Jakob Skovgaard-Petersen: Fra drømmen om islamisk stat til drømmen om medindflydelse

Politisk islam er og har været en foranderlig historie. Den er flettet ind i verdenshistorien gennem det 20. århundrede, fortæller islam-eksperten Jakob Skovgaard-Petersen

Islam i en politisk-ideologisk udgave er ikke en isoleret og nærmest uforanderlig historie. Islams politiske udvikling gennem det 20. århundrede er tæt knyttet til verdenshistoriske begivenheder og har forandret sig med dem.

Drømmen om en islamisk stat eller ligefrem religiøst verdensherredømme er for langt de fleste islamisters vedkommende erstattet med en national ambition om medindflydelse. Flykaprerne fra den 11. september tilhører en lille - og i egne øjne udvalgt - gruppe, som lever i et mytologisk og isoleret univers.

Det siger islamforsker og lektor ved Københavns Universitet Jakob Skovgaard-Petersen.

Han har blandt andet skrevet bogen "Moderne islam", der ved hjælp af 500 års Kairo-historie fortæller om, hvordan en religion også blev en politisk ambition. En ambition, der over årene har ændret sig.

Ifølge Jakob Skovgaard-Petersen er ideen om islam som en altomfattende samfundsorden et slagord, der opstod i 1860´erne.

Som politisk bevægelse er den først udtrykt gennem Det Muslimske Broderskab i Egypten, som efter alene at have været en velgørende institution, der byggede moskeer, hospitaler og skoler, også fik politiske ambitioner. Stifteren af broderskabet, Hassan al Banna, valgte i 1928 slagordet: "Islam er både religion og stat".

- Det var første gang, en gruppe tænkte på islam som en ideologi. Broderskabet var i opposition til de mere nationalistiske og sekulære bevægelser, der fandtes i Egypten på samme tid. Deres slagord var: "Religionen tilhører Gud, fædrelandet tilhører os alle".

De to bevægelser var fælles om at ville af med kolonimagten, men Det Muslimske Broderskab foragtede nationalisterne for at kopiere de europæiske landes opbygning af national-følelse med fædrelandssang, flag og i kunsten, forklarer Jakob Skovgaard-Petersen.

Det Muslimske Broderskab er det første eksempel på egentlige fundamentalister eller islamister, som fagfolk foretrækker at kalde dem.

- Det Muslimske Broderskab så sig selv som moderne. De opfattede islam som en moderne ideologi, et samfund, der ville være det bedste for alle mennesker og på den måde rakte ud over nationalismens begrænsninger.

Jakob Skovgaard-Petersen peger på, at netop 1920´erne, -30´erne og -40´erne var de store ideologiers tid. I Europa var det nazisme og kommunisme.

Mission som inspiration

De muslimske ideologer fulgte godt med i europæisk presse og producerede selv flittigt artikler, der også blev trykt i Europa. Ideen om en verdensomspændede samfundsorden lå op ad tankerne i de europæiske ideologier, men inspirationen til organisering kom fra de kristne missionsbevægelser.

- Det Muslimske Broderskab var ikke trygge ved nazister og fascisters anti-semitisme, som organisationen også mente var vendt imod dem. Og kommunisterne var også i Egypten en konkurrent om de fattiges gunst. Men selv om broderskabet også opfattede kristne missionærer som konkurrenter, så lærte de meget af deres organisationstalent. Broderskabet etablerede ungdoms- og spejderorganisationer og drev velgørende institutioner. I begyndelsen af 1940´erne bombarderede de for eksempel politikerne med krav om, at der skulle ligge koraner i en skuffe på samtlige hotelværelser i Egypten.

En anden af broderskabets mærke-sager i 1930´erne var støtte til den palæstinensiske opstand i det britiske protektorat Palæstina i årene 1936-39.

Det Muslimske Broderskab spredte sig også til andre lande, blandt andet til Syrien, hvor organisationen efter den syriske selvstændighed i 1946 blev en del af regeringen. Det blev broderskabet aldrig i Egypten, selv om de i valgforbund med andre har siddet i parlamentet.

Nationalismens årtier

Men hvis man undtager Saudi-Arabien, så blev 1950´erne og 1960´erne ikke islamisternes årtier. De blev nationalisternes, personificeret i Egyptens præsident Nasser, der overtog magten i 1952. Hans ambition var et velfærdssamfund. Det skete parallelt med den tilsvarende opbygning af de euro- pæiske velfærdsstater.

- De nationalistiske regeringer forsøgte på flere måder at kontrollere islam, men brugte også religionen til at legitimere sig selv. Nasser nationaliserede de velgørende muslimske institutioner, men brugte samtidig islam som udenrigspolitisk redskab for at skabe solidaritet i Den tredje Verden.

Det Muslimske Broderskabs stifter, Hassan al Banna, blev snigmyrdet i slutningen af 1940´erne, men en mere massiv forfølgelse af Det Muslimske Broderskab og anden opposition tog fart i både Egypten og Syrien i slutningen af 1950´erne.

I 1960´erne blev de nationalistiske magthavere mere diktatoriske i takt med, at deres velfærdsopbygning syntes at slå fejl. En stor del af broderskabets medlemmer flygtede til Saudi-Arabien, hvor de ifølge Jakob Skov- gaard-Petersen fik stor indflydelse på opbygningen af det moderne Saudi-Arabien.

Islamisk vækkelse

Ifølge Jakob Skovgaard-Petersen blev slutningen af 1960´erne og 1970´erne præget af en islamisk vækkelse.

- De nationalistiske velfærdsprojekter var slået fejl, befolkningerne var stadig fattige, og regeringerne havde raget til sig og viste ingen tegn på hverken at afgive eller dele magt. Det fik en meget stor del af befolkningen til at vende sig til religionen igen. De begyndte at bede igen og tillægge religiøse værdier betydning.

- Den islamistiske drøm om en stat fængede kun en mindre del af vækkelsen. Vækkelsen skete for mange alene på et individuelt plan. Nu var det ikke universelle værdier, men lokal kulturel identitet, der talte.

De mellemøstlige befolkningers forsøg på at etablere en kulturel identitet som muslimer kan minde om den samtidige bevidstgørelse af sorte i USA og Sydafrika. Eller for den sags skyld om holdningerne hos vestlige venstrefløjsaktivister på samme tidspunkt.

- Den muslimske vækkelse rummede også en nostalgi, der vendte sig til det lokale. "Det, vi altid har gjort, er godt". Samtidig var vækkelsen også meget aktivistisk. De vakte muslimer afholdt demonstrationer, og som blandt venstreorienterede i Europa var tonen for første gang vendt mod amerikansk kulturproduktion og store multinationale selskaber. Man opfattede også eliten i de arabiske lande som allieret med kræfter udefra, der truede den kulturelle muslimske identitet.

- Den politiske del af islam havde tabt mening for mange på det tidspunkt. Det politiske drejede sig ikke længere om at få magten, men udvik-lede sig snarere mod mission på bunden af samfundet. Fokus flyttede sig fra et statsprojekt til en bredere kulturel konservativ bevægelse, hvis slagord var, at "islam er alternativet". Dynamikken fra 1930´ernes politiske islam var erstattet af kulturel konservatisme, forklarer Jakob Skovgaard-Petersen.

Reaktion på vækkelsen

Som reaktion på den islamiske vækkelse har en række mellemøstlige stater fra 1970´erne brudt med nationalisternes antireligiøse politik. Man har indført mere islam i skoler og medier. Statsansatte retslærde har fået stor indflydelse på især familielovgivningen, hvor de bare 100 år før var helt udelukket fra indflydelse på lovarbejdet.

Til gengæld mente Det Muslimske Broderskab og andre lignende grupper, at de statsansatte retslærde gik for vidt i fortolkningen af Koranen og profeten Muhammeds praksis.

Islamismen er dog ikke død. I tilfældet Iran kan man tale om virkeliggørelsen af ideologien om den islamiske stat, som egentlig også var modernistisk, selv om det ikke er sådan, den islamiske republik normalt beskrives. På den måde afviger Iran fra den bredere islamiske vækkelse.

Militant islam

Det var dog ikke alle muslimer, der søgte den åndelige del af islam som et værn mod hastige forandringer. En lille gruppe skilte sig markant ud.

Flykapringer, mord og andre terroraktioner havde for en lille gruppe for første gang ikke alene en politisk, men også en mere næsten mytologisk religiøs begrundelse.

- Ideologen bag den voldelige politiske islam var Sayyid Qutb.

- Han lå indtil slutningen af 1940´erne politisk på linje med Det Muslimske Broderskab i tankerne om det harmoniske islamiske samfund, som ville være en ideologi til gavn for alle mennesker. Han mente, at islam skulle være i front, tilbyde en tredje vej, fordi islam efter hans opfattelse har mere at byde på end andre ideologier. Muslimer burde lede karavanen frem for at traske bag andre, siger Jakob Skovgaard-Petersen.

I slutningen af 1950´erne var Sayyid Qutb fængslet. Han blev henrettet i 1966. Fra fængslet skrev han en koran-kommentar, der senere er udnævnt som det ekstremistiske islams hovedværk.

- Sayyid Qutb bekendtgjorde fra fængslet, at islam var udslettet. Den findes kun i små grupper, men til gengæld er de spredt over hele verden. Det er ifølge Qutb fra disse grupper, islam skal genetableres, og han skrev også, at grupperne er klar til at udfordre zionismen og korsfarer-ideologien, siger Jakob Skovgaard-Petersen.

Sayyid Qutb fører sin "teologi" tilbage til det muslimske begreb "uvidenhedens periode", som ellers bruges om tiden før islam.

- Han mente, at situationen i slut-1950´erne var den samme, som før islam blev åbenbaret. Samfundet var præget af dyrkelse af flere guder - for eksempel præsidenter, fodboldspillere og andre idoler. Muslimerne var tilbage ved udgangspunktet, så muslimer måtte åndeligt talt igen "udvandre fra Mekka til Medina", som profeten Muhammed gjorde det, for at blive sande troende i Qutbs islamtolkning.

Jakob Skovgaard-Petersen mener, at Sayyid Qutb i sin teologi var påvirket af den samtidige europæiske eksisten-tialisme. Det er en hovedpointe for Qutb, at Gud kræver, at den troende aktivt vælger sin tro hver dag, både i ord og handling.

Udvalgte og vantro

- Ideologien betød, at "de udvalgte muslimer" opfattede sig selv som de sande troende i et hav af barbari. De kalder andre muslimer vantro, fordi de ikke efterlever Koranen som et politisk program. Når volden kommer ind i billedet, hænger det sammen med, at profeten Muhammeds tid i Mekka blev brugt til at tale og prædike, men at islams udbredelse efterfølgende også inkluderede krige.

- Af andre er krigene tolket som politiske erobringer, men for Qutbs senere tilhængere er krig en religiøs pligt. I deres skrifter ser man nærmest apokalyptiske bekrivelser af en evig kamp mellem islam og Guds fjender, som kaldes korsfarer-ideologier, zionisme, frimureri, kommunisme og lignende størrelser.

- Det var nyt, at muslimer kunne stemple andre muslimer som kættere og derefter bekæmpe dem. Men det er blandt andet argumentationen fra den gruppe, der myrdede den egyptiske præsident Anwar Sadat i 1981.

Jakob Skovgaard-Petersen mener, at Sayyid Qutbs udlægning af islam har skabt grobund for grupper, der lever isoleret og opfatter sig som deltagere i en mytologisk kamp.

- Det er, som om de mener, at verden består af store spirituelle kræfter, der tager livtag med hinanden. Det enkelte menneske kan så kaste sit lod i den ene eller den anden vægtskål. Mytologien kan også ses i de traktater, der er fundet efter flykaprerne fra World Trade Center og Pentagon og i en række pressemeddelelser og erklæringer fra lignende grupper siden 1970´erne.

- Ud over de militante grupper som al-Qaeda-netværket, der fører denne mytologiske krig, har man også andre, større grupper med mere begrænsede mål. Grupper som Hamas eller Hizbollah er noget andet end al-Qaeda. Disse grupper er ikke inspireret af Qutb, men er arvtagere af den ældre islamisme. Det vil sige, at de er modernister, som imidlertid er blevet stærkt nationalistiske i deres såkaldte frihedskamp.

- Hamas og Hizbollah stiller op til valg og taler ikke længere om, at parlamenter er forkastelige. De går efter medindflydelsen, ikke verdensherredømmet, siger Jakob Skovgaard- Petersen, der tilføjer, at det gør Hamas og Hizbollah til mere håndterlige bevægelser end al-Qaeda-netværket.

Knægtede demokrater

Ligesom Jakob Skovgaard-Petersen i debatten om islam generelt ser en tendens til, at sammenhængen mellem Mellemøsten og resten af verdens udvikling ignoreres, gælder det også for begrebet euro-islam. Det vil sige tanken om, at muslimer i Europa vil udvikle en særlig form for islam, fordi de bor i Europa.

- Jeg kender ikke så meget til euro-islam. Som jeg ser det, betyder det, at man mener, at muslimer i Europa, der vokser op med demokratisk kultur og politisk deltagelse, også vil opføre sig sådan. Det er forhåbentlig også rigtigt, men det har fået en kedelig undertone af, at tilstedeværelsen af islam i Europa betyder, at Europa civiliserer islam, siger Jakob Skovgaard-Petersen.

- Befolkningen i Mellemøsten kender faktisk til demokrati, selv om demokratiet ganske rigtigt knægtes i mange sammenhænge. Men demokratiet praktiseres faktisk nogle steder. For eksempel har jeg selv været vidne til valg på universiteter i Mellemøsten, der foregik lige så demokratisk som på danske universiteter.

- Uanset at der sker mange forfærdelige ting i mellemøstlig politik, så er det ikke sådan, at medbestemmelse, demokrati og retsstat er ukendte eller forkastede idealer for flertallet af borgerne i Mellemøsten. Der er en langt større forbindelse til den politiske, ideologiske og kulturelle debat og samfundsudvikling andre steder i verden, end man vist gør sig klart.

udland@kristeligt-dagblad.dk