Verdens ondskab er stadig en gåde

- I min høje alderdom midt i 40'erne gik det op for mig, at man ikke kan fortjene det, der virkelig betyder noget. Det troede jeg engang, at jeg kunne. Det var vel nærmest mit verdensbillede. Jo mere jeg opførte mig godt, jo mere blev jeg holdt af. Det har jeg vel fra mit autoritære hjem, siger Ole Hartling.

Verden er ond - der er mange eksempler på det. Det er logisk at konkludere, at Gud, der har skabt den, så må være magtesløs eller ond, eller begge dele, skriver tidligere formand for Det Etiske Råd

Jeg tror, de fleste mennesker har tænkt noget lignende, men det var første gang, jeg hørte det udtrykt så præcist ? det, som jeg siden lærte, hedder teodicéproblemet: Hvis Gud er god og almægtig, hvorfor tillader han så en ond verden? Filosoffen Gottfried Wilhelm von Leibniz var en af dem, som tidligst formulerede det og søgte at finde en forklaring på tingenes tilstand ? et forsvar. Sådanne forsvar for Gud kalder man siden Leibniz for "teodiceer".

Forsvar for Gud

Leibniz forsvarede Gud og skaberværket med nogenlunde følgende: Her i vor begrænsede verden må der nødvendigvis være ondskab, for ellers kunne der ikke være godhed og kærlighed. På samme måde som mørket fremhæver lyset. Og i vor ufuldkommenhed kender vi kun en lille og afgrænset og ond del af verden, men kunne vi se det hele, som Gud kan, ville disharmonien forsvinde.

Men er det godt nok? Kan man acceptere det onde i verden som en lille del af en guddommelig harmoni? Det er det problem, som Ivan Karamazov i Dostojevskijs "Brødrene Karamazov" martrer den fromme lillebroder Aljósja ? og vel især sig selv ? med.

Ivan giver eksempler på grænseløs ondskab, som han (og det vil sige også Dostojevskij) har fået kendskab til fra beretninger, avisnotitser og så videre. Om ufattelige pinsler og vanrøgt af børn. "Kunstnerisk grusomhed" kalder Ivan det. Om soldaten, der først leger med spædbarnet, lader det fatte interesse for den blanke pistol, og når barnet med iver griber ud efter den, trykker han på aftrækkeren og knuser barnets hoved ? for øjnene af moderen.

Ivan retter en lidenskabelig anklage mod en almægtig og kærlig Gud, som i sit samlede regnskab om evig forsoning og harmoni lader uskyldige og værgeløse børn betale prisen.

Historisk set

I tidens løb har tænkere og filosoffer og teologer ganske vist kunnet præstere forsvar og forklaringer, som har hjulpet kortvarigt.

Forkyndere har udlagt teksten og bragt os forbi. Eller de har ledt os ad en klog omvej, videre. Tilsyneladende kunne vi lægge det bag os, men kort tid efter råber det til os igen ? måske endnu mere tænderskærende. Vi oplever selv noget, som er ondt, vi får fortalt om en oprørende uretfærdighed, eller vi hører om en grusomhed.

Problemet lader os altså ikke i fred, vi kan ikke håndtere det, og vi kommer ikke overens med det. Men hvis der på ingen måde er et forståeligt og tilfredsstillende svar på spørgsmålet, må det overvejes, om spørgsmålet er forkert. Eller om man må erkende, at et problem, som ingen løsning har, ikke er et problem, men et vilkår.

Teodicé

Fastholdes teodicéproblemet som et problem, må det dog erkendes, at det ikke kan løses ad logikkens vej. Der er muligvis andre lovmæssigheder på færde.

Forfatteren Chesterton fortæller om et eventyrland, hvor en ufattelig lykke hviler på en uforståelig betingelse: "En æske åbnes, og alle onde ånder flyver ud. Et ord glemmes, og hele byer går til grunde."

Der er mange eksempler fra myternes, legendernes og eventyrenes verden: Hvis du ser dig tilbage, bliver du til en sten. Du må gøre alt, blot ikke løfte låget på terrinen. Du må spise af frugterne fra alle havens træer på nær ét. Der gives ikke nogen egentlig forklaring, ikke noget logisk svar.

Ingen svar

Spørger Askepot: "Men hvorfor skal jeg være hjemme kl. 12?" kan stedmoderen med god ret svare med et modspørgsmål: "Hvordan gik det til, at du kom til bal?" Spørger eventyrets prinsesse: "Hvorfor må jeg ikke besøge tårnværelset i det fortryllede slot?" kan feen med god ret svare: "Hvis vi skal tale om forklaringer, så forklar du mig først det fortryllede slot." Og til det spørgsmål, der også går over vor forstand: "Hvorfor er der ondskab i livet?" skal der måske svares: "Forklar du mig først livet."

Men hvad kan man sige til det menneske, som har det meget hårdt? Hvad skal vi komme med? Ikke en filosofisk teodicé i al fald. Ikke en forklaring om, at der nok alligevel er en større harmoni. For nogle har teodicéproblemet ført til, at tanken om en kærlig Gud må afvises.

Men i Martin A. Hansens "Høstgildet" bliver det anderledes. Præsten kan ikke forklare, hvorfor et barn skulle dø, han klager fortvivlet over det meningsløse, og han er fortvivlet over sin magtesløshed. Han kommer ud til forældrene - han ved knap hvordan - kommer i sin fortvivlelse og med sin vrede og sine tomme hænder, men han kommer.

At han opgiver, og at han indser sin magtesløshed og protesterer mod den og samtidig står ved den, bliver hjælpen til dem ? ulogisk og forunderligt. Der bliver alligevel lagt noget i de tomme hænder: "Da vidste præsten, at han havde brudt muren og givet faderen den første, frygtelige hjælp ..."

Ole J. Hartling er overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd