"Jeg dør ikke, men jeg bliver en anden efter operationen"

Hanne Larsen i 2014, en uge inden hun fik det første epileptiske anfald, som fik familien og lægerne på ...

Hanne Larsen i 2014, en uge inden hun fik det første epileptiske anfald, som fik familien og lægerne på sporet af den kræftsvulst, der havde udviklet sig i Hanne Larsens hjerne. Foto: Privatoto.

”Jeg bad, bad, bad og bad om, at mit positive livssyn måtte vende tilbage. Og så en morgen var den væk. Vreden. Jeg kunne mærke, det skete. Før havde jeg en tyngde i mig, et låg over mig. Men da jeg vågnede, var det væk.”
Hanne Larsen

”Min religiøse praksis er det, der gør mig så stærk,” vurderer Hanne Larsen inden sin næste kræftoperation. Men er troen på Gud et luftkastel, der blot skal skabe mening i hendes sygdomsforløb?

Hanne Theill Larsen var faldet lidt i søvn, da hun lå i den store MR-scanner på hospitalet. Det var bare et rutinetjek, ingen regnede med, at der ville være noget. 

Alt var gået fremad siden den sidste operation, hvor hun var blevet behandlet for en kræftsvulst i hjernen. Hanne Larsen havde efterhånden fået bevægelsen i højre side tilbage og kæmpet for at kunne tale lige så godt igen som før. Hun havde sågar formået at rejse de 6.667 kilometer hen til et spirituelt yogaophold i Indien og havde taget en styrket varm, indre tro med sig hjem. 

Men en uge efter scanningen kontaktede personalet hende og henstillede til en endnu mere grundig undersøgelse i en PET-scanner. 

Læs første artikel om Hanne Larsens stærke tro gennem sygdomsforløbet her.

Efter PET-scanningen mødte familien Theill Larsen samlet op på lægens kontor, et lille rum på Rigshospitalet med vinduerne ud mod den grønne park langs Tagensvej. Solen skinnede. Den kvindelige læge spurgte Hanne Larsen, om hun havde det godt. Det kunne kun bekræftes med et ”ja.” Så bad hun Hanne Larsen om at kigge med på en computerskærm. Hun fortalte lidt om, hvordan det skal se ud, hvis vævet i hjernen er normalt. Så zoomede hun ind på en lille lysende plet på scanningen og fastlåste sin patient med et nænsomt blik: 

”Hanne, du skal opereres igen,” sagde hun. 

Jeg håber aldrig, jeg skal se dig igen

Hanne Larsen er 48 år og skolesekretær, et job som hun dog har været sygemeldt fra, siden hun for omkring et år siden fik konstateret kræft. 

Det er dagen før hendes anden hjerneoperation, og hun sidder med lukkede øjne og fører den ene hånd op til næsen. Med tommelfingeren presser hun på siden af det ene næsebor, trækker vejret dybt ind, skifter næsebor og ånder ud. Efter fem minutter stopper hun og vender tilbage til sine gøremål. Det er en kort vejrtrækningsmeditation, som hun forsøger at udføre hver time som forberedelse til i morgen. 

Hun skal være vågen under operationen for at hjælpe kirurgen med at ramme rigtigt med kniven. ”Der er aldrig nogen, der er døde under min vagt,” har kirurgen beroliget. Når patienten er vågen, kan han konstant korrigere, så han ikke snupper noget af hendes førlighed. Eller personlighed. 

”Jeg kalder min kirurg for Dr. McDreamy,” fortæller Hanne Larsen og slår en hjertelig skraldlatter op over navnet, som er hentet fra læge-tv-serien Greys Hvide Verden. Han har fået sit øgenavn, fordi han er dygtig og for 10 måneder siden styrede den første hjerneoperation, hvor alt ondartet væv blev fjernet. 

”Bagefter operationen skrev jeg til ham og sagde tak. Og at jeg håbede, at jeg aldrig nogensinde skulle se ham igen. Men det skulle jeg så.”

Fri mig for Jytte!

Efter sidste operation vågnede Hanne Larsen op forstenet og låst inde i sin egen krop, uden taleevne og med dårlig forbindelse til musklerne i højre side. Hun gruer derfor for de følgevirkninger, der kan være denne gang.

Men samtidig er hun taknemmelig for, at hun skal opereres igen. 

Denne gang har familien meget bedre mulighed for at forberede sig. De har ringet på forhånd til Glostrup Hospital for at forbedere dem på Hanne Larsens ankomst og for at ansøge om et genoptræningsforløb på Montebello i Sydspanien. De har ønsket en enestue til hende efter operationen, for sidste gang lå hun i stue med den demente og snakkende Jytte, som vandrede ind og ud af stuen midt om natten, uden at Hanne Larsen kunne sige noget til eller fra. Hun kunne hverken tale eller bevæge sig på det tidspunkt. 

”Så jeg har ringet til hospitalet allerede nu og ønsket enestue. Fri mig for Jytte!” siger hun. Og så, mere alvorligt:

”Jeg håber også, at det vil bringe min familie tættere sammen denne gang. For sidste gang var min mand og jeg ikke i stand til at være forældre for vores to døtre. Vi gjorde, hvad vi kunne, men det var ikke godt nok. Det erkender vi blankt.” 

Hvis man har lyst til at tro, skal man bare tro

Hun træner, som var det en sportsbegivenhed, hun skal gøre sig klar til i morgen. Men hendes redskaber er ikke løbesko eller stopure, det er hendes egen krop og hendes bevidsthed. 

Hver morgen synger hun mantraer, mens hun fokuserer fuldt ud på ordenes mening: ”Vi mediterer på det guddommelige lys,” synger hun på sanskrit. Hun bekender sig til en blanding mellem kristendom og østlig religion.

Så laver hun vejtrækningsmeditation, mens hun på indåndingen tænker ”jeg tager imod alt fra universet” og på udåndingen forestiller sig sætningen ”jeg giver slip på unødvendige bekymringer og tanker.”

Hun laver yogaøvelser, hvor hun retter bevidstheden mod musklerne og beder dem om at slappe af. Hvis tankerne flyver, opdager hun det og forsøger at vende fokus tilbage.

Om aftenen sætter hun sig på sin seng med benene oppe på Jeppe Aakjær - det er en klaverstol, hun har fra den berømte danske forfatters hjem. Her lige ved siden af sengen har hun et alter med billeder og lys. Her beder hun Fadervor hver dag, på gode dage, på dårlige dage, når hun mærker effekt af bønnen, og også når hun ikke mærker effekt af bønnen. 

”Min religiøse praksis er det, der gør mig så stærk,” vurderer hun.

”For jeg har en sikkerhed i mig, som kommer oppefra og indefra.”

Men er troen ikke bare noget, hun finder på? Er Gud ikke bare et luftkastel for at skabe mening med en tilfældig skæbne, nemlig hendes, som tilfældigvis indebærer en kamp mod kræft? 

”Jo, jeg prøver at skabe mening,” indrømmer hun, men fortsætter:

”Men jeg er sikker på, at vi skal lære noget af de prøvelser, vi kommer igennem. Jeg ved ikke, hvad kristendommen vil kalde det, men inderne vil sige, at det er vores karma. Og hvad hvis det er noget, jeg selv finder på? Jamen, fred være med det. Det giver trøst. Man må godt trøste sig. Hvis man har lyst til at tro, så skal man bare tro.”

Vreden

I Kræftens Bekæmpelses familieterapi har psykologerne undrende spurgt, hvordan Hanne Larsen kunne være så positiv. Var hun slet ikke vred?

”Jo, jeg er vred!” spytter hun ud sammen med en masse bandeord. 

”Jeg er selvfølgelig dybt frustreret over, at jeg skal igennem det her igen. Men det er bare ikke konstruktivt, jeg bliver nødt til at vende det.”

Efter besøget på Rigshospitalet, hvor hun så de lysende pletter på scanningen, var hun vred i fire dage. Hun overgav sig til vreden og sagde til sine omgivelser, at hun var meget irriteret. Og igen en masse bandeord. Og så bad hun. 

”Jeg bad, bad, bad og bad om, at mit positive livssyn måtte vende tilbage. Og så en morgen var den væk. Vreden. Jeg kunne mærke, det skete. Før havde jeg en tyngde i mig, et låg over mig. Men da jeg vågnede, var det væk.”

En ny Hanne - igen

Efter operationen i morgen vil Hanne Larsen være en anden. Sådan var det sidst. Sidste gang kæmpede hun for at vende tilbage til sig selv, sådan som hun var, da hun var rask, men undervejs sandede hun, at hun egentlig rigtig godt kunne lide den Hanne Larsen, der kom ud på den anden side af den første hjerneoperation. Den Hanne Larsen har en stærk spirituel forankring, en tættere kontakt til sin intuition og er mere direkte til at udtrykke sig.

For eksempel sad hun den anden aften sammen med sin familie og følte sig frustreret, fordi hendes far og bror brugte en sarkastisk tone over for hinanden. Frem for at være bange for konflikten havde hun mod til at reagere på sin krops signaler og konfrontere dem med situationen. 

”Hvad er det for en jargon, I har?” spurgte hun. ”Jeg bliver ærligt talt i tvivl om, hvorvidt I holder af hinanden.”

Faren og broren kiggede på hinanden. Så sagde faren:

”Jeg holder af dig.”

”Og jeg holder af dig,” sagde broren.

Og med ét havde situationen ændret sig for Hanne Larsen. 

Derfor er hun også fortrøstningsfuld over for operationen i morgen og hvad end, den måtte bringe med sig.

”Jeg har lært, at enhver tilstand er en ny tilstand. Jeg bliver aldrig den samme igen efter operationen i morgen. Jeg ved kun om Hanne i morgen, at jeg er en erfaring rigere. Jeg må jo på en eller anden måde stå stærkere efter at have gennemført en vågen operation.”

Men hun bliver helt stille og der kommer en lang pause, før hun fortsætter:

”Jeg er bange for, at jeg skal blive handicappet og ikke vil være i stand til at lege med mine børnebørn, når den tid kommer. Når jeg får sådan en tanke, så er jeg lige med den lidt. Og så tænker jeg: ’Det skal jeg nok overkomme også!’” siger hun og griner hjerteligt:

”Det er derfor, jeg søger til genoptræning i Sydspanien!”

Hun er sikker på, at hendes vilje kan føre hende langt. Også et sted hen hvor hun kan klare sine børnebørn, ligegyldigt hvordan fremtiden ser ud. 

”Jeg dør ikke under den operation, men jeg dør på sigt, det skal vi alle sammen,” siger hun.