Jesus på korset: Påsken fuldbyrder kristendommens paradoks

Ifølge både Niels Henrik Gregersen og Niels Jørgen Cappelørn fremhæver påsken det væsentlige i tilværelsen også for det moderne menneske. Men man skal være villig til at gå bag om forstandens grænser. Foto: Lucas Cranach/Wikimedia Commons

Kan Jesus være både sand Gud og sandt menneske? Dette paradoks har kristendommen altid haft hængende over sig, og hvert år til påske bliver det aktuelt at stille spørgsmålet på ny. Derfor giver påsken anledning til at reflektere over det paradoksale i både kristendommen og tilværelsen - både for troende og ikke-troende

"Inkarnationen, det at Gud selv lever som et menneske i kød og blod, begynder allerede ved julen, hvor Jesus lægges i krybben. På den måde svarer påsken og julen til hinanden", fortæller Niels Henrik Gregersen, som er professor ved Afdelingen for Systematisk Teologi ved Københavns Universitet. Hele livsforløbet indimellem de to højtider udgør inkarnationens historie.

Korsfæstelsen er inkarnationens fuldbyrdelse

"Når Jesus hænger på korset til påske er det inkarnationens fuldbyrdelse. Det er en vigtig begivenhed, for det siger noget om, hvem Gud er. For på korset bliver Gud med os Gud er sammen med os og ikke længere kun ånd. Det er den fulde inkarnation, der finder sted på korset, fordi Gud her bliver fuldt menneskelig. Ved at gå ind i dybet demonstrerer Gud, at han ikke kun findes i de høje oplevelser, men at han netop viser sig i skidtet, dér hvor det virkelig gør ondt. Det livsforløb, Jesus gennemgår, er også Guds måde at vise på, at han er med til vejs ende", fortæller Niels Henrik Gregersen.

"Derfor er det også væsentligt at forstå, at Jesus ikke hænger på korset som et enkelt menneske. For når man siger, at Jesus er menneske, så betyder det, at Gud forbinder sig med hele menneskelivets spektrum, fra livskraft til forfald og død. Jesus hænger ikke bare på korset som et isoleret menneske, et unikt enkelttilfælde. Jesus bliver Immanuel, som på hebræisk betyder Gud for os og med os", siger Niels Henrik Gregersen.

"Jesus på korset hænger der ikke kun som et enkelt menneske, han bliver ligesom os almindelige mennesker på alle måder. Gud viser, at han er sammen med os i alle ting helt til den yderste dag, og han er for os, fordi påsken i skikkelse af Jesus på korset åbner en vej til Gud."

Refleksioner over udtrykket 'opstandelsen'

Fordi Jesus ikke bare hænger på korset som et enkelt menneske, men som alle mennesker, mener Niels Henrik Gregersen også, at det er vigtigt at bruge påsken på at tænke over udtrykket opstandelsen.

"Opstandelsen er egentlig et uheldigt udtryk, fordi det får det til at lyde som et enkelttilfælde, som om der kun er tale om genopstandelsen af Jesus som et isoleret bibelhistorisk tilfælde. Ligesom der i den gamle julesalme Lad det klinge højt i sky (DDS 115) råbes Vi ej fødes til at dø, hedder det i påskesalmen, at som han opstod, skal vi opstå (DDS 222). Det væsentlige her er, at med døden, så er det menneskelige liv forbi, men selv i den menneskelige tilværelses afslutninger er der altid en ny begyndelse. For når Jesus hænger på korset, går Gud selv ind i dødens tomhed og fylder tomrummet ud. Det er det, påsken forkynder", siger Niels Henrik Gregersen.

"Det nye ved det, jeg siger, er, at påsken ikke bare er en mirakuløs fortælling om et enkelt menneske, der undfanges på forunderligvis julenat og kommer tilbage til Gud, men at han i løbet af inkarnationens historie forbinder sig med hele menneskeheden. Det er det, jeg mener, når jeg taler om en dybdeinkarnation. For dybet har også at gøre med det materielle dyb, Gud forbinder sig med selve materien. Ordet bliver kød, siger man jo".

Kristendommens paradoks

Men en ting, som påsken også kredser om, er selve det paradoks som fuldbyrdes på korset, hvor Jesus hænger som både sandt menneske og sand Gud. Det er et paradoks, som kristendommen har prøvet at overkomme, men Niels Henrik Gregersen stiller sig tvivlende overfor, om der overhovedet er tale om et paradoks.

"I mennesket Jesus forener Guds Søn sig med menneskeheden, også med det menneskelige livs synd og elendighed. Det er en enhedstanke. Det er egentlig ikke noget paradoks. At Jesus hænger på korset, siger noget om er spændvidden i Guds væsen. Og Guds væsen er ikke noget paradoks, mener jeg. Hvis Guds væsen er kærlighed, og han ønsker at forene sig med mennesket, så giver det hele mening. De andre religioner holder Gud uden for verden. Pointen i kristendommen er, at Gud som Gud er ophøjet, men han går også ind i det menneskelige. Påsken drejer sig om Guds spændstighed. Påsketroen drejer sig om, at vi på trods af al modvilje og angst lever midt i kærlighedens spændvidde, som er Gud selv".

En tænker for hvem kristendommens paradoks fyldte meget var danske Søren Kierkegaard. Niels Jørgen Cappelørn, professor i Kierkegaard Studier og daglig leder for Søren Kierkegaard Forskningscenteret, beskriver, hvad paradokset betyder for Kierkegaards tænkning.

"For Kierkegaard består paradokset i, at den evige Gud bliver menneske i den tidslige tid i den verden, der er undergivet tiden. Så paradokset er netop det, der kommer til syne i inkarnationens fuldbyrdelse på korset. Det er der, hvor Gud ultimativt åbenbarer sig som menneske, hvor den evige Gud bliver menneske i den tidslige Jesus. Derfor ligger paradokset både i spændingen mellem det Guddommelige og det menneskelige og mellem det evige og det tidslige", fortæller Niels Jørgen Cappelørn.

Et paradoks for forstanden

At Jesus er sand Gud og sandt menneske er et paradoks for forstanden. Det er et logisk paradoks. At sige Jesus er sand Gud og sandt menneske svarer til at kigge ud af vinduet og hævde udsagnet, at det er sandt, at det både regner og ikke-regner. Og det er umuligt. Men Niels Jørgen Cappelørn mener, at man lurer sig ind i en blindgyde ved kun at betragte paradokset under en sådan vinkel.

Kristendommens paradoks, der var så afgørende for Kierkegaard at fremhæve, må anskues under forskellige vinkler. For ja, det er et logisk paradoks, når kristendommen anskues under synsvinklen viden. Nogle steder skriver Kierkegaard, at der er en absolut kvalitativ forskel mellem Gud og menneske, og så bliver det, at Jesus er sand Gud og sandt menneske, et paradoks, som det er umuligt for forstanden at løse.

"Men samtidig, og det er set fra et andet synspunkt, så er mennesket skabt i Guds billede. Kierkegaard siger igen og igen, at mennesket er i slægtskab med Gud. Og når der er tale om, at mennesket er i slægt med Gud, så blegner paradokset lidt, for så er der en forbindelse eller en relation, der gør, at set under synsvinklen relation er der ikke kun tale om en absolut kvalitativ forskel mellem Gud og menneske", fortæller han.

Synden får billedet til at krakelere

Niels Jørgen Cappelørn peger på, at det er synden, som får relationen mellem Gud og menneske til at krakelere. Det er hans forståelse af Kierkegaard.

"Men her vil jeg gerne se forholdet til Gud fra en anden side. Hvis Gud er kærlighed, og det er han ifølge Det Nye Testamente og ifølge Kierkegaard, så er Gud selv relation. At sige at Gud er relation, er selvfølgelig ikke en udtømmende beskrivelse af Gudbilledet, det er blot én måde at udtrykke Gudbilledet på. Gud er relation i forhold til sig selv som Fader, Søn og Helligånd i treenigheden, og han er som kærlighed relation i forhold til mennesket. For at elske og tilgive sker i en relation. Når mennesket er skabt i Guds billedet, så er mennesket også en relation. Mennesket er således skabt til at stå i en relation til Gud og til sig selv og til sine medmennesker. Det kommer til udtryk i det dobbelt kærlighedsbud, at du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv".

Spørgsmålet bliver derfor, hvad der sker i syndefaldet. Hvis konsekvensen af syndefaldet er, at relationen mellem mennesket og Gud bliver brudt, hvad bliver så konsekvensen for forståelsen af paradokset?

Syndefaldet sker i alles liv

"Ifølge Kierkegaard er syndefaldet ikke sket én gang for alle med Adam og Eva. Det sker i ethvert menneskes liv som et kvalitativt spring, hvor det enkelte menneske overgår fra at være uskyldigt til at være syndigt. Og syndefaldet består i, at mennesket fravælger Gud og tilvælger sig selv, og er således menneskets egen skyld. Ved faldet separerer eller adskiller det sig altså fra Gud, og derfor er relationen til Gud ikke længere intakt, den er krakeleret. Men det man har adskilt sig fra, længes man efter, og mennesket længes efter Gud. Det er her vigtigt at fastholde, at mens menneskets relation til Gud læderes af mennesket, så er Guds relation til mennesket fortsat intakt, og gennem sin altid intakte relation til mennesket, virker Gud i mennesket", fortæller Niels Jørgen Cappelørn og siger:

"Afhængig af den vinkel man anlægger, er der hos Kierkegaard en skarp spidse, hvor på paradoksaliteten står og sitrer. Under vinklen mennesket som synder, finder der et kvalitativt spring sted, som bryder relationen til Gud. Og der er en absolut kvalitativ forskel mellem Gud og menneske. Men under vinklen mennesket som skabt i Guds billede, bliver menneskets erfaring en anden. Det længes det kan være efter mening, sammenhæng, harmoni, lykke osv., men denne længsel er dybest set en længsel efter Gud. Menneskets relation til Gud ytrer sig således efter syndefaldet som længsel. I sin intakte relation til mennesket drager Gud den enkelte, som fra sin side har en trang til Gud og længes efter Gud".

Jesus har ingen synd

Om Jesus er både sand Gud og sandt menneske eller om han enten er menneske eller Gud kan ud fra en kierkegaardsk betragtning overvindes ved at kalde Jesus for Gud-mennesket. For herved lægges vægten på relationen mellem Gud og menneske i Jesus, påpeger Niels Jørgen Cappelørn.

"Jesus adskiller sig fra det almindelige menneske derved, at der ikke er synd i ham. Hos Jesus er relationen til Gud stadig fuldt ud intakt. Men for os syndige mennesker er det afgørende spørgsmål, om vores brudte relation til Gud kan genetableres og vi blive genforenet med Gud. Det er netop det, påsken handler om".

Niels Jørgen Cappelørn mener derudover, at moderne mennesker kan lære meget af de negative ords betydning for både filosoffen og den religiøse tænker Kierkegaard. Angsten, det absurde, tvivlen, fortvivlelsen alle de negative ord hos Kierkegaard har positiv betydning, fordi de er gennemgangsfaser eller uomgængelige livspassager, selvom de også kan fremhæve det paradoksale i livet.

"I dag er der mange, som er udtalte tvivlere. Der er en tendens til at forherlige tvivlen og nedvurdere troen. Men tvivlen er alene en negativ kraft, som skal til for at nå det positive. Det er en gennemgangsfase, som ganske vist kan trænge sig på igen og igen. Men at forherlige tvivlen på bekostning af troen er at vende det hele på hovedet", siger Niels Jørgen Cappelørn og uddyber:

"Tvivl kommer af tve. Hvis man tvivler, er man tvesindet. Så har man ikke bare ikke valgt kristendommen, så har man ikke valgt noget. Man vakler på sin vej gennem livet og vil egentlig helst flere ting på én gang. Pointen med paradokset for Kierkegaard er, at man kan vælge sig ud af det. Dette er en pointe som ofte overses".

I troen eksisterer paradokset ikke

Kristendommen er ikke et paradoks for den, der tror, men kun for den, der ikke tror, for den, der betragter kristendommen udefra. I troen er paradokset ikke til. Men for det menneske, der vil forstå kristendommen og det kristne budskab med forstanden, forbliver paradokset et problem, til anstød, til forargelse; noget som skal opløses. For det, forstanden ikke kan forklare, vil forstanden ikke vide af og derfor heller ikke tro på, slutter Niels Jørgen Cappelørn.

Men det handler ikke om at løse paradokset, hverken kristendommens eller tilværelsens. Og dette kan påsken minde om. Som højtid henvender påsken sig derfor i særdeleshed også til det moderne, tvivlende menneske, der har blind tiltro til forstanden, og ser paradokset som en forhindring, når det i virkeligheden gemmer på fortællingen om kærlighed og længsel.

Ifølge både Niels Henrik Gregersen og Niels Jørgen Cappelørn fremhæver påsken det væsentlige i tilværelsen også for det moderne menneske. Men man skal være villig til at gå bag om forstandens grænser. At tvivl, angst og absurditet er facetter i livet er uafviseligt, men på den anden side gemmer mennesket på en langt mere grundlæggende stemning, som er en længsel efter harmoni, lykke og mening og efter Gud.