Hvad ville der ske, hvis en nonne løb bort?

Hvad ville du gøre, hvis ét af dine familiemedlemmer pludselig var væk? Du ville vel sørge for en eftersøgning via politiets hjælp, spørger søster Anna-Maria Kjellegaard. Foto: Foto: Arne Sorgenfrei

Benediktinerinde Anna-Maria Kjellegaard svarer på spørgsmål om praktiske forhold ved klosterlivet

Spørgsmål:

Kære søster Anna-Maria

Jeg har før spurgt dig, men jeg mangler endnu svar på nogle praktiske spørgsmål til min bog.

Jeg så en film: The Nun's Story, hvor kvinden først blev rigtig nonne efter et år i klosteret. Efter fem år lovede hun at blive for evigt. Hvordan er det i virkeligheden? Hvornår var der flest nonner i Danmark, hvilke årstal? Er jeres tro forskellig fra vores, som ikke er nonner, men er kristne? Hvordan foregår en nonnes begravelse? Hvis afdødes far og bror er i hæren, ville de så kunne deltage ved begravelsen, og ville de kunne hilse på nonnerne?

Hvor gammel skal man være for at gå i kloster? Bliver man som ung nonne behandlet anderledes end de ældre? Har nonner en bog til at skrive deres synder ned i om aftenen, og fortæller de deres synder til en "Fader", ligesom i filmen The Nun's Story?

Er det forbudt at plukke blomster fra en klosterhave, og lægge dem op i sin seng? Hvordan ser jeres "værelser" egentlig ud? Er det et kæmpe rum, der er opdelt til mindre rum af gardiner? Ville der ske noget, hvis en nonne en dag løb bort, uden hun havde sagt noget til nogen om det?

Håber ikke at det er alt for besværligt, der er jo trods alt mange spørgsmål.

Med venlig hilsen
Nicoline

Svar:

Kære Nicoline

Det er mange spørgsmål, du stiller, men jeg forsøger at besvare dem ét for ét:

Hvornår bliver man rigtig nonne?
Efter en prøvetid på et halv år, der kaldes postulat, bliver man iklædt ordensdragten og begynder dermed noviciatet. Efter 2-3 år aflægges de første løfter, som gælder for 3-5 år. Efter disse år, altså i alt mellem 5-9 år, aflægges de evige løfter, hvor man så er fuldgyldig medlem af nonneordenen.

Hvornår der var flest nonner i Danmark?
Det var der i middelalderen. Efter religionsfrihedens indførelse ved grundloven i 1849 kom der igen nonner til landet. Det har vel toppet i 1950´erne med cirka 1000 nonner.

Er nonners tro forskellig fra vores, som ikke er nonner, men er kristne?
Her måtte jeg le; du tænker vel på katolske nonner og ikke buddhistiske? Katolikker er også kristne, og derved er de katolske nonner det også. Vi tror på Gud som treenig lig Folkekirkens opfattelse. Der er mere, der forbinder de kristne, altså også katolikker og protestanter, med hinanden end der skiller i forhold til muslimer og andre religioner.

Hvordan foregår en nonnes begravelse?
Som enhver anden katolsk begravelse; altså med en requiemsmesse, der er en messe for den afdøde med betoning af opstandelsen, og med efterfølgende kistebegravelse på et bestemt afsnit af en offentlig kirkegård eller på nonnernes egen private kirkegård.

Kan afdødes bror og far, selv hvis de er i hæren, deltage i begravelsen?
Selvfølgelig. Ligeledes kunne andre fra hæren også deltage, og selvfølgelig kunne de hilse på nonnerne efter begravelsen ved den efterfølgende sammenkomst.

Hvor gammel skal man være for at gå i kloster?
Man skal være personlig myndig; altså 18 år.

Bliver man som ung behandlet anderledes end de ældre i klostret?
Ja, forstået på den måde, at de første 5-9 år er prøvetid. Det er en gradvis indføring i klosterlivet, og novicen modtager undervisning blandt andet i bibelkundskab(teologi), kirke- og ordenshistorie samt indøvning i meditation og andet.

Om nonnerne skriver deres synder i en bog om aftenen, og fortæller det til en "Fader"?
Jeg har ikke set filmen The Nun´s Story, men som jeg kan forstå ud af helheden, så tænkes der her på skriftemålet, som er et sakramente i den katolske kirke. Det vil sige, at man bekender sine synder for en præst, der i filmen og stadigt i de engelsk talende lande kaldes "Father", og som har absolut tavshedspligt. Luther afskaffede for øvrigt ikke skriftemålet. Det praktiseres enkelte steder i folkekirken den dag i dag. Om nonnerne skriver deres synder ned i en bog, for bedre at kunne huske dem, er individuelt. Jeg tror ikke, at det praktiseres ret meget nu om dage.

Er det forbudt at plukke blomster fra klosterhaven, og lægge dem op i sin seng?
Teoretisk set vel ikke, men hvis blomsterne var beregnet til et andet formål, som for eksempel til at pynte kirken med, så går det ikke bare at plukke løs. Enhver nonne lever i et fællesskab, og det skal der tages hensyn til.

Nonnernes værelser?
Tidligere var det ganske rigtigt ét stort rum med forhæng mellem hver beboers afsnit. Men sådan er det ikke mere. Hver har sit eget værelse. Det er enkelt indrettet; seng, bord, stol, skab og reol til nogle bøger. De nonner, der har administrative opgaver for klostret, har et arbejdsværelse med computer og internetadgang.

Hvad ville der ske, hvis en nonne en dag løb bort fra klostret uden at meddele det til nogen?
Ja, hvad ville du gøre, hvis ét af dine familiemedlemmer pludselig var væk? Du ville vel sørge for en eftersøgning via politiets hjælp? Det samme gælder her, hvis der ikke foreligger nogen skriftlig meddelelse. Men hvis nonnen har lagt en seddel og skrevet, at hun er stukket af, så bliver politiet ikke underrettet. Nonner er frie borgere i et frit land, og klostret er ikke et fængsel. Så hvis en nonne flygter fra klostret, kan hun ikke med politiets hjælp bringes tilbage. Hun er ikke kriminel. Men, priorinden vil jo nok forsøge at få kontakt med hende for at få klarhed over situationen.

Ud fra dine spørgsmål kan jeg næsten se, hvad du vil skrive i din
bog, måske en roman! Den bliver sikkert spændende!

Med venlig hilsen
Anna-Maria Kjellegaard
Nonne

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.