Det 37. kapitel i Ezekiels Bog er en trøst for verdens flygtninge

Enhver har ret til at bo på sin egen jord, og den, der er fordrevet, skal ikke opgive håbet om at vende tilbage. Sikke en trøst for verdens flygtninge, sikke en opmuntring for enhver, der har mistet modet, skriver tidligere overrabbiner Bent Melchior

Jeg har valgt at fremhæve det 37. kapitel i Ezekiels Bog. Ezekiels Bog hører til de profetiske skrifter i den jødiske bibel. Skriftet blev til, da jøderne var i fangenskab i Babylon, og det jødiske folk var truet af undergang.

For Israels vedkommende har budskabet i kapitlet været dybt aktuelt i de fleste af de mellemliggende 26 århundreder. Men budskabet er universelt:

Herrens hånd kom over mig, og Han førte mig i ånden ud og satte mig midt i dalen. Den var fuld af ben. Han førte mig forbi dem, rundt og rundt, og se: De lå i store mængder ud over dalen, og se: De var ganske tørre. Derpå sagde Han til mig: ”Menneskesøn, kan disse ben mon leve?” Jeg sagde: ”Herre, kun du ved det.” Derpå sagde Han til mig: ”Tal profetiske ord om disse ben, og sig til dem: I tørre ben, hør Herrens ord! Sådan siger Herren, Gud, til disse ben: Se jeg bringer ånd i jer, så at I kan leve. Jeg lægger sener omkring jer, jeg lader kød vokse frem og dækker jer med hud, og jeg giver jer ånd, så at I kan leve, og I skal erkende, at jeg er Herren.” Jeg talte da profetiske ord, sådan som det var blevet mig befalet, og medens jeg talte, hørtes støj, der blev stadig stærkere, da benene kom nærmere – det ene ben til det andet. Da så jeg op, og se: Der var sener og kød på dem, og de var dækket med hud, men der var ingen ånd i dem. Derpå sagde Han til mig: ”Tal profetiske ord til ånden. Menneskesøn, tal profetiske ord og sig til ånden: Sådan siger Herren, Gud: Kom, oh ånd, fra de fire verdenshjørner, og lad ånde komme i disse dræbte, så at de bliver levende.” Jeg talte da profetiske ord, således som Han havde befalet mig, og der kom ånd i dem, og de blev levende, og de rejste sig på deres fødder, en såre, såre stor hær.
 
Derpå sagde Han til mig: ”Menneskesøn, disse ben er hele Israels hus. Nu siger de: Vore ben er tørre, og vort håb er ude. Vi er fuldkommen udstødt. Tal derfor profetiske ord og sig til dem: Sådan siger Herren, Gud: Se jeg åbner jeres grave, og jeg fører jer op af jeres grave, mit folk, og jeg bringer jer til Israels jord. Når jeg åbner jeres grave, og når jeg fører jer op af jeres grave, mit folk, da skal I erkende, at jeg er Herren! Jeg lader min ånd komme til jer, så at I bliver levende, og jeg lader jer bo på jeres egen jord, og I skal erkende, at jeg er Herren. Jeg har talt, og jeg vil fuldbyrde det, siger Herren.” (Melchiors egen oversættelse)

Kan man tænke sig et stærkere budskab end dette til menneskeheden? Det følger, hvad vi oplever i naturen, hvor træer står med tørre grene og tilsyneladende er døde, indtil der pludselig viser sig knopper, blade, blomster og frugter.

Vi lærer, at sener, kød og hud først giver liv, når der tilsættes ånd. Uden ånd, intet liv. Og ånden kommer fra de fire verdenshjørner. Den er ikke begrænset af røde streger på landkortet, ikke nationalistisk.

Og dog har enhver, ifølge teksten, ret til at bo på sin egen jord, og den, der er fordrevet, skal ikke opgive håbet om at vende tilbage. Sikke en trøst for verdens flygtninge, sikke en opmuntring for enhver, der har mistet modet og synes, at livet tager sig ud som en bunke tørre knogler i dalen. Et meningsfyldt liv med ånd venter forude.

Helt personligt har jeg et par gange haft den oplevelse at høre skuespiller Lone Hertz læse stykket op, og hendes glæde ved min oversættelse af den hebraiske tekst satte mig faktisk i gang med det store arbejde, det var at oversætte De Fem Mosebøger og andre liturgiske tekster. Men det er en ganske anden historie.

Bent Melchior er tidligere dansk overrabbiner.