Synspunkt

At dø for andres religionsfrihed

Guru Tegh Bahadur var en af sikhismens stiftere, men ofrede sit liv for hinduers ret til frit at praktisere deres religion. På trods af adskillige religiøse forskelle på sikhismen og hinduismen var det alligevel vigtigt for guruen at understrege folkets ret til selv at vælge deres religion. Foto: Wikimedia commons

Hvert år i november markerer sikher den niende Gurus martyrium. Han ofrede sit liv for hinduers ret til at praktisere deres religion i fred

”Jeg er uenig i hvad du siger, men jeg vil til døden forsvare din ret til at sige det.”

Dette citat tilskrives ofte den franske filosof Voltaire, som levede i 1600 tallet. I vesten er han blandt andet kendt som en prominent forkæmper for ytringsfriheden, og citatet sammenfatter et pluralistisk syn, hvor man giver plads til hinanden, trods forskelligheder.

Citatet fremhæves årligt af sikher , da ordene fra et sikh- perspektiv opsummerer en specifik hændelse, der fandt sted i november 1675. En hændelse hvor stifteren af sikhismen ofrede sit liv for en anden religions fremtid.

Læs også: De 10 vigtigste ting om sikhismen
 
Tvangskonverteringen af Indiens hinduer
Året var 1675. Indien blev regeret af Kong Aurangzeb, der var den sidste af landets vigtige stormoguler. I hans regeringstid ekspanderede landet, men tiderne var hårde for Indiens hindubefolkning. I sit forsøg på at islamisere riget, begyndte Aurangzeb en kampagne for at tvangskonvertere befolkningen. Ifølge historikeren Abraham Eraly blev hinduistiske templer og skoler destrueret i hobevis, opførelsen af nye templer gjort ulovlig, mens hinduer blev pålagt høje og chikanerende skatter grundet deres tro og praksis.

Regeringens undertrykkelse af hinduerne førte i 1675 til, at to prominente hindupræster fra Kashmir henvendte sig til Guru Tegh Bahadur og bønfaldt ham om at redde deres folk. For efter sigende ville Aurangzebs hær snarligt angribe Kashmirprovinsen, med henblik på at tvangskonvertere befolkningen. Guru Tegh Bahadur valgte herefter at rejse til hovedstaden Delhi for at forhindre hæren i at angribe Kashmir.

Læs også:Sikhismens stifter var også politisk reformator

Rejsen og martyriet i Delhi
Guru Tegh Bahadur blev gjort til repræsentant for hinduerne og rejste til Delhi med en delegation af både hinduer og sikher. Ved sin ankomst blev han anholdt og bragt til myndighederne. Efter længere tids debat om myndighedernes intentioner og planer for Kashmirs hindubefolkning, blev det aftalt, at hindubefolkningen ville følge trop og konvertere, hvis myndighederne kunne konvertere guruen først. Da det ikke lykkedes, henrettede de guruen og tre af hans følgere. Herved blev guruen gjort til martyr.

Guru Tegh Bahadurs søn nedskrev et par år efter følgende vers om sin far: ”For at beskytte hinduers ret til at udføre deres ritualer og bære deres kastesymboler, så udførte [min fader] den ultimative ofring. Han ofrede sit liv uden nogen former for beklagelse. Han ofrede sig alene for retfærdighedens skyld!”

For os sikher er denne hændelse skelsættende for måden vi tolker og efterlever vores historie på. Den minder os om, at vi altid bør stå op for andres rettigheder, uanset konsekvenserne for vores eget liv og velfærd. Andre historikere tolker henrettelsen som en politisk handling, fordi Guruen havde konverteret mange muslimer til sikhismen. Dette så Aurangzeb som en trussel mod sine egne ambitioner for Indiens fremtid, og han benyttede derfor mødet om hinduernes fremtid, som en anledning til at skaffe guruen af vejen.

Der skal være plads til alle
Guru Tegh Bahadur var en af sikhismens stiftere, men ofrede sit liv for hinduers ret til frit at praktisere deres religion. På trods af adskillige religiøse forskelle på sikhismen og hinduismen, var det alligevel vigtigt for guruen at understrege folkets ret til selv at vælge deres religion, uden myndighedernes indblanding.

I disse dage reflekterer sikher verden over, over denne kamp for religions- og ytringsfrihed. For os er Guru Tegh Bahadur et eksempel at efterleve. Hele hans liv var centreret om åndelighed, godhed og et ufatteligt mod og styrke i situationer, hvor de fleste ville have bukket under. Unge sikher bruger i dag anledningen til at melde sig til forskellige arrangementer, hvor religionsfriheden hyldes, og forskelle nedbrydes.

Begivenheden husker os på, at der skal være plads til alle, og at vi alle sammen har et fælles ansvar for at arbejde hen imod en bedre verden. Det har jeg i hvert fald tænkt mig at gøre.

Læs også: Billedserie: Rundt om sikhismen