På krucifikset er Jesus både den sejrende Gud og det lidende menneske

Overordnet findes to typer af krucifikser: Jesus som den sejrende ”konge” og Jesus som den lidende ”forsoner”, forklarer kunsthistoriker og sognepræst Anne- Mette Gravgaard.

”Krucifiksets afbildning er altid et spørgsmål om aktuelt behov, indstilling og æstetik,” pointerer hun.
Anne-Mette Gravgaard, kunsthistoriker og teolog

Afbildningen af Kristus som lidende eller sejrende ændrer sig i takt med opfattelsen af Jesus og Gud, ligesom middelalderens krige og den altødelæggende pest også afgør Kristi udtryk på fortidens krucifikser, forklarer kunsthistoriker og sognepræst Anne-Mette Gravgaard

Ordet krucifiks er afledt af de latinske ord, crux og fixus, som oversat til dansk betyder, ”fæstnet eller fikseret til korset”. Et krucifiks fremstiller altid Jesus som den ”kors-fæstede” og er den figurative fremstilling af Jesu korsfæstelse.

Store og enorme krucifikser har prydet både kirker, smykker og hjemmets fire vægge gennem kristendommens historie, og krucifiksernes udformning er også en vigtig kilde til at forstå fortidens opfattelse af Jesus.

Overordnet findes to typer af krucifikser: Jesus som den sejrende ”konge” og Jesus som den lidende ”forsoner”, forklarer kunsthistoriker og sognepræst Anne- Mette Gravgaard.

”Forskellen mellem de to slags krucifikser er groft sagt, at den sejrende Kristus har åbne øjne og kongekrone, mens den lidende Jesus har lukkede øjne og et hængende hoved evt. med tornekrone. Den første afbilder altså symbolsk Gud, medens den anden symboliserer den lidende menneskehed,” beskriver Anne-Mette Gravgaard. 

Korset som tegn blev udbredt i Romerriget  

I dag forbindes korset utvetydigt med kristendommen, men sådan har det ikke altid været. Indtil år 312, hvor Konstantin den Store (285-337) anerkendte korset som symbol, var kristendommen kendetegnet ved en fisk

Kejser Konstantin har spillet en afgørende rolle for kristendommen og dens udbredelse i den vestlige verden. Ifølge kirkehistorikeren Euseb (263 – 339) fik Konstantin før et afgørende slag mod sin medkejser Maxentius i 212 et religiøst syn; et kors viste sig for ham på himlen ledsaget af ordene ”du skal sejre herved”. Den efterfølgende nat viste Jesus Kristus sig for ham, og befalede Konstantin at bruge korset som standart (det vil sige en rytterfane) for sine kampklædte tropper.

Konstantin besejrede Maxentius, overtog magten i det Vestromerske rige og legitimerede senere korset i hele det mægtige Romerriget. På den måde var Konstantin med til at gøre korset til det vigtigste, kristne symbol. 

Jesus skal afbildes som helt Gud og helt menneske

De teologiske strømninger har været afgørende for fremstillingerne af krucifikser. I år 681 afholdtes et stort kirkemøde i Konstantinopel, hvor det officielt besluttedes, at Jesus Kristus havde to forskellige naturer, en guddommelig og en menneskelig, der hver havde sin egen vilje. Den lidende Jesus (eksempelvis i korsfæstelsesscenen) skulle fremover afspejle den menneskelige lidelse.

”Meningen var, at Jesus både var helt Gud og helt menneske – altså ikke bare Gud i menneskedragt. Derfor skulle han også afbildes som et menneske med de følelser et menneske har,” fortæller Anne-Mette Gravgaard. 

Selvom man havde besluttet, at Jesus skulle fremstilles lidende og menneskelig, findes der ingen eksempler på sådanne krucifikser fra denne tidlige periode. Frem til 1200-tallet blev Jesus derimod fremstillet som sejrende konge iført en ypperstepræstelig lang klædning med glorie om hovedet efter syrisk model.

Jelling stenene med Kristus figuren foran Jelling Kirke på kirkegården, Jellingestenene, Jellingestenen, ...

Jellingestenen med det sejrende Kristuskrucifiks står foran Jelling Kirke på kirkegården. Stenen er opført af Harald Blåtand omkring år 965. Foto: Scanpix Denmark

Dette ”Kristkonge”-krucifiks kendetegner den romanske periode og ses blandt andet på Danmarks såkaldte dåbsattest, Jellingestenen, hvor den sejrende Kristus i sig selv former et kors. 

Fokus på lidelsen

Med baggrund i fejlslagne korstog, hungersnød, indbyrdes europæiske stridigheder og pestepidemier bliver krucifikserne i løbet af senmiddelalderen mere og mere blodige og lidelsesfulde. ”Teologisk udlægges det således, at Jesu lidelser soner menneskets synd og på den vis forsoner Gud med menneskene. Lidelsen synes i denne periode næsten at have spillet en væsentligere rolle end frelsen,” siger Anne-Mette Gravgaard.  

Senmiddelalderens mennesker kunne identificere sig med den smertefulde, døende skikkelse på korset. Mere menneskelig og nær kunne Gud ikke blive. Han er ikke længere blot en fjern gud i himlen. 

12th century fresco in San Clemente basilica : Christ's triumph on the cross -

Krucifikset med den lidende Jesus findes i Basilica di San Clemente i Rom. Afbildningen ses i kuplen bag alteret, og er opført i det 12. århundrende. Foto: Verwendung weltweit, usage worldwide

”Men den lidende Kristus på korset havde - og har - samtidig en mental funktion: Han bliver en identifikationsmodel og et forbillede for os - vi kan spejle os i hans lidelser. Fordi Gud igennem Jesus selv har oplevet lidelser, forstår han os mennesker,” fortsætter Anne-Mette Gravgaard. 

I kirkerne var der ofte ophængt et stort krucifiks over lægmandsalteret i den såkaldte ”triumfbue” mellem koret og skibet: Krucifikset var en visualisering af messeofret og en påmindelse om, hvorledes man skal gå under korset for at nå ind i korets symbolske paradiszone.

Til en vis grad kan man altså sige, at de to former for krucifikser afspejler forskellige perioder af historien.

”Krucifiksets afbildning er altid et spørgsmål om aktuelt behov, indstilling og æstetik,” pointerer hun.  

Afbildningen er også varieret i dag

Men kan vi i dag stadig se eksempler på den sejrende Kristkonge i samtidens kirkekunst?

Det korte svar er ifølge Anne-Mette Gravgaard ja.

Siden slutningen af 1900-tallet har flere kunstnere genoptaget korsfæstelsesmotivet. Ifølge Anne-Mette Gravgaard synes kirkekunstnerne i dag at lade sig inspirere af både den sejrende og den lidende Kristusskikkelse.

”Nogle gange har vi brug for en identifikationsmodel i vores egen lidelse som mennesker, andre gange for idoltilbedelse og oplevelsen af en almægtig magt, der ser os og tager vare på os. Vi kan også, ligesom i den tidlige kristendom, ønske at demonstrere vores religions styrke og suverænitet i forhold til omverdenen og de andre religioner,” afrunder hun.