Hvorfra stammer ideen om religionsfrihed?

Religionsfrihed er en rettighed, der gælder individers religiøse overbevisning og livsstil. Men friheden til at vælge tro har ikke altid været en rettighed.

I 64 ud af verdens 198 stater er religionsfriheden enten stærkt begrænset eller ikke-eksisterende.

Disse lande er samtidigt lande med højest befolkningstal, og det betyder ifølge det uafhængige PEW Research Center, at omkring 70 % af jordens befolkning bor i lande med restriktioner på udøvelsen af religion. Omfanget og alvoren i problemet er blevet påvist i en række internationale rapporter de seneste år.

Retten til og manglen på frihed i forhold til tro, tanke og religion udgør en kompleks problem-stilling, og sammenhængen mellem begrænsning af religionsfrihed, diskrimination og forfølgelse er svær at overskue. 

Hvad betyder begrebet "religionsfrihed"?
Religions- og trosfriheden beskytter den enkeltes ret til at tænke og tro, såvel som til at udøve sin religion. Religionsfrihed kan deles op i to hovedområder:
Den første del er den indre overbevisning; den fulde frihed til at tro og tænke, hvad man vil. Denne ret kan ikke begrænses, da det jo er umuligt at kontrollere, hvad mennesker tænker og føler. Denne ret gælder også politiske overbevisninger som racisme eller pacifisme.

Den anden del handler om udøvelsen af religion. Her kan friheden begrænses efter lov, i tilfælde hvor udøvelsen af religion støder mod hensynet til offentlig sikkerhed, sundhed, sædelighed eller andre menneskers fundamentale rettigheder.

Hvor stammer idéen om religionsfrihed fra?
Idéen om religionsfrihed er opstået i de tidligste kulturer, hvor divergerende trossystemer er stødt sammen. Mange oldtidssamfund, for eksempel det achæmenidiske imperium i Persien og det mauryanske imperium i Indien, fastslog ved lov, at enhver kunne tro på og tilbede hvem eller hvad han ville. Sådanne bestemmelser om religionsfrihed var ofte reaktioner på konflikter mellem religiøse grupper.

Andre samfund nedlagde begrænsninger på religiøs praksis. Det skete oftest, , som regel fordi deres udøvelse stred imod gængs lov, orden eller moral, eller fordi denreligionen eller dens ritualer blev opfattet som en trussel mod magthavere eller den officielle statsreligion.

I den romerske republik blev Bacchus-kulten eksempelvis forbudt, fordi tilhængerne fejrede kultens højtider med løsslupne fester, der forargede det øvrige borgerskab. Kristne blev forfulgt i Romerriget, fordi kristendommens dogme om, at der kun er én gud, truede de mange andre religioner, der trivedes i imperiet, såvel som tilbedelsen af kejseren som en gud.

Efter katolsk kristendom blev gjort til statsreligion og eneste tilladte tro i Romerriget i 380, var det pludselig omvendt: Helt frem til Reformationen omkring 1500, var det alle andre religiøse grupper, der måtte se deres trosfrihed truet. De talrige krige i kølvandet på de protestantiske reformatorers oprør mod katolicismen gjorde imidlertid spørgsmålet om religionsfrihed højaktuelt.

Religionsfrihed som menneskeret
Med den humanistiske tankegangs opvågnen teorier i renæssancen og oplysningstiden i Europa opstod derfor idéen om religionsfrihed som en rettighed. Så tidligt som i 1500-tallet begyndte spanske præster at diskutere universelle menneskerettigheder.

I 1600-tallet indførte den engelske filosof John Locke begrebet ”naturret”, ifølge hvilken ethvert individ besidder en række rettigheder, der er naturligt givet, heriblandt trosfrihed. Lockes idéer blev til lov med den britiske Bill of Rights i 1689.

Efter de amerikanske og franske revolutioner i slutningen af 1700-tallet blev menneskerettighederne centrale for de nye samfunds opbygning. Dette mønster fortsatte, efterhånden som Europas stater blev demokratiseret de næste 150 år.

Undertrykkelsen og blodsudgydelserne under Verdenskrigene i første halvdel af det 20. århundrede gjorde det imidlertid klart, at nationale love ikke længere var tilstrækkelige til at sikre individers rettigheder. I 1948 blev religionsfrihed derfor international lov som en del af FNs Universelle Menneskerettighedserklæring, der har været toneangivende for international politik lige siden.

Kilder: Wikipedia, legislation.gov.uk, un.org