilledet har ændret sig
I den forbindelse har jeg oplevet, at fjendebilledet (= det ukendte, det der er fyldt med fordomme grundet uvidenhed) af troende har flyttet fokus i løbet af de sidste 30-40 år. Tidligere var katolikkerne fjendebilledet, og fordommene var mange. Når jeg i 1970erne og 1980´erne gik på gaden, var jeg meget forskellig fra mængden og oplevede en mere negativ holdning.

Nu er der mange muslimske kvinder med tørklæde, som præger gadebilledet. Nu er det dem, der er fjendebilledet, hvor fordommene og angsten for det ukendte med deraf negativ holdning kommer til udtryk. Jeg bliver nu mere betragtet og accepteret som en af vore egne, fordi jeg dog trods alt (nogen tror at katolikker ikke er kristne) er kristen og ser etnisk dansk ud.

Videre skriver du: Sekularisme i sin egentlige forstand at politiske forhold bør diskuteres uafhængig af religion har jeg det fint med Men jeg føler, at sekulariseringen i høj grad er blevet kapret og misbrugt mod religion og religionsfrihed. Præcis, sådan opfatter jeg det også.

Åben kamp er bedre end ligegyldighed
Nu til dine spørgsmål: Hvordan har du oplevet den stigende sekularisering gennem årene? Er det en adskillelse af stat og kirke?

Jeg har oplevet, at den stigende sekularisering så at sige er kommet snigende. Det er en gradvis flytten grænser af normerne, som de var tidligere. Sekulariseringen har for det meste bestået af en ligegyldighed over for religion og en form for tolerance = at alt er lige godt. Når man bare har den holdning, så vil religion før eller senere afgå ved døden af sig selv, mente man!

Der har ikke været tale om en åben kamp, som man nu kan opleve det fra den aggressive ateisme. Det førstnævnte er farligere, for der er ikke noget direkte konkret at gå imod. Det kan man med den aggressive form for ateisme. Der ved man, hvad man er oppe imod. Hvordan ser du på dette?

Adskil bare stat og kirke
Med hensyn til adskillelse af stat og kirke så kunne jeg godt tænke mig det, selv om jeg p.t. ikke helt kan overskue, hvilke konsekvenser det ville have for det kulturbærende grundlag af det danske samfund. I Danmark har vi religionsfrihed, men ikke religionslighed! Denne forskel ville forsvinde, hvis stat og kirke blev skilt ad. Hvordan foregår den civile registrering af jeres nyfødte og jeres navngivning af dem? Skal I - eller rettere skulle, for nu kan alt vel ordnes elektronisk lægge vejen forbi et kordegnekontor tilhørende folkekirken?

Du spørger: Er der en tendens til utidig indblanding i, hvad kristendommen skal stå for? Og oplever du, at de kristnes frihed bliver anfægtet med den stigende sekularisering?

Begge spørgsmål kan besvares under ét. Ja absolut! Nu på det sidste debatten om homo-vielser i folkekirken. Her lægges der pres på kirken fra det sekulære samfunds side i den politiske korrektheds navn. Det finder jeg absolut er en utidig indblanding i kirkens egen opfattelse og her skrider normerne igen!

Hvordan ville I som trossamfund opleve sådan en problematik?

Med venlig hilsen
Søster Anna-Maria

Kære søster Anna-Maria Kjellegaard,
Jeg er meget enig i dine betragtninger om den aggresive ateisme, eller mindre tolerante ateisme, som man måske også kan kalde den. Som i alle religioner er det vigtigt at holde sig for øje, at der er grupper, som er tolerante over for andres tro, samt mere fanatiske grupper, som ikke er tolerante over for andres tro.

Helt parallelt ser man også ateister, som er tolerante over for andres tro, og mere fanatiske ateister, som ikke er tolerante over for andres tro. Jeg har ladet mig forstå, at netop sådanne mindre tolerante grupper lobbyede for forbuddet mod religiøse symboler i offentlige franske skoler.

Frygt begrænser friheden
Problemet hænger også tæt sammen med uvidenhed og frygt. Frygt er en stærk kraft i os mennesker, og kan få os til at gå på kompromis med meget. Stramningerne hænger tæt sammen med terrorangrebene den 11. september 2001 samt senere, og den øgede frygt for islamister.

Flere lovtiltag har angiveligt haft til formål at mindske radikaliseringen indenfor islamiske grupper ved bl.a. at gå efter det muslimske hovedtørklæde. Når frygten har været stor, har man angiveligt haft lettere ved at se gennem fingre med bagsiden af medaljen; først og fremmest kompromiset med den religiøse frihed. Der er selvfølgelig også brugt mange andre argumenter for at sælge de diskriminerende indgreb, f.eks. at hovedtørklædet skulle være undertrykkende.

Betyder det så, at forholdene vil rette sig, når frygten daler igen? Det vil jeg da håbe, men er knap så sikker. At have en konkret modpart, som bygger sit budskab på frygt, uvidenhed og/eller mindre tolerance, er klart lettere at gå til, da man netop kan modargumentere.

Sikh-babyer skal også på kirkekontoret
Registrering af nyfødte blandt sikher i Danmark foregår ikke i Gurdwara (sikh-templet), men på kirkekontoret. Denne opgave er dog vist flyttet eller ved at blive flyttet til hospitalerne el.lign., så vidt jeg har kunnet læse mig til. Gurdwara har dog bemyndigelse til at vie sikhere og har haft det siden 80erne kort efter at Danmark fik sin første Gurdwara.

Så der er ikke helt religionslighed på alle punkter, men jeg ser det ikke som et problem, at nyfødte skulle registreres på kirkekontoret. Men kirekontoret har i denne sammenhæng sjovt nok været en repræsentant for myndighederne i kontakten med sikher.

Kirken skal bygge på kristendommen
Jeg har stor forståelse for dine frustrationer over samfundets indblanding i, hvad kristendommen skal stå for. Selvfølgelig har homoseksuelle også frihedsrettigheder, men det giver ingen mening at forlange, at deres bryllup skal velsignes af kirken, hvis det skulle stride mod Jesu lære (om det er tilfældet, skal jeg ikke blande mig i).

Kirken skulle forsat gerne bygge på kristendommen og hverken på politikernes eller folkets ønsker. Hvis den byggede på politikernes eller folkets ønsker og gik imod Jesu lære, vil den ikke længere være en kirke. Det kan hurtigt lyde meget enkelt, men det er det selvfølgelig langt fra, da homoseksuelle generelt ikke må diskrimineres på grund af deres seksuelle orientering.

Sikher uenige om homoseksualitet
I sikhismen er problemstillingen med homoseksuelle vielser meget ny, og først i 2005 har Akal Takht (sikhismens øverste organ) udsendt en vejledning eller påbud mod homoseksuelle vielser i Gurdwara. Jeg skriver vejledning eller påbud, da ikke alle Gurdwaraer tillægger disse udtalelser samme vægt.

Men igen er billedet ikke sort/hvidt. Sikhernes hellige skrift, Guru Granth Sahib, nævner ikke homoseksualitet. Omvendt lægger religionen meget vægt på, at alle er lige. Desuden tillægges hverken Gud eller sjælen noget køn. Disse punkter lægger sikher, der går ind for homoseksuelle vielser, vægt på.

Sikhismen betragter (kødeligt) begær som en last, men går omvendt heller ikke ind for cølibat. Det er vigtigt at tage del i det verdslige liv, herunder at stifte familie. I Indien blander samfundet sig ikke i samme grad i religionernes anliggender, og emnet har også i lang tid været tabu.

Jeg finder det vigtigt, at enhver religion kan fastsætte sine egne normer med hensyntagen både til samfundet og dets individer, men i højeste grad til religionens kerne og principper.

Vatikanet er storslået!
Har du i øvrigt haft lejlighed til at besøge Indien og evt. Mother Teresas søstre? Det er sjovt, at god latin inden for engelsktalende skoler længe har været Convent Schools eller Klosterskoler.

Jeg har i øvrigt i 2007 haft den store fornøjelse at besøge Rom og Vatikanet. Vatikanet var en storslået oplevelse: De største kunstværker, som hylder religionen, masser af glade og taknemmelige mennesker, og ikke mindst stedets religiøse betydning både i dag og historisk. Rom bød også på rigtig mange storslåede kirker i nærmest en uendelighed.

Med venlig hilsen Parvinder Singh Randhawa

Kære Parvinder!

Tak for din sidste besvarelse.

Nu er vores udveksling af synspunkter og erfaringer pludselig blevet meget aktuelt, idet tørklædedebatten atter er blusset op. Du skriver: Frygt er en stærk kraft i os mennesker, og kan få os til at gå på kompromis med meget.

Ja, det kan man virkelig tage og føle på jf. sagen med patienten, der var bange for en læge med muslimsk tørklæde og Dansk Folkeparti, der straks vil have fjernet al religiøs skiltning på offentlige sygehuse, og at patienterne kan kræve at blive flyttet til et andet sygehus, hvor der ikke er personale med tørklæde. Det er fuldkommet hen i vejret.

Fremmedhad bortforklares med religion
Jeg tror, at vi her ser den fulde virkning af sekulariseringen. Da ligegyldigheden over for religion og over at kende vores rødder i det danske samfund, nemlig kristendommen, er blevet så udbredt, som den er, ja så opstår angsten og frygten for det fremmedartede. Og nu er det ikke kun tale om at vise sit religiøse ståsted i det offentlige rum, men man er direkte imod de fremmede især dem med muslimsk baggrund.

Da man ikke vil bruge ordet fremmedhad, ja så putter man det ind under den religiøse synsvinkel. Og fremmedhadet udmøntet som religiøs intolerance er i udstrakt grad rettet imod muslimerne.

Det hele hænger på muslimerne
Det blev helt tydeligt i vores samtale i Aftenshowet, hvor du en gang oplevede en negativ holdning, fordi vedkommende troede, du var muslim, evt. en Taliban, men da det blev klart, at du var sikh, så var der ikke noget problem. Vores muslimske samtalepartner havde til gengæld virkelig oplevet negative ytringer, for eksempel også at blive spyttet på og blive bedt om at skrubbe hjem. Det har jeg aldrig oplevet.

Den almindelige muslim bliver sat i bås med de ekstremistiske islamister. Den almindelige muslim kan jo ikke gøre for, at 11. september 2001 har fundet sted, ligesom jeg som almindelig etnisk dansker heller ikke kan gøre for, hvad vikingerne foretog sig endsige, hvad Jyllandsposten bringer af karikaturtegninger!

Generaliseringen, i hvilken kontekst den end optræder, fordrejer den sunde fornuft. Og medierne bærer i denne sammenhæng et stort ansvar!

Rykker troende nærmere hinanden under pres?
Til slut for denne gang vil jeg lige fortælle om nogle oplevelser med almindelige muslimer. En dag ville jeg købe nogle bananer og blev betjent af en muslimsk mand. Han spurgte, om han måtte spørge mig om noget, hvilket jeg ikke havde noget imod. Han spurgte, om jeg var katolsk nonne, og hvor mange gange om dagen, jeg bad. Da jeg svarede seks, sagde han med lidt beundring i stemmen: Årh, jeg beder kun fem gange.

Trykket fra det omgivende sekulære samfund får os, som er troende/religiøse af hvilken observans det end måtte være, til at rykke nærmere hinanden. Vi forstår hinanden bedre, og man kan næsten tale om en forbrødring mellem os.

Det synes jeg er fint. Hvordan ser du på dette?

Venlig hilsen søster Anna-Maria Kjellegaard

Kære søster Anna-Maria Kjellegaard,

Når jeg nævner, at frygt kan få os mennesker til at gå på kompromis med meget, tænker jeg ikke så meget på diskrimination på arbejdsmarkedet, men meget værre tilfælde.

Et eksempel kunne være amerikanernes frygt efter 11. september 2001, så den brede befolkning ikke så noget problem i tilbageholdelsen og torturen på Guantanamo.

Desuden mener jeg ikke, at Dansk Folkeparti reagerer på frygt, men snarere tværtimod bevidst spiller på frygt for at udnytte folks uvidenhed og fordomme. Et eksempel på dette er, da de indrykkede annoncer i flere dagblade mod dommeres brug af religiøse symboler. I annoncen vises en burkaklædt dommer som dømmer efter sharialovgivning.

Dette vil selvfølgelig være utænkeligt i Danmark, da alle dommere selvfølgelig dømmer efter dansk lov, ligesom en burkaklædt dommer vil være utænkelig i modsætning til dommer i tørklæde, turban, kalot el.lign.

Uvidenhed skaber lette ofre for propaganda
Min historie, hvor en kvinde ytrede sig racistisk, fordi hun troede, at jeg var talibaner, vil jeg også lige kommentere. Jeg tror ikke, at hun ændrede syn/tone, fordi jeg er sikh. Det sagde hende formentlig ikke noget. Det skyldes nok snarere, at jeg talte dansk i modsætning til hendes fordom. Eller også var hun bare pinligt berørt ove, at være taget i sin udtalelse og blive irettesat på et fyldt stoppested foran Christiansborg i myldretid.

Meget fremmedhad er rettet mod muslimer af fordomsfulde personer med kun ganske lidt kendskab til islam og andre religioner. Men det er desværre også denne uvidenhed, som gør dem til lette ofre for propaganda.

Medierne danner vores indtryk af minoriteter
Jeg er helt enig med dig i, at generaliseringen er ét af hovedproblemerne. Men desværre er generalisering en almindelig menneskelig egenskab, som har været medvirkende til menneskets overlevelse. Når vi historisk har oplevet noget farligt det kunne være sundhedsskadeligt drikkevand eller farlige dyr har vi dannet nogle associationer. Og når vi senere får de samme associationer, reagerer vi helt instinktivt og ubevidst (meget forenklet).

Men som et moderne menneske og især som religiøst menneske er det vigtigt at blive bevidst om denne generalisering over for mennesker, så alle individer behandles anstændigt. For mange mennesker dannes indtrykket af mange minoritetsgrupper først og fremmest gennem medierne. Og således kan mediernes tilgang til historierne være med til at præge folks opfattelse og fordomme. Det giver absolut medierne et stort ansvar.

Det er så også glædeligt, at flere medier er meget bevidste om dette ansvar og gør sig umage for at være nuancerede i deres fremstilling af forskellige minoritetsgrupper.

Ærgerligt med konflikt mellem store religioner
Desuden er jeg helt enig i, at der er et stort slægtskab mellem tolerante troende. Dette skyldes ikke alene, at mange i omverden har svært ved at forholde sig til, at noget kan være helligt for nogle, så man oplever større gensidig forståelse hos mange andre troende. Men religionerne prædiker i høj grad de samme værdier, som retskaffenhed, ærlighed, uselviskhed, taknemmelighed osv.

Det er i øvrigt kedeligt at se, at der er så store konflikter og opfattelse af uoverensstemmelse mellem de store religioner jødedom, kristendom og islam, når de har så meget tilfælles ikke mindst Det Gamle Testamente.

Af disse har jeg indtryk af, at jødedom og islam har de største fællestræk deres hilsen shalom/salaam, omskæring, kosher/halal, forbud mod svinekød osv. men alligevel er der politisk skabt så stor splid mellem mange i disse grupper.

Religionerne kan godt samarbejde!
Omvendt er der selvfølgelig også mange eksempler på interreligiøs dialog og samarbejde ikke mindst gennem URI.

Der er mange, som forbinder religion og ikke mindst møde mellem religioner med konflikt, selvom religionerne i høj grad står for det modsatte: respekt og tolerence (dog ikke ubegrænset tolerance).
Det er derfor fantastisk at opleve forskellige religioner samarbejde og have respekt for hinanden, og dermed være med til at aflive endnu en fordom.

Med venlig hilsen Parvinder Singh Randhawa

Kære Parvinder!

Igen tak for din sidste tilbagemelding. Vi blev bedt om at fortælle om vores oplevelser og erfaringer med sekulariseringen i Danmark i forhold til vores synlige religiøsitet. Og så har det meste af debatten på vores brevveksling drejet sig om muslimerne og tørklæder og slet ikke om sekularisering versus religiøsitet.

Da vi nu befinder os i tiden før jul, vil jeg spørge dig: Holder du og din familie jul sådan en rigtig dansk jul med juletræ og gaver? Og hvordan oplever du det danske juleræs?

Her i denne tid synes jeg, at sekulariseringen er lige til at tage og føle på. Hvor mange såkaldte almindelige danskere ved egentlig, hvad julen drejer sig om? Nogle ved måske noget om et lille Jesusbarn, som blev født i Betlehem. Salmen Et barn er født i Betlehem kender man måske og synger med på, mens man går rundt om juletræet.

Men den dybere betydning, nemlig at Gud blev menneske og blev født som et lille barn i en stald for ca. 2000 år siden, kender man ikke og er heller ikke interesseret i at kende. Og det måske selvom man er døbt og opfatter sig som kristen!

Påsken er den største højtid
I Danmark bliver julen betragtet som årets største kristne begivenhed. Den almindelige dansker ved ikke, at det er påsken, som er den største højtid. Hvis ikke Jesus var opstået fra de døde påskemorgen, ja så var der slet ingen grund til at fejre jul, fejre hans fødselsdag. Det var ved opstandelsen, at det blev klart, at Jesus er Guds Søn, som vi bekender det i vores trosbekendelse.

Det er her, vi kristne helt tydeligt adskiller os fra jøder, muslimer og andre religioner. Det burde de døbte danskere vide, men det gør de fleste ikke. Det er et udtryk for, hvor vidt sekulariseringen har virket.

Mange ved ikke, hvad advent er
Ligeledes ved man heller ikke, hvad advent betyder. I kalenderen står der 1., 2., 3. og 4. søndag i advent, men det er blot blevet startskuddet til juleriet: julepynt, julekalender, julefrokost, trængsel og alarm, julegavekøb m.m. og hvor det hele så topper den 24. december om aftenen.

Man ved ikke, at advent faktisk er en forberedelsestid før jul ligesom fastetiden før påske. Advent skulle være en tid til besindelse og fordybelse, en stille tid som optakt til festen. Farven på præstens messehagel (det, han har på under gudstjenesten) er i advent violet, bodens farve. I den katolske kirke har vi derfor også lilla bånd på adventskransen. Har I sikher også en forberedelsestid til jeres store fester?

Men det er jo nærmest umuligt at besinde sig og være stille i ugerne inden jul. Selvom vi i klostret har bedre betingelser for at kunne være stille og holde det falske juleri på afstand, så sniger noget af jule-stressen sig dog også ind.

De første kristne fejrede ikke jul
I Danmark er det den 24. om aftenen, at det ER jul. Nu ved man faktisk ikke nøjagtig, hvilken dag Jesus blev født. I de første århundreder af kristendommens historie fejrede man kun påske, da det som nævnt er den største højtid for de kristne. Først i det 4. århundrede bestemte man sig for at fejre Jesu fødselsdag. Da kristendommen på det tidspunkt var mest udbredt på den nordlige halvkugle, og december er årets mørkeste tid, ja så fastlagde man, at Jesus blev født den 25.december netop omkring solhvervsfesten, som derved blev erstattet af den kristne fest.

Symbolikken med lyset Jesus som verdens lys der vinder over mørket (dagene bliver længere fra december) var også medvirkende til at lægge Jesu fødselsdag på denne årstid. Men hvorfor fejrer danskerne så jul den 24. 12 om aftenen? I Indien fejrer de kristne formodentlig julen den 25. om morgenen, hvor der så uddeles gaver?

Vores jul begynder, når de andres er slut
Før enhver stor kristen højtid fejrede man i tidebønnen 1. vesper (det vil sige bønnen om aftenen før selve dagen), hvor temaet i bønnen peger hen mod det teologiske indhold af den kommende dags fest. I den katolske kirke beder vi stadig 1.vesper til en del af kirkeårets fester. Den 24.12 om aftenen er det således 1.vesper til selve julefesten. Det er i Danmark og de andre nordiske lande blevet til selve julefesten, til juleaften! Det er på det tidspunkt man går i kirke, hvis man ellers kommer der.

Hos katolikkerne fordi vi befinder os i Danmark er der mange steder familiegudstjeneste (messe) kl. 16 den 24.12. Men den egentlige julemesse Christ Mass er midnatsmessen kl. 24 for på den måde at markere, at Jesus blev født om natten mellem den 24. og 25. december. I klostret har vi også 1.vesper den 24.12 og juletræ i kirken, som vi først pynter den 24. Vi holder ikke rigtig traditionelt dansk juleaften med flæskesteg og risengrød.

Når julen for de fleste danskere er ovre, så begynder vores. Vi beder de såkaldte julevigilier kl. 22:30, hvor vi synger og læser profetierne fra det Gamle Testamente om Jesu - Messias´- komme. Det afsluttes med midnatsmessen kl. 24. Den 25. spiser vi julemiddag, tænder juletræ og synger julesangene. Vores jul begynder således først sent den 24. men varer så til gengæld til Hellig Tre Konger den 6. januar.

Lad mig høre om, hvordan du og din familie som sikher bosiddende i Danmark gør?

Med venlig hilsen
Søster Anna-Maria

Kære søster Anna-Maria Kjellegaard,

Ja, vi kommer lidt omkring i vores indlæg. Men nu er sekularisering heller ikke en entydig størrelse. I Frankrig bruges sekularisering som en af undskyldningerne for at forbyde religiøse symboler i folkeskolerne. Men den egentlige sekularisering har vi ikke været så meget omkring.

For os er julen en kulturel fest
Ja, så nærmer julen sig med hastige skridt. Når jeg fejrer jul med min bror og vores forældre, er det ikke en traditionel dansk jul. F.eks. har vi aldrig haft juletræ. Men der bliver pyntet op og vi har en rigtig hyggelig jul sammen. Julegaver gik min bror og jeg mere op i, da vi var børn, men det er nu mere eller mindre faset ud.

Så for os er julen ikke en religiøs fest, men snarere en kulturel fest, hvor vi nyder æbleskiver, klejner og hvad der ellers hører til julen. Ligeledes har vi gjort det til en tradition at lave Kheer en indisk dessert med fællestræk med risalamande - som vi så supplerer med kirsebærsauce, hvilket bestemt ikke er normalt i Indien!

Synd, at folk stresser over julen!
Juleræset er selvfølgelig meget mindre, når man ikke skal ud og købe mange gaver eller forberede en fest for mange mennesker. Så hos os er der reelt ikke noget juleræs. Det er synd at se, hvordan folk kan blive meget stressede over julens ræs, når festlighederne bør være fokuseret på familien og værdsættelse. Men det skyldes jo gode intentioner om at gøre alle eller rigtig mange glade.

Jeg synes i øvrigt, at julen er en fantastisk hyggelig tid og tradition, især fordi familiebåndene bliver holdt vedlige og plejet også selv det kun er få gange om året.

Religionsfrihed er vigtigere end trosviden
Om mange kristnes uvidenhed om julen og religionen i øvrigt skyldes den stigende sekularisering, er jeg ikke sikker på. Den spiller ind, men jeg tror også, at religiøs uvidenhed har været udbredt til alle tider.

Selvfølgelig har der været stater med en statsreligion, som bliver prædiket vidt og bredt. Men troen, som prædikes i disse samfund er ikke nødvendigvis religionens sande væsen. Og mange folks opfattelse kan derfor sagtens være mere eller mindre vildfarelse.

Jeg synes, det er ærgerligt, at så mange folk ved så lidt om den tro, som de officielt bekender sig til. Men omvendt føler jeg også, at det er vigtigt, at de har friheden til selv at søge den visdom, som tiltaler dem.

Med andre ord føler jeg, at religionsfriheden er fundamentalt vigtig, mens sekularisering eller mangel på sekularisering ikke behøver at spille den store rolle, så længe religionsfriheden ikke bliver presset.

Vores helligskrift oplæses på tre dage
Det er i øvrigt spændende at læse dine beskrivelser af traditionerne op til jul og deres baggrund. I sikhismen har vi ikke forberedelse til festen på samme måde.

Men ved mange store højtideligheder læses/synges vores hellige skrift, Guru Granth Sahib, i hele sin længde. Det tager i omegnen af 48 timer ud i et og spænder over tre dage. Naturligvis er der så flere, der skiftes til at læse/synge. Denne ceremoni lægges typisk, så den afsluttes på helligdagen.

I Danmark har vi af praktiske grunde valgt, at helligdagene fejres i weekenden typisk om søndagen. Men i Indien eller andre områder med en større sikh-befolkning, vil en sådan fejring sagtens kunne ligge på hverdage.

Med venlig hilsen Parvinder Singh Randhwa

Kære Parvinder!

Julen har stået for døren. Så først nu får jeg endelig tid til at besvare dit sidste synspunkt.

Du skriver: Julen er en fantastisk hyggelig tid og tradition, især fordi familiebåndene bliver holdt ved lige og plejet. Ja, for mange er julen en hyggelig tid med gode familie sammenkomster, og det er godt, der hvor det fungerer.

År efter år læser man om, hvor hårdt det så netop er for dem, der ikke har nær familie. Julen er for de fleste danskere blevet til selve FAMILIEFESTEN samtidig med, at den kristne betydning er gået tabt. Her mener jeg (modsat dig, hvor du skriver at de kristnes uvidenhed om jul og religion ikke skyldes den stigende sekularisering), at de fleste danskeres uvidenhed netop skyldes den voksende sekularisering.

Du skriver, ...at religiøs uvidenhed har været udbredt til alle tider. Nej, det mener jeg ikke. Tidligere vidste man generelt de grundlæggende ting om kristendommen, fordi undervisningen i skolerne var obligatorisk, og samtidig også forkyndende. Det betød ikke, at eleverne blev ført til en personlig tro, men troens indhold fik de da fat på.

Danske børn er døbte analfabeter
I dagens Danmark har vi ikke længere denne grundlæggende teoretiske viden om kristendommen. Det har vi i klostret tydeligt kunne mærke, når skoleklasser har været på besøg hos os for at høre om klosterliv m.m. Den almene viden, hvor og hvordan kristendommen opstod samt også kristendommens indhold (hvorfor fejrer vi jul, påske og pinse), aner de intet om. Mange af dem kan man kalde døbte analfabeter. For 30-40 år siden var den almene viden om dette større.

Du skriver videre: Jeg synes, det er ærgerligt, at så mange folk ved så lidt om den tro, som de officielt bekender sig til. Ja, det er vi enige om. Men for mig at se er det ikke kun ærgerligt; det er faktisk alvorligt og har i det lange løb konsekvenser.

Ytringsfriheden er over religionsfriheden
Som vi tidligere har været inde på, så er uvidenheden om egne rødder medvirkende årsag til angst og frygt for det (de) fremmede med en anden religiøs opfattelse. Du fortsætter med: Men omvendt føler jeg også, at det er vigtigt, at de har friheden til selv at søge den visdom, som tiltaler dem. De to ting, viden om den tro man bekender sig til og frihed til selv at søge visdom andre steder, er ikke hinandens modsætninger! Religionsfriheden er fundamentalt vigtig. Det er vi enige om. Men for frit at kunne vælge må man vide noget om sit eget udgangspunkt.

For mig at se er ytringsfriheden nu sat højere end religionsfriheden. Og ytringsfriheden bliver ikke presset af sekulariseringen som religionsfriheden gør det!

Hvordan oplever du, at sekulariseringen påvirker jeres unges opfattelse af jeres tro og dens praktiske udlevelse i hverdagen? Jeg observerer hos vore unge en selvfølgelig godtagelse af det sekulære samfunds normer (eller mangel på samme) for eksempel med hensyn til seksualiteten. Det kunne være interessant at høre om.

Med venlig hilsen og med ønsket om et godt nytår -
Søster Anna-Maria

Kære søster Anna-Maria Kjellegaard,

Først og fremmest skal jeg beklage, at mit svar har ladet vente på sig. Jeg håber i øvrigt, at du har haft en god og udbytterig rejse. Min tidligere kommentar om, at religiøs uvidenhed har været udbredt til alle tider, var at sætte tingene lidt på spidsen.

Jeg er helt enig i, at flere unge i dag mangler en helt grundlæggende viden om religioner, hvilket ikke i samme grad var tilfældet tidligere (i hvert fald viden om kristendommen i Danmark).

Men jeg har dog indtryk af, at denne viden tidligere ofte har haft en meget overfladisk karakter, hvor mange har haft en masse paratviden om facts uden at have en dybere forståelse for visdommen, og hvad den betød for deres liv. Eller med andre ord har mange tidligere måske haft et meget firkantet forhold til deres religion, hvor ting var lige lovlig sort/hvide, for at de skulle være lettere at forstå og forholde sig til.

Du skriver, at Men for frit at kunne vælge [tro] må man vide noget om sit eget udgangspunkt. Det er jeg helt enig i. Man vil få et meget større udbytte, når man vil være klogere på andre religioner, hvis man er velfunderet i sin egen. Ligeledes ser man konvertitter, som kunne have fundet, hvad de søgte, i deres oprindelige religion, hvis de søgte det rigtige sted. Der er jo trods alt forskellige retninger og tolkninger med hvert deres fokus inden for de fleste store religioner.

Du spørger til, hvordan jeg oplever sekulariseringens påvirkning af unge sikher. Her er det værd at bemærke, at mine erfaringer og oplevelser først og fremmest gælder unge sikher i Danmark, og kun sekundært unge sikher i Indien og andre lande.

Unge sikher lader sig forblænde
Unge sikher i Danmark mig selv inklusiv er vokset op mellem to forskellige kulturer: På den ene side sikhisme og punjabi-kultur og på den anden side den moderne danske kultur (som selvfølgelig ikke er en entydig størrelse). Alle har så valgt deres egen balance, som kan spænde fra den ene yderlighed til den anden.

Jeg tror at mange unge sikher især i Indien lader sig forblænde af det moderne samfunds fortræffeligheder og kaster store dele af deres kulturelle og religiøse arv overbord i en desillusioneret opfattelse af videnskabens sejr over religionen (men disse er jo ikke modsætninger!).

Dette skyldes til dels en manglende fundering i troen og dens universelle budskab, samt en ophøjelse af Vesten og (moderne) vestlige værdier til det ultimative. Men jeg synes også at kunne se, at interessen for troen og de kulturelle rødder dukker op, når de unge bliver lidt ældre.

Religion er ligeså gammeldags, som den altid har været, men også ligeså vis og relevant.

Med venlig hilsen
Parvinder Singh Randhawa