Nazim Al-Haqqani: En moderne sufi-mystiker

Nazim Al-Haqqani var en af den moderne sufismes store skikkelser. Han døde den 7. maj 2014. Billedet er taget den 15. oktober 2013, hvor han deltager i en bøn i naqshbandi-ordenens center i Lefka på Cyprus. Han døde 92 år gammel den 7. maj 2014.

Den nyligt afdøde Nazim Al-Haqqani var en af de ledende figurer inden for den moderne sufisme. Han levede et langt liv som religiøs og spirituel leder, men var også en mand med klare politiske holdninger

”Jeg ændrer ikke nogen, jeg tilfører ikke nogen. Jeg videregiver kun guddommelig viden. Jeg giver fra dig, til dig, fra dit indre. Jeg laver forbindelser.”

Sådanne kryptiske udtalelser var ofte måden, hvorpå Nazim Al-Haqqani udtrykte sig, når han blev spurgt om sin tro og spirituelle praksis. Den store tyrkisk-cypriotiske sufi-leder, hvis fulde officielle islamiske tiltale var Muhammad Nazim Adil al-Qubrusi al-Haqqani, levede et langt liv som lærd leder, inden for den store sufi-orden Haqqani.

Et liv med spiritualitet
Nazim Al-Haqqani blev født den 21. april 1922 på Cypern. I 1940 rejste han til Istanbul, hvor han læste til kemisk ingeniør på Istanbul University. Sideløbende studerede han islamisk teologi og arabisk, hvilket hurtigt viste sig at være af større interesse end naturvidenskaben. I årene 1970 til 1990 foretog han sig mange rejser i Europa hvor han fik mange tilhængere.
 
Blandt andet i USA er der en stor Haqqani-bevægelse i dag, der har Nazim Al-Haqqani som åndelig leder. Haqqani er en del af en af islams ældste sufistiske traditioner, der kaldes Naqshbandi.

Et af denne traditions særlige kendetegn er, at den er den eneste sufistiske tradition, der gør brug af læren om et slægtskab af spirituelle mestre, der går hele vejen tilbage til profeten Muhammed. Det vil sige, at Nazim Al-Haqqani er en del af 40 spirituelle lærde ledere, der går tilbage til Muhammed i det sjette århundrede.
 
LÆS OGSÅ: Hvad er sufisme?

Missionen for den moderne Haqqani-orden er en meget universel form for religiøsitet. For eksempel beskriver bevægelsen på deres hjemmeside deres mission som: ”at bringe sufismens lærdom til menneskeheden og læren om enheden om troen på Gud, som man finder i alle religiøse og spirituelle traditioner. Vi ønsker at bringe verdens forskellige religiøse traditioner i harmoni og kontrol.” Denne form for religiøsitet finder man ofte inden for den moderne sufisme.

Politiske holdninger
Nazim Al-Haqqani var en mand med klare politiske holdninger til både amerikansk udenrigspolitik og det moderne Tyrkiet. Da han selv blev født lige inden Osmannerrigets fald, havde han en et meget romantisk forhold til den osmanniske tradition og kultur, som han mente var blevet glemt i udviklingen af den moderne republik Tyrkiet og dets politik. Han mente også at den moderne republik tyrkiet var en modstander af sufismen. Dette hang blandt andet sammen med, at Tyrkiets berømte reformator og første præsident Kemal Atatürk, forbød sufismen i 1920ernes Tyrkiet.

LÆS OGSÅ: Islams mystikere opfattes som gammeldags

I årene 1983 til 1989 var han officiel sheik for Tyrkiets daværende præsident Turgut Özal, som han havde et tæt forhold til indtil sin død.

I 2003 kaldte han George W. Bush og Tony Blair for helgener inden for islam, da de havde bekæmpet ”onde tyranner i Mellemøsten.”

Haqqani-bevægelsen har også gjort sig bemærket ved at være udtalte kritikere af enhver form for islamisme og fundamentalisme.

Sygdom og død
Nazim Al-Haqqani døde den 7. maj 2014 efter et lunge- og nyresvigt måneden før. I sin sygdomsperiode blev han personligt opsøgt af mange fra Tyrkiets regering, blandt andet premierminister Erdogan, som ønskede ham en hurtig bedring. Nazim – Al Haqqani blev gift i 1944 og efterlod sig fire børn.
 
På Haqqani- bevægelsens officielle hjemmeside kan man læse mere om Naqshbandhi-traditionen og moderne sufisme: www.naqshbandi.org

Kilder til artiklen: Andrew Rippin: ”Muslims – Their Religious Beliefs and Practices”, en.wikipedia.org, Newyorktimes.org, Sufismus-online.de, naqshbandi.org