Overblik

Kan politikerne forbyde ytringer, der strider imod danske værdier?

TV2's dokumentarserie ”Moskéerne bag sløret” har affødt et regeringsudspil om en såkaldt ’imam-lov’, der skal specificere, hvornår ’hadprædikener’ er samfundsundergravende og dermed strider imod dansk lovgivning. Foto af statsminister Lars Løkke Rasmussen. Foto: Mathias Bojesen

Er det muligt for danske politikere at bekæmpe udemokratiske kræfter på demokratisk vis? Kan Grundloven bruges til at kriminalisere visse ytringer i religiøse samfund - og hvilke? Få et overblik over argumenterne i debatten om "statsundergravende ytringer" og religionsfrihed

At en TV-dokumentar kan sætte den politiske dagsorden er ingen nyhed. Senest er det blevet eksemplificeret med TV2's dokumentarserie ”Moskéerne bag sløret”, der blandt andet viser lektioner og prædikener fra imamer fra Grimhøj-moskéen i Aarhus. 

Dokumentaren har affødt et regeringsudspil om en såkaldt ’imam-lov’, der skal specificere, hvornår ’hadprædikener’ er samfundsundergravende og dermed strider imod dansk lovgivning. 

Mere specifikt luftede Vestre i sidste måned til et møde med Folketingets partiledere ønsket om et lovforslag, som de gerne ser bliver behandlet inden Folketinget går på sommerferie.

Grundlovens § 67 bestemmer, at borgerne har: “Ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, kun begrænset af hensynet til sædeligheden og den offentlige orden.”

Det er særligt den sidste del, som Vestre mener, kan understøtte det nye lovforslag, der indbefatter følgende: 

• At man udarbejder en dynamisk liste over udenlandske hadprædikanter, så de kan forhindres i at komme til landet og prædike.
• At undersøge om grundlovens § 67 - der omhandler religionsfrihed - tillader, at statsundergravende ytringer fra imamer med dansk statsborgerskab kan kriminaliseres.
• At danske imamer kan få frataget deres bemyndigelse til at vie.

Debatten siden har vist, at lovforslaget i sin grundessens er kontroversielt. DR-journalisten Martin Krasnik inviterede efterfølgende kultur- og kirkeminister Bertel Haarder (V) i Deadline-studiet for at få uddybet, hvordan Vestre mente, at man kunne forbyde visse ekstreme ytringer fra hadprædikanter.

Her bad værten Martin Krasnik Haarder specificere – enten konkret eller principielt – hvilken type ytringer, Venstre tænkte på. Haarder svarede, at det var for tidligt at komme med konkrete eksempler på ytringer:

»Vi vil afsøge det rum, der er i Grundloven, for, at man kan kriminalisere visse ytringer. Grundlovsparagraffen siger, at man ikke må opfordre til vold. Og man må heller ikke begå vold. Og det er især det med at opfordre til vold, som vi vil afsøge,« sagde Bertel Haarder på det tidspunkt.

Et af de store spørgsmål, debatten med Bertel Haarder rejste, var, hvorvidt denne lov, som tilsyneladende er rettet mod imamer, kan få konsekvenser for andre religiøse samfund. Skal ytringer mod homoseksuelle fra danske kirkesamfund straffes, såfremt de forstås som ’hadprædikener’? Vil danske præster, som prædiker mod homoseksuelles ret til ægteskab og adoption, også få fratageret deres ret til at vie?

Værten Martin Krasnik gav under interviewet udtryk for, at lovforslaget forekom overflødigt, da de begrænsninger, som Venstre ønskede at lovgive om, allerede synes at være indbefattet i grundlovens § 67 og § 77. Grundlovens § 77 om ytringsfriheden er formuleret således:

”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.”

Her er det vigtigt at sondre mellem ytringer, der blot er anderledes eller uforenelige med ’danske værdier’, og ytringer, som er direkte ulovlige i kraft af at opfordrer til ulovlige handlinger. Såfremt sidstnævnte er undergravende for dansk lovgivning, stilles man til ansvar for domstolene. Man kan derfor allerede som lovgivningen er i dag dømmes på baggrund af Grundloven. 

Også på Kristeligt Dagblads medier er spørgsmålet blevet diskuteret livligt.

Sognepræst Marie Høgh hævder i et indlæg på Kristeligt Dagblad, at det netop er demokratiets opgave at beskytte de tolerante mod de intolerantes vold og opfordring hertil. Høgh mener ikke, at vi altid kan ”bekæmpe fjender af det frie samfund” inden for Grundlovens rammer. 

“Vi kan ikke give antidemokraterne, der prædiker en livs- og åndsfornægtende ideologi samme frihed. Selvfølgelig har man frihed til at være muslim, det er klart. Og de er hjertens velkomne til at være her,” skriver Marie Høg, og forsætter:

”Men! Imamerne og enhver muslim, der sætter religiøse love, der opfordrer til vold og drab, over landets gængse love, kan vi ikke behandle som en eller anden gruppe spirituelt søgende mennesker. De er hverken spirituelle eller søgende – nej, de er fjender af det frie samfund. De er i fuld gang med at undergrave samfundet, og vi har selv givet dem friheden til det.”

Lektor i praktisk filosofi på RUC, Sune Lægaard, er uenig. I et indlæg på religion.dk 8. april hævder han, at Venstre og Dansk Folkepartis ønske om at lovgive på området ”vidner om en grundlæggende misforståelse af frihedsrettigheder”.

Sune Lægaard hævder, at et kig på Venstres og Dansk Folkepartis værdipolitik de seneste par år vidner om en politisk selvmodsigelse. Eksempelvis argumenterede Dansk Folkeparti under Muhammed-krisen for en ”ubegrænset” eller ”absolut” ytringsfrihed, mens de nu, når det omhandler imamer, går helhjertet ind for indgreb og begrænsninger af både ytringsfriheden og religionsfriheden. 

“Det interessante er her først og fremmest, at både Venstre og Dansk Folkeparti er i stand til at gå fra et kompromisløst forsvar for ubegrænset frihedsrettigheder til et forsvar for indgreb i friheden. Det ligner umiddelbart en selektiv og opportunistisk omgang med ideen om frihedsrettigheder: Man er for disse rettigheder, når de beskytter noget, man er enig i, men imod når de kommer i vejen for indgreb over for noget, man ikke kan lide.” Skriver Sune Lægaard.

Den store opgave politikerne nu står overfor er, om de formår at bekæmpe udemokratiske kræfter på demokratisk vis. Spørgsmålet er i bund og grund, om det danske demokrati bør være tolerant overfor de intolerante? Hvis svaret er benægtende, har vi så ikke netop givet køb på de demokratiske værdier, vi hævder at forsvare? 

Vi ser frem til en god og sober debat.