Afhopperen - Mine 20 år i Scientology
Robert Dam forlod Scientology efter 20 år i bevægelsen. Han har skrevet en bog om sine oplevelser, og du kan læse et uddrag her
Jeg vågnede med et sæt. Det må have været midt om natten. Den skærende hovedpine var der stadig. Jeg var alene hjemme. Min kone og to døtre på to og ni år var taget på en uges ferie for at give mig tid til at montere nyt køkken. Mine øjne forsøgte at vænne sig til mørket. Jeg lå helt stille med en følelse af angst rislende igennem hele kroppen. Den angst, jeg ikke havde haft siden barndommens mareridt om trolde og uhyrer.
Jeg lyttede anspændt. Jeg var overbevist om, at der var nogen i huset. Det, der havde vækket mig, var en tydelig fornemmelse af at blive iagttaget, men jeg kunne ikke høre noget, og de konturer, der langsomt begyndte at tegne sig for mine øjne, var de sædvanlige; skabet, døråbningen, væglampen. Der var ikke noget, der var anderledes. Måske var det bare en drøm. Der var intet at høre ud over grenen, som bankede mod tagudhænget i blæsten. Jeg faldt i søvn, men det var en urolig søvn, og jeg var træt og ør i hele kroppen, da jeg stod op næste morgen.
Det var juni måned 2003, og vejret var smukt. Jeg arbejdede udendørs med at save og bore for at tilpasse de nye køkkenelementer. Det var den slags arbejde, som jeg normalt nød at lave i min fritid. En god kontrast til mit civile job som salgskonsulent, hvor dagen gik med at snakke med kunder, beregne tilbud og holde møder og den slags stillesiddende arbejde.
Jeg havde faktisk glædet mig til denne uges ferie, hvor jeg uforstyrret og uden stress kunne gå og hygge mig med det nye køkken. Men jeg nød det ikke denne gang. Ikke spor. Jeg sad ved computeren til ud på natten, kom sent i seng og vågnede flere gange hver nat med mareridt. Mareridt, hvor jeg følte mig overvåget og hele tiden var lige ved at blive pågrebet af en mørk overmagt. En ansigtsløs sort silhuet, der ville tage mig væk fra min familie og dømme mig til døden, uanset om jeg var skyldig eller ej, og jeg ville hverken kunne gøre fra eller til.
Nat og dag begyndte at flyde sammen. Angsten syntes ikke at ville forlade mig, heller ikke i dagtimerne. I løbet af ugen fik jeg gentagne gange besøg af agenter fra Scientologys efterretningsafdeling, Office of Special Affairs, OSA. Det vil sige, de viste sig aldrig, men jeg fornemmede dem, og jeg hørte dem flere gange pusle på den anden side af hækken. Der var muligvis også nogle fra OSA, der fulgte med i mine aktiviteter på nettet. De havde jo dygtige it-folk blandt medarbejderne og var formentligt i stand til at hacke sig ind på min computer og følge mine aktiviteter. Og OSA havde al mulig grund til at holde øje med mig. Det, jeg var i gang med, var nemlig et groft brud på reglerne. Det ville kunne føre til bortvisning i vanære, og, endnu værre, jeg ville blive afskåret fra min nærmeste familie og mine venner.
Jeg havde kastet mig ud i et intenst researchprojekt om Scientology. Hver aften, når det var blevet mørkt og værktøjet var pakket sammen, gik jeg på nettet og læste hjemmesider skrevet af afhoppere. Tidligere højtstående og prominente medlemmer, der pludselig bare var forsvundet, og som ingen snakkede om mere. Jeg var nødt til at læse deres vidnesbyrd, også selv om jeg vidste, at det indebar en betragtelig risiko for at blive opdaget.
Jeg var på sporet af noget stort, det var der ingen tvivl om. Men samtidig havde jeg en følelse af, at mit liv var ved at forsvinde for mig. når som helst kunne agenterne synliggøre sig og fange mig, tage mig med, afhøre mig og give mig min dom. Måske ville jeg ikke være hjemme til at tage imod min familie, når de kom hjem fra ferien. huset ville stå tomt, med ufærdige køkkenelementer flydende over det hele. Mine to piger ville ikke vide, hvor deres far var henne. Min kone ville mig igen.
Skulle jeg få det overstået med det samme og tage telefonen, ringe til OSA og konfrontere dem med min viden? Stille nærgående spørgsmål for omgående at blive indkaldt til møde? Nej, det var alt for risikabelt. Det var slemt nok, at jeg tænkte forbudte tanker og oven i købet gik på nettet og undersøgte udefrakommende kilder. Hvis jeg bekendtgjorde, hvor jeg stod, ville det hele være forbi. Min kone ville blive presset til at lade sig skille, hun ville få forældreretten over vores to piger, og hun ville få huset.
Jeg var ikke afklaret endnu, var ikke klar til en samtale med OSA. Risikoen for at miste min familie og mine venner var for overhængende. Og som om det ikke var nok, så stod også min fremtid, min evighed på spil. Mit håb om at blive et frit og rent åndeligt væsen afhang fuldstændig af Scientology. Kun de kunne tilbyde mig åndelig frigørelse. Hvis jeg begyndte at stille spørgsmål, ville de hurtigt få færten af, at jeg var på afveje. OSA ville indkalde mig til personlige møder og prøve at rette mig af.
Jo, jeg kendte udmærket rutinen, og hvis jeg ikke lod mig affinde med deres overfladiske og affejende svar, ville sagen rulle. Jeg ville blive dømt og ikke få mulighed for at forklare min kone og mine venner, at de var blevet ført bag lyset. De ville blive kontaktet af OSA og få at vide, at jeg var kommet på afveje, og at de ikke måtte have kontakt med mig. De ville blive pålagt at rapportere det omgående, hvis jeg prøvede at tage kontakt til dem eller andre medlemmer, de kendte.
De ville derfor aldrig nå at finde ud af det samme som jeg, at de var blevet snydt af en smuk drøm, men ville hugge hånden af mig og aldrig tale med mig igen. Jeg ville blive erklæret for SP, Suppressiv Person, Scientologys ord for psykopat og fjende af organisationen, bortvist med øjeblikkelig varsel, og det hele ville være slut. Konklusionen lå lige for: Jeg ville aldrig blive et frit og lykkeligt, åndeligt væsen, hvis jeg fortsatte min research, for det var kun alt for tydeligt, hvor den førte hen.
Men jeg kunne ikke lade være. Jeg måtte kende sandheden, jeg måtte vide, hvordan det hele hang sammen. Scientology var mit livsgrundlag. Hvis det hele var en stor løgn, kunne jeg ikke fortsætte med at leve, som jeg gjorde. Jeg måtte have af- eller bekræftet mine bange anelser. Der var ingen vej tilbage nu. Delt i to satte jeg mig bag computeren igen.
©Robert Dam og Kristeligt Dagblads Forlag, 2011
Robert Dam: Afhopperen - mine 20 år i Scientology
Udkommer: Onsdag den 28. september
Omfang: 288 sider
Pris: 299 kroner
Køb bogen påKristeligt Dagblads Forlag