Hvad er kvindelig omskæring?

-

Omskæring af piger og kvinder er mest udbredt i Vest- og Østafrika, men praksissen findes også i en række mellemøstlige lande

Omskæring af piger og kvinder er mest udbredt i Vest- og Østafrika, men praksissen findes også i en række mellemøstlige lande. Cirka 70 procent af pigerne bliver omskåret som børn. I Somalia foretages omskæring oftest, når pigerne er mellem 5 og 10 år. I andre områder sker det i puberteten eller lige før ægteskabet, enkelte steder når pigerne er få dage gamle.

Der skelnes generelt mellem tre forskellige former for kvindelig omskæring:

Sunna er betegnelsen for fjernelse af forhuden på klitoris. I praksis bliver der dog ofte fjernet en del af klitoris samtidig.

Excision er en fjernelse af en del eller hele klitoris i forbindelse med hel eller delvis fjernelse af de små skamlæber.

Infibulation er fjernelse af klitoris, de små skamlæber og en del af de store skamlæber, hvor de rå sårflader enten sys sammen eller holdes sammen med akacietorne, således at der kun efterlades et ganske lille hul til urin og menstruationsblod.

Sunna og Excision udgør tilsammen cirka 85 procent af alle omskæringer, mens Infibulation udgør cirka 15 procent.