Min brors larmende, smukke katolske bryllup

Et fantastisk kirkerum, glimmerkugler og kalv i flammer er nogle af de oplevelser, Signe Andrup tager med fra sin brors bryllup med en italiensk pige fra en katolsk troende familie

Jeg ved, at min bror og svigerinde havde intense samtaler med den katolske gejstlige, der skulle vie dem, op til brylluppet - blandt andet om livets store spørgsmål.

Forventningsafstemning med præsten

Han spurgte blandt andet, hvor mange børn de hver især forventede at få. Min bror svarede et barn. Min svigerinde sagde fire. Så kiggede de på hinanden, og så sagde den gejstlige:

”Der er vist noget, I lige skal have talt om.” Det var en slags forventningsafstemning, og jeg tror faktisk, at min bror synes det var en hjælp, selvom han normalt ikke er troende og gik ind i forberedelsen for min svigerindes skyld.

Egentlig skulle min bror også have været døbt, for at de kunne blive viet. Men han fik lov til at lade være, hvis han og min svigerinde lovede præsten, at de aldrig ville ”fravælge” livet, når det kom til spørgsmålet om abort.

Et enormt kirkerum og en goodie-bag

Hele vielsen var på én gang mere højtidelig og mere afslappet, end jeg har oplevet ved noget dansk bryllup. Der var er ingen salmesang. Jeg husker især, at kirkerummet var overvældende stort og smukt. Fornemmelsen af at have plads omkring sig i kirkerummet var ret ny for mig, for jeg synes ofte, at der er meget smalt i danske kirker.

Her var der plads til, at alle de mange gæster kunne stå sammen i en stor halvcirkel, så i stedet for at vente udenfor gik vi lige ind og fik udleveret en ”goodie-bag” med en vifte, en lille pose med ris og glimmerkugler til at kaste efter brudeparret.

Der var også sørget for en lille folder med dansk oversættelse af den italienske tekst.

Afslappet og mindre tildækket end forventet

Inden vielsen havde vi danske kvinder fået at vide, at vi skulle bære kjoler, der gik ned over knæene og havde lange ærmer. Af respekt for deres tradition gjorde vi derfor alt, hvad vi kunne for at overholde den norm.

Som afslutning på vielsen var der en nonne, der sang ”Ave Maria”. Hun kom fra Burma, og fordi min brors og svigerindes bryllupsrejse også gik til Burma, var den gejstlige sikker på, at det var et tegn fra Gud.
En anden sjov ting var, at for at følge traditionen blev ringene overbragt parret af familiens yngste, min nevø, iklædt sømandstøj.

Navnene var vist i øvrigt skrevet med vikingeskrift, mens datoen var med romertal, fordi min bror og svigerinde gik meget op i at forbinde det danske og det italienske.

Samtalen fortsatte fra kirken til under middagens taler

Efter vielsen holdt vi den største fest, jeg nogensinde har været med til. Man har jo en fordom om, at italienere elsker mad – og den holdt altså her. Hold op, hvor var der meget mad. Der var fem retter og den største bryllupskage! De måtte være to mand til at bære den ind.

Og så var der meget larm. Folk talte og talte og talte. Og de talte højt. Det var en fantastisk god og afslappet atmorsfære.

Gæsterne sad ved runde borde. Min bror og svigerinde havde igen sørget for en guide, denne gang til italienerne. Der stod blandt andet, at i Danmark holder man taler til et bryllup, og det var direkte formuleret, at så skulle alle gæster være stille.

Brændende kalv og lut

Èn vigtig tradition for min italienske svigerfamilie var, at man skal sætte ild til hovedretten – kalv. Det foregik uden for på terrassen, hvor min storebror skar store lunser af den brændende kalv. Det er vigtigt, at man skærer, mens den stadig står i flammer.

Ud over det tog de italienske gæster virkelig traditionen med at klikke på tallerkener til sig. Så jeg husker, at alle hele tiden sad og klikkede på tallerkener. Men jeg husker mest, at alle bare var helt enormt glade, og at brudevalsen blev danset, mens en italiensk folkesanger spillede på lut til. Jeg tror, det er det vildeste bryllup, jeg har været til!

Læs også Religion.dk's store bryllupstema.