Død, drama og frugtbarhed: Den egyptiske gud Osiris mestrede det hele

Han startede ud som en lokal frugtbarhedsgud men gjorde kometkarriere som national dødsgud og blev samtidig en af de mest populære guder. Dræbt af sin bror, genoplivet af sin kone/søster og hævnet af sin søn. Mød herskeren af underverdenen: Osiris

Indledning
Der er kun én ting, der er sikkert, og det er døden. Det vidste de gamle egyptere, og derfor var det vigtigt at være forberedt, når tiden kom. Gravmonumenter som pyramiderne og mumificering af de døde viser den indsats, der blev gjort for, at efterlivet kunne blive godt. Netop derfor er det måske heller ikke så overraskende, at en af de helt store guder gennem størstedelen af den egyptiske oldtid var Osiris; hersker af underverdenen.

Læs også:Den egyptiske solgud var en omskiftelig verdensherre

Oprindelse
Oprindeligt var Osiris en gud fra Nildeltaet, der blev forbundet med frugtbarhed og regeneration. Fra midten af 5. dynasti (ca. 2686-2181 f.Kr.) begyndte han imidlertid at få prominens som gud for efterlivet.

Han absorberede både Memphis’ og Abydos’ lokale dødsguder, og i sidstnævnte overtog han også den oprindelige guds tilnavn ”Den første blandt dem fra vesten”. ”Dem fra vesten” henviste til de døde, idet egypterne troede, at dødsriget befandt sig i den vestlige ørken. Abydos var en af de ældste byer i det gamle Egypten, og mange af de tidlige faraoer er blevet begravet der. Byen husede samtidig et vigtigt tempel for Osiris og var et regionalt kultcenter for dyrkelsen af han.

Osiris: En farveglad mumiegud med krone
Osiris blev ofte fremstillet med kroppen indbundet, grøn eller sort hud og kongekrone på hovedet. Kongekronen symboliserede hans relation til farao - mere specifikt den afdøde farao. Kroppen var fra brystet og ned indbundet i gaze, som en mumies, og henviste til hans forbindelse til mumificeringsritualerne og dermed døden.

Hans forbindelse til frugtbarhed og regeneration fremgik på hans hudfarve, som enten var afbilledet grøn eller sort. Farven sort repræsenterede Nilens frugtbare sorte aflejringer. Når floden gik over sine bredder, bragte den næringsrig gødning til markerne.

Osiris var en national gud og blev dyrket over hele Egypten. Han var meget populær og blev blandt andet set som almuens gud. Han indgik også, som de fleste egyptiske guder, i en familiekonstellation der bestod af: Isis, der både var hans kone og søster, Nephthys (søster), Seth (bror) og Horus, som var Osiris og Isis’ søn. Triaden Osiris, Isis og Horus blev tilbedt i Abydos. Tilbedelse af gudefamiliekonstellationer var almindeligt i Egypten.

Læs også: Guder i den nordiske mytologi

Osirismyten
Grunden til, at Osiris blev den ledende gud i dødsriget, kan skyldes Osirismyten. Osiris blev ifølge sagnet dræbt af sin bror Seth, der dræbte ham for at få kongemagten. En version af myten beskriver, hvordan Osiris’ lig bliver delt og spredt ud over hele Egypten. Isis får imidlertid samlet alle delene og genopliver Osiris længe nok til, at han gør hende gravid med Horus. Horus strides derefter med sin svoger Seth om tronen og vinder. Horus blev derfor associeret med den levende farao, mens Osiris blev identificeret med den afdøde.

Fordi Osiris på en gang var en gud og en dødelig, der blev dræbt af sin egen bror, gjorde denne almene menneskelige skæbne, at han passede godt til at være dødsrigets hersker. Myten kan samtidig tolkes som en forklaring på at skabe legitimitet til sønnen i tronarvingsspørgsmålet over for afdødes faraos bror.

Begravelsestekster: Brugsanvisning til evig liv
Efterlivet var oprindeligt kun noget, de kongelige kunne opnå. "Pyramideteksterne" var tekster, der stod på indervæggene af pyramiderne. De var brugsanvisninger til, hvordan farao som død skulle klare sig igennem underverdenen for at opnå evigt liv.

Med tiden blev det imidlertid også muligt for adlen og den velstående klasse at opnå evigt liv. Senere skete der endnu et skift, som muliggjorde, at en endnu større del af befolkningen kunne opnå liv efter døden.

Pyramideteksterne udviklede sig til en dødelitteratur, og i de næste århundreder kom besværgelserne til at hedde dødebøger. Fælles for dem alle var, at de var begravelsestekster, som skulle sikre afdøde en sikker rejse i efterlivet.

Læs også:De klassiske religioner: Græske guder og helte

Osiris’ underverden
Underverdenen bestod af tolv timers mørke, som var fyldt med halvguder, guder og dæmoner. Her skulle begravelsesteksterne hjælpe, så afdøde kunne komme sikkert gennem disse farer. Samtidig sad Osiris som dommer, når afdødes liv skulle dømmes ved vejning af hjertet.

For at gøre sig håb om at opnå evigt liv skulle man have opført sig eksemplarisk i sit jordiske liv, men også her var der hjælp at hente i dødelitteraturen med henblik på at klare prøven. Hjertet, som repræsenterede den afdødes gøren og laden, blev vejet op mod Maats fjer. Maat var gudinde for sandhed, orden og retfærdighed. Skriverguden Toth stod klar til at nedskrive dommen, og Ammut ”Fortæreren”, et mægtigt fabeldyr, stod klar til at fortære dem, der ikke bestod prøven - altså hvis hjertet var for tungt.

I den egyptiske forestillingsverden var der imidlertid flere aspekter af efterlivet end bare ét. Kroppen tilhørte således underverdenen, mens de spirituelle kræfter tilhørte himmelen, og klarede afdøde dommen i vejning af hjertet, kunne disse stige til himmels med Ra.

Som sammensat gud repræsenterede Osiris dualiteten - et vigtigt aspekt i de gamle egypteres forestillingsverden - i menneskets vilkår ved både at være gud for livet, frugtbarhed og regeneration, og for døden.

Kilder:
Baines, John; Málek, Jaromír: Atlas of Ancient Egypt, Facts on File, 1996
Hornung, Erik: History of Ancient Egypt, Edinburgh University Press, 1992
Shafer, Byron E. red; Baines, John; Lesko, Leonard H.; Silverman, David P: Religion in Ancient Egypt: Gods, Myths, And Personal Practice, Cornell University Press, 1991